G7-MØDE // ANALYSE – Med internationalt kaos som bagtæppe mødtes lederne i Canada, hvor megen opmærksomhed samlede sig om den amerikanske præsident. Hele arrangementet rejser spørgsmål om G7-mødernes fortsatte relevans.
På forhånd var der betydelig skepsis i forhold til udbyttet af G7-mødet, som fandt sted forrige weekend i byen Kananaskis i de canadiske Rocky Mountains. Det blev af mange anset som et godt resultat, hvis man kunne undgå drama med præsident Trump.
Canadas nye premierminister Mark Carney er en erfaren mødeleder. Som tidligere nationalbankdirektør i Canada og England og andre store stillinger både hjemme og internationalt kender han alt til protokol og forhandlingsteknik. Mange regeringsledere, ikke bare fra G7-gruppen, var inviteret, så han omgav han sig med ligesindede lande og signalerede dermed til Trump, at Canada ikke er alene.
Der var vigtige spørgsmål på programmet: Hvordan ville G7-landene forholde sig til en verden, der mildest talt befinder sig i en kaotisk fase? Hvad kunne man forvente af et møde, hvor den dominerende deltager er en meget væsentlig årsag til kaosset?
Carneys folk havde lagt sig i selen for at finde formuleringer, der appellerer til Trumps store ego som fredsskaber og vogter af amerikanske interesser
Det gælder blandt andet opløsningen af en vestlig domineret og regelbaseret verdensorden. Usikkerhed om de økonomiske relationer på grund af Trumps aggressive toldpolitik. Et FN-Sikkerhedsråd, som er lammet. En krig i Europa uden udsigt til våbenhvile, endsige fred. Mellemøsten bogstaveligt talt i flammer. Disintegration, som præger landene i nord, mens integrationen udvikler sig i det globale syd. BRICS-landenes rolle og meget mere.
Succes er relativ
Sammenligner man udkommet af mødet med resultatet sidste gang, Canada var vært i 2018, kan man måske driste sig til at kalde mødet denne gang en succes. Trump forlod godt nok mødet tidligt, men uden bulder og brag. Trump beskyldte heller ikke værten for at være ”svag” eller ”uærlig”, som han sagde om den daværende premierminister, Justin Trudeau. Også i 2018 forlod Trump mødet tidligt, og efterfølgende trak han den amerikanske støtte til en afsluttende fælleserklæring.
Denne gang var der ingen fælleserklæring, idet den pragmatiske Carney havde forudset, at der ikke ville kunne opnås enighed om emner som international fred og sikkerhed, fremme af energisikkerhed, global økonomisk stabilitet og vækst. I stedet udsendte canadierne en ”Chair’s Summary”, der forsigtigt opsummerede elementer af diskussionerne.
Trump – mægler eller uromager?
Formandsudtalelsen kan ses som et taktisk instrument med henblik på at tilfredsstille mange medspilleres interesser og sikre opbakning til G7’s fortsættelse. Læsningen af teksten skal ske både på og mellem linjerne.
Formandsopsummeringen indledes med en besværgelse: ”…G7 fortsætter med at demonstrere sin værdi som platform for avancerede økonomier…” Altså et værdifuldt mødested for magtfulde og økonomisk stærke lande. Intet mindre.
Carneys folk havde lagt sig i selen for at finde formuleringer, der appellerer til Trumps store ego som fredsskaber og vogter af amerikanske interesser: ”G7-lederne udtrykte støtte til præsident Trumps bestræbelser på at opnå en retfærdig og vedvarende fredsløsning i Ukraine”, en udtalelse om, at ”Iran aldrig må blive en atommagt”, at Kina skal afholde sig fra at forstyrre verdenshandlen, og endelig at G7 støtter øget grænsekontrol for at undgå, at migranter bliver smuglet over grænser – med referencer til Trumps indsats på området.
Men der er også formuleringer i teksten, som let kan læses som (skjult) kritik af Trumps USA. Der bliver talt om, at verdenshandlen er volatil, dvs. flygtig og skrøbelig og bliver udsat for chok, og de fordømmer ”udenlandsk indblanden”.
Lidt overraskende gik Trump med til en fælles udtalelse om Iran-Israel-konflikten, inden han tog af sted. I udtalelsen appelleres til en løsning, ”som kan lede til en bredere nedtrapning af fjendtligheder i Mellemøsten, inklusive en våbenhvile i Gaza”.
Knaster
Helt uden Trump-knaster var mødet ikke. I den korte tid, Trump deltog, nåede han, umiddelbart efter Carneys åbningstale, at brokke sig over, at Rusland blev smidt ud af gruppen efter annekteringen af Krim i 2014.
