ESSAY – Livet går sine egne veje, det går flere veje. Når kroppen ikke længere vil en ting, så vil den måske noget andet, skriver Garbi Schmidt, der vandrede i Sønderjylland og fandt en livsmetafor, en kærlighedsmetafor. At vandre. At vandre med.
Denne klumme kunne ved første øjekast se ud som om den handlede om løb. Den handler om liv.
En meget kendt bog i løbemiljøet, ikke mindst blandt dem, som løber langt, er Haruki Murakamis bog Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe (på engelsk: What I talk about, when I talk about running). Bogens fascination bygger nok ikke mindst på dens element af genkendelse. Er man vant til at løbe, og har man gjort det til en del af sin hverdag, er forfatterens beretninger og konklusioner som at læse egne dagbogsblade. Hvorfor man løber. Hvordan man prøver at blive bedre. Hvordan det føles at løbe et maraton.
Et sted i bogen sammenligner Murakami det at løbe med livet selv. At løbe er, ifølge ham, en metafor for liv. For den udenforstående, som måske har stået på fortovet ved Copenhagen Marathon eller blot set en træt løber i landskabet, er sammenligningen nok uforståelig. Hvordan passer de trætte ansigter og kroppe med ideen om, at det at løbe er en bouillonterningsmetafor for det vigtigste af alt? Det at være til. For en løber giver det mening. At være træt er ikke ensbetydende med smerte. Man kan være træt og lykkelig, på en og samme tid.
I 13 år af mit liv løb jeg langt. Et halvmaraton en søndag eftermiddag var oftest normen, plus det løse. Så blev jeg syg af kræft, sådan som jeg også har skrevet om det her på POV. Det er fem år siden, at jeg brugte syv måneder af mit liv på operationer, kemoterapi og strålebehandling. Jeg blev ved med at løbe under hele forløbet. Også efter. Men kroppen var træt. Det virkede nærmest som om den nægtede at løbe. Satte foden ned, så at sige. Også, da kroppen holdt op med at være træt nægtede den. Jeg blev ved med at forsøge at overbevise den. Kortere ture. Pauser. Den ville ikke.
Løb er en miniatureudgave af de stemninger og erkendelser, som et liv bringer med sig. Glæde. Usikkerhed. Lykke. Udmattelse. Overvindelse. Stædighed. Træthed. Udholdenhed
Jeg havde det som om, noget var blevet taget fra mig. Måske det var Murakamis forståelse af, at det at løbe er en metafor for liv. Eller, måske mere præcist, at løb er en miniatureudgave af de stemninger og erkendelser, som et liv bringer med sig. Glæde. Usikkerhed. Lykke. Udmattelse. Overvindelse. Stædighed. Træthed. Udholdenhed. Da jeg i store træk opgav at løbe (for jeg blev ved med at prøve, og det forsøg holder nok aldrig op) blev endnu en følelse føjet til. Sorgen.
Men noget skete. Og det, der skete, understregede, at livet går sine egne veje, at det går flere veje. Når kroppen ikke længere vil en ting, så vil den måske noget andet. Måske den vil danse. Måske den vil sidde på en bænk og iagttage. Måske den vil svømme væk i en musikfestivals menneskehav. Måske den vil finde en hånd at holde, flere hænder, og lære at blive menneske i mødet med andre. Måske den vil møde erkendelsen i litteratur og videnskab. Måske den vil erkende livet ved at få børn eller ikke at få børn. Måske den vil leve og lære at leve ved at blive ældre, at blive gammel, og forstå, at livet er kort. Lige så kort som en løbetur. Bare på en anden måde.
Da jeg i store træk opgav at løbe (for jeg blev ved med at prøve, og det forsøg holder nok aldrig op) blev endnu en følelse føjet til. Sorgen
Corona kom, og som det gjorde sig gældende for langt de fleste, ændrede pandemi og lockdown også på mit liv. En ting, som jeg fandt påfaldende var, at jeg helt opgav at kæmpe med min krop om, at skulle løbe.
Jeg prøvede et par uger, så holdt jeg helt op, og begyndte på noget andet. Jeg gav mig til at gå. Gå, gå og gå. Fra hvor jeg boede til de steder i byen, hvor jeg ellers ville have taget en cykel eller bilen. Når jeg var færdig med dagens arbejde smækkede jeg et par øretelefoner på, og begav mig afsted. Nye ruter. Nye bevægelser.
Det gik op for mig, at det tempo, som jeg oftest bevægede mig i gjorde, at jeg gik glip af detaljer. Der var ting, som jeg ikke havde set, som jeg aldrig havde lagt mærke til, om jeg så havde cyklet eller kørt en tur tusindtals gange. Nu så jeg ting i langsomt tempo. Og tempoet havde betydning for at både se og forstå. Nærvær skabes af tålmodighed.
”Jeg elsker dig”… disse tre ord siger alt. Og slet ikke nok. Men de er, hvad vi har, og vi forholder os til netop det uforståelige igennem dem. Til alt held har vi kroppen til at hjælpe forståelsen på vej
Søren Ulrik Thomsen sagde i et interview i Politiken (19.07.20), at ”man må have et sprog, hvormed man forholder sig til det, vi ikke forstår. Læg mærke til, at jeg ikke siger ’et sprog for det, vi ikke forstår’”.
Metaforer kan være et sådant sprog. De er. Næsten. Og de er næsten ubærlige, opløftende stærke. Fordi de rammer så overbevisende, selvom de ikke indrammer hele sandheden. De lader nye stier stå åbne. Andre muligheder. Andre fortolkninger. De tillader forandring. Forvandling.
Metaforen er ikke kun sproglig. Hovedpersonen Beth i Lars von Triers Breaking the Waves siger på et tidspunkt, at ”man kan ikke elske et ord. Man kan elske en person.” Og i de to sætninger indfanger hun både ordenes svaghed og deres styrke.
For vi siger ”elske”, og vi ved, at ordet slet ikke er dækkende. Men hvilket ord! Hvilken betegner for det største vi kan gøre med den væren, vi er. Vores kroppe der bøjer sig mod hinanden, folder sig om hinanden og vores stemmer som siger ”Jeg elsker dig”, vidende, at disse tre ord siger alt. Og slet ikke nok. Men de er, hvad vi har, og vi forholder os til netop det uforståelige igennem dem. Til alt held har vi kroppen til at hjælpe forståelsen på vej.
Og måske det er sådan, det er. Kroppen som sprogets forløser. Måske var det, hvad jeg oplevede denne sommer, stampede ned i stierne i Sønderjylland og på Als, da jeg brugte en uge på at vandre med den mand jeg elsker. Livsmetaforen. Kærlighedsmetaforen. At vandre. At vandre med.
Vi behøvede ikke at sige noget. Vi gik bare. Sammen.
Og det er, hvad jeg taler om, når jeg taler om at gå.
LÆS ALLE GARBI SCHMIDTS TEKSTER PÅ POV HER.
Illustration: Caspar David Friedrich, Der Wanderer über dem Nebelmeer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
