BOGUDDRAG // LONGREAD – I marts er det ti år siden, at en gigantisk tsunami skyllede ind over et atomkraftværk ved Fukushima i det nordøstlige Japan. Strømmen blev afbrudt, tre reaktorer nedsmeltede, og ingen ved den dag i dag, hvordan den livsfarlige blanding af murbrokker og nedsmeltet brændstof under reaktorerne vil blive uskadeliggjort for eftertiden. Det var verdenshistoriens næststørste atomkraft-katastrofe, og siden er Fukushima blevet kendt i hele verden som navnet på en katastrofe.
Det er synd og skam, for Fukushima er så meget mere end det. Journalisten og forfatteren Asger Røjle Christensen har skrevet en bog, hvor han fortæller om, hvad der er sket siden, og hvordan situationen er nu. Men inden da beretter han med lige så stort engagement, indlevelse og solidaritet om egne oplevelser i Fukushima, både før og efter katastrofen, og det fortæller en helt anden og langt bredere historie om det samfund, den natur og de mennesker, som det, vi alle sammen i dag kalder Fukushima-katastrofen, ramte lige midt ned i.
Shinkansen-lyntoget skærer sig med langt over 200 kilometer i timen vej gennem Fukushima amt. Ud ad vinduerne til både højre og venstre kan man nyde en fabelagtig udsigt mod høje bjerge bag rismarker.
De fleste japanere opdrages, fra de er helt små, til at respektere risen og forstå dens betydning
Togskinnerne følger den kile på højsletten midt i amtet, fra Shirakawa i syd til Koriyama midt i amtet og videre til Fukushima by mod nord, hvor de fleste af amtets borgere bor.
Det er disse frodige rismarker, som gennem årtier har leveret kvalitetsris fra Fukushima til husholdninger og fødevareindustrier i hele Japan. Hvis jeg skal pege på det allermest japanske, jeg kan komme i tanke om, det stærkeste signal om, at nu er jeg i Japan, så er det hverken geishaer eller slipsemænd eller mangafigurer. Det er udstrakte områder med den ene firkant, den ene rismark, efter den anden. Akkurat som dem, man kan betragte ud ad vinduet, når man suser nordpå gennem Fukushima.
Rishøsten har traditionelt været forskellen på sult og overlevelse i japanske familier, og den er et fuldkommen centralt element i japansk kultur, historie, religion – og aktuel handelspolitik. De fleste japanere opdrages, fra de er helt små, til at respektere risen og forstå dens betydning. Den serveres i en skål for sig, og hvert eneste riskorn bør plukkes med spisepindene og spises op.
I virkeligheden er det lidt sært, at der slet ikke er den samme nationalistiske klang omkring for eksempel soyabønner, der bruges til miso, tofu, natto og mange andre ingredienser, som japanske familier får hver eneste dag. Soyabønner har man i årevis importeret fra Kina og USA uden skrupler, men ris, den hellige ris, den skal være japansk, om man så skal betale fire eller otte gange verdensmarkedsprisen for at sikre de oftest ineffektive indenlandske risdyrkere en indtjening. Der er total enighed fra højre til venstre i japansk politik om at beskytte og subsidiere de smukke japanske rismarker.
Men det, der bjergtager en besøgende lavlandsdansker, er, at bjergene netop derfor er så harmoniske i deres fremtoning
Ris fra Fukushima har været opfattet som ris af høj kvalitet. Ikke den allerbedste i Japan, men immervæk høj kvalitet. Landmænd i området har kunnet få en god pris for den, og det har været med til at fastholde Fukushima som et landbrugsområde langt ind i industrialiseringens tidsalder.
Koriyama er center for industri. Fiskeri, tangdyrkning og skovdrift foregår ude ved stillehavskysten. Men ellers har man i Japan forbundet Fukushima med landbrugsvarer, gode landbrugsvarer. Det har været et af hele Japans mest populære og uundværlige spisekamre.