Både tidligere præsident Barack Obama og Trudeau, der først tiltrådte som premierminister året efter, fik skylden for den beslutning. Som bekendt lader Trump sig ikke distrahere af faktuelle detaljer.
Den mest dramatiske episode udspillede sig, efter Trump havde forladt mødet. Frankrigs præsident Emmanuel Macron forklarede pressen, at Trumps tidlige farvel skyldtes hans ønske om at sikre en våbenhvile mellem Iran og Israel.
Den udlægning blev Trump mopset over og sagde efterfølgende, at årsagen var ”større end som så”, og at Macron altid misforstår alting.
Efterfølgende replicerede Macron, at ”der er ledere, som skifter holdning. Men det er ikke mig”. Udvekslingen mellem de to præsidenter illustrerer fint fraværet af sammenhold og respekt i G7-gruppen.
Fordel eller ulempe?
Trumps anti-multilaterale og transaktionelle tilgang til diplomati giver foreløbig resultater. Canadiske Stephen Nagy peger i en artikel på Asialink på, at de mellemstore demokratier ikke udnytter muligheden for at gå sammen og skabe en fælles front mod Trumps told-tyranni.
Lande som Canada, Australien, Sydkorea, Japan og UK udgør tilsammen 40 procent af USA’s eksportmarked og kunne dermed, hvis de gik sammen, presse Trump til at opgive sine bilaterale told-kampagner. Men i stedet forsøger landene hver især at opnå de mindst skadelige ordninger med USA.
Trump blev i Canada i mindre end 24 timer. Han ankom sent søndag aften og tog af sted mandag efter den fælles middag. Hans pressesekretær, Karina Leavitt, henviste til krigen mellem Israel og Iran, så Trumps tidlige afrejse blev sat i en ramme af nødvendighed og uden mislyde. Trump selv udtalte, at han ”elskede” sine timer ved mødet, og at lederne fik udrettet meget.
Fra canadisk værtsside var der ikke antydning af beklagelse eller skuffelse. Carney udtrykte forståelse for Trumps beslutning og tilføjede: ”Jeg er taknemmelig for, at præsidenten kom, og jeg forstår til fulde, at han måtte tage hjem.”
Pragmatik
En G7-vært har ret til at invitere andre landes ledere, som på forskellig vis er relevante for den internationale dagsorden. Carney sondrer ikke på samme måde som forgængeren Trudeau mellem dem, der er legitime ledere af demokratiske lande, og dem, som er mindre fine i kanten.
I 1976 repræsenterede G7-gruppen cirka 70 procent af verdens bruttonationalprodukt. I 2025 er andelen reduceret til 45 procent. Og for 50 år siden var medlemmerne enige om det meste
Canadisk udenrigspolitik er klart blevet mere interesseorienteret og lægger mindre vægt på værdier, når der skal søges partnere. Især efter at Trump har afmonteret det traditionelt tætte forhold mellem de to nordamerikanske lande.
På et tidspunkt var der forlydende om, at ”Mr. Chop-Chop”, Saudi-Arabiens reelle leder, kronprins Mohamed Bin Salman, var inviteret på Trumps foranledning. Han optrådte dog ikke på den opdaterede gæsteliste.
Ukraines Volodymyr Zelenskyj var en selvskreven gæst. Sydafrikas Cyril Ramaphosa var inviteret med som kommende vært for G20-gruppen. Sydkoreas netop valgte præsident, Lee Jae-myung var inviteret som leder af en af verdens store og fremadstormende økonomier. Indonesiens leder, som har autoritære tilbøjeligheder, Prabowo Subianto, var inviteret som repræsentant for et asiatisk land, der buldrer frem og i dag er verdens 7. største økonomi.
Indiens Narendra Modi var med som leder af verdens mest folkerige land, der også ligger nummer tre på listen over verdens stærkeste økonomier. For Carney var det afgørende at genoprette relationerne til det vigtige land på trods af protester fra dele af den store indiske diaspora i Canada på grund af en konflikt om ansvar for mordet på en indisk eksilpolitiker for et par år siden.
Stivnede magtrelationer – manglende legitimitet
FN’s Sikkerhedsråd er baseret på de magtrelationer, der eksisterede umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Det samme gælder G7, idet gruppens medlemmer er valgt efter økonomiske magtforhold for halvtreds år siden.
Grundlæggende har Trumps USA ingen interesse i internationalt samarbejde med fælles mål
Ligesom for FN’s Sikkerhedsråd betyder det, at G7 ikke har en autoritet, der matcher virkeligheden. I 1976 repræsenterede G7-gruppen cirka 70 procent af verdens bruttonationalprodukt. I 2025 er andelen reduceret til 45 procent. Og for 50 år siden var medlemmerne enige om det meste.
Anvender man fremskrivningen af BNP for 2025 (PPP-værdier) foretaget af Den Internationale Valutafond, IMF, så skulle kun USA, Japan, Tyskland og Frankrig i dag være med i G7, mens Indien, Indonesien og Brasilien skulle afløse Canada, Storbritannien og Italien.
Samtidig er der åbenlys uenighed om udenrigspolitiske præferencer. Trump ser udelukkelsen af Putin fra G8 som en eklatant fejl. EU-chefen Ursula von der Leyen siger, at Rusland aldrig skulle have været en del af gruppen. Trump ser gerne det autoritære Kina som medlem af gruppen. G7-gruppen støtter Zelenskyjs Ukraine. Bortset fra Trump, der ikke ville underskrive en fælles støtteerklæring til Ukraine.
Har Trump en reel interesse i G7?
Grundlæggende har Trumps USA ingen interesse i internationalt samarbejde med fælles mål. Carney sagde under det fælles pressemøde med Trump, at ”…G7 er intet uden USA, uden dit personlige lederskab og ledelsen af USA”. Men når Trump ikke engagerer sig fuldt ud, ville det måske give mere mening at fortsætte uden USA og eventuelt invitere Indien, Brasilien og Indonesien indenfor?
Måske. For så nærmer man sig G20-gruppen, som blev skabt i 1999, netop med det formål at inddrage de nye store økonomier i det globale syd og bringe dem sammen med G7-landene. Den logiske konklusion byder sig til: Opgiv G7, som reelt ikke fungerer efter hensigten, og overlad de store, vigtige globale drøftelser til G20 landene – med eller uden USA.
På fem korte måneder er det lykkedes for Trump, hvad der ikke lykkedes for russerne og kineserne over 80 år. Han splintrede den vestlige alliance
På nærmest symbolsk vis illustrerer Trumps tidlige exit og Indiens Modis deltagelse fremtiden for det internationale uformelle samarbejde mellem de store demokratiske lande.
”Familiefotoet” med G7-medlemmer og gæster, som også talte to EU-præsidenter, viser, hvordan verden har udviklet sig. Ifølge professor Kirton, grundlægger af G7 Research Group på Toronto University, var Carneys lange gæsteliste udtryk for hans ambition om at genskabe Canadas høje internationale cigarføring og vise Trump, at der er mange, der står sammen om ønsket om et udvidet og effektivt multilateralt samarbejde.
Der er forskellige vurderinger af Trumps ageren og hensigter. Den kendte canadiske historiker og tidligere leder af Det Liberale Parti, Michael Ignatieff, lægger ikke fingrene imellem i en katastrofe-kommentar til det netop afsluttede G7-møde.
”På fem korte måneder er det lykkedes for Trump, hvad der ikke lykkedes for russerne og kineserne over 80 år. Han splintrede den vestlige alliance … Hvordan kan Vesten uden USA’s deltagelse beskytte sit territorium, og hvordan kan de vestlige lande fastholde en åben økonomi, når USA barrikaderer sig bag sin økonomiske fæstning?”
Professor emeritus på CBS, Morten Ougaard, anlægger i en kommentar til POV International en mere nuanceret vurdering, selv om han tager forbehold for Trumps uforudsigelige ageren. Ougaard ser fortsat mulige fællesinteresser i G7-gruppen. Han peger specifikt på tre af de indgåede fælleserklæringer om samarbejde på højteknologiske områder, kritiske mineraler, kvanteteknologi og anvendelsen af AI. Dette er tre strategiske områder, hvor Kina udfordrer USA’s førerposition, og hvor USA derfor har en interesse i samarbejde med andre vestlige lande.
Allerede ved Nato-topmødet 24. juni vil vi få endnu en mulighed for at se, hvor langt Trump er parat til at gå for at tilgodese snævre amerikanske interesser til skade for et vestligt samarbejde. Kigger vi to år frem, så er det Trumps tur til at være vært ved G7-topmødet og dermed den, der inviterer gæster. Ud fra Trumps aktuelle retorik må det anses for meget sandsynligt, at Putin vil få en invitation. Og formodentlig også Kinas Xi Jinping. Der vil blive brug for en stor portion pragmatisme hos de andre G7-ledere.
Læs alle analyser fra Jan Top Christensen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og