Fra helt til samfundsfjende: Jagten på skakgeniet Bobby Fischer

i Sport/Essays af

LONGREAD // SKAK – Han var verdensmester i skak og et nationalt ikon i USA under Den kolde Krig. Så bifaldt han terrorangrebet på USA den 11. september 2001 og benægtede Holocaust. Han er den amerikanske drøm, som blev et mareridt. Bobby Fischer var tæt på udlevering til USA og 10 års fængsel, men endte sit liv på Island, hvor han blev verdensmester i skak i 1972.

Det var min tysklærer i Holstebro, der vakte min interesse for Bobby Fischer. Samuel Holm, i daglig tale blot Sam, havde flere gange været bymester i skak. Han fortalte mig om den amerikanske excentriker, der blev skakverdensmester ved ene mand at udkonkurrere samtlige konkurrenter fra det kommunistiske Sovjetunionen.

Historien og myten om eneren, manden der præsterede det exceptionelle, fangede mig. Jeg meldte mig i skakklub, spillede turneringer og læste om Bobby Fischer. Året var 1976, jeg var 12 år gammel. Min interesse skulle fortsætte livet igennem

11. september 2001/Manila, Filippinerne

Mere end en milliard mennesker ser på CNN, hvordan flyene brager ind i højhusene og eksploderer i store ildkugler. Mens USA er i chok over terrorangrebene, hører filippinske radiolyttere en amerikansk stemme:

Det er vidunderlige nyheder. Ja, jeg bifalder denne handling. Fuck USA. Jeg ønsker det udslettet. Død over USA… Ingen har gjort mere end jeg for USA’s image. Da jeg vandt verdensmesterskabet i 1972, havde USA et image som fodboldnation, et baseball-land. Ingen opfattede det som et intellektuelt land. Det fik jeg ændret, helt på egen hånd, ikke? Jeg kunne bruges dengang, fordi det var under Den kolde Krig, ikke? Men nu kan jeg ikke bruges til noget længere. For ser du, Den kolde Krig er forbi og nu vil de udslette mig, stjæle alt jeg har og sætte mig i fængsel“.

Ordene strømmer ud i æteren, mens World Trade Center forvandles til en rygende ruinhob. Stemmen tilhører Bobby Fischer, ubesejret ex-verdensmester i skak og amerikansk nationalhelt i 1960’erne og 70’erne. Efter 9-11 erklæret samfundsfjende i USA, men allerede siden 1992 på flugt fra de amerikanske myndigheders trussel om 10 års fængsel. Nedturen har varet siden 1972 og sluttede på Island, hvor han fik tildelt et islandsk statsborgerskab.

Drengen fra Brooklyn

Bobby Fischer fødes ind i en splittet familie i 1943. Hans far, den tyske indvandrer og biofysiker Gerhardt Fischer, forlader hjemmet, da Bobby er to år gammel. Moderen, Regina Wender, er kendt for sit forfølgelsesvanvid. Meget tyder imidlertid på, at Bobbys mor havde grund til at føle sig forfulgt: En 750 sider lang FBI-sagsmappe viser, at Regina blev overvåget af FBI fra 1942 til engang i 1970’erne. FBI mistænkte hende for at spionere til fordel for Sovjetunionen. Årsag: 20 år gammel forlod Regina USA for at uddanne sig i Sovjet. Her giftede hun sig med Bobbys socialistiske far i 1938. Regina er desuden aktiv i den amerikanske fredsbevægelse.

Da Bobby er 16 år, forlader han skolen. Alle vil se den amerikanske vidunderdreng, som gang på gang kæmper mod sovjetiske spillere om turneringssejrene

Bobby er seks år gammel, da han lærer at spille skak. Fra den dag er hans liv forandret. Året er 1949, Sovjetunionen udvikler atombomben, og den kolde krig nærmer sig sit nulpunkt. Sammen med sin mor og sin søster bor Bobby i et trøstesløst, fattigt kvarter i Brooklyn. Alt det er Bobby ligeglad med. Han spiller 5-6 timer dagligt i Manhattan Chess Club og tænker kun på skak, både i skolen og derhjemme. Det giver hurtigt resultater. Som 14-årig vinder han det amerikanske mesterskab, og som 15-årig udnævnes han til den yngste stormester nogensinde.

