Peter Tudvad: Jeg elsker dig far – vi mødes igen i lyset

af i Liv & Mennesker/Mindeord/Tro og eksistens

KRONIK – ”Da var det, som om livet i hans krop samlede sig i åndedrættet, som samlede han sine sidste kræfter i dette og til dette. Pludselig holdt han op med at trække vejret. Febrilsk greb jeg med min ene ledige hånd, der ellers havde hvilet på hans pande, ud efter min mobiltelefon for at ringe til min søster. Men jeg fik ikke fat på hende, da nummeret jeg havde stående, var galt. I stedet koncentrerede jeg mig bare om min far, der lige så pludseligt igen trak vejret – men kun for en enkelt gang at lukke munden og derpå åbne den igen. En sidste gang. Da udåndede han. Og jeg vidste, at jeg var blevet faderløs og sad bare og græd og fortalte ham, hvor meget jeg elskede ham”. Filosof og forfatter Peter Tudvad begravede sin far i den forgangne weekend.

Det er noget underligt noget at skrive om sin fars død. I samme øjeblik man gør det, gør man den til noget alment.

For i princippet kan alle jo forholde sig til det at miste sin far. Som Claudius siger til Hamlet, skal han tørre øjnene og ikke vedvarende bære sorg, da hans far er død. Også hans far mistede jo engang sin far, og denne farfar mistede sin far. Og så videre i det uendelige.

Men hverken Hamlets fars død eller min fars død er den samme som nogen andens fars død. Den, døden, er lige så individuel som det liv, der udslukkes, når den levende drager sit sidste åndedræt og bliver den døde. Ham, man sørger over.

Min far døde i går morges. Efter at have levet i 90 år. Og efter at have lidt, virkelig lidt, af kræft i et par år. Han døde ikke hjemme, som vi, hans familie, havde håbet. Vores ønske – og oprindeligt også hans eget – var, at han fik lov at blive i det hus, han for 54 år siden byggede til sin kone og to små børn, det hus, hvor jeg selv, hans yngste, kom til verden en forårsdag i 1966.

Lige midt i stuen, hvor juletræet på en anden årstid altid kom til at stå. Han kunne alt, min far, var uddannet murer, men kunne også snedkerere og lave tømrerarbejde eller klare, hvad der ellers skulle en vvs’er til. Og så blev han ingeniør og tegnede løs på så mange andre huse end det, vi boede i.

Prostatakræft, siger man barmhjertigt, er ikke noget, man dør af, men med. Nu døde min far selvfølgelig også med kræften, men sandelig også af den. Den gnavede løs i hans stadigt mere mærkede krop, så han, der ellers ikke var en, der lod sig mærke med smerter, måtte vånde sig. Han fik en såkaldt åben indlæggelse, så han kunne blive hjemme, men blive tilset af sygeplejersker og hjemmehjælpere.

De viste sig som en art barmhjertige samaritanere eller sande disciple af kærligheden selv, for aldrig var de blege for at behandle min far som deres næste, ligegyldigt hvor stor opgaven måtte være. Og stor var den, stor blev den, stadigt større. Min mor og bror, der hele tiden var om ham, var efterhånden hinsides, hvad de fysisk og mentalt kunne klare. Ikke mindst når et delirium tog magten fra min far og momentant, måske flere dage i træk, gjorde ham til en anden, end han var.

I al denne tid har jeg nok set min far mere eller mindre regelmæssigt, men alt for sjældent. Som en forloren søn er jeg for længst flyttet fra min fars land, fædrelandet, og bor nu 750 km fra mit barndomshjem.

Men jeg har alligevel kunnet følge sygdommen og have stunder med min far, som jeg kun kan være taknemmelig for. Senest var jeg hos ham og min mor i tre dage, hvor sygdommen var så fremskreden, at jeg – som min bror – måtte være far for min far.

Det var naturligvis hårdt, men også nogle dage med et så intensivt samvær med ham, min far, med min mor, med min bror, med min søn, med min nevø, med min faster og flere andre i familien, at de er skrevet uudsletteligt ind i erindringen, ikke som noget, der skal glemmes, men noget, der skal mindes.

For en uge siden måtte vi kaste håndklædet i ringen. Det gav ikke længere mening at insistere på, at min far skulle dø hjemme. Han vidste ikke, hvor han var, med mindre man fortalte ham det. Og nogen værdighed var der dårligt tilbage, ej heller kræfter til bare at holde ham i hånden og hjælpe ham til at finde ro.

Derfor blev han hurtigt skrevet op til en plads på et hospice – og omtrent lige så hurtigt fik han en plads, nemlig mandag morgen på Gudenå Hospice. Endelig blev han kompetent og kærligt tilset døgnet igennem, mens vi andre bare kunne være der med vores ord og hænder.

Hvor hurtigt det ville gå med min far, vidste vi ikke. Mit held var, at jeg i søndags misforstod situationen, så jeg troede, at det var lige oppe over. Straks købte jeg billet fra Meißen til Aarhus, alt var udsolgt i togene, så jeg måtte med natbus med ankomst til fødebyen tirsdag morgen.

Da var opfattelsen på hospice imidlertid – hvad jeg allerede havde forstået, før jeg tog af sted – at han meget tænkeligt kunne have en halv snes dage eller et par uger tilbage. Men udelukke at det blev markant kortere, kunne de ikke. Efter morgenmad i barndomshjemmet ilede vi ad Brædstrup til – og fik undervejs til hospice en opringning derfra. Min fars situation var betydeligt forværret!

Hele formiddagen havde vi ingen kontakt til ham. Han lå blot i sin seng og åndede tungt.

Men pludselig over middag fik han nogle gyldne minutter, hvor han var vågen og smilte varmt til os, ikke mindst sit ældste barnebarn. Men det var en stakket frist, for når han kunne være så klar, kunne han også mærke smerterne fra kræften, der også har angrebet knoglerne, noget af det mest smertefulde. Altså måtte han smertedækkes mere intensivt, og altså faldt han snart hen igen.

Min søster og jeg ville blive på hospice om natten, men jeg var fristet til at tage med min mor hjem, dels for at være der for hende, dels for selv at få lidt søvn efter nattens buskørsel, dels for at få has på et maveonde, der med ét plagede mig. Men jeg kunne godt se på min søsters ansigt, hvad hun mente om det – selvom hun med ord sagde noget andet.

Så jeg blev på hospice om natten, sov på et gæsteværelse, mens min søster vågede hos min far. Hun skulle bare ringe, når vi skulle bytte, men blev hele natten hos ham. Først kl. 6 onsdag morgen kom jeg ind til dem, til min far og søster. Natten havde været urolig, han havde stærke smerter, men havde tydeligvis kunnet mærke, at hans datter var hos ham. Forskellen fra ellevetiden aftenen før til nu var markant, og jeg tænkte uvilkårligt, at denne dag ville blive hans sidste.

Nu forsøgte min søster at sove på gæsteværelset, mens jeg vågede hos min far. Og en far ér jo ikke en hvilken som helst far. Heller ikke bare vores far, min ældre brors, min søsters og min fælles far.

Vi har hver vores relation til ham.

For mig har kristendommen været en rød tråd i vores forhold. Jeg skulle hedde Peter efter Petrus, Simon Peter, fordi min far gerne ville have, at jeg blev præst. Han bad altid fadervor med os, da vi vor små, og han og jeg supplerede gerne med lange samtaler om tid og evighed, liv og død, endelighed og uendelighed.

At jeg ikke blev præst, så han igennem fingre med, når bare jeg lavede noget andet med mening i. Og jeg tror nok, at han var stolt af, hvad jeg begik af bøger. I hvert fald var han ved at græde, da han så min første bog – og græd gjorde han, da jeg viste ham, at jeg havde dedikeret min anden bog, Kierkegaards Jyllandsrejse »til mit jyske ophav, Carl Verner Jensen, min elskede far«.

Mens jeg nu sad alene med ham, sad jeg med ham i hænderne og bad fadervor. Da jeg sagde amen, løftede han begge øjenbryn. Bagefter reciterede jeg Paul Gerhardts salme »Befal du dine veje« for ham, en salme, der blev sunget til hans elskede mors begravelse, da hun alt for tidligt døde i 1946, en salme, han selv vil have sunget til sin begravelse – og en salme, hvis første vers han har skrevet ind i min konfirmationsbibel. »… han kan og vejen finde, hvorpå din fod kan gå«, sagde jeg. Og atter kvitterede han ved at løfte begge øjenbryn.

Min søster kom tilbage. Hun kunne ikke sove. Vi fornemmede, at vores far havde smerter igen og tilkaldte en sygeplejerske. Uopfordret bekræftede hun, at dette ville blive hans sidste dag. Om det så var lige op over?

Næppe, for han havde jo endnu ikke haft udfald af åndedrættet. Men vi skulle selvfølgelig ringe til vores mor og alle de andre og bede dem om straks efter morgenmaden at skynde sig til Brædstrup. Klokken var syv, da min søster ringede rundt, mens jeg sad hos vores far.

Vi besluttede, at vi lige måtte se at få noget morgenmad. Selvfølgelig ikke begge på en gang, men hver for sig, en ad gangen, så der fortsat hele tiden var en hos vores far. Tyve minutter over syv gik min søster ud for at spise.

Jeg sad hos min far, bemærkede forskellige tegn på, at noget forandredes. Bad igen fadervor og reciterede igen »Befal du dine veje« for ham. Fortalte ham, hvor højt jeg elskede ham. At vi igen skulle ses i lys. At vi alle sammen elskede ham. At jeg nok skulle gifte mig med Susan. At han nu skulle hjem til sin mor og far, sin bror og flere andre. Og så tilsagde jeg ham ved Guds hellige Evangelium hans synders nådige forladelse og bad ham tilgive mig, hvad jeg havde gjort ham af ondt. »… forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere«

Da var det, som om livet i hans krop samlede sig i åndedrættet, som samlede han sine sidste kræfter i dette og til dette. Pludselig holdt han op med at trække vejret. Febrilsk greb jeg med min ene ledige hånd, der ellers havde hvilet på hans pande, ud efter min mobiltelefon for at ringe til min søster. Men jeg fik ikke fat på hende, da nummeret jeg havde stående, var galt.

I stedet koncentrerede jeg mig bare om min far, der lige så pludseligt igen trak vejret – men kun for en enkelt gang at lukke munden og derpå åbne den igen. En sidste gang. Da udåndede han. Og jeg vidste, at jeg var blevet faderløs og sad bare og græd og fortalte ham, hvor meget jeg elskede ham.

En sygeplejerske på gangen blev råbt an. Hun måtte skynde sig at hente min søster. Hun var chokeret tilbage på stuen kl. 7:32. To minutter før var vores far død. Tolv minutter før var hun gået til en kort morgenmad.

Vi græd. Og græd og græd. Og besluttede ikke at ringe og sige det til vores mor og de andre, som hellere måtte få det at vide, når de nåede frem. Det gjorde de så, min mor med roser fra den have, som hun og hendes livsfælles gennem 60 år elskede og plejede. Den fine lille buket blev lagt i min fars favn. Min mors hånd hvilede på hans engang så stærke næver. »Kærligheden hører aldrig op.«

Min far havde som stor dreng en særlig oplevelse. Under krigen. Rationeringsmærkerne, som han havde ansvaret for, var blevet væk. Desperat ledte han efter dem. Forgæves. Han gik ind på soveværelset og gik på knæ. Bad til Gud og lovede, at han aldrig mere skulle tvivle på ham, hvis han lod ham finde rationeringsmærkerne.

Bagefter gik han ind i stuen, og uden at vide hvorfor tog han en bog ud af reolen, slog op i den – og fandt rationeringsmærkerne. Nej, det var ikke hans underbevidsthed, der havde mindet ham om, hvor han havde lagt dem.

For det var hans kusine, der en dag forinden, da hun var alene hjemme, havde siddet og læst og, da hun ikke kunne finde et bogmærke, og ingen kunne finde et til hende, distræt havde rakt ud efter rationeringsmærkerne og brugt dem som bogmærke. »Hvordan kan jeg så tvivle?« Spurgte min far mig ofte, når han repeterede den historie. »Nej, det kan jeg godt se, far, men når jeg tvivler, hjælper din historie mig ikke, for den ér netop din!«

Nu har jeg endelig min egen historie. For hvordan kan jeg tvivle, når Gud har hørt min bøn om at kalde min far hjem – og på så forundelig vis og imod min umiddelbare vilje førte mig ad veje, der endte ved min fars dødsleje, hvor jeg endelig blev den præst, han havde drømt om, at jeg skulle blive. Min fars præst.

Tak, min kære far, jeg elsker dig!


Topillustration: Privat foto.

Peter Tudvad, f. 1966, dansk filosof og forfatter, bosiddende i Tyskland, hvor han på skift opholder sig i Berlins brogede kunstnerkvarter Kreuzberg og i Sachsens idylliske porcelænsby Meißen. Bag sig har Tudvad en fortid som kolumnist og anmelder for diverse dagblade og tidsskrifter, lærer på Folkeuniversitetet og videnskabelig medarbejder på Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Københavns Universitet.

Som »arkivrotte« og »kildefetichist« er Tudvad blandt kolleger berygtet og frygtet for sin videnskabelige nidkærhed, mens han i medierne snart er blevet adlet, snart dadlet for sin kompromisløse stridslyst og højttravende stil.

I sine biografier og romaner, monografier og essays diskuterer og dramatiserer Tudvad med forkærlighed for filosofiske og teologiske aspekter af den europæiske historie og den individuelle eksistens. Senest har Tudvad udgivet vampyrromanen "Manteuffel" (Rosinante 2016), der bl.a. blev skældt ud som en "sprænglærd splatteroman".

Til foråret udkommer hans næste bog: "Jan Hus - kirke, korstog og kætteri".

Portrætfoto af Anne-Marie Jonsbak.

Seneste artikler om Liv & Mennesker