Vogt jer for historiske vandrecitater

af i Danmark/Historie/Politik & Samfund

HISTORIE // KOMMENTAR – Der er intet som klassisk dannelse. Et fyndigt historisk citat er et effektivt retorisk virkemiddel og et skarpt krydderi i en god diskussion, skriver Henrik Schilling. Der er dog én vigtig forudsætning: Citatet skal være ægte. 

I et opslag for nylig kommenterede folketingsmedlem Mattias Tesfaye (S) på Facebook regeringens forslag til en ny sundhedsreform.

Han sukker: ”Nu vil Lars Løkke nedlægge de fem regioner. I stedet skal der oprettes 21 nye sundhedsfællesskaber. Politikerne skal fyres. I stedet skal DJØF’erne styre hospitalerne. Nye strukturer og nye chefer. Strukturændringer betyder helt sikkert en masse interne konferencer, workshops, forflytninger, kurser, powerpoint-visninger, flere mellemledere, nye arbejdsgange, dyre eksterne konsulenter osv. osv. osv… Tid og penge der går fra patienterne. Suk… Jeg kommer til at tænke på denne lille perle fra en embedsmand i Romerriget ;-)”.

Gaius Petronius har næppe keret sig en tøddel om effektivitet, embedsvælde og psykisk arbejdsmiljø blandt offentligt ansatte

Og så griber Tesfaye dybt i posen med historisk indsigt og citerer den romerske forfatter Gaius Petronius (27 – 66 e.Kr.), som åbenbart allerede 2000 år før New Public Managements krav om konstant optimering oplevede noget lignende i Romerrigets bureaukratiske jungle:

”Vi arbejdede hårdt, men hver gang det begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde hver ny situation med omorganisering, og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering.”

Nøgternt betragtet er udsagnet meningsfuldt. Nogen vil mene, at det spot on sætter fingeren på tendensen til konstant omstrukturering, som præger moderne offentlig forvaltning. En nødvendighed mener nogle; en svøbe mener andre.

Der er bare et problem. Citatet er falsk. Det er et fiktivt vandrecitat.

Moderne ord i historisk forklædning

Personen Gaius Petronius er virkelig. Han var forfatter og satiriker og tilknyttet hoffet under kejser Nero, som regerede fra år 54-68 e.Kr., men har aldrig nogensinde sagt eller skrevet disse ord. Det er for længst debunket. Ordlyden kan følges tilbage til en inskription i en britisk militærbarak under Anden Verdenskrig. Hvordan ordene ender i Petronius’ pen falder hen i det uvisse, men indicier peger på en amerikansk forretningsmand, som i en bog om virksomhedsorganisation tilskriver Petronius ordene.

Gaius Petronius har dog næppe keret sig en tøddel om effektivitet, embedsvælde og psykisk arbejdsmiljø blandt offentligt ansatte.

Så længe citatet er ægte, er der intet i vejen for at krydre sine argumenter med bevingede historiske gloser. Det medvirker til at legitimere synspunktet, som får tyngde og større autoritet

Romerriget havde embedsfolk, men det var en minimalstat regeret af få. Statsadministrationen var lille, og statens forpligtelser overfor borgerne var ingenting sammenlignet med en moderne dansk velfærdsstat. Der var et vist bureaukrati, men ingen offentlig sektor. Skoler, hospitaler og ældrepleje var ikke et offentligt anliggende. Pensionsalder, varme hænder og læringsmål var ikke noget staten bekymrede sig om.  Provinserne havde udstrakt autonomi under den romerske guvernør; en ganske fornuftig ordning i et imperium større end Den Europæiske Union inklusiv Storbritannien, men uden nutidens transport- og kommunikationsmidler. Så længe kejseren fik de skatter og afgifter han skulle have, var han tilfreds.

Ambitiøse kejsere indførte reformer i takt med, at Romerriget voksede og indre spændinger krævede politiske forandringer, men reformiveren var langt fra nutidens hæsblæsende tempo.

