”Dialogues des Carmélites: operaen er en oplevelse af det sande, evige selv

Dialogues des Carmélites på Operaen. Foto: Miklos Szabo.

Dan Marmorstein 05.03.2026

OPERA // ESSAY – Francis Poulencs opera Dialogues des Carmélites, der opføres på Operaen i København har betaget Dan Marmorstein, der ser værket i en større kulturel sammenhæng. På et tidspunkt i anden akt står hovedpersonen, Blanche de la Force helt stille. Et stykke liv, der er bragt til standsning.

Første halvdel af Dialogues des Carmélites – Francis Poulencs helaftensopera med et plot baseret på den sande historie om karmelitterindernes skæbne under Den Franske Revolution i årene 1789–1794 – er spækket med spørgsmål om tilværelsens mening og krydret med overvejelser om, hvorvidt der overhovedet findes en.

Det var i årene 1953–1956, at Poulenc skrev musikken til værket. Da jeg hørte dette under introduktionen før forestillingen, som Det Kongelige Teater generøst tilbyder, slog det mig, at operaen blev komponeret i det samme land, hvor Albert Camus blot ti år tidligere, i 1942, udgav sin roman Den fremmede (L’Étranger). Heri læser man: ”Som om dette store raserianfald havde renset mig, tømt mig for håb, og idet jeg så op mod den mørke himmel, der var spættet med tegn og stjerner, åbnede jeg for første gang mit hjerte for universets milde ligegyldighed.”

Jeg var slet ikke sikker på, at jeg ville engagere mig i deres skæbne, men som operaen skred frem, mærkede jeg en usædvanlig følelse af dyb empati og ømhed

Allerede fra otteårsalderen var Francis Poulenc (1899–1963) påvirket af Claude Debussy. Han interesserede sig også for Franz Schuberts og Igor Stravinskijs musik, og Poulenc beskrev angiveligt Erik Saties indflydelse på ham som ”umiddelbar og omfattende, både på det spirituelle og det musikalske plan”.

I de tidlige 1920’ere blev Poulenc af kritikeren Henri Collet indlemmet i gruppen af neoklassiske komponister bosiddende i Montparnasse – de såkaldte ”Les Six”, som også talte Georges Auric, Louis Durey, Arthur Honegger, Darius Milhaud og Germaine Tailleferre. Poulenc selv udtalte: ”Mangfoldigheden i vores musik, vores smag og præferencer udelukkede enhver fælles æstetik. Hvad kunne være mere forskelligt end Honeggers og Aurics musik? Milhaud beundrede Magnard, det gjorde jeg ikke; ingen af os brød os om Florent Schmitt, som Honegger respekterede; Arthur [Honegger] nærede derimod en dyb foragt for Satie, som Auric, Milhaud og jeg tilbad.”

Instrumenteringen i Dialogues des Carmélites ligger i mine ører helt tæt op ad de begivenheder, der udfolder sig i fortællingen. Meget tæt. For mit eget vedkommende er jeg ude af stand til at forstå, hvad sangerne synger, ud fra de lyde de frembringer på scenen.

Der er naturligvis overtekster over scenen, men jeg vover at påstå, at jeg var i stand til at følge historien blot ved at lytte til – og mærke – Poulencs instrumentale klangfarver, teksturer og de tempi, som Asher Fisch dirigerede. Plottet udfolder sig meget klart, og det er ikke svært at følge med i handlingen.

Jeg bed mærke i tonale opløsninger, der ledte tankerne hen på Verdi. Jeg har efterfølgende lært, at komponisten eksplicit dedikerede partituret til Monteverdi, Verdi og Mussorgskij, der ”tjente som modeller”, samt til Debussy, der ”gav [ham] lyst til at skrive”.

En usædvanlig følelse af empati

De første to akter af Dialogues des Carmélites fokuserer primært på individet – nærmere betegnet hovedpersonen Blanche, der vælger at forlade det aristokratiske samfund, hun er født ind i, for at gå i kloster og aflægge løfter om kyskhed og ydmyg hengivenhed til Gud.

Hvis jeg må have lov at lave en lille afstikker, kære læser, vil jeg gerne dele en gammel vits: En ung kvinde beslutter sig for at blive nonne. Ved det første møde får hun at vide, at en del af aftalen er et tavshedsløfte; hun må kun sige to ord hvert femte år. Efter de første fem år siger hun: ”Hård seng”. Der går fem år til med bøn og havearbejde, og da det igen bliver hendes tur til at tale, siger hun: ”Maden stinker”. Tilbage til arbejdet og bønnerne. Efter femten år i klosteret får hun atter chancen for at sige sin mening: ”Jeg stopper”. Hertil svarer abbedissen: ”Det overrasker mig ikke. Du har ikke lavet andet end at klage, siden du kom.”

