MIGRANTERNE // ARTIKELSERIE – I Amalie Klitgaard og Mia Dernoffs artikelserie Migranterne der har skabt jødernes hjemland møder vi fem vidt forskellige israelske jøder, der er migreret af vidt forskellige årsager på vidt forskellige tidspunkter – hver og en med deres egen migrationshistorie.
Hagar Rudnik bor i kibbutz på sit 67. år. Siden hun kom til landet som helt ung, har hun ikke et øjeblik tænkt på at vende tilbage, for her føler hun sig hjemme.
Fra tårnhøje palmer hænger lysguirlander over bænke, mens frodige blomsterbuske maler et parklandskab i kibbutzen Gal’ed i det nordlige Israel. Hagar Rudnik på 87 år spadserer vaks rundt på de små veje i kibbutzen, her møder hun sine familiemedlemmer.
Ved børnehaven hilser hun barnebarnet, på vej til vaskerummet kører nevøen forbi, og da hun kommer hjem, slår sønnen et smut forbi. Hun har alle sine kære omkring sig, for her har hun boet, siden hun kom til Israel.
Hargar Rudnik migrerer i en alder af 18 år, hendes drøm om at blive israeler er stærk. Hun har skiftet sit tyske navn Renate ud med det israelske Hagar. Hun er en af de mange jøder, der tog til Israel, efter anden verdenskrig sluttede, og fulgte drømmen om at få et nyt hjemland.
Hun er en af de migranter, der har lagt tilhørsforholdet til sit fødeland bag sig og har en identitet, som er bundet op på det land, som hun kom til.
Livet på Stenhøjen
Bevogtet af de åbne, næsten uberørte bakkede landskaber, som er skabt af stenede marker, ligger Kibbutz Gal’ed i det nordlige Israel. Stenhøj betyder det. En kibbutz, som bliver bygget i 1945 af en gruppe tyske medlemmer fra den zionistiske ungdomsgruppe Habonim.
Hagar Rudnik lander i Kibbutz Gal’ed på en varm, varm sommerdag. Kvinderne indkvarterer sig i træhuse og mændene i telte. For nogen er det svært at tilpasse sig livet i kibbutzen, de tager hjem efter noget tid, men for Hagar Rudnik er det en drøm, der går i opfyldelse.
– Jeg aldrig været i tvivl om, jeg ville være israelsk, siger hun.
Kibbutzbevægelsen blev grundlagt i 1910 og var et frivilligt kollektivt samfund, der blev etableret af den zionistiske arbejderbevægelse. De første kibbutzer var landbrugskolonier, og sidenhen er landbruget blevet kombineret med industri. I kibbutzen var arbejdskraften ulønnet og bygningerne fælles ejendom. Der var forskellige typer jobs i kibbutzen, som medlemmer kunne tage inden for agrikultur, eller man kunne tage arbejde i for eksempel fælleskøkkenet, i børnehaven eller i børnenes hus, som var der, børnene sov om natten. Måltiderne blev spist sammen i kibbutzens spisesal.
I dag er der over 270 kibbutzer i Israel. Over tid har de forandret sig, og i dag er mange privatiseret, men principperne er de samme. Kibbutz Gal’ed drives stadig som en almindelig kibbutz, med fælles økonomi, fælles biler, fælles vaskerum og en fælles spisesal. Alt er fælles, for sådan er det i kibbutz.
Før Hagar Rudnik nåede til kibbutz Gal’ed skulle hun igennem en længere rejse end de fleste, og den har ikke været nem.
Et tysk hjem
Hagar Rudnik vokser op i udkanten af Berlin i bydelen Tempelhof med sin fem år yngre lillesøster Micky og sine forældre. Faren arbejder som journalist, og moren har intet arbejde. Da Hagar Rudnik er seks et halvt år, går hun stadig ikke i skole. Hun går i børnehave, for hendes forældre vil ikke sende hende i skole endnu, da hendes mor og far drømmer om at rejse til Palæstina.
– Min far var siden sinsBar Mitzvah meget zionistisk. Hans store kærlighed i livet var koncentreret om zionisme og at komme til Palæstina, fortæller Hagar Rudnik.
Forældrene besøger Palæstina to gange. De er opsat på at skulle af sted; de har fundet en lejlighed i landet, de skal bo i, og ved havnen i Rotterdam står deres ting pakket og klar til at tage af sted til et nyt liv.