Da Bobby er 16 år, forlader han skolen. Alle vil se den amerikanske vidunderdreng, som gang på gang kæmper mod sovjetiske spillere om turneringssejrene. Hidtil har moderen støttet hans karriere lidenskabeligt. Men nu bliver hun bange for den magt, skakspillet har over Bobby. Hendes forsøg på at stoppe ham er imidlertid resultatløse, og viser sig senere at give bagslag. Bobby nyder sin succes og bruger dagligt 14 timer på skak. Ud over talentet og sin monomani har han en enorm viljestyrke, som giver ham sejre på stribe. Helt exceptionelt inviteres han til Sovjetunionen, hvor han dyster mod udvalgte spillere. Hvad Bobby ikke ved er, at moderen og han selv overvåges af FBI, der frygter, at russerne vil ‘rekruttere’ Bobby. Samme år kvalificerer han sig til VM, men bliver slået ud inden finalen.

Paranoia og antisemitisme

Udover sit skaktalent har Bobby personlighedstræk, som længe har foruroliget mennesker tæt på ham, og som modstandere og sportsjournalister nu får øje på. Han er egocentreret, ensporet og praler uhæmmet af sin sportslige og økonomiske succes. Det falder mange for brystet. Flere af Bobbys modstandere har en civil karriere sideløbende med sporten. Bobby kan kun spille skak og ved ikke noget om ret meget andet.

Da han er 19 år gammel, bryder Bobby med moderen og bor nu alene i sin barndomslejlighed, omgivet af skaklitteratur. Han slutter sig til en højreorienteret kristen sekt: The Worldwide Children of God.  Det er en antisemitisk og antikommunistisk sekt. Det hænger ikke rigtig sammen for Bobby, synes hans venner. For Bobby og hans mor er jødiske. De fleste vælger at betragte det som endnu et mærkeligt træk ved ham. År senere, da hans nedtur tager til, begynder han at omtale jøder som “tyvagtige, løgnagtige svinehunde. De opfandt Holocaust”. Nogle af hans venner opfatter det som en dårligt valgt metafor for hans opgør med sin jødiske mor. I det hele taget skal det vise sig, at der er rigtig mange, der er villige til at overhøre Bobby Fischers udtalelser om Holocaust. De respekterer Bobby for hans skakgeni og tager ham ikke alvorligt, når han udtaler sig om politiske spørgsmål.

Mange år senere skal det vise sig, at han har ret i sine antagelser. Sovjetspillerne aftaler rent faktisk at spille hurtige remis’er indbyrdes for ikke at trætte hinanden i de udmattende turneringer

Med turneringsarrangørerne har Bobby konstant konflikter. For det første klager Bobby altid over lyset på spillestederne. Det er for svagt og kaster ubehagelige skygger på skakbrættet. Desuden er han aldrig tilfreds med startgebyrer og præmiestørrelser. For en fattig amerikansk dreng, vokset op i efterkrigstidens Brooklyn, er penge det samme som prestige. Og Bobby er manisk optaget af respekt og prestige. Han kræver større præmiesummer og får det. “Hvorfor skal skakken respekteres mindre end tennis?” spørger Bobby og kræver beløb, der kan sammenlignes med andre højt betalte sportsgrene. I løbet af de næste år forandrer hans indsats skakken fuldstændigt. Den bliver en højt betalt mediebegivenhed.

Der er også et andet problem, som optager Bobby meget. I de store turneringer dominerer sovjetspillerne. Fischer anklager dem for aftalt spil, udelukkende for at forhindre ham i at sejre. Mange taler om Bobbys paranoia, nogle mener sågar han er sindssyg. Mange år senere skal det vise sig, at han har ret i sine antagelser. Sovjetspillerne aftaler rent faktisk at spille hurtige remis’er indbyrdes for ikke at trætte hinanden i de udmattende turneringer. Ingen tror imidlertid på Bobby, og i protest trækker han sig ud af international skak i 1962: Det er hans første karrierestop.

Karrierestop og verdenshistoriens vildeste skakcomeback

Efter tre års pause vender Bobby tilbage i 1965. Han vinder internationale turneringer i overlegen stil. Alle taler om hans geni, og selv anser han sig for den stærkeste spiller i verden. Han opgiver at have fast bopæl, bor på hoteller og hos skakbekendte når han turnerer verden rundt. Venner har han få af.

Mange mener, han er på vej mod verdensmesterskabet, da han stiller op i kvalifikationsturneringen i Souesse i 1967. Han er 24 år og på toppen af sin skakkunnen. Det bliver en kæmpeskuffelse for skakfans verden over. Bobby lægger sig i spidsen for turneringen, men ryger i konflikt med arrangørerne. I vrede udvandrer han. Dermed mister han chancen for at kvalificere sig til VM. Det vindes af russeren Boris Spassky i 1969. Deres veje skal senere krydses to gange under dramatiske omstændigheder.