Historien om Blanche de la Force minder lidt om det. Hun forlader sin aristokratiske familie og erklærer over for sin kærlige far, barytonen Marquis de la Force, og sin noget for tætte bror, tenoren Chevalier de la Force, at denne verden simpelthen ikke er et sted, hvor hun hører hjemme. Så afsted til klosteret med hende. Selvom hun fremstår med en frihedselskende personlighed, der minder om Maria Rainer i The Sound of Music, bliver Blanche optaget i karmelitterordenen.

Jeg husker, da vi så Hannes Holms film En mand som hedder Ove fra 2015; min første indskydelse var: ”Hvordan i alverden skal jeg holde ud at se på den uudholdelige gnavpot i to timer?” To timer senere havde jeg lyst til at invitere hovedpersonen med hjem.

Under Dialogues des Carmélites oplevede jeg en lignende udvikling i forhold til nonnerne. Jeg var slet ikke sikker på, at jeg ville engagere mig i deres skæbne, men som operaen skred frem, fik jeg en usædvanlig følelse af dyb empati og ømhed – ikke bare for ét individ, men for en hel gruppe mennesker: de sytten nonner, den første abbedisse, der dør i slutningen af første akt, hendes efterfølger og Blanche de la Force.

Koskys instruktion

Dramaet udspiller sig inden for de snævre rammer af én scenografi: en langstrakt korridor indrammet af to vægge, der skråner mod hinanden. Et rum levendegjort af de to diagonaler. Det føles som en form for gravkammer – eller er det blot klosterets kapel?

I den sidste akt skifter fokus fra individet Blanche til gruppen af nonner som en uopløselig enhed

Et enkelt lysstofrør, der hænger over den bagerste del af rummet, trækker os ud af 1789 og ind i en nyere tidsramme og antyder samtidig, at dette fristed også kan tolkes som et fængsel. Kostumerne, der ligeledes er designet af scenografen Katrin Lea Tag, holdes i nuancer af gråt og hvidt. Kun Blanche bærer i begyndelsen en farvestrålende gul kjole.

Barrie Koskys instruktion er stram, og handlingen glider ubesværet uden brud i fortællingens momentum. Det Kongelige Kapel lyder sprudlende under Asher Fischs ledelse. Sopranen Elena Tsallagova fortolker rollen som Blanche med nerve og en dedikeret gejst, der retfærdiggjorde hvert et sekund af det bragende bifald, publikum gav hende ved tæppefald.

Blandt aftenens mange gode præstationer bør også nævnes Jens Søndergaard (Marquis de la Force), Juan Francisco Gatell (Chevalier de la Force), Doris Lamprecht (Mme. de Croissy), Sine Bundgaard (Mme. Lidoine), Diana Haller (Mère Marie) og Juliana Zara (Søster Constance).

Intet andet end et stykke liv

I tredje akt, der følger efter pausen, bliver temaet mere centreret omkring kristen teologi. Da Poulenc komponerede operaen, var han selv i gang med at genfinde sin spiritualitet og katolske tro. Recitativerne handler i høj grad om martyrer og opofrelse. Tilsyneladende giver det at ofre sit eget liv mere plads til, at Gud kan lade andres gode gerninger ske. Eller noget i den retning.

I 1977 udtalte operakritikeren Alan Rich, at en af operaens undertekster var komponistens bekymring for Frankrig efter anden verdenskrig – et land, der forsøgte at forsone sig med Holocaust, den tyske besættelse og modstandsbevægelsen. I den sidste akt skifter fokus fra individet Blanche til gruppen af nonner som en uopløselig enhed.

Det, jeg nød allermest ved denne opførelse, var de få, meget lange passager af stilhed. Det er højst usædvanligt for en opera

I en artikel i The Guardian fra 2001 bemærkede Philip Hensher: ”…uligt alle andre operaer om nonner giver [Dialogues des Carmélites] plads til en seriøs diskussion om religion og guddommelig nåde, som aldrig er sødladet eller blot trøstende: hvor svært det er at være god, og hvor usikker belønningen for dyd er.”

Det, jeg nød allermest ved denne opførelse, var de få, meget lange passager af stilhed. Det er højst usædvanligt for en opera. Som ”fermater” indsat i det musikalske flow og den dramatiske handling gav disse bevidste pauser plads til refleksion og åndedræt. Det var forfriskende og skabte en intens spænding.

På et tidspunkt i anden akt står Blanche de la Force helt stille, og vi ser intet andet – i det næsten totale mørke – end et strejf af hendes ansigt, som i flere minutter ligner en tiltagende måne. Ingen musik. Ingen handling. Intet andet end et stykke liv, der er bragt til standsning. En vision af det hinduistiske begreb Ātman – en oplevelse af det sande, evige selv.