Franciskanermunke i Napolis og Siciliens udkant bor i togvogne og har helliget deres liv til Syditaliens fattige

Cecilie Marie Meyer 09.02.2020

SYDITALIEN // ESSAY – Napolis Frati Minori Rinnovati-munke bor i et rustent kloster sammenflikket af et par 3-klasses togvogne i slumkvarteret Scampia. Cecilie Marie Meyer skriver om mænd, der tager Francesco d’Assis ord meget bogstavelige, selv i det 21. århundrede.

De laver deres egne måltider af rester, som grønthandlerne ikke har kunnet sælge, og bruger deres liv på at bede, lave gratis mad til byens udsatte og hjælpe dem, der er i nød, skønt de ingenting har selv.

På den måde efterlever de Den Hellige Frans af Assisis doktriner om næstekærlighed, barmhjertighed og askese i en virkelighed, der langtfra ligner et Paradis: Flere og flere mennesker i Syditalien presses ud i periferien af arbejdsløshed, dårlige, sociale tilbud og et sundhedssystem i knæ.

Jeg er netop selv stødt på munkeordenen ‘Frati Minori Rinnovati’ ved et tilfælde, og er blevet nysgerrig på denne gren af den romersk-katolske kirke, hvor mænd tager Francesco d’Assis ord meget bogstavelige. Også kvinder – søstrene ‘Sorelle Minori Rinnovati’ – udbreder det samme budskab i deres klostre udenfor Messina og Palermo.

Enhver, der har brug for omsorg, et måltid, en velsignelse eller et tag over hovedet, kan bo her hos munkene, når brødrene ikke beder eller er ude i Napoli for at lave frivilligt arbejde

Ordenen blev indstiftet i 1972 i bispesædet i Monreale, en by i Palermos bagland, der i århundreder har været berømt for sin gigantiske og forgyldte normannerkirke. Det skete i forbindelse med et såkaldt barmhjertighedsdekret fra Vatikanet, hvor det blev gjort muligt at hylde Den Hellige Frans’ måde at virke og leve på i sin helt oprindelige form.

Denne ‘back to basic’-tilgang efterleves i dag af cirka 60 Minori Rinnovati-munke, hvoraf otte lige nu bor i et rustent kloster sammenflikket af et par 3-klasses togvogne i Napolis slumkvarter, Scampia. Her har man praktiseret munkelivet siden starten af 70’erne, hvor man besluttede sig til at slå sig ned i millionbyen.

Mens munkene ventede på at få tilsendt et par containere, som de kunne bo i, dukkede nogle lokale op og tilbød dem de udrangerede togvogne i stedet. De er blevet forvandlet til munkenes hjem, og hver lille kupé indrettet til isolationsceller med en seng og et skrivebord, hvor munkene kan bo ‘in clausura’.

Besøg i togklostret er begrænset, men enhver, der har brug for omsorg, et måltid, en velsignelse eller et tag over hovedet, kan bo her hos munkene, når brødrene ikke beder eller er ude i Napoli for at lave frivilligt arbejde.

Munkene tilbyder for eksempel deres hjælp på ungdomsfængslet på den aflåste ø Nisida nord for Napolis centrum, hvor der i årtier har boet kriminelle, eller på hospitalerne rundt omkring i Napoli, hvor de hjælper med at pleje de syge og aflaste sygeplejerskerne.

Munkene nægter at modtage hjælp, men tager til takke med togvognene, der ligger i et buskads med en mur omkring, og en lille have med de mest nødtørftige planter og frugttræer. Maden laver de over åben ild, og retterne er selvfølgelig vegetariske, for Den Hellige Frans elskede dyr.

https://www.instagram.com/p/BPaRtQJDDfQ/

Udover brødrene i Scampia, der bor lige midt i en af Napolis mest camorra-inficerede bydele, opholder resten af ordenen sig i lignende, perifære slumklostre udenfor byerne Corleone og Palermo, samt i Colombia og Tanzania, hvor de ligeledes hjælper de fattigste med fysisk og psykisk bistand.

På denne høje klippe i Corleone ligger ruinerne af Castello Sottano-slottet, hvor den lokale gren af Minori Rinnovati-munkene bor. Wikimapia.org

Du kan læse mere om ordenen her.

Hovedillustration: Instagram.

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet. Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige? Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede. Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: http://ceciliemariemeyer.dk