For anden gang stopper Bobby karrieren. Han flytter til Californien i 1968, midt under ungdomsoprøret. Han overnatter på vandrehjem, men hurtigt slipper hans penge op, og han bor nu på venners nåde. Under indflydelse af Children of God begynder han at studere anti-semitisk litteratur, læser Hitlers Min Kamp og falsummet Zions vises protokoller.

Imens venter skakfans i spænding: Vil Bobby Fischer spille igen? Vil han nogensinde komme til at spille om verdensmesterskabet? Kun Bobbys venner ved, at han bruger alle døgnets vågne timer på skakstudier.

I 1970 vender Bobby tilbage til turneringsskak og knuser sine modstandere, inklusive den samlede verdenselite. Alle vil se Bobby i VM-turneringen. Men der et problem. Han har ikke deltaget i de indledende kvalifikationsrunder. Politik og penge gør udslaget. Det amerikanske skakforbund betaler amerikaneren Paul Benkö for at overlade sin plads til Bobby.

I 1971 skal otte spillere spille knockout-matcher om retten til at møde verdensmesteren Boris Spassky.

Bobby knuser sine to første modstandere med sejre på 6-0. I den sidste match møder han ex-verdensmesteren Petrosjan. På et tidspunkt går lyset i spillesalen ud, og dommeren tilbyder Bobby at afbryde kampen, mens strømafbrydelsen står på. Men Bobby ønsker ingen afbrydelse. Han tænker i mørket, til lyset kommer igen og foretager så sit træk. Bobby vinder matchen klart: 6 1/2 – 2 ½. Undervejs mod toppen har han vundet 19 kampe i træk på det højeste niveau. Verden er målløs. Bedriften svarer til at ét land vinder samtlige kampe ved fodbold-VM – tre gange i træk!

Samtidig er hans partier fyldt med kreative og nyskabende idéer, og Bobbys geni er åbenlyst for alle.

I finalen skal han møde Boris Spassky, en mønsterelev af den sovjetiske skakskole og af alle regnet for en komplet spiller med en formidabel angrebsteknik. Der skal spilles bedst af 24 partier. Der er lagt op til en gigantisk intellektuel dyst med politiske overtoner. Siden 1948 har verdensmesterskabet været på sovjetiske hænder.

Kampen om VM

Optakten til finalen i 1972 er ligeså kaotisk, som interessen er enorm. Efter lange forhandlinger beslutter skakforbundet FIDE, at matchen skal afholdes i Reykjavik, der har tilbudt en præmiesum på 125.000 dollars, på den tid et uhørt højt beløb. Filmrettighederne sælges til Chester Fox, et amerikansk tv-selskab.

En uge før kampen meddeler Bobby, at han ikke kan acceptere præmiesummen: Den er for lille. Åbningsreception og lodtrækning til matchen skal finde sted lørdag den 7. august. Men den morgen er Bobby ikke med flyet fra New York. Arrangørernes nerver står på højkant. Samme dag fordobler en engelsk rigmand præmiesummen. Bobby er tilfreds og lander i Reykjavik tirsdag morgen.

Der er lagt op til en gigantisk intellektuel dyst med politiske overtoner. Siden 1948 har verdensmesterskabet været på sovjetiske hænder

Matchen går i gang dagen efter, varer 20 dage og får et barokt forløb. Første parti taber Bobby efter at have klaget over støj fra kameraerne. Han laver et vanvittigt træk, en fejl aldrig før set i hans karriere. Da andet parti skal begynde, dukker Bobby ikke op, han nægter at forlade sit hotelværelse og dømmes derfor som taber af partiet. Han er nu bagud 2-0 i en match, hvor der spilles bedst af 24 partier.

Arrangørerne, tv-selskabet og personkredsen omkring Bobby er i oprør. Hans få venner prøver at overtale ham til at fortsætte. Forgæves. USA’s udenrigsminister Henry Kissinger ringer Bobby op: Det er prestigetab for USA, hvis han forlader matchen. Bobby indvilliger i at spille videre og udspiller Spassky i tredje parti. Nu er han i gang. Efter 8 partier har Bobby vendt matchen og fører 5-3. Så er den gal igen. Bobby forlanger, at kameraerne fjernes. Det sker under protester og trussel om sagsanlæg fra tv-selskabet.

Efter 17. parti fører Bobby med tre point. Den sovjetiske delegation er rystet. Den udtaler offentligt, at Spassky måske er offer for et kemisk attentat. Arrangørerne tager anklagerne alvorligt og igangsætter røntgenanalyser og kemiske analyser af spillernes stole og spillelokalet. Der findes ikke noget.

Den 31. august 1972 kåres Bobby Fischer som ny verdensmester. Aldrig før i verdenshistorien har en udfordrer været bagud 2-0 efter to partier og dernæst slået verdensmesteren. For Bobby selv og hans tilhængere er der ingen tvivl. Dette er resultatet, de har ventet på. I New York får Bobby en heltemodtagelse. Han deltager i tv-shows og får et hav af økonomiske tilbud om at reklamere for alskens produkter. Pludselig får han nok og forlader byen til sin managers fortvivlelse. Bag ham ligger kontrakter for mere end fem millioner dollars, hvoraf han ikke har underskrevet én eneste.

Ind i mørket

Efter matchen i Reykjavik går der tre år, hvor Bobby ikke spiller et eneste seriøst parti. Men i 1975 skal han forsvare sin titel. Bobby stiller 179 krav til skakforbundet FIDE. Kravene omhandler alle forhold ved matchen: Størrelsen af felterne på skakbrættet, lysets styrke, tilskuernes afstand til scenen osv. Forbundet accepterer samtlige betingelser på nær to. Så nægter Bobby at stille op og fratages sit verdensmesterskab. I stedet spiller de to russere Karpov og Korchnoi om VM.

I de efterfølgende år forsvinder Bobby helt ud af skakverdenen.

Rygterne florerer: Han skyr mennesker, sover om dagen og bevæger sig kun ud, når det er mørkt. På en nattevandring i 1981 arresteres han og sigtes for bankrøveri i Pasadena, Californien. Ved anholdelsen har han intet ID, og han vil ikke udtale sig til betjentene. Anklagen har intet på sig, men da han ikke vil samarbejde, løslades han først efter 48 timer. Rasende. Fyldt med had til det amerikanske samfund, som han mener har vendt ham ryggen. I 1982 udgiver han pamfletten: Hvordan jeg blev tortureret i Pasadena arresthuset, som udgives i flere lande. Millioner af skuffede skakfans er sikre på, at Bobby nu har nået bunden. Men Bobby Fischers tilhængere har langt værre ting i vente.

Fra helt til samfundsfjende – Balkankrigen og embargoen

Efteråret 1992. Verdenspressen er samlet i Montenegro. Anledningen er Bobby Fischers tilbagevenden til skak. For første gang siden 2. verdenskrig er der igen krig i Europa på grund af Jugoslaviens opløsning. FN boykotter Serbien, og Bobby Fischer forbryder sig mod FN’s og USA’s embargoregler, hvis han spiller i Serbien. Men fristelsen er for stor.

Han lokkes af en revanchematch mod russeren Boris Spassky, som han vandt VM fra i 1972. Den sidste halvdel af matchen skal foregå i Beograd, Serbiens hovedstad. Matchen er arrangeret af en serbisk rigmand som en propagandabegivenhed til fordel for Serbien. Nogle medier boykotter revanchematchen, men de fleste vælger at dække den.

Boris Spassky har som de fleste russere sympati for serberne. Desuden er der præmiesummen på fem millioner dollars, hvoraf vinderen tager tre en halv million.

FBI sørger for, at hans penge og ejendele i USA konfiskeres. Bobby er på flugt og lever et nomadeliv de næste ni år. Jagten på ham intensiveres efter hans udtalelser den 11. september

Bobbys motiv er ukendt. Falder han for fristelsen til at bevise, at han er den sande verdensmester? Siden 1972 har han ikke spillet ét eneste turneringsparti. Euforien er enorm. Hvad kan Bobby?

Før matchen modtager han et brev fra de amerikanske myndigheder. Brevet informerer ham om, at han bryder FN’s embargo og derfor risikerer 10 års fængsel, hvis han spiller. Foran verdenspressens rullende kameraer viser Bobby brevet frem, snerrer ”Her er mit svar”, spytter på brevet og river det i stykker. Bobby vinder matchen overbevisende med 10 gevinster mod 5. Herefter kan han hæve 3.5 millioner dollars.

Senere samme år udstedes der arrestordre på Robert James Fischer, kendt som Bobby Fischer.

Nu er Bobby en jaget mand. FBI sørger for, at hans penge og ejendele i USA konfiskeres. Bobby er på flugt og lever et nomadeliv de næste ni år. Jagten på ham intensiveres efter hans udtalelser den 11. september.

Truslen om udlevering

Da Bobby den 16. juli 2004 vil rejse ud af Japan, arresteres han. Computersystemerne har registreret ham og i hemmelighed har de amerikanske myndigheder annulleret hans pas. Bobby sættes i japansk fængsel. USA kræver ham udleveret, men udleveringsaftalen med Japan omfatter ikke Bobbys forbrydelse. Otte måneder går.

Bobby foretager sit træk. Han skriver til den islandske præsident og anmoder om islandsk statsborgerskab. På Island har Bobby stadig et stort navn. Skak er desuden en del af Islands kulturelle tradition. Øen har således flere stormestre i skak end Danmark trods et langt mindre befolkningstal. Parlamentet beslutter at naturalisere Bobby med stemmerne 40 for og 2 imod. Da han nu har et gyldigt pas, kan Japan ikke tilbageholde ham. Amerikanerne er rasende og protesterer. Island fastholder sin beslutning om at give Bobby Fischer statsborgerskab af ‘humanitære årsager’.

Den 24. marts 2005 løslades Bobby og sættes på et fly til Island. ”Lad mig være i fred” brummer han til journalisterne på flyet. Sent samme aften lander Bobby Fischer i Reykjavik og træder ned på den projektøroplyste landingsbane. Han har et stort hvidt fuldskæg, posede slidte jeans og bærer en grå baseballkasket. 250 mennesker trodser vintermørket og modtager ham med velkomstbannere. De betragter ham som et geni, der har behov for hjælp og ikke fordømmelse. Et synspunkt som deles af hans tilhængere over hele kloden.

Bobby udtaler, at han på Island vil arbejde videre med sin idé: ’Bobby Fischer tilfældigheds-skak’. Opfindelsen går ud på, at man ved begyndelsen af hvert parti lader en computer afgøre, hvordan brikkerne skal stå. Tilfældighedsprincippet vil genindføre kreativiteten i skakken.

Efter Bobby Fischers ankomst til Island protesterer Simon Wiesentahl Centret i Jerusalem over, at man giver asyl til en mand, som offentligt benægter Holocaust. Island har en udleveringsaftale med USA. Den kom dog aldrig i anvendelse.

Bobby Ficscher døde den 17. januar 2008 på Island. Han blev 64 år.

Kampen om Bobbys arv

Fischers grav ved Laugardælir i Island. Foto: Wikimedia Commons.

Bobby Fischer havde endelig fundet fred, efter et langt liv hvor hans egen psyke konstant havde skabt problemer for ham. Selv i døden kunne han imidlertid skabe kontroverser. Fischer efterlod sig ca. to millioner dollars, men intet testamente. Kampen om hans arv gik i gang.

To nevøer stod til at arve, indtil en japansk kvinde, Miyoko, formand for det japanske skakforbund, dukkede op: Hun og Bobby Fischer var blevet gift et år, før han rejste til Island.

Også en filippinsk kvinde meldte sig på scenen. Hun hævdede, at Bobby var far til hendes 9-årige barn, og sandt var det, at der var gaver og breve mm., hvor Bobby underskrev sig far.

Bobbys lig blev gravet op. En DNA-test var negativ ift. den påståede datter, og arven gik til Fischers japanske hustru.

Endelig kunne gravfreden sænke sig.

Min livslange interesse for Bobby Fischer blev sat i gang i 1976. Som mange andre fulgte jeg hans sørgelige nedtur gennem årtierne, efter han blev verdensmester.

I dag er det hans evige arv, skakpartierne han vandt, som interesserer mig og millioner af skakinteresserede verden over. I dem findes den skønhed og harmoni, han aldrig selv fandt i livet.


Illustration: Wikimedia Commons.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Claus Agø Hansen er cand. scient. i kulturgeografi og har bibeholdt sin interesse for økonomisk geografi og geopolitiske problemstillinger.

Privat har han en forkærlighed for bluegrass, idræt, skak, litteratur og vandringer i de høje bjerge. Han arbejder som uddannelsespolitisk rådgiver i HK/Privat. Dertil er han stifter af den litterære Salon Kapitola, som afholder litterære arrangementer og producerer podcasts med fokus på kulturhistoriske og litterære emner. Han er er desuden skribent og forfatter til kronikker, artikler og fagbøger.

Du kan støtte Claus’ fortællervirksomhed ved at indsætte et beløb på mobile pay 40459528.

Seneste artikler om Sport