KRIGEN I UKRAINE // ANALYSE – Ukraines krig mod Rusland går bedre end tidligere takket være nye teknologier og taktiske greb. Men Europas østgrænse er dramatisk underforsvaret, og de tidligere stormagter lever i en farlig illusion om deres egen militære formåen, skriver Michael H. Clemmesen.
Krigen går i det store og det hele godt i Ukraine. Meget snævert set.
Det skyldes, at Ukraine har fundet et anvendeligt taktisk-teknisk svar på de konstante russiske nedslidningsoffensiver i den østlige del af landet, der i 2024 dræbte flere soldater, end man i længden kunne erstatte. Dengang sås en langsom, men sikker russisk erobring af terræn.
Forblødningen og terræntabet var ikke mindst tydeligt ved Pokrovsk i den del af Donetsk Oblast, der fortsat er kontrolleret af Ukraine.
Der er to grunde til, at Europa er meget sårbart over for det russiske angreb, som kan ske med samme logik, som anvendtes i februar 2022
Russernes udmattelseskrig er dog uændret. De bomber civilbefolkningen og lyver om det. Ved fronten angriber russerne fortsat langs meget af fronten. Det sker i menneskebølger, dvs. på samme måde, som de anvendte til at nedslide den tyske hær under 2. Verdenskrig.
Men ukrainerne synes nu at have fundet en kombination, der har stabiliseret situationen.
Denne synes for det første at være etableringen af meget stærke og dybe/udstrakte forsvarsstillingssystemer. Stillingerne holdes åbenbart med så små styrker, at man ikke risikerer meget store tab i den russiske ildforberedelse, der indleder menneskebølgeangrebene.
Det er samme fremgangsmåde, som tyskerne anvendte under 1. Verdenskrig for at mindske tab. Det skete fra 1916 og igen på østfronten fra 1944.
Men det nye er, at ukrainerne for det andet nu bygger forsvaret på en masseanvendelse af angrebsdroner. Ukrainerne påbegynder allerede langt fra fronten angreb på de russiske styrker på vej frem.
Ved masseproduktion af droner og en hurtig og fleksibel ændring i anvendelse af disse kompenseres effektivt for russernes centraliserede og derfor langsommere udvikling af modmidler.
Den allerede effektive ukrainske våben- og ammunitionsindustri støttes nu af europæerne, hvis egen produktion og leverancer nu også konstant øges i den langsomme og forvaltningstunge takt, som præger vores handlinger, fordi vi har afskaffet evnen til rettidigt hastværk.
Kun mht. de mest sofistikerede landangrebs- og luftværnsmissiler er Ukraine stadig afhængigt af leverancer fra USA.
Her bliver leverancerne nok nu i stigende grad afhængige af amerikanernes vilje til at sælge dem til ukrainerne direkte eller via Europa. Her balanceres mellem Trumps tilbøjelighed til selvpromovering og amerikanske våbenindustriinteresser.
Rusland må nu erkende, at en sejr i Ukraine i stigende grad er blevet afhængig af, at Europa tvinges til at standse sin støtte.
Denne tvang kunne for Rusland naturligt ske med militære midler, enten konventionelle våben, der udspares fra krigen i Ukraine og bevæbner nyopstillede divisioner, eller kernevåben. Sidstnævnte kræver, at man kan regne med amerikansk passivitet.
Europas underforsvarede østgrænse
Der er to grunde til, at Europa er meget sårbart over for det russiske angreb, som kan ske med samme logik, som anvendtes i februar 2022.
For det første er det mest oplagte mål for russisk aggression de tre tidligere sovjetrepublikker Estland, Letland og Litauen. De tre lande er (i modsætning til Ukraine i februar 2022) dramatisk underforsvarede. De har med deres meget lange grænser og små befolkninger og økonomier ingen muligheder for at forsvare sig selv. De har med Estlands og Letlands store russisktalende minoriteter og Litauens rolle som transitområde til Kaliningrad Oblast problemer, som Rusland kan og vil anvende som påskud for aggression.
Deres militære svaghed skyldtes også en tyrkertro på, at de med Nato-medlemskab kom under USA’s beskyttelse.
At også Polen er underforsvaret på trods af massive materielinvesteringer, skyldtes de demokratiske polske politikeres lange tøven med at aktivere værnepligten, den upopulære, men eneste vej til at skabe et dækkende og udholdende grænseforsvar.
Den helt svigtende forståelse af det eksisterende styrkebehov og egne begrænsninger er blevet grotesk illustreret under de seneste måneders diskussion af muligheden af en sikkerhedsskabende styrke efter en fredsaftale i Ukraine.
For det andet har vesteuropæiske baglandsmedlemmer, herunder også de tre tidligere stormagter Storbritannien, Frankrig og Tyskland – ligesom mindre lande som Danmark – reduceret og bureaukratiseret deres militære styrker så dramatisk, at deres stående og reservestyrker er for små til at kunne bidrage væsentligt til fællesskabets grænseforsvar.
De samlede stående elementer i europæiske Nato-medlemmers militære styrker er nu på kun ca. 10 % af, hvad behovet er alene ved de baltiske grænser, som jeg personligt har besøgt fra nord til syd.
Hverken fronlinjestaternes eller vesteuropæernes styrkers reserveelementer giver mulighed for at opretholde eller afløse mere end de allerede eksisterende styrker, som er for små. Ingen synes at have lært af ukrainernes erfaringer med konstant at skulle opfylde og afløse frontenheder.
Sammen med grænselandenes egne styrker kunne ”baglandsstaterne” kun danne en ”snubletråd” for en amerikansk solidarisk indblanden. Men en sådan indblandingssandsynlighed og troværdighed er nu punkteret af Trump.
Specielt i de gamle fastlandsmagter Tyskland og Frankrig er værnepligtssituationen som i Polen, blot politisk endnu mere fastlåst. Der er i begge lande en manglende vilje til at konfrontere behovet for at genskabe store og udholdende styrker, for der sker jo ikke noget.
De tidligere vesteuropæiske stormagters hybris
Den helt svigtende forståelse af det eksisterende styrkebehov og egne begrænsninger er blevet grotesk illustreret under de seneste måneders diskussion af muligheden af en sikkerhedsskabende styrke efter en fredsaftale i Ukraine. Her blev de militært selvkastrerede tidligere stormagter enige om at sende deres i forvejen for små og lidet udholdende styrker til Ukraine, mange hundrede kilometer væk fra Europas i forvejen underforsvarede østgrænser.
I denne analyse har jeg undladt at diskutere to meget forskellige problemer, som bestemt også er værd at beskæftige sig med:
1) Den indenrigspolitiske og EU-interne trussel fra russisk- og Trump-venlige, antiliberale og antidemokratiske politiske kræfter og lande i Østeuropa.
2) Truslen fra de omfattende russiske kernevåbenstyrker.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og