NIGERIA // ANALYSE – USA’s luftangreb mod jihadistiske grupper i Nigeria har leveret kortsigtede militære resultater, men næppe bragt Vestafrika tættere på varig stabilitet. Skal terrorgrupper som ISWAP og Lakurawa svækkes på længere sigt, kræver det en bredere strategi, der kombinerer sikkerhed, regionalt samarbejde og økonomisk udvikling.
I december 2025 gennemførte Washington en række luftangreb mod den islamistiske gruppe Lakurawa i delstaten Sokoto, som ligger i det nordvestlige Nigeria. Ifølge den amerikanske præsident, Donald Trump, var operationerne et svar på den eksistentielle trussel, som gruppen angiveligt udgør mod Nigerias kristne befolkningsgrupper.
I maj i år gennemførte Trump-administrationen ligeledes luftangreb i samarbejde med det nigerianske luftvåben i den nordøstlige delstat Borno, denne gang rettet mod ISWAP (Islamic State – West Africa Province). Angrebene dræbte angiveligt omkring 40 IS-krigere, herunder gruppens næstkommanderende, Abu-Bilal al-Minuki. Til trods for den umiddelbare taktiske succes er angrebene næppe det rigtige svar på ustabiliteten i regionen.
En region præget af stigende ustabilitet
Vestafrika har efterhånden længe været en region præget af enorm usikkerhed og ustabilitet. I de senere år har særligt Mali, Burkina Faso og Niger, ofte benævnt Alliance of Sahel States (Forkortet AES efter det franske navn), været genstand for vold, kriminalitet og terror.
Terrorgrupper opererer på tværs af grænserne mellem Nigeria, Niger, Benin og Tchad, mens det regionale sikkerhedssamarbejde mellem ECOWAS (Economic Community of West African States) og AES-juntaerne er blevet stadig mere fragmenteret.
Den stigende regionale ustabilitet påvirker også Vestafrikas mest folkerige land, Nigeria, hvor interne politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige udfordringer også har bidraget til en forværret situation.
De underliggende årsager adskiller sig dog på flere områder fra situationen i AES-landene, særligt fordi Nigerias føderale system giver de enkelte delstater større politisk indflydelse. Ikke desto mindre oplever både føderale og lokale myndigheder betydelige udfordringer med at håndhæve deres magtmonopol, hvilket har medført en stigning i angreb fra kriminelle bander og jihadistiske grupper mod civile mål samt regerings- og militærinstallationer i landets nordlige delstater.
I 2025 fandt syv af verdens ti mest dødelige terrorangreb sted i Vestafrika, mens Nigeria alene oplevede en stigning på 46 pct. i antallet af terrorrelaterede dødsfald.
Manglende ressourcer og en utilstrækkelig strategi har bidraget til en ineffektiv håndtering af jihadistiske grupper som Lakurawa i nordvest samt JAS (tidligere Boko Haram) og ISWAP i nordøst. JAS og ISWAP har tillige bekæmpet hinanden siden 2016, hvor Boko Haram blev opdelt i de to fraktioner.
Lakurawa består hovedsageligt af hyrder fra Niger og tidligere jihadister fra den al-Qaeda-affilierede gruppe JNIM (Jama’at Nusrat al-Islam wal-Muslimin). Gruppen opererer i grænseområdet mellem Nigeria, Benin og Niger, hvor de håndhæver en streng sharialovgivning.
Sideløbende sameksisterer Lakurawa med en række bander i Nordvestnigeria, men har oplevet udfordringer ved at tiltrække de fornødne ressourcer og den nødvendige kapacitet for at kunne konkurrere med netop disse bander. Af den grund har Lakurawa set sig nødsaget til at udvide sit samarbejde med andre terrorgrupper, herunder førnævnte JAS.
Samtidig har centralregeringen i Abuja længe haft vanskeligt ved at omsætte politiske ambitioner til konkrete forbedringer af sikkerhedssituationen. Den fortsatte ustabilitet kombineret med en svag økonomi, høj inflation og stigende ulighed har skabt frustrationer blandt både civile og militære aktører, hvilket angiveligt kulminerede i et planlagt kupforsøg mod præsident Bola Tinubu i efteråret 2025. Som reaktion afskedigede præsidenten forsvarschefen og de øvrige værnschefer.
Et behov for en nuanceret tilgang
Der er få hidtidige eksempler på succesfuld terrorbekæmpelse i regionen gennem udelukkende kinetiske indsatser, og USA’s seneste luftangreb er ingen undtagelse. Eksempelvis igangsatte den nigerianske centralregering i slutningen af 2024 operation Fansan Yamma rettet mod Lakurawa, men den har ikke formået at skabe den ønskede langvarige effekt.
Historikken fra regionen og Lake Tchad viser tilmed, at kinetiske indsatser i højere grad er symbolske og ofte kun kortvarigt underminerer moralen hos terrorgrupperne. På kort sigt vil drabet på al-Minuki forventeligt besværliggøre ISWAP’s operationer, men på længere sigt vil luftangrebene sandsynligvis have ringe eller ingen effekt på ISWAP’s magtposition og evne til at udføre angreb.
