RACISME // KOMMENTAR – Den ene fløj kræver remigration af mange tusinde mennesker med mellemøstlig baggrund, mens den anden fløj forsøger at lukke for debatten om de negative følger af indvandringen med beskyldninger og ’racisme’ og ’islamofobi’. Vi, der står i midten, må insistere på, at problemerne kan diskuteres uden at blive beskyldt for ”at gå højrefløjens ærinde”, skriver forfatter og forlægger Bjarke Larsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Gang på gang oplever mennesker, der kritiserer visse sider af islam eller islamisk/mellemøstlig kultur at blive udskammet:
”Det er jo racistisk.”
”Du er jo racist, når du siger sådan noget.”
”Det er udtryk for islamofobi.”
Det er en effektiv taktik, der har to konsekvenser: Dels får det mange til at holde igen med at udtale sig eller slet ikke at sige noget af frygt for at blive mødt med disse anklager. Dels flytter det straks diskussionen væk fra det emne eller den problemstilling, der er blevet rejst, og i stedet bliver det en diskussion om, hvorvidt noget er udtryk for racisme eller ej.
Islamofobi har særlig status
Denne mekanisme beskriver stort set alle, vi har interviewet til bogen Berøringsangst – Vidnesbyrd om et islamisk normpres, som fagfolk slår sig på dagligt, jeg er medforfatter på og som udkommer 11. marts, og det ses igen og igen i den offentlige debat og på de sociale medier. Det skal siges, at taktikken med at sætte forskellige etiketter på folk, man er uenig med, også bruges i mange andre sammenhænge, men det rammer særligt hårdt at blive kaldt racist.
Og der er den forskel, at selv meget hård kritik af f.eks. den katolske kirkes tavshedskultur omkring de mange præster, der er dømt for pædofili, eller hård kritik af f.eks. Jehovas Vidners kurs over for mennesker, der forlader trossamfundet, ikke mødes med påstande om at være udtryk for ’kristendomfobi’ eller racisme.
Vi interviewede 19 lærere, socialrådgivere, tolke og sundhedsansatte, der i bogen fortæller om, hvordan de hver dag møder et religiøst, islamisk normpres i deres arbejde. De fortæller om antisemitisme i klasseværelset. Om social kontrol. Om krav om særregler. Om pres for at bøje loven af hensyn til kulturen
I det hele taget er ’islamofobi’ et specielt begreb, der ikke findes magen til i forbindelse med andre religioner, bortset fra når man taler om antisemitisme. Begrebet vandt indpas i den offentlige debat, da den britiske tænketank Runnymede Trust udgav en rapport med titlen ’Islamophobia: A Challenge for Us All’.
Hurtigt tog OIC, Organisationen af Islamiske Lande, begrebet til sig og brugte det i den internationale debat. Efter flere års pres lykkedes det i 2022 for OIC at få FN til at vedtage en international dag til bekæmpelse af islamofobi, hvilket siden er blevet markeret hvert år den 15. marts.
Andre argumenter
Der er forskellige argumenter ud over påstandene om racisme og islamofobi, der går igen, når forskellige debattører forsøger at lukke debatten om det islamiske normpres ned:
”Det har ikke noget med islam at gøre.” Bruges til f.eks. at forsvare, at piger helt ned til tiårsalderen går med tørklæde. Det er noget, de gør frivilligt, lyder modargumentet, og det er bare udtryk for deres kultur. Og det fænomen, at flere og flere piger med MENAPT-baggrund gør det, ser de ikke som et udtryk for, at en mere fundamentalistisk tolkning af islam vinder frem.
”Du går højrefløjens ærinde.” Bruges igen og igen af debattører fra venstrefløjen og de såkaldt kulturradikale. Tankegangen er, at man ’bærer ved’ til det racistiske bål, der i disse debattørers øjne brænder på højrefløjen. Så fordi nogle politikere og debattører mener noget forholdsvis ekstremt, skal moderate stemmer altså tie stille, er logikken tilsyneladende. Men hvad kommer der ud af det, andet end at debatten bliver defineret af de mest højtråbende og ekstreme stemmer, mens den nuancerede debat lukkes ned?
”Muslimer har meget forskellige definitioner af deres religion.” Bruges til at sige, at det ikke giver mening at tale om ’islam’ eller ’muslimer’ som én samlet gruppe. Det er selvfølgelig til dels rigtigt, og det samme kan siges om alle mulige andre sociale, kulturelle og politiske emner. Men modsat er det meningsløst at hævde, at der ikke er nogen generelle kendetegn ved forskellige religioner, kulturer og sociale og sociologiske fænomener. Man kan også være dansker på mange forskellige måder, men der er nogle kendetegn, der går igen hos flertallet.
”Du sår splittelse.” At udtale sig kritisk om visse sider af muslimsk kultur sår splittelse mellem etniske danskere og mennesker med indvandrerbaggrund, lyder argumentet. Det gør det sværere at få integrationen til at lykkes. Men tavshed fremmer ikke integrationen, det er konfliktskyhed forklædt som tolerance, og det fejer problemerne ind under gulvtæppet, hvor de kan ligge og vokse og skabe øget modstand.