Harmoniske bjerge
Efter at være ankommet til hovedbanegården i Fukushima i juni 2020 tog jeg en shuttlebus op til det hostel i bjerglandskabet Tsuchiyo Onsen, kendt for sine idylliske vandløb og mange varme kilder, hvor jeg skulle bo de næste to nætter.
Det er kun en bustur på en halv time, men allerede undervejs kører vi op i de bjerge, som man fra Shinkansen-toget kunne se på afstand. Bjergene i denne del af Fukushima er det meste af året grønne hele vejen op, og de er runde i toppen. De har ikke så høje tinder, som man ser andre steder i Japan og andre steder i verden.
Men det, der bjergtager en besøgende lavlandsdansker, er, at bjergene netop derfor er så harmoniske i deres fremtoning. De afrundede og knap så spidse bjergtoppe skaber en særlig harmoni, et roligt udtryk. Når et bjerg dukker frem bag det andet, er det hver gang et til af samme afrundede slags, uden den store dramatiske overrumpling, stille og roligt, men smukt. Smukt på en afdæmpet og stilfærdig måde.
Man skal ikke langt længere mod øst og vest, før nogle af bjergtoppene er mere dramatiske, afvekslende med dybe dale og fantastiske udsigter, hvor motorvej eller togskinner skærer sig gennem landskabet. Det var det, der havde gjort så stort indtryk på mig ved mine første besøg i amtet mange år tidligere. Fukushima har lidt af det hele.
Dagen efter var jeg til frugtplukning i samme område. På en af Fukushima-områdets mange frugtplantager. En af landevejene, der fører ind i storbyen, hedder simpelt hen Fruits’ Line, udtalt på engelsk. Alle ved, hvad man taler om. Plantagerne ligger med få hundrede meters mellemrum.
Når man siger, at Fukushima er Japans traditionelle spisekammer, tænker man i resten af Japan lige så meget på frugt og grøntsager som på ris. Hvis man tager en pakke med ferskner eller tomater i supermarkedets køledisk langt væk i det vestlige eller sydlige Japan, og der står Fukushima på pakken, så har husmødrene traditionelt været trygge og tilfredse.
Kalenderen på plakaterne ved indgangen til plantagerne ved Fruits’ Line viser sæsonerne for plukning af de forskellige produkter. Der er gang i den hele andet halvår.
Står man af på Shinkansen-stationen i Shirakawa og går ned ad landevejen, er der stort set ikke andet end konkurrerende ramen-restauranter
Vi kom i juni og fik lov til at plukke løs af søde kirsebær.
De fabelagtigt store og saftige ferskner, japanske momo, plukkes fra juli til september.
Sæsonen for japanske pærer, nashi, søde og saftige, så de splintrer i munden på en, er september og oktober.
I september og oktober kan man plukke druer, og fra oktober til december er der æbler – selv om det måske nok er amterne længere mod nord, der er allermest berømte for deres æbler.
Andre landbrugsprodukter, som har været med til at give Fukushima dets ry for at være et attraktivt landbrugsmekka, er tobak, korn, asparges, valnødder, alle slags grøntsager – og silke.
Hele det nordøstlige Japan er kendt som et center for produktion af den bedste soba, boghvedenudler. Og i den sydlige del af amtet, i området omkring Shirakawa, er der tradition for ramen, hvedenudler i en varm og næringsrig suppe. Står man af på Shinkansen-stationen i Shirakawa og går ned ad landevejen, er der stort set ikke andet end konkurrerende ramen-restauranter. Man ved, hvad rejsende forventer at få, når de ankommer til den del af landet.
Sake er mild og rund
Og så er det jo endelig en umistelig del af fortællingen om Fukushima, at her produceres Japans bedste sake. I det mindste har bryggerier fra Fukushima vundet prisen for bedste sake i Japan i de sidste mange år.
