Fostret sanser sin mors følelser overraskende tidligt

af i Liv & Mennesker/Sundhed/Videnskab

INTERVIEW – Et foster er ikke bare et ubeskrevet blad eller en klump kød, som ikke kan sanse. Det mente man ellers indtil for få årtier siden. Allerede i livmoderen begynder mennesket at danne sin personlighed under indflydelse af især en følelsesmæssig samhørighed med moderen. Hanne Dam interviewer psykologen Henrik Dybvad Larsen, der i sin nye bog ”Fostrets og fødslens psykologi” præsenterer ny international viden om fostertilstand, fødsel og det første år udenfor livmoderen.

I en tid hvor nærmest kun mænd med indvandrerbaggrund rejser sig i bussen i respekt for en højgravid kvindes tilstand, er det lindrende at høre psykologen Henrik Dybvad Larsen tale om den livslange betydning, opholdet i livmoderen kan have for mennesker. Men også provokerende og skyldfølelsesfremkaldende. For hvad har man som moderne travl kvinde ikke udsat sine egne fostre for?

Modsat den udbredte forestilling om, at der ikke sker så meget andet i livmoderen, end at barnet vokser og kommer til verden som en blank side, viser ny international forskning om fostrets og fødslens psykologi, den såkaldte prænatale og perinatale psykologi, at fostret tidligt kan sanse og allerede i fostertilstanden begynder at danne sin personlighed.

Fra omkring uge 14 kan et foster høre og også se lys og reagere på det. Scanningsbilleder viser fx, at fostre fra 14 til 16. uge har rakt ud efter nåle, sundhedspersonale har forsøgt at tage fostervandsprøver med.

Mennesket kan også have erindringer helt tilbage til fostertilstanden, idet vores bevidsthed, viser det sig, ikke udelukkende er neurologisk: cellerne i kroppen husker også

Og måske endnu mere overraskende kan fostret også meget tidligt fornemme sin mors sindstilstand og i det hele taget stemninger i familien, eftersom det er nært forbundet med sin mors nervesystem:

”Alt hvad en gravid kvinde føler og tænker viderekommunikeres ved hjælp af neurohormoner til hendes ufødte barn med lige så stor sikkerhed som alkohol og nikotin,” siger psykologen Henrik Dybvad Larsen med et citat fra sin bog ”Fostrets og fødslens psykologi,” udgivet på eget forlag (Pregnant Press). Citatet stammer fra en af pionererne indenfor den præ- og perinatale psykologi, amerikaneren Thomas R. Verny.

Mennesket kan også have erindringer helt tilbage til fostertilstanden, idet vores bevidsthed, viser det sig, ikke udelukkende er neurologisk: cellerne i kroppen husker også. Forfærdeligt at tænke på, at man helt indtil 1986 opererede spædbørn uden bedøvelse, fordi man opfattede dem som en klump kød uden sanser.

Ifølge den forskning, Henrik Dybvad Larsen opsummerer i ”Fostrets og fødslens psykologi,” sætter både foster- og fødselsoplevelser og oplevelser i barnets første leveår sig som mønstre, der påvirker vores personlighed på godt og ondt. Hos nogen forstærkes mønstrene livet igennem, for andre lykkes det at ændre de mest uhensigtsmæssige.

Så møder man et menneske, der fx lufter en følelse af, at ”ingen kan lide mig, ” eller ”der er noget galt med mig,” kan følelsen måske spores helt tilbage til fostertilstanden, selve fødslen eller den første tid efter fødslen.

Følelsen kan stamme fra en historik, der måske handler om, at den pågældendes forældre ikke ønskede graviditeten, om at mor og barn blev skilt ad ved fødslen, eller at moderen fik en fødselsdepression, så den tilknytning, psykologer fremhæver som afgørende, ja livsvigtig, ikke får lov at udvikle sig.

Emilies voldsomme start på livet

Indtil Henrik Dybvad Larsen begyndte at interessere sig for den ny forskning om livets spædeste begyndelse og endte med at bruge sine fritimer hjemme i Fjaltring i Vestjylland på at skrive en præsentation af den nye viden tilsat egne cases og refleksioner i bogen ”Fostrets og fødslens psykologi,” vidste vi – i hvert fald i den danske offentlighed – næsten intet konkret om barnets følelser og duelighed i fostertilstanden. Eller om fødslens betydning for et foster, der både kan sanse og huske.

Det var 9-årige Emilie, som psykologen mødte gennem sit arbejde, der bragte ham på sporet af, at også fostret og fødslen har en psykologi.

Lægeundersøgelser viste ingen fysiske forklaringer på hendes problemer, så psykologen besluttede at tale med både Emilies mor og mormor for at danne sig et billede af Emilie og hendes livsforløb

For hvad skulle han stille op med hende uden at gå tilbage til hendes spædeste tid? En 9-årig, der er vred, græder og siger, det runger i hendes hoved. En 9-årig, der virker ulykkelig, som 20 gange på en morgen ængsteligt kan spørge, om hun nu også når i skole til tiden, men hvis største problem er, at hendes tøj driller og kradser.  Hun er især plaget af tøj med sømme og elastik, fordi det irriterer og klør, så hun ikke kan fokusere på andet.

