TEKNOLOGI – Mød Nithya Ramanathan. For et par år siden udviklede hun og et mindre team en internet-forbundet temperaturmåler, der i dag sikrer vacciner under transport og redder liv over hele verden. Jonathan Løw skriver om Nithya som det gode eksempel på vejen frem mod løsninger af de udfordringer menneskeheden står overfor. Og vi kan alle sammen være med.
2017 var et utroligt inspirerende år. Jeg havde bl.a. fornøjelsen af at tale med 45 af verdens førende praktikere, når det kommer til innovation og ledelse. Resultatet af disse samtaler er min nye bog, The GuruBook. Der er ikke tale om en oversættelse af Gurubogen, for jeg ønskede at hente ny inspiration og viden og dele den med danskerne – og nu også læserne af POV International.
Der er masser af indsigter i innovation, ledelse og nytænkning, man kunne gribe fat i fra de to bøger, men jeg har valgt at tage udgangspunkt i en smuk formulering, som den succesfulde sociale iværksætter Pascal Finette kom med til mig i processen med tilblivelsen af The GuruBook: ”Work is love made visible.”
Finette er en anerkendt serie-iværksætter med en forkærlighed for virksomheder, der vil mere end kun at tjene penge. Han har været ansvarlig for iværksættersporet hos Singularity University, og han har selv startet flere succesfulde selskaber.
Han er i dag bosat i Silicon Valley, og derfor er han også naturligt i de teknologiske fremskridt, vi hører så meget om i disse år: Supercomputere i vores lommer, adgang til det meste af verdens data for vores fingerspidser, evnen til at kunne kortlægge gener i vores køkkenlaboratorier eller 3D-printede prototyper på vores bærbare computere.
Det går så stærkt, at det næsten ikke er til at forstå for vores gode gamle computer, hjernen. Tag blot din iPhone, som har 1000 gange så meget beregningskraft som en Cray 1 supercomputer tilbage fra 1970’erne og til omkring en 50.000-dels pris. En bemærkelsesværdig 50 millioner gange forbedring af pris/performance.
Vigtigere end de teknologiske fremskridt er de markante og alvorlige udfordringer, vi som menneskehed står overfor i disse år
Eller kig på vores tilgang til genetik. I starten af det 21-århundrede tog det os et årti og 2,7 milliarder dollars at kortlægge de menneskelige gener. I dag tager det os nogle timer og koster under 1000 dollars. Og solenergi er i dag på linje med eksempelvis kul, når det kommer til både pris og performance, hvilket betyder, at en tidligere begrænset naturressource i fremtiden vil være noget, der er tilgængeligt for meget billige (hvis overhovedet nogen) penge.
Denne udvikling er på den ene side fascinerende, men både Pascal Finette, undertegnede og mange af de øvrige bidragsydere til The GuruBook er ikke blot jublende teknologifans. Vi ser nemlig samtidig noget væsentligt vigtigere end de teknologiske fremskridt, og det er de markante og alvorlige udfordringer, vi som menneskehed står overfor i disse år.
Udfordringerne er massive
FN forudsiger, at vores planet i år 2050 vil være beboet af over 9 milliarder mennesker, hvilket gør adgangen til fødevarer til en væsentlig udfordring. I dag bor der ca. 7,2 milliarder mennesker på jorden, og teknisk set har vi nok fødevarer til rådighed. Problemet er, at disse ikke er ligeligt fordelt, hvilket på ingen måde er et nemt problem at løse.
For at ernære det forventede antal mennesker i fremtiden skal vi øge vores årlige fødevareproduktion med 2% hvert eneste år. Til sammenligning har vi i de seneste årtier kun haft en vækst på 1 procent, hvilket får én til at betragte den aktuelle GMO-debat med helt nye briller.
Teknologi som bevæger sig eksponentielt er vores bedste værktøj til at løse nogle af disse massive problemer menneskeheden står overfor
Den globale opvarmning er allerede en stor bidragsyder til uforudsigelige og ofte katastrofale forandringer i vejrmønstret. De fleste eksperter forudsiger således, at havstigningen inden dette århundredes udgang vil være helt op til 2 meter. Det vil afføde massevandringer af mennesker, som flygter til højere beliggende områder. Hvis du vil have en forsmag på, hvordan det føles, så kan du blot kigge på den nuværende syriske flygtningekrise i her i Europa.