”Vi skal alle sammen kunne være her.” Et argument, der tilsyneladende hylder kulturel diversitet og tolerance, men som i lighed med splittelsesargumentet fejer problemerne ind under gulvtæppet.
Grovheder fra den anden side
Den indvandrerfjendtlige fløj bidrager på tilsvarende måde meget sjældent med noget konstruktivt til debatten. Et enkelt særlig groft eksempel fortjener at blive nævnt:
I november stillede Dansk Folkepartis indfødsretsordfører Mikkel Bjørn et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S). Spørgsmålet lød i al sin ubegribelige enkelthed:
“Vil ministeren kommentere, at en syrer, der kalder sig Arab til efternavn, angiveligt søger dansk indfødsret med henblik på at blive her for evigt? Er ministeren enig med spørgeren i, at et sådant navn er uforeneligt med at ville være dansk, og at vedkommende bør flytte tilbage til sit arabiske hjemland, hvor et sådant navn er langt mere passende end her?”
Det er så dumt og så groft, at det er svært at rumme. Det endte da også med, at Mikkel Bjørn måtte lægge sig ned og give en uforbeholden undskyldning. Men hvordan kan sådan et spørgsmål overhovedet blive formuleret, endsige sendt afsted, uden at der et eller andet sted er nogen, der siger stop?
Mange tør ikke sige noget
I forbindelse med arbejdet på bogen “Berøringsangst – Vidnesbyrd om et islamisk normpres, som fagfolk slår sig på hver dag”, blev jeg og min medforfatter Ib Keld Jensen chokerede over, hvor bange almindelige mennesker er blevet for at stå frem og fortælle om de oplevelser, de har i deres hverdag med islamisk normpres.
Vi interviewede 19 lærere, socialrådgivere, tolke og sundhedsansatte, der i bogen fortæller om, hvordan de hver dag møder et religiøst, islamisk normpres i deres arbejde. De fortæller om antisemitisme i klasseværelset. Om social kontrol. Om krav om særregler. Om pres for at bøje loven af hensyn til kulturen.
Mange af deres beretninger er opsigtsvækkende og forstemmende. Men det er endnu værre at høre om deres frygt. Frygten for at blive stemplet. Frygten for at miste jobbet. Frygten for at blive hængt ud som intolerant eller det, der er værre. Denne berøringsangst har skabt en kultur, hvor professionelle tier – også når deres faglige integritet udfordres.
Så stor er frygten, at halvdelen af de 19, vi interviewede, ikke turde stå frem med eget navn, og endnu færre har turdet stille sig til rådighed for interviews i forbindelse med markedsføringen af bogen. Flere af de 19 sagde direkte, at de føler, de har mistet deres ytringsfrihed.
Men når en gymnasielærer taler højt om elever, der klapper af Holocaust, er det ikke en dæmonisering af islam. Når folkeskolelærere fortæller om elever, der under ramadanen er så påvirkede af ikke at spise og drikke, at de reelt ikke er modtagelige for undervisning, mens andre bliver helt væk fra skolen, så er det et alvorligt problem, vi må kunne diskutere. Hvis det ikke havde haft med ramadan at gøre, ville det jo tangere omsorgssvigt fra forældrenes side. Og når en kommunal visitator fortæller om at komme under pres for at yde hjælp til rengøring, fordi det er ”under mandens værdighed” selv at gøre rent, kalder det på en offentlig samtale. Det kan og må ikke ties ihjel.
To timers debat
I slutningen af oktober 2025 tog Anna Thygesen, der er indehaver af kommunikationsbureauet WeDoCommunication, tyren ved hornene og stillede op til to timers debat på Radio IIII, hvor hun forsvarede, at det ikke har noget med racisme at gøre at være kritisk over for visse dele af islam og islamisk inspireret kultur.
Som hun blev citeret for på Facebook nogle dage inden udsendelsen:
“Vi skal hjælpe den enkelte og tage hånd om de mennesker, der er på flugt fra krig og konflikt – men vi må aldrig gå på kompromis med vores egne værdier i forsøget på at hjælpe andre. Det er altså ikke synd for nogen, at de er kommet til et fantastisk land som Danmark. Jeg ønsker i hvert fald ikke at gå rundt i mit eget land og gå på kompromis med mine værdier af frygt for at blive kaldt racist.”
I løbet af de to timers debat kom alle de gængse argumenter på banen og viste nok en gang, hvor svært det er at komme til at diskutere de reelle udfordringer, der er med integrationen i velfærdsstatens institutioner.
Bogen “Berøringsangst – Vidnesbyrd om et islamisk normpres, som fagfolk slår sig på hver dag” er skrevet af Ib Keld Jensen og Bjarke Larsen. Den udkommer mandag den 9. marts.
Onsdag den 11. marts diskuteres problemstillingen ved et offentligt arrangement med deltagelse af den socialdemokratiske integrationsordfører Frederik Vad, Serdal Benli, der er den første borgmester (i Gladsaxe) med indvandrerbaggrund og tidligere næstformand for SF, samt to af de fagpersoner, der optræder i bogen. Læs mere her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og