Lægeundersøgelser viste ingen fysiske forklaringer på hendes problemer, så psykologen besluttede at tale med både Emilies mor og mormor for at danne sig et billede af Emilie og hendes livsforløb. Han konstaterer, at man skal forstå Emilie som et ”særligt sensitivt barn”, hvilket bl.a. viser sig ved en tendens til at trække sig ind i sig selv, når vanskelighederne bliver ubærlige.

Og hvad førte ham til den konklusion? Bl.a. viden om at forældrene havde skændtes voldsomt både i graviditeten og efter fødslen – en stress-situation, der blev yderligere dramatiseret af en kaotisk fødsel.

Faderen var nødt til i sin egen bil at transportere sin fødende kone fra det lokale sygehus 40 km gennem en snestorm til et større sygehus, for at hun kunne få en bedøvende epiduralblokade.

Efter fire timers fødsel transporteres mor og barn tilbage til det lokale sygehus i taxi. Da mor og barn er kommet hjem, udvikler moderen en så alvorlig brystbetændelse, at hun mister bevidstheden og er ved at dø. Faderen og mormoren passer Emilie, som kun engang imellem bliver lagt op til sin bevidstløse, syge og døende mor.

”Emilie marineres i tiden omkring fødslen i alt andet end hensigtsmæssige hormoner,” siger Henrik Dybvad Larsen og fortæller, at Emilie er meget syg som lille og kommer under alternativ behandling, fordi hun græder meget. Hun får astma, og der skal to voksne til at holde hende, når hun skal have medicin via inhalator, hvilket Emilies mor oplever som et ”overgreb.”

Ro finder Emilie mest hos sin mormor, fordi moderen har sit at slås med og bl.a. i en periode er indlagt til psykiatrisk behandling. På det tidspunkt er forældrene skilt.

Foto: www.airforcemedicine.af.mil

Kløen er ikke fysisk funderet og forsvinder

Da Emilie er mellem 9 og 11 år, lykkes det Dybvad Larsen at behandle både Emilie og familien, så alle får det bedre, ved først og fremmest skabe bevidsthed i den enkelte om, hvad der får hende til at få det godt. Og ved at motivere familien til i endnu højere grad at gøre det, der får den enkelte til at trives bedre. Fx skal Emilie blive ved med at være meget hos mormoren.

Henrik Dybvad Larsen konkluderer selv, at denne case illustrerer, hvordan uhensigtsmæssige hændelser i den præ- og perinatale periode kan sætte sig behandlingskrævende spor langt op i et menneskes liv

Da Emilie er 15 år, ser Henrik Dybvad hende igen, idet faderen er død i en ulykke, og moderen ønsker, at psykologen skal hjælpe Emilie gennem krisen. Nu er Emilie helt fri af sin irritation og kløe i forbindelse med tøj.

Henrik Dybvad Larsen konkluderer selv, at denne case illustrerer, ”hvordan uhensigtsmæssige hændelser i den præ- og perinatale periode kan sætte sig behandlingskrævende spor langt op i et menneskes liv. I Emilies tilfælde i form af hendes særligt sensitive forhold til tøj. For psykologen er forløbet en illustration af, at tidlige ”skader” kan afhjælpes af en psykoterapeutisk indsats med støtte og forståelse fra de nærmeste.

Som forskeren David Chamberlain, Berkeley, USA, skriver i sin bog ”Windows to the Womb”, så er livmoderen således hverken automatisk himmerige eller helvede. ”Det afhænger af mor og far, krig og fred, fest eller hungersnød.”

”Og nu er vi tilbage ved det følende, sansende væsen, fostret, som vi ikke bare kan behandle som en maskine,” siger Henrik Dybvad Larsen.

Han nævner den franske fødselslæge Frédéric Leboyer, der taler om, hvor vigtigt det er at skabe de rigtige omgivelser omkring fødslen. Med ro, kontakt mellem menneskene, og en god stemning på fødestuen.

”Vi skal faktisk helst slukke for tænkehjernen og have fat i dybereliggende dele af hjernen, fx den parasympatiske del af det autonome nervesystem, så er der langt mindre smerte. Jeg tror, en stor del af svaret på den gode fødsel ligger her,” siger han.

Tilknytning er alfa og omega

Hvilken indflydelse bør den ny forståelse af fostrets psykologi ifølge psykologen så have på fødslen her i landet?

Næsten før, jeg er færdig med mit spørgsmål, nævner Dybvad Larsen ordet ”tilknytning.”

Hvis vi ikke får skabt tilknytning mellem mor og barn, kan det været livstruende både fysisk og psykisk. Der opstår simpelthen skade på hjernen, hvis der ikke etableres en varig kontakt

”Tilknytning er alfa og omega, og under normale omstændigheder begynder den allerede i livmoderen. For kvindens vedkommende, ikke mindst når hun begynder at mærke liv.”

“Hvis vi ikke får skabt tilknytning mellem mor og barn, kan det været livstