WORLD PRIDE 2021 I GRØNLAND // ESSAY – Når WorldPride om godt en uge indtager København og Malmø, bliver det for første gang med officiel deltagelse af en delegation fra Grønland. De er blevet inviteret på linje med en række andre repræsentanter for oprindelige folk.
Aka Hansen, filminstruktør og opvokset i Nuuk, er en del af LGBTQ+-miljøet i Nuuk og med i delegationen. Hun skal deltage i en debat på Fluid Festival med overskriften ”Decolonising queer activism” 18. august, og den 19. august under 1:1 Democracy Festival skal hun moderere en paneldebat om LGBTQ+-miljøet i Grønland. Et andet medlem af delegationen, Laura Lennert Jensen, skal samme sted holde et oplæg om kønsidentiteter.
Half&half from Uilu Stories on Vimeo.
Aka har store forventninger til den grønlandske deltagelse: ”Jeg tror, det er første gang, der kommer repræsentanter fra Grønland formelt. Jeg ved, der er mange, som er bosiddende i Danmark, der plejer at deltage. Men jeg tror, det bliver rigtig godt at få anledning til at snakke om nogle af de ting, der rører sig i Grønland, for jeg synes, at vi på nogle punkter har nogle ting, vi kan bidrage med, som vi ligesom er vokset op med, fx at vores sprog slet ikke har køn – det er jo en kæmpe gave, hvis man er transkønnet for eksempel.
Og vi kan slå et slag for, at vi eksisterer i verden, det skal man ikke kimse ad. Det er jo på tide, synes jeg, at vi bliver inviteret med med repræsentanter fra øen! Og selvfølgelig kommer vi også for at lade os inspirere af, hvad der rører sig andre steder, ikke bare i Europa, men endnu bredere. Det tror jeg, bliver en kæmpe oplevelse. Jeg tror, vi kan lære lige så meget af dem, som de kan lære af os.”
Hvad kan de andre lære af jer, synes du?
”Vi har gjort erfaringer med afkolonisering af det binære system på både køns- og kærlighedsområdet. Det er helt klart et område, hvor jeg ser en fordel i at være fra Grønland. Vi har nogle måder at se verden på, som er en gave, at der er mere åbenhed, og det her med køn er ikke det vigtigste i sproget, men heller ikke som samfundsopgave, eller hvad man kan kalde det.”
En udvikling, man kan være stolt af
I 2008 bragte Politiken en artikel om, at grønlandske bøsser blev udsat for grove tilråb og voldelige overfald, og da flere ønskede at leve åbent med deres homoseksualitet, betød det, at flere og flere søgte tilflugt i Danmark. Det blev også beskrevet, at det var almindeligt at være bange for at miste venner og familie, hvis man var åben om sin seksualitet. I 2010 blev den første Gay Pride så afholdt i Nuuk med omkring 1.000 deltagere i optoget – altså i en by med ca. 17.000 indbyggere. Hvis København skulle matche dén, skulle der møde næsten 60.000 mennesker frem!
Der er helt sikkert sket en udvikling i, hvordan cis-kønnede hetero personer ser på LGBTQ+-personer i Grønland, og det er noget af det, som jeg er stolt af
I 2014 udgav Niviaq Korneliussen (der også kan høres til WorldPride) bogen Homo sapienne om unge queer og homoseksuelle i Nuuk, med stor litterær succes. I hendes næste bog, Blomsterdalen, om et ungt, lesbisk par, lægger man – i denne sammenhæng – mærke til, at de unge menneskers forældre er skildret som ubetinget positive over for forholdet. Der er tydeligvis sket en markant udvikling de seneste 10-15 år i Grønland. Aka siger:
”Der er helt sikkert sket en udvikling i, hvordan cis-kønnede hetero personer ser på LGBTQ+-personer i Grønland, og det er noget af det, som jeg er stolt af. Jeg synes faktisk, det virker, som om at der er nogle barrierer, der er brudt ned for LGBTQ-personer.
Mine forældres generation er jo meget kristne, men der er bare sket rigtig meget fra deres generation til min generation!
Jeg tror, at det at være i LGBTQ+-miljøet i dag er nemmere end tidligere, hvor man oplevede at folk blev overfaldet, og der var rigtig mange hate crimes. Jeg tror også, at vi har mistet mange til selvmord på den konto, fordi det har været for ubærligt at være i Grønland. Og så tror jeg måske også, at homoseksuelle mænd i højere grad end lesbiske par har oplevet hate crimes i Grønland. Det er ikke noget jeg har evidens for, men det tror jeg.”
”Jeg synes, det virker, som om der er meget mere åbenhed og accept i min generation. At der ikke er så meget rynken på næsen… Jeg tror i høj grad, det er en generationsting, og at man måske kan sammenligne det med, hvis man bor på landet i Jylland, så er det også sværere, end hvis man bor i en storby. Bortset fra Nuuk er de grønlandske byer jo meget små, og mange af de problematikker, man kan opleve som ”anderledes”, adskiller sig ikke fra forskellen på land og by i Danmark”
Fordomme i queer-miljøet
Aka påpeger i den forbindelse, at det måske ikke er alle, der er rejst til Danmark, der ligefrem er flygtet fra chikane. I mange tilfælde har det også, eller snarere, handlet om at opsøge et større miljø af ligesindede. Men det har ikke altid været uproblematisk. Aka fortæller: ”Det er mit indtryk, at mange blev overraskede over det, de kom ned til, for der er også meget racisme mod grønlændere i queer-miljøet.
De havde nok regnet med, at de kom ned til et friere miljø, hvor man bliver accepteret mere, men så blev de bare sat i bås som grønlændere i stedet. Det er i hvert fald mit indtryk – at det ikke har været så nemt, som det måske burde have været. Selvfølgelig er der også mange, der har fundet kærligheden eller det, de ledte efter. Men jeg tror desværre, der er mange, der først og fremmest har oplevet at blive sat i bås også af LGBTQ+-miljøet. Jeg tror helt klart, at det er bedre i dag, men man bliver stadig mødt med mange forudindtagede holdninger, når man er grønlænder, uanset om det er i LGBTQ+-miljøet eller andre steder.”
Den traditionelle opfattelse af det non-binære
Der er ikke rigtig nogen kilder, der kan belyse eksistensen eller opfattelsen af homoseksualitet i det traditionelle inuit-samfund, før mission og kolonisering. Men i Østgrønland, der ligger utilgængeligt og gemt bag et bredt bælte af storis det meste af året, fik befolkningen først varig kontakt med europæere i 1884, og inden missionen var kommet så langt, at folk begyndte at blive døbt, var der blevet nedskrevet grundige beretninger om deres levevis på kryds og tværs. Herfra har vi altså nogle rimeligt pålidelige kilder – om end de jo er set gennem europæernes øjne – til inuits opfattelse af kønsidentitet i før-kristen tid.
Et fænomen, der også kendes fra andre inuitsamfund, var den opfattelse, at barnets køn først blev dannet under fødslen. Det skete på den måde, at alle fostre i udgangspunktet var drengebørn, men at de kunne ”revne” og blive feminine under forskellige omstændigheder – fx hvis barnet selv ønskede det sådan. Derudover var det ikke helt ualmindeligt, at et barn, der var født med mandlige kønsorganer, blev opdraget og betragtet som feminin eller omvendt, fx hvis der manglede drenge eller piger i søskendeflokken.
Det interessante er, at det i virkeligheden ikke var et spørgsmål om at mangle ”drenge” eller ”piger”, men om ”fangere” eller ”fangerkoner”. I ethvert hushold var det nødvendigt at have begge dele – fangeren skaffede føden, men det kunne han ikke gøre uden en medhjælp til at flænse sælerne, ordne skindene, sy tøjet og kamikkerne, lave maden og føde og passe børnene osv.
Der var ikke tale om noget hierarki mellem dem, men om en arbejdsdeling, hvor man var fuldstændig afhængig af hinanden. Og hvis det var nødvendigt, var det altså ikke uset at lade en pige oplære som fanger eller at lære en dreng alle de ”kvindelige” opgaver. Beskrivelserne fortæller, at de pågældende børn som oftest skiftede tilbage til deres biologiske køn, når de kom i puberteten og skulle til at finde sig en partner, men nogle beholdt deres sociale køn – fx hvis det var nødvendigt for at sørge for deres gamle forældre, og der ikke var andre til det – og så giftede de sig typisk ikke.
Men den kristne mission, som begyndte for 300 år siden i Vestgrønland, hvor langt størstedelen af befolkningen bor, har ændret på dette, mener Aka: ”Jeg tror, at når man kommer ud på de små steder, er der flere, der synes, at det er forkert eller lidt mærkeligt, når nogen er non-binære. Det er sådan lidt, “hvad betyder nu dét – er det nu også noget, vi skal til at være opmærksomme på?”
Selvom det traditionelt har været accepteret som en del af kulturen, at nogen var queer, er der så mange, der er assimileret og koloniseret i deres tankegang, at de rynker på næsen af dem. Det er klart min opfattelse, at det er noget kristendommen har skabt. For hvor skulle man ellers have fået det billede fra, at der kun er mænd og kvinder? Jeg kan ikke se det andre steder i samfundet end i kirken.”
Alligevel er der måske stadig grundlæggende en større rummelighed, end man umiddelbart skulle forvente. I sine erindringer fra Ammassalik – i dag kendt som Tasiilaq, altså også Østgrønland – i begyndelsen af 1960’erne skriver teleteknikeren Erik Møller fx:
”Vi skulle have en ny hushjælp, en der ikke rendte efter kort tid. En dag kom Margrethe [Eriks kone] og fortalte, at en ung mand fra Ikateq [en af bygderne i området], der var opdraget som pige, søgte jobbet. Jeg var noget betænkelig – en mand, der ville passe børn. Men alle vores grønlandske venner der kendte til ham, også Aron og Rasmine, som vi havde stor tillid til, sagde, at han var god nok, så jeg sagde ok, lad os prøve. […] Mange sagde, at det var mærkeligt at ansætte en mand som hushjælp, men jeg sagde, at alle skal have en chance. […] Adolf skuffede ikke, han var den kivfak [hushjælp], der blev hos os i længst tid og som blev ved med at komme, selv efter at han havde fået et eftertragtet job på sygehuset.” (Erik Møller: Lev livet mens du har det, 2015.)
Et nyere eksempel fra samme by – der vel at mærke er et meget lille sted med kun ca. 1700 indbyggere – er den nyligt afdøde boghandler, caféejer og lokalavisredaktør Gerda Vilsholm. Hun kom til Grønland som Gert og telegrafist i 60’erne. Gerda var kendt og respekteret af alle som en engageret og aktiv medborger, som folk bare tog, som den hun var.
Aka konkluderer: ”Jeg tror, at hele grundfilosofien om mennesker er, at alle er født med et mål, en opgave her på jorden, en predestiny, så de voksne, der er rundt om barnet skal hjælpe det med at udfolde sig til at løse den opgave, det har, og det er jo enhver LGBT- eller queerpersons drøm: Bare at få lov til at eksistere som menneske, som man er!”
De formelle rettigheder halter bagefter
Når Aka skal sætte fingeren på de mest påtrængende punkter på LGBT-dagsordenen i Grønland i dag, nævner hun først de formelle rettigheder, hvor hun mener, at der er plads til forbedringer:
”Accepten i samfundet er blevet bedre. Så skal vi have de formelle ting på plads også: Selvom man tillod kirkelig vielse af homoseksuelle par i Grønland, før man gjorde det i Danmark, kan man endnu ikke få forældrerettigheder som medmor, og transkønnede har ikke ret til kønsskiftebehandling i sundhedsvæsenet. Kvinder i homoseksuelle parforhold kan heller ikke få fertilitetsbehandling. Så på mange forskellige områder er vi ret dårligt stillet i LGBTQ-miljøet, og det skal vi have gjort noget ved.”
LÆS MERE AF HELENE BROCHMANN HER
Vil du læse mere om emnet, så skrev Malu Aima Rohmann Fleischer i 2020 sit speciale – ‘En queerteoretisk læsning af kønsopfattelser i Grønland i et historisk perspektiv‘. Specialet er fra Kultur- og Samtidshistorie ved Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet.
FAKTABOKS – DET GRØNLANDSKE SPROG HAR IKKE KØN
I det grønlandske sprog er der ikke grammatisk køn. Man skelner ikke mellem ”han”, ”hun”, ”den” eller ”det” – det hedder det samme. Der er ord for ”mand”, ”kvinde”, ”dreng”, ”pige” osv., men pronominerne kan ikke bøjes. Hvis man oversætter sætningen ”Hvor mødte du hende henne?” vil den altså lyde ens, hvis man på dansk erstatter ”hende” med ”ham” eller ”den”. Ord som ”formand”, ”sygeplejerske” osv. er også kønsneutrale og ville, hvis man oversatte dem meget konkret til dansk, blive til betegnelser som ”en der går foran” og ”en der passer syge”.
FAKTABOKS – IKKE DRENGE- OG PIGENAVNE
De traditionelle, grønlandske navne var ikke kønnede. Først da kristendommen kom til Grønland og folk begyndte at blive døbt, stort set altid med europæiske navne, fik man forskel på ”drengenavne” og ”pigenavne”.
Til gengæld er de grønlandske betegnelser for søskende meget specifikke. Fx hedder ”en lillebror til en storebror” og ”en lillebror til en storesøster” noget forskelligt, nemlig nuka og aqqaluk, mens ”en lillesøster til en storebror” hedder naja. Men en lillesøster til en storesøster hedder også nuka.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