Ingen undskyldning at citatet giver mening

Det er ikke første gang, jeg oplever dette sejlivede, fiktive citat rumstere på de sociale medier. Hver gang benytter jeg lejligheden til at påpege, at citatet er falsk. Reaktionen er som regel tavshed, men i tilfældet Tesfaye var hans følgere på pletten.

En kommentar lyder: ”Det betyder mindre at citatet er falskt, det passer alligevel glimrende til virkelighedens verden”. En anden svarer mig: ”Jamen lad os da diskutere citatets ægthed i stedet for at forholde os til indholdet”. Det har han ret i, men jeg tror nu, at kommentaren hentyder til, at jeg flytter fokus fra visdommen i budskabet ved at insistere på citatets fiktive ophav.

Pyt med ophavets ægthed. Den logiske konklusion heraf må være, at det er i orden at lægge begavede ord i munden på hvem som helst. Jeg vil her undlade at spille nazi-kortet og nævne Adolf Hitler

Ud fra kommentarernes rationale er det åbenbart i orden at lægge ord i munden på Petronius, så længe de giver mening. Pyt med ophavets ægthed. Den logiske konklusion heraf må være, at det er i orden at lægge begavede ord i munden på hvem som helst. Jeg vil her undlade at spille nazi-kortet og nævne Adolf Hitler, men tænk selv tanken til ende.

Når Mattias Tesfaye citerer Petronius, forankrer han sin kritik af regeringens sundhedsreform i historien. Han tager en historisk kilde til indtægt for, at så snart noget er godt, så skal uansvarlige politikere, DJØF’ere og embedsfolk straks lave det om og skabe kaos, ineffektivitet og demoralisering; at Petronius skulle have påpeget dette allerede for 2000 år siden illustrerer, at der intet nyt er under solen, og sådan har det altid været. Tanken er nærliggende: Når allerede romerne indså, hvor tåbelige omorganiseringer er, så skriger det nærmest til himlen, at ingen kan se det i dag.

Pynter sig med fiktive fjer

Så længe citatet er ægte, er der intet i vejen for at krydre sine argumenter med bevingede historiske gloser. Det medvirker til at legitimere synspunktet, som får tyngde og større autoritet, mens afsenderen øger sin troværdighed og viser sig som et dannet menneske. Er citatet derimod fiktivt, sker det modsatte.

Det havde klædt Tesfaye at tage den fulde konsekvens og slette Petronius’ fiktive citat fra sit opslag. Bortset fra i satiren, så hører falske citater, såvel historiske som nutidige, ingen steder hjemme

I en verden hvor falske nyheder, manipulation og vildledning spreder sig som en pest i nyhedsmedier og på sociale medier, bør vi alle være ekstra opmærksomme på, hvad vi videregiver. I en verden, hvor statsledere og politikere slipper af sted med åbenlyse løgne, bør ærlige og anstændige politikere anstrenge sig for at tjekke ægtheden i det, de citerer.

Mattias Tesfaye pynter sit opslag med kunstige fjer, og han har efterfølgende erkendt, at citatet er fiktivt, men slippe det helt vil han ikke. Han har om citatet tilføjet: ”Nogle siger de er fra en embedsmand i Romerriget. Andre at de er fra en officer i den engelske hær”. Det havde klædt Tesfaye at tage den fulde konsekvens og slette Petronius’ fiktive citat fra sit opslag. Bortset fra i satiren, så hører falske citater, såvel historiske som nutidige, ingen steder hjemme.


Topfoto: Wikimedia Commons. 

Født 1964. Uddannet cand. mag i arkæologi samt fagjournalist fra DMJX. Tidligere kommunikationsansvarlig i Sagnlandet Lejre og presseansvarlig på Nationalmuseet. Driver i dag selvstændig kommunikationsvirksomhed med Schilling PR & Kommunikation, der er specialiseret i museer, kulturvirksomheder og attraktioner.

Seneste artikler om Danmark