ISHOCKEY // INTERVIEW – 33-årige Frederik Andersen er en af verdens bedste ishockeymålmænd, og med ti NHL-sæsoner bag sig er det længe siden, han skrev historie som den første danske målmand i verdens bedste liga. Alligevel hører vi danskere sjældent om vores egne stjerner i en sport, der stadig er lidt af en niche i Danmark.
Tre år i Californien. Fem i Toronto. Og nu i Raleigh, North Carolina. Frederik Andersen har spredt sin karriere i verdens bedste ishockeyliga over det meste af Nordamerika, og han er glad, hvor han er nu – i målet for Carolina Hurricanes.
“Jeg er faldet rigtig godt til i Raleigh,” siger han, da jeg møder ham over Facetime – og tilføjer, at han lige er flyttet ind i et nyt hus, han har købt, og derfor har nogle flyttekasser, der står og venter på at blive pakket ud, når vi er færdige med at snakke.
“Så jeg har faktisk resten af dagen,” siger han med antydningen af et smil, da jeg spørger, hvor meget tid han har til interviewet. Underforstået, at flyttekasser sjældent er noget, man har travlt med at give sig i kast med.
Man kan næsten være den, der vinder en kamp, men man kan også tabe den – eller sådan kan det føles. Det er lidt ligesom at skulle op til en eksamen
Dét med smilet kommer vi tilbage til, for det er lidt af en sjældenhed at opleve, når det kommer til den 33-årige målmand. Frederik Andersen – eller Freddie, som han går under blandt fans og holdkammerater – er kendt for en nærmest uigennemtrængelig coolness.
Ansigtet altid alvorligt, følelserne gemt væk bag en specialdesignet og gennemført dekoreret goaliehjelm – Frederiks er designet af svenske David Gunnarsson – og et fokus, der ikke er til at tage fejl af.
“Selvfølgelig er der altid nerver,” slår han fast. “Det er jo også det, der gør, at man kan mærke, at dét, man laver, betyder noget. Men jeg tror, at jeg har lært at bruge nerverne på den rigtige måde i stedet for at lade dem påvirke mig negativt.
“Da jeg var yngre, kunne jeg blive meget nervøs inden kampe, for som målmand står man jo med et kæmpe pres. Man kan næsten være den, der vinder en kamp, men man kan også tabe den – eller sådan kan det føles. Det er lidt ligesom at skulle op til en eksamen.”
Skal kunne reagere på alt
Selvfølgelig er det ikke målmanden, der alene hverken vinder eller taber en kamp, men for tilskuerne kan det godt se sådan ud. Og forskellen på at spille ude og at være sidste station, inden pucken går ind – eller bliver stoppet – er tydelig.
“Som målmand aner jeg ikke, hvad der vil ske. Jeg har ingen chance for at vide, hvor pucken kommer fra, hvor man som udespiller har en del mere kontrol, i hvert fald når man er den, der har pucken. Målmanden skal kunne reagere på alt.”
Andersen ved, hvad han taler om. Karrieren – eller dengang hobbyen – begyndte nemlig slet ikke i målet. Rollen som målmand var først noget, der kom hen ad vejen, men ikke på grund af manglende vilje.
Jeg spurgte min far virkelig, virkelig mange gange, om jeg ikke nok måtte få lov at stå på mål.
Frederiks far Ernst har sytten sæsoner som målmand i den bedste danske liga og utallige landsholdskampe bag sig, og han er den nuværende målmandstræner for det danske ishockeylandshold. Og han havde en klar holdning til Frederiks rolle på isen.
“Min far ville slet ikke lade mig være målmand til at begynde med. Han ville have, at jeg startede med at spille ude på isen, fordi han syntes, det ville være godt for mig at lære at stå ordentligt på skøjter og bevæge mig rundt på isen først. Og så ville han gerne have, at det skulle være sjovt så længe som muligt, og når man er de der 8-9 år, så er målmandsspillet jo ikke på samme niveau som senere. Der er det jo bare leg.”
Andersen understreger, at han havde det sjovt som udespiller, især fordi ishockey allerede på det tidspunkt fyldte alt for ham. Og til sidst fik han sin vilje.
“Jeg spurgte min far virkelig, virkelig mange gange, om jeg ikke nok måtte få lov at stå på mål. Jeg tror endda, at jeg de første par gange stod på mål uden at have målmandsudstyr på, og så kunne han vist godt se, at jeg nok ikke slap den ide.”
Og det gjorde han ikke – slap ideen, altså. Tværtimod blev han den første danske målmand i NHL, da han i 2012 skrev kontrakt med californiske Anaheim Ducks. Tre år senere ville Toronto Maple Leafs have handskerne i den danske mur, og han blev i Toronto, indtil han i 2021 skrev kontrakt med Carolina Hurricanes.