Men anden verdenskrig sniger sig ind på den lille familie, så de tager ophold i Holland, da Hagar Rudniks farfar er hollænder. Hendes far arbejder videre i Tyskland og rejser senere. Dagen efter hans ankomst til Holland bryder anden verdenskrig ud. Den 1. september 1939 har Tyskland invaderet Polen. Krigen kommer tættere og tættere på og året efter til Holland. Flere gange får familien tilbudt et gemmested, men faren afslår, selv da et vennepar vil skjule Hagar Rudnik og hendes søster.
Uanmeldt besøg
Forældrene forbereder 10-årige Hagar Rudnik på, hvad der skal ske, hvis de kommer i koncentrationslejren. Hun får at vide, at der ikke er så slemt, for der er noget at spise, masser af børn derhenne – måske børn fra hendes skole – som hun vil møde.
Søndag den 20. juni 1943 banker tyskerne også på døren hos Hagar Rudniks familie. For tyskerne med deres geværer er på vej ud i byen. Området skal ryddes for jøder. Der er razzia i Amsterdam.
– De kom om morgenen med megafoner og kaldte, at alle skulle blive hjemme. De kom til husene klokken fem eller seks om morgenen. Vi var klar. Jeg vidste, at min mor havde pakket rygsække til os. Vi vidste, at en af de dage ville det ske, at vi skulle til lejren, siger Hagar Rudnik.
De bliver ført ned til et stadion, og om aftenen bliver familien sat på et tog til koncentrationslejren, Westerbork.
– Vi kunne ikke sidde ned. De pakkede togene, alt var så fuldt. Vi kom meget sent om aftenen, husker jeg. Det var frygteligt varmt, så skulle de registrere os, det tog lang tid. Så var vi i barakkerne, fortæller Hagar Rudnik.
Næste dag besøger hun sin bedstemor, som også bor i lejren. Det bliver hun ved med, indtil den dag, bedstemoren bliver sendt til Auschwitz.
Tilbage til Tyskland
Efter otte måneder i Westerbork kommer familien til Tyskland i en anden koncentrationslejr, Bergen-Belsen.
Familien har stadig Palæstina for øje, for de har papirer, der giver dem mulighed for at blive udvekslet med tyske soldater i Palæstina. Men familien må vente på svar.
- Vi ventede der, de talte om udveksling, min far var sikker på, vi ville være blandt de mennesker. Alle var sikre på, vi ville være på listen. Men vi var ikke på listen, siger Hagar Rudnik.
Hagar Rudniks mor bryder sammen i gråd. Nu er alt tabt. Fra den dag husker Hagar at vilkårene i lejren bliver værre og værre. Alt forandrer sig, der begynder at komme flere og flere mennesker fra andre lejre til Bergen-Belsen. Der er ikke flere bygninger, så folk må sove som sardiner i samme seng. Men ikke kun pladsmanglen er en udfordring i lejren. Sygdommen tyfus spredes, og efter noget tid svinder både mad og medicin ind. Folk begynder at sulte, at dø.
- Vi så døde folk hver dag. Hele tiden, fortæller Hagar Rudnik.
Blandt døde kroppe og sultne maver, må Hagar Rudnik og hendes lillesøster passe sig selv i dagtimerne, for forældrene arbejder uden for lejren med at opsprætte sko. Hargar Rudnik passer en dreng, men ellers går dagene med at stå i kø i flere timer og blive talt af tyskerne. Dem der forsøger at gå væk fra køen, bliver skudt.
– Vi gjorde intet, så på, hvad folk gjorde, og så gik man tidligt i seng, for man havde ikke noget at spise, så man prøvede på at falde i søvn, siger Hagar Rudnik.
Dødstoget
Familien bliver i lejren indtil den 9. april 1945, hvor de bliver sendt med et tog væk fra Bergen-Belsen mod byen Tröbitz sammen med omtrent 2.500 andre jøder. Fra himlen falder brag i form af bomber, toget bliver ramt flere gange under den lange tur. Undervejs dør folk af sygdomme og bliver begravet i skoven. Toget kører frem og tilbage i flere uger, mens de sidste dage af anden verdenskrig udspiller sig. Efter en lang rejse bliver toget befriet den 23. april 1945 af russiske soldater.
Familien kommer samlet ud af krigen og bor i Tröbitz, men kort efter befrielsen bliver Hagar Rudnik smittet med sygdommen tyfus.
– Efter en uge blev jeg syg. De vidste ikke, om jeg ville overleve, fortæller Hagar Rudnik.
Hendes far får også sygdommen og mister til sidst bevidstheden. Lægen tilser ham, men det er for sent. Vejen tilbage er mod himlen. Han dør af meningitis.
Det er et stort tab for Hagar Rudnik, den dag i dag. Men drømmen om Palæstina lever videre i hende.
Palæstina bliver til Israel og drømme varer ved
Da Hagar Rudnik og Micky kommer hjem med deres mor til Holland, forsvinder et normalt hjem for øjnene af dem, og de kommer til at bo på et jødisk børnehjem i Schweitz. Deres mor kan ikke tage sig af dem, for hun har hverken et arbejde eller et sted at bo.
– Det var et godt børnehjem. De gjorde alting. Det var selvfølgelig ikke en familie. Vi blev aldrig en familie igen.
Børnehjemmets vægge danner ramme for Hagar Rudniks hjem i fem år og for hendes søster i syv år. Mens Hargar Rudnik bor på børnehjemmet, bliver hun en del af ungdomsgruppen The Federation of the Jewish Youth, hvor de mødes en gang om ugen til forskellige aktiviteter.
Da Hagar Rudnik er 18 år, vil hun afsted til Palæstina, som i mellemtiden er blevet til Israel. I hendes øjne er kibbutzen hendes nye destination. Hendes mor er ikke vild med idéen i første omgang, men Hagar Rudnik overtaler hende til, at hun kan tage af sted.
Hun kommer på et flere måneder langt kursus, der forbereder hende på at bo og klare sig i Israel. Sammen med en gruppe unge bor hun i et hus, mens hun arbejder deltid med udsatte børn. Mindst tre gange om ugen lærer hun hebraisk, i andre timer lærer hun om Israel og landets geografi. Vinteren og foråret løber forbi, og i juni måned tager hun afsted.
Mange overlevende fra holocaust følte i tiden efter, at Europa var uvenlig overfor jøder. Konklusionen var efter holocaust, at jøderne måtte få deres eget land. Det var en slags katastrofe-zionisme. På grund af det, der var sket, blev de zionister, og det fik mange mennesker til at komme til Israel.
– Eliezer Ben-Rafael, emeritus professor ved Faculty of Social Scienses på Tel-Aviv University
Kibbutznik
Hagar Rudnik ankommer til Kibbutz Gal’ed. Det er en forholdsvis ny Kibbutz, som få år forinden var blevet grundlagt, og det bliver hendes nye hjem. Men det er svært at integrere sig i begyndelsen, da aldersforskellen på medlemmerne er stor. I Kibbutzen er der køer, som skal passes, sten der skal graves op af jorden, og maver der skal bespises.
Dagligdagen går for Hagar Rudnik, hun svinger potter og pander, ruller vogne ind i spisesalen og serverer den daglige mad for kibbutzens beboere, for hun har fået et job i kibbutzens køkken. På tallerkenerne serveres ofte bønner og pasta, og et æg i ny og næ.
– Maden var meget anderledes, der var ikke så meget variation. Vi sultede ikke, men maden var i dårlig stand, da der ikke rigtig var nogle penge, siger Hagar Rudnik.
Men køkkentjansen skiftes hurtigt ud, og efter tre måneder passer hun børn i kibbutzens børnehus, for en af hendes drømme er at arbejde med børn.
– Man vidste, man skulle tage det arbejde, man fik tildelt, når man var ny, og det var ikke nemt.
Men efter noget tid, får Hagar Rudnik igen et nyt arbejde; denne gang på Kibbutzens plastfabrik, hvor hun arbejder som sekretær og med at pakke varer i 40 år.
Mens Hagar Rudnik er i Israel, holder hun stadig kontakten til sin søster Micky, men det er en udfordring at være væk fra sin lillesøster. Hun bekymrer sig om hende, om hun nu har det godt, om hun studerer. Det er svært. Men efter noget tid flytter Micky også til Israel. Hun besøger jævnligt Hagar Rudnik, men efter en årrække får Micky et liv med mand og børn og tager turen tilbage til Holland for at bosætte sig der.
Følelsen af hjem
Efter noget tid bliver Hagar Rudnik kæreste med Chaim. Hun flytter ind med ham i kibbutzen.
– Jeg blev her, for det var hans kibbutz. Vi blev gift, og fire år efter blev vi skilt; gudskelov fik vi ingen børn, siger Hagar Rudnik.
I kibbutzen møder hun Mathus, som bliver manden i hendes liv. Han er 12 år ældre, er fra Tjekkoslovakiet og har allerede to børn. Han arbejder også i kibbutzen. De gifter sig, men der går ikke længe, før der opstår snak i krogene på grund af Hagar Rudniks nye mand.
– Der var en kort periode med problemer, da jeg skiftede mand. Nogle mennesker sagde, de var vrede over, at jeg kom ind i en familie med to børn.
Hagar Rudnik og Mathus vil flytte fra kibbutzen, hvis problemerne varer ved og hvis det bliver værre. Men heldigvis bliver det ikke sådan, faktisk vil børnenes mor gerne have, at de bliver boende. Og da andre folk fra kibbutzen hører, de måske overvejer at flytte, ændrer tonen sig til, at de helst ikke må flytte.
– Så vi blev, intet skete og alle var glade.
Hagar Rudnik og Mathus får deres første barn sammen, en søn. Og endnu en søn og en pige følger efter de kommende år. Hagar Rudnik føler sig velkommen i sine nye omgivelser og føler, at hun hører til i kibbutzen. Hun er vild med kibbutzen og området omkring den. De bor i et lille hus. Så småt, at der ikke er noget toilet.
Børnene vokser op med kibbutzens regler. Det betyder, at børn skal sove i børnehuset. Det har Hagar Rudnik intet imod. Børnene ser deres forældre fra klokken fire om eftermiddagen til klokken syv om aftenen, og så er det tilbage i børnehuset, hvor de skal sove, for sådan er kibbutzen bygget op.
Spørger man Hagar Rudnik, om hun nogensinde ville bo i en storby, er svaret nej.
For i Gal’ed hører hun hjemme, og det har hun gjort de sidste 67 år. Hun er Israler, zionist og kibbutznik.
En del jøder opvokser med følelsen af, at deres hjemland er Israel, og at de har en lyst til at migrere dertil og tilslutte sig et andet jødisk folk. Jeg tror på, man kan føle en forbindelse til Israel som hjemland, og at det er stedet, man hører til. En masse mennesker lærer hebraisk i verden, fordi de enten vil bosætte sig i Israel eller fordi det er en del af den måde, man er israler på
– Sophie Walsh, professor i Psykologi ved Bar-Ilan University i Israel
Søstertid
40 år på plastfabrikken er slut og det sidste plastik er pakket sammen. Hagar Rudnik er stoppet efter hun blev 85 år, men hun keder sig ikke. For hun har fart på i hverdagen. Udover at være bedstemor til ni børnebørn, skal de sociale relationer passes samt helbredet i form af en ugentlig gymnastik dag. Hendes søster Micky er vendt hjem til Israel efter mange år i Holland, men selvom de to søskende har lidt afsavn, så er forholdet mellem dem stadig intakt. I weekenderne er det helt obligatorisk, at de mødes over maden kibbutzens spisesal.
– Nogle gange ser vi ikke hinanden i to dage, men så ringer vi til hinanden og siger, hvad er det med dig, er du stadig i kibbutz?, siger Hagar Rudnik.
Artikelserie: Migranterne der har skabt jødernes hjemland
Når du tænker på Israel, hvad tænker du så? På konflikten med Palæstina? Jødernes ret til at bo i Israel eller palæstinensernes ret til det samme? Antisemitisme eller antiislamisme? Eller på området som religiøst knudepunkt?
Uanset hvad er konflikten bundet sammen med området som en gordisk knude. Selvom Israel på jordoverfladen er mindre end Jylland, fylder landet mediespalterne med tryksværte og sociale medier med emojis. Det gælder både splid med naboerne; Libanon, Syrien, Jordan eller Egypten – og en eskalering med dem, der kræver samme lille stykke land – palæstinenserne i Gaza, på Vestbredden eller i det, der nu hedder Israel.
Men har du nogensinde tænkt på, hvem disse jøder egentlig er? Svaret er lige så broget som landet og har ført til lige så meget indre splid mellem de israelske jøder, som mellem dem og omverden.
De flere millioner jøder, som har lavet Aliyah, hvilket betyder at migrere til Israel, kommer fra alle verdens hjørner. Ligesom migranter i Danmark har de lige så mange integrations-udfordringer og kulturkampe. Nogle af dem oplever racisme. Andre ulighed. Og det selvom staten Israel i modsætning til Danmark modtager de migrerende jøder, deres trosfæller, med kyshånd.
I denne artikelserie kan du møde fem vidt forskellige israelske jøder, der er migreret af vidt forskellige årsager på vidt forskellige tidspunkter – hver og en med deres egen migrationshistorie.
Hovedfoto: Mia Dernoff.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