Historisk set har de flydende magtstrukturer blandt Vestafrikas jihadistiske grupper tilmed gjort dem mindre afhængige af enkeltpersoner og dermed mere modstandsdygtige over for udskiftning af ledende personer.
De seneste års udvikling viser med forholdsvis tydelighed, at kinetiske militære værktøjer som luftangreb og generelle unilaterale handlinger ikke har en længerevarende effekt. De kortvarige taktiske gevinster omsættes sjældent til varig stabilitet uden en bredere politisk strategi.
En længerevarende effekt kræver således en mere målrettet og balanceret tilgang, hvor de militære indsatser ikke står alene, men kombineres med blødere stabiliseringsværktøjer, herunder eksempelvis styrket samarbejde mellem lokale og nationale civile og militære myndigheder.
I de nordøstlige delstater Borno, Adamawa og Yobe samarbejder UNDP (United Nations Development Programme) allerede tæt med lokalregeringerne for at lave civile indsatser såsom genopbygning, uddannelse og fredsopbyggende tiltag, der har til formål at supplere de militære indsatser i området.
Indsatser som disse er nødvendige for at sikre et stærkere økonomisk fundament for lokalsamfundene i de berørte regioner. Det opnås blandt andet gennem bedre adgang til beskæftigelse og basale velfærdsydelser, der forventeligt vil mindske tiltrækningskraften fra jihadistiske grupperinger som Lakurawa og ISWAP. Her spiller organisationer som UNDP en central rolle.
En gordisk terrorknude
Fraværet af effektive regionale sikkerhedsstrukturer er en del af forklaringen på, hvorfor eksterne aktører fortsat spiller en rolle i Vestafrika. De regionale initiativer har ikke formået effektivt at koordinere efterretninger, grænsekontrol og militære operationer, hvilket har medført et sikkerhedspolitisk tomrum.
Historisk set har ad hoc-koalitioner såsom MNJTF (Multinational Joint Task Force ved Lake Tchad) og G5-Sahel forsøgt at dække dette hul ved at sammensætte regionale styrker. Baseret på et mandat fra Den Afrikanske Union (AU) tillod MNJTF’en Nigeria, Cameroun, Niger og Tchad at bekæmpe Boko Haram og sidenhen ISWAP mere effektivt.
Sidenhen har General Tchianis magtovertagelse i Niger tilbage i 2023 og officielle udmeldelse i 2025 resulteret i et ineffektivt samarbejde. Om end MNJTF’en ikke har været en udbredt succes, har den trods alt formået at skabe en operationel komponent og et bemandet hovedkvarter i Tchad, som ville kunne kopieres andetsteds.
Problemet med initiativer som disse er dog, at de synes at være hæmmet af en manglende kapacitet til at projicere en militær styrke og sikre de nødvendige økonomiske ressourcer fra regionale medlemmer og internationale donorer.
På trods af ineffektive regionale initiativer er et stærkere regionalt samarbejde ikke desto mindre fundamentalt for at kunne modvirke de jihadistiske gruppers umiddelbare fremmarch og samtidig bane vejen for sociale og økonomiske indsatser, der vil kunne svække jihadisters tiltrækningskraft på den lange bane. En sådan udvikling vil kræve en genetablering af relationen mellem ECOWAS og AES-juntaerne.
Af den grund skal en fremtidig bæredygtig stabilitet formentlig også findes i samråd mellem ECOWAS og AES. Hvis ikke dette lykkes, ser Nigeria og regionen ind i en gordisk terrorknude, som uomtvisteligt vil resultere i en fremtid med flere terrorangreb, højere intern irregulær migration og stigende politisk ustabilitet.
Slutteligt vidner Washingtons luftangreb om, at kinetiske metoder kan anvendes til at demonstrere handlekraft i en region, hvor USA de seneste år har mistet indflydelse samt reduceret sin militære tilstedeværelse med 75 %. Luftangreb er ikke et nyt redskab i amerikansk terrorbekæmpelse, men operationerne i Nigeria markerer alligevel et mere omfattende amerikansk engagement i Vestafrika end det, regionen har været vidne til i de senere år. Her udgør luftangrebene et relativt billigt redskab, der sender et signal om fortsat amerikansk engagement – dog uden at løse de underliggende problematikker.
Angrebene illustrerer samtidig en tilgang fra Trump-administrationen, hvor langsigtede investeringer i civil-militære relationer i stigende grad er blevet erstattet af militære operationer, efterretningsstøtte og levering af militært materiel. Mens målet fortsat er at begrænse terrorgruppernes fremmarch, er metoden er således blevet mere sikkerhedspolitisk snævert.
Såfremt Washington ønsker mere end blot kortvarige sejre, kræver det en supplerende strategi, der adresserer de politiske, økonomiske og regionale sikkerhedspolitiske forhold, som gør det muligt for grupper som ISWAP og Lakurawa at overleve. Ellers vil luftangrebene fortsat ramme målet, men ikke udfordringen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og