FUKUSHIMA TOLV ÅR EFTER #3 // SERIE – Det var Japans næstældste atomkraftværk med den tids teknologi, og hvis man havde villet sikre dets generatorer og pumpefaciliteter, ville det have været langt mere kostbart end ved nyere værker. Ingen forestillede sig en så stor en tsunami, da værket blev bygget.
Det ulyksalige atomkraftværk ved Japans nordøstlige kyst, Fukushima Daiichi (Fukushima Nummer Et), blev under stor fanfare bygget i slutningen af tresserne som amtets første og Japans andet atomkraftværk. Det blev taget i brug i 1971.
Fyrre år senere, 11. marts 2011, blev værket scene for verdens hidtil næstværste civile atomulykke. En atomulykke, som ifølge nogle analytikere blot ventede på at ske.
Anlægget blev i 2011 ramt af en massiv tsunami, som var sat i bevægelse af et gigantisk jordskælv ude i Stillehavet. Tsunamien ødelagde såvel strømforsyning som nødgeneratorer. Derved blev tilførslen af nedkølingsvand til de tre aktive atomreaktorer afbrudt, og de nedsmeltede alle tre i løbet af det første døgn. Det vil sige, at temperaturen i reaktorerne kom så højt op, at det glohede brændstof brændte gennem bunden af dem og ud i den omkransende reaktorkapsel.
Anlægget omfattede fra begyndelsen seks letvandsreaktorer og var faktisk inden ulykken et af de femten største atomkraftværker i verden, målt i daglig produktion af elektricitet.
Letvandsreaktorer af typen BWR (Boiling Water Reactor), der benytter helt almindeligt vand som nedkølingsvand, var på byggetidspunktet i tresserne den almindeligste reaktortype i USA, og Fukushima Daiichi var det første af adskillige værker i Japan, som blev designet og bygget i et tæt samarbejde mellem på den ene side den amerikanske virksomhed General Electric og på den anden side japanske producenter og elektricitetsselskaber. I letvandsreaktorer fordampes vand ved kontakt med brændselsstavene og ledes derefter videre til en turbine.
Værket i Fukushima var og er ejet og drevet af Tepco, Tokyos elektricitetsselskab. Tokyo ligger 250 kilometer væk, og helt fra begyndelsen blev al den fremstillede elektricitet ført til Tokyo gennem tunge kabler og hundrede procent forbrugt i den fjerne storby.
Nødgeneratorer i kælderen
Alle seks reaktorer ved Daiichi-anlægget var designet af det amerikanske selskab, som på det tidspunkt havde mere erfaring med den slags ting end de involverede japanske partnere. To af reaktorerne blev produceret af Toshiba i Japan, og en blev produceret på Hitachi, også i selve Japan. Men det var i en japansk sammenhæng et stykke pionerarbejde. I første omgang overførte man blot General Electrics design til Japan og byggede anlægget, som det ville være blevet bygget i USA.
Sammenlignet med senere anlagte værker i Japan fik de japanske partnere i samarbejdet mindre at skulle have sagt, og der blev ikke taget de fornødne hensyn til sikkerhed ved placeringen af hverken diesel-nødreaktorer eller pumpefaciliteter.
Anlæggets nød-dieselgeneratorer og nød-batterier, der ville være helt essentielle i tilfælde af en strømafbrydelse, var placeret i kælderen til hver reaktors turbinebygning. Sådan gjorde man hos General Electric på selskabets amerikanske værker.
Man indrømmede, at man tidligere havde indsendt fejlagtige data i forbindelse med inspektioner og reparationsrapporter
Allerede dengang var der flere menige japanske ingeniører, som medvirkede ved opbygningen af værket, der gav udtryk for betænkelighed ved, at deres amerikanske kolleger åbenlyst ikke var så bekymrede for risikoen for jordskælv og tsunamier, som de selv var. De mente, at placeringen i kælderen gjorde nødgeneratorerne sårbare ved en oversvømmelse. Men man valgte altså i Tepcos ledelse at følge de amerikanske tegninger temmelig slavisk.