Vesterlænding som jeg er, kan jeg godt lide at drikke vin, og i de senere år har man kunnet få god hverdagsrødvin fra Chile i døgnbutikker og alle vegne, som er til at betale. Men når jeg rejser i Fukushima og det øvrige Tohoku, har jeg gjort det til en tradition at smage den lokale sake, hvor jeg kommer frem. Meget sjældent bliver jeg skuffet.
Mange danskere tror, at sake er en form for stærk snaps, ligesom kinesisk risbrændevin. Men sake, nihonshu (japansk alkohol), er tværtimod mild og rund. Den har højst hedvinsstyrke og smager endnu mildere. Den er en gave til menneskeheden.
Enhver region i Japan påstår at producere den bedste sake i landet, fordi netop deres vand og deres ris passer så perfekt til hinanden. Men i Fukushima har man noget at have den påstand i
I den butik med amtets mange specialiteter, som ligger ved Fukushimas hovedbanegård, er der et fuldkommen fantastisk udbud af forskellige slags sake.
Og der er i vore dage mange flere forskellige slags sake på markedet, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig for bare ti år siden. Og i Fukushima er man med på moden.
Da den flinke Yuko Kawashima, der er uddannet som en slags ”sake-sommelier”, fortalte om sake og gav smagsprøver på mit hostel i Tsuchiyo Onsen, fik vi lov til at smage sake med yuzu-smag – yuzu er en bitter form for citrusfrugt, som ofte bruges i dressinger og kager – og vi fik gudhjælpemig også sake med yoghurt.
Der er højeste mode blandt professionelle sake-magere at udvikle og producere søde varianter af sake, og producenterne lægger ikke skjul på, at bagtanken er at appellere til japanske kvinder og på den måde udvide markedet.
Jeg indrømmer gerne, at jeg bedst kan lide helt traditionel sake, gerne karakuchi, tør. Her kommer det lokale vand og den lokale ris efter min opfattelse til sin ret. Enhver region i Japan påstår at producere den bedste sake i landet, fordi netop deres vand og deres ris passer så perfekt til hinanden. Men i Fukushima har man noget at have den påstand i.
Sake for kvinder
Sammen med en gruppe udenlandske journalister besøgte jeg i november 2019 det traditionelle sake-bryggeri Tsurunoe Shuzo i centrum af Aizu-Wakamatsu by. Det ligger ved gaden Nanikamachi-dori lige neden for borgen, og det er oprindeligt stiftet i Aizu-domænets dage i 1794.
Naturligvis skulle vi smage et af bryggeriets storsælgende mærker. En lyseblå flaske med en ret sød sake kaldet Yuri, som det stod uhøjtideligt med store typer i nutidigt lydalfabet på etiketten. Og den storsmilende kvinde, der serverede den for os, var såmænd selveste Yuri, en af Japans eneste kvindelige toji, et sake-bryggeris ledende brygger.
”Jeg voksede op med dette bryggeri som min legeplads. Jeg øvede mig i at køre på cykel og legede skjul med mine venner mellem sake-tankene. Ved nytårstide samledes flere end fyrre slægtninge for at drikke sake fra bryggeriet. Jeg blev tidligt bevidst om den tætte forbindelse mellem naturen og vores familiefirma,” fortæller 44-årige Yuri Hayashi.
Fra begyndelsen var det meningen at skabe en sake, der skulle have en smag, ”så kvinder ville anbefale den til andre kvinder”, som Yuri siger
Yuris far var som direktør sjette generation ved bryggeriet. Selv er hun som ældste datter syvende generation. Som ung studerede hun på en landbohøjskole i Tokyo og kom i 1996 tilbage for at arbejde i sin families virksomhed.
Hendes storebror viste sig ikke at være interesseret, han fik et job i et farmaceutisk firma og fik kone og barn i Tokyo.