Eller tag hele vandforsyningsproblematikken i verden. Uden adgang til rent drikkevand vil andre interventioner såsom bedre læringsværktøjer, adgang til elektricitet og bedre økonomiske muligheder være tæt ved spildte. Og selvom vi har teknologi, der muliggør at rense selv det mest forurenede vand, så lever vi stadig i en verden, hvor over 800 millioner mennesker ikke har adgang til rent drikkevand.
Alle ovennævnte udfordringer er blot nogle i en lang række af omfattende og ofte tæt forbundne, komplekse og presserende problemstillinger. Og teknologi, især den teknologi som bevæger sig eksponentielt som beskrevet tidligere, er afgjort vores bedste værktøj til at løse nogle af disse massive problemer.
Det kræver imidlertid, at vi vælger at lægge vores fokus præcis dér. Altså at bruge teknologien til at løse problemer, der virkelig er værd at løse. Ikke blot til at 3D-printe endnu flere dødssyge hvide kopper eller innovere andre produkter og services, som verden ærlig talt ikke har behov for.
Teknologien er vores bedste værktøj
I min dialog med Pascal Finette introducerede han mig til sin gode ven Nithya Ramanathan. Nithya underviser i Computer Science på UCLA. For et par år siden begyndte hun at sætte fokus på et problem, der påvirker millioner af mennesker, især børn, over hele verden: Ødelagte vacciner.
De fleste vacciner kræver en ordentlig nedkøling og håndtering på deres rejse fra produktion til anvendelse. De skal opbevares ved en bestemt temperatur uden for mange udsving. Man kalder logistikkæden for ”den kolde kæde”, og 75 procent af vaccinerne i udviklingslande viser tegn på forfrysninger, hvilket i praksis vil sige, at imellem 25-33 procent af disse vacciner reelt ingen effekt har, når de bliver givet til patienten.
I Indien alene er der over 11.000 sensorer i brug, hvilket redder liv for mange tusinde babyer hvert eneste år
Nithya udviklede sammen med et mindre team en internet-forbundet temperaturmåler, som placeres sammen med vaccinen igennem den kolde kæde. Temperaturmåleren, eller sensoren, måler konstant temperaturen og sender data omkring eventuelle udsving til både sygeplejersken og lægen, som efterfølgende skal give vaccinen. De samme data sendes til et cloud-baseret stykke software, som Nithyas sensor også kommunikerer med, og dette giver således adgang til data ikke blot for den enkelte sensor, men i stedet et samlet overblik med real-time indsigt i hvor problemerne typisk opstår i den kolde kæde.
Denne sensor anvendes i dag i seks lande, og i Indien alene er der over 11.000 sensorer i brug, hvilket redder liv for mange tusinde babyer hvert eneste år. Og ifølge Pascal Finette er Nithya først lige begyndt.
Det bemærkelsesværdige ved Nithyas løsning er, at hendes løsning er utroligt simpel: Ved at anvende en allerede eksisterende ”eksponentiel” teknologi, en billig 30 dollars, kinesisk produceret Android smartphone sammen med et lille stykke simpelt og tilpasset hardware, en temperaturmåler og en smule software, har Nithyas team således bygget den mest succesfulde innovation inden for sit område i dag.
Alle kan gøre som Nithya – stå op, samle et lille team, vælge et stort og langhåret problem og løse det
Hvorfor er ovenstående historie så vigtig? Det er den, fordi alle kan gøre det. Alle kan gøre som Nithya – stå op, samle et lille team, vælge et stort og langhåret problem og løse det. Det gælder også, selvom du ikke er software-udvikler, hardware-ekspert eller bioingeniør. Jeg er sikker på, at så kender du i stedet én, der er, eller du kender én, som kender én.
I fællesskab skaber vi for tiden en verden uden teknologiske begrænsninger. Vi har teknologi til rådighed, som er billig og nem at bruge. Det er så op til os, hvordan vi udnytter denne på den bedst mulige måde. Det er op til os alle sammen, inklusive dig der lige nu læser denne artikel på POV International, at stille spørgsmålet: Hvad kræver det at løse problemerne, og kan jeg bidrage til, at det lykkes?
Topillustration: Sarah Thompson
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her