Klubben var i øvrigt den første, inden Anaheim, til at drafte ham – men den kontrakt blev aldrig til noget. Nu er det alligevel der, han er endt. Og hvor han trives.
“Jeg synes, det er et utrolig fedt område at være i,” siger Andersen og fortæller, at skiftet fra en by med en lang og intens ishockeytradition som Toronto til et marked i USA’s sydstater har været en lettelse for ham – og hans mentale sundhed. Ikke kun på grund af de lidt mere afslappede forhold, men også fordi hans sidste tid i Toronto var udfordrende.
“Der var flere ting, der spillede ind. Jeg var lidt skadet i løbet af den sidste sæson, og på grund af corona var der lukket helt ned over grænsen, så vi spillede i den her boble.
“Samtidig var Toronto og Ontario i det hele taget lukket virkelig meget ned på grund af meget strenge corona-regler, og det betød, at vi stort set ikke havde mulighed for at komme ud af vores lejlighed ud over for måske at gå en tur og så tage til træning og kampe. Det hang ret tungt over mig selv og mange andre på holdet.”
Jeg kan mærke, at Frederik Andersen stopper lidt op og passer rigtig meget på sine ord her, men fortsætter så: “Jeg skal jo ikke sidde her og diagnosticere mig selv, men for mig føltes det lidt som en depression.”
Privatliv i North Carolina
Med skiftet til Raleigh fulgte ikke bare fornyet frisk luft og muligheden for at leve et normalt liv igen og være social – det var også en kærkommen ændring fra Torontos meget intense fanbase og medier, der ikke giver spillerne meget mulighed for et privatliv.
“Min tid i Toronto var egentlig en god lærestreg, ikke mindst i forhold til medierne. Hele den dér tilværelse, hvor der ikke kun er et konstant fokus på ens præstationer på isen, men også ens privatliv … Det var ikke noget, jeg følte, at jeg havde lyst til at lukke vildt meget op for. Når man først har åbnet den dør, er den svær at lukke igen, synes jeg.”
Hvis man følger bare en lille smule med på de forskellige NHL-holds sociale medier, Twitter (nu X) eller Reddit, er det ikke svært at se, hvad Andersen mener. Stemningen er skånselsløs, hvis en spiller har haft en dårlig kamp – for slet ikke at tale om en uimponerende sæson.
Det er nærmest banket ind i én, at man er en holdspiller, og at det er holdets indsats, der gælder
Andersen og jeg taler om, at det kan sammenlignes lidt med de hold i den spanske og italienske fodboldliga, hvor spillerne også lever med et konstant og nådesløst pres fra fans og presse på alle tider af døgnet. Men sådan er det ikke i Carolina. Endnu i hvert fald.
“Det er ret vildt at kunne gå rundt her i Raleigh og ikke blive genkendt. Også selv om holdet jo har gjort det virkelig godt de seneste par sæsoner og har været med i slutspillet flere år i træk nu. Det har selvfølgelig øget interessen for sporten og holdet, men generelt er der en anden stemning her. Folk er bare glade for at få lov at komme ind og se to gode hold og en hurtig sport.
“I andre markeder, hvor der er en meget ældre tradition og historie, er der familier, hvor fan-forholdet til et bestemt hold måske går hundrede år tilbage. Sådan er det mange steder i Canada. Det betyder indimellem, at folk mener, at de er eksperter og ved alt om hockey, og det kan godt blive lidt for meget, fordi kritikken nogle gange bliver så voldsom, at den ødelægger stemningen.”
For enhver, der nogensinde har set Frederik Andersen på isen eller udtale sig i et interview, kommer det ikke som en overraskelse, at han ikke er nogen stor fan af et voldsomt fokus på sin person. Andersen er kendt for at være nærmest notorisk privat – og så er vi tilbage til dét med smilet. Dem ser man nemlig ikke mange af. Er han så cool, som han altid ser ud – eller er han i virkeligheden bare jysk?
“Det er nok lidt af begge dele. Jeg tror egentlig, jeg er ret meget nede på jorden, og jeg prøver altid at være ydmyg i mine udtalelser. Det er nok noget, jeg er vokset op med i den her sport. Det er nærmest banket ind i én, at man er en holdspiller, og at det er holdets indsats, der gælder.”
Herning var stort
At kalde en 33-årig for en veteran kan virke som noget nær en fornærmelse. Men det er ikke desto mindre virkeligheden i mange professionelle sportsgrene: Når du først runder de 30, har karrieren som regel været i gang i en del år, og måske begynder overvejelserne snart at kredse om, hvad der mon venter på den anden side af en karriere bygget over en krop, der har arbejdet til det absolut yderste i rigtig, rigtig lang tid.
Frederik Andersen er ikke dér endnu. Med over et årti bag sig i verdens bedste ishockeyliga og en karriere, der strækker sig fra Herning og over det meste af Nordamerika – fra Californien over Toronto og nu i North Carolina – tror og håber han stadig, at han har mange gode år endnu.
Og han har ikke umiddelbart planer om at flytte hjem til Danmark: “Jeg er ikke helt sikker på, hvor nemt det vil være at re-integrere mig efter så mange år ude,” som han siger.
Alligevel er det Danmark, der som noget af det første dukker op, da jeg spørger ham til stolteste øjeblikke i karrieren.
“Et af de største øjeblikke, jeg kan huske, var, da vi spillede VM i Herning i 2018. Det var helt vildt stort at være med til. Det betød så meget for rigtig mange af os, der var med – især de af os, der er vokset op i Herning og har set op til så mange af de spillere, der dengang for tyve år siden spillede os op i A-gruppen. Det har virkelig været fedt at kunne bygge videre på det og cementere, at Danmark er en A-gruppenation.”
Far som forbillede
Og det er – selvfølgelig, fristes man til at tænke – også hjemstavnen, der dukker op, da jeg spørger Andersen til hans største forbillede inden for sporten.
“Det er min far. Han var altid min målmandstræner hjemme i Herning, og vi snakker selvfølgelig stadig en masse hockey. Det er også sjovt, at jeg nu kan give lidt tilbage den anden vej og hjælpe ham lidt, når vi taler om træning.”
I det hele taget er stoltheden ikke til at misse, når snakken falder på Frederiks familie – som vel med rette kan kaldes Danmarks førende inden for hockey. Oven i far Ernst og Frederik selv har lillesøster Amalie også i den grad skabt sit eget navn inden for sporten.
Ud over at have en fast plads på det danske landshold skrev hun tidligere på året kontrakt med amerikanske Buffalo Beauts – og historie som første dansker i Premier Hockey Federation, den professionelle kvindeliga i Nordamerika.
Begge Frederiks yngre brødre spiller også, og jo flere familiemedlemmer Andersen remser op inden for sporten, jo mere imponerende synes det ishockey-spillende stamtræ.
Det kan godt være, at ishockey stadig er lidt af en nichesport i store dele af Danmark – men Frederik Andersen & co. har sørget for, at vores lille nation står som en klart lysende stjerne på ishockeyens verdenskort. Og de er kun lige kommet i gang.
Træneren: Freddie har en god indflydelse på hele gruppen
Spørger man Frederik Andersens træner hos Carolina Hurricanes, Rod Brind’Amour, hvad der gør “Freddie” til en stærk del af holdet, er der ingen tvivl.
“Målmanden er jo formentlig den vigtigste position i hockey, og når du har en fyr som Freddie, som hele holdet kan regne med, er det altafgørende. Han er jo en veteran i sporten, han har været i spillet længe, og han har bevist, at han kan klare det.
“Han har en virkelig beroligende effekt på hele gruppen. Han er den primære grund til, at vi har styr på vores målmandssituation nu, at den del ikke er noget, vi behøver at bekymre os om.”
Da jeg spørger Rod til Andersens ry som cool og tilbageholdende, kan jeg nærmest høre ham nikke gennem telefonen.
“Du er nødt til at være dig selv. Nogle målmænd er mere følelsesladede end andre, og de lægger ikke skjul på det. Med Freddie kan du ikke se på ham, om han har en god eller dårlig kamp, eller om vi fører eller er bagude. Hans udstråling er altid den samme. Og jeg tror, at for ham er det perfekt, det er hans måde at gøre det på.
“Det er også perfekt for os, for det betyder, at han er så solid i målet. Der er ingen op- og nedture. Der er ingen panik i hans måde at spille på. Hvis målmanden begynder at flippe ud, gør det bare kampen sværere for resten af holdet.
“Jeg er sikker på, at det selvfølgelig går ham på inderst inde. Hvis en puck går ind, som han synes, han skulle have taget, nager det ham da. Men det er ikke noget, han lader andre se, og det er den professionelle side af ham.”
En ting er den professionelle side – hvad med forholdet til holdkammeraterne? Brind’Amour har et lille aha-moment, da jeg fortæller om den del af Danmark, Freddie er fra, og at han helt kulturelt nok ikke er vokset op med store armbevægelser.
“Det er interessant, at du siger det, for jeg har selv tænkt over det. At være introvert er jo i orden – det er bare sådan, du er. Men det betyder jo ikke, at man ikke vil tales til og med. Og det giver jo så meget mening, når du nu fortæller mig om hvor han er vokset op.
“Jeg ved, at hans holdkammerater virkelig godt kan lide ham, og jeg har også hørt fra hans tidligere hold, at han er en enormt rar og tiltalende person, når man rigtigt lærer ham at kende. Han er bare ikke typen, der går ud og leder efter det.”
Men når alt kommer til alt, er det sporten, det handler om.
“I sidste ende kæmper han jo for det samme, som alle på holdet gør, og han er sulten efter det – og det kan jeg lide.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