Men Yuri, datteren af huset, var glad for sake. Med sin karisma var hun en fabelagtig god sælger af familiefirmaets produkter, og da hun blev gift i 2003, flyttede hun med sin mand til Tokyos naboamt Chiba, hvorfra hun markedsførte sake fra Tsurunoe Shuzo i hele Tokyo-området. Da det blev klart, at hendes bror ikke ville overtage firmaet, besluttede hun sammen med sin mand at vende tilbage til det sted, hvor hun var vokset op, og flyttede i 2008 tilbage til Aizu. I dag er hendes mand direktør for virksomheden, mens hun selv som toji står i spidsen for at opfinde og udvikle nye varianter, der vil kunne klare sig på vore dages marked.
Hendes allerførste værk, som blev introduceret i 1997, året efter hendes hjemkomst fra landbohøjskolen, var netop Yuri i den blå flaske, udviklet i et tæt samspil med Yuris mor.
Fra begyndelsen var det meningen at skabe en sake, der skulle have en smag, ”så kvinder ville anbefale den til andre kvinder”, som Yuri siger.
”En udkrystallisering af en moders og en datters ideer med forbindelse bagud til hele virksomhedens historie tilbage til 1794,” som det hedder.
Udgangspunktet var, at den nye variant skulle basere sig hundrede procent på Fukushimas ”drømmegær” og andre lokale ingredienser, og at den skulle være ”nem at drikke for begyndere og folk, som ikke er vant til at drikke”. Smagen er med Yuris ord ”behageligt forfriskende og duftende”.
Der skete jo den 11. marts 2011 noget, der forandrede Fukushimas historie og gjorde navnet og området kendt i hele verden af alle de forkerte årsager
Moderen blandede den koji, den masse af udkogt ris og gærede soyabønner, som er den afgørende smagsingrediens, og datteren tilberedte den færdige drik. Da den var parat til at blive præsenteret for markedet, var det faderen, den daværende direktør, som gav den navnet Yuri.
”Det handler først og fremmest om kærlighed til sake,” fortæller Yuri i et interview. ”Selv gæringen af rismassen kan man ikke tage hånd om uden kærlighed. Under arbejdet taler jeg også til min sake med ordene ”bliv lækker” og ”gør dig umage”.
Ikke et ord om svampe
Ud over ris, frugt og sake var Fukushima også i gamle dage kendt for sin overdådighed af spiselige svampe.
Shiitake, dyrket på nyligt fældet tømmer i træernes skygge på de skovklædte skråninger, blev solgt i dyre domme i hele Japan. Men svampe, dem hører man mindre om i dag end de andre specialiteter.
Svampe har nemlig den egenskab, at de ophober radioaktivitet længere end andre landbrugsprodukter. Og der skete jo den 11. marts 2011 noget, der forandrede Fukushimas historie og gjorde navnet og området kendt i hele verden af alle de forkerte årsager.
En katastrofe, som pludselig gjorde det vanskeligt at sælge områdets fantastiske fødevarer til resten af Japan og resten af verden – hvilket ikke mindst gik ud over Fukushima og hele regionens velsmagende svampes ry og afsætning.
”Svampe, dyrket på træstammer, var i gamle dage en sikker, kemikaliefri vare. Det er der blevet vendt op og ned på,” som den erfarne shiitake-producent Yuji Hoshino med opgivelse i stemmen udtalte til Japan Times to år efter atomkatastrofen. Hans anlæg ligger ovenikøbet 180 kilometer fra det ødelagte værk, dybt inde i naboamtet Tochigi.
LÆS NOGLE AF ASGER RØJLE CHRISTENZENS TIDLIGERE ARTIKLER HER
Asger Røjle Christensen: Fukushima. Den dramatiske beretning om et herligt sted i Japan
Sider: 250
Udgivelsesdato: 02.01.2021
Forlaget Turbine
Fotos (hvor intet andet er angivet): Asger Røjle Christensen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