Allerede ved byggeriet få år senere af Fukushima Daini (Fukushima Nummer to) længere nede ad kysten blev den slags sikkerhedsspørgsmål håndteret på en helt anden måde.
Mange år senere fandt der i årene omkring år 2000 en række alvorlige atomkraftuheld sted på andre japanske værker. De kom til offentlighedens kendskab – tidligere havde atomindustrien været gode til at undgå, at de uheld, der faktisk skete, blev rapporteret uden for værkerne. Ledelsen på Daiichi-værket blev i den forbindelse direkte opfordret af atomkraftmyndighederne i Tokyo til at forbedre sikkerheden ved at placere nødreaktorer og pumpefaciliteter højere oppe i landskabet langs kysten.
Også det internationale atomenergiagentur IAEA advarede i 2009, to år før ulykken, Japan om, at et meget stort jordskælv ville udgøre ”et alvorligt problem” på Daiichi-værket og andre af de ældste japanske atomkraftværker.
En anonym IAEA-ekspert blev på det tidspunkt citeret af den britiske avis The Telegraph for, at de japanske værker kun var designet til at kunne modstå et jordskælv, der målte 7,0 på Richter-skalaen. Og en anden IAEA-embedsmand kaldte allerede ved et møde i de industrialiserede G8-landes fælles atomsikkerhedsgruppe i Tokyo i 2008 de japanske sikkerhedsretningslinjer for ”forældede”.
Men det ville på baggrund af anlæggenes oprindelige amerikanske design kræve en væsentlig og meget kostbar ombygning. Så den japanske regering nøjedes med at etablere et responscenter for nødstilfælde på Daiichi-værket. Og værkets ledelse valgte ifølge officielle mødereferater med åbne øjne ikke at give sig i lag med så omfattende et nybyggeri på så gammelt et værk, der egentlig skulle tages ud af drift i 2011, men kun ved en særlig bemyndigelse havde fået lov til at fortsætte ti år mere.
Man følte sig – ligesom de fleste andre på det tidspunkt – overbevist om, at en tsunami aldrig ville kunne blive så voldsom, at det eksisterende anlæg ikke ville kunne modstå den.
Menneskeskabt katastrofe
Ved de retssager mod Tepcos daværende ledelse i årene op til 2011, som siden er blevet ført ved adskillige japanske domstole, har de anklagede direktørers forsvarere hver gang fremført, at det dengang på basis af den tids viden var en fuldkommen rimelig forventning at have, og at direktørerne derfor ikke kan have et personligt ansvar for, hvad der skete.
Men realiteten var, at Tepco selv den 28. februar 2011, halvanden uge inden katastrofen, havde indsendt en rapport til Japans regeringskontor for overvågning af atomindustrien, hvor man indrømmede, at man tidligere havde indsendt fejlagtige data i forbindelse med inspektioner og reparationsrapporter. Man havde på det tidspunkt undladt at inspicere flere end 30 tekniske komponenter ved reaktorernes temperaturkontrolventiler, nedkølingssystemer samt diesel-nødgeneratorer, som egentlig havde skullet inspiceres.
Den erfarne japanske journalist, Yoichi Funabashi, der har været chefredaktør på avisen Asahi Shimbun og stifter af tænketanken Asia Pacific Initiative, har interviewet 300 af de involverede, og han har været med til at skrive en stor opsamlende rapport ved tiårsdagen for ulykken. Han opfatter katastrofen som ”menneskeskabt”. Den kunne være undgået.
”Det største mysterium for mig er, hvorfor et avanceret land som Japan var så uforberedt på denne katastrofe,” sagde han i 2021 i et podcast-interview med den amerikanske tænketank Brookings.
”Jeg var overrasket over at se, at det var ideologi, et trossystem, som var kerneproblemet. Hvis man havde forberedt sig grundigere på en alvorlig ulykke med tab af strømforsyning over længere tid, ville det være en indrømmelse af, at de eksisterende forholdsregler og regler var utilstrækkelige, og at Tepco ikke var i stand til at garantere absolut sikkerhed. Myten om absolut sikkerhed var den grundlæggende årsag til katastrofen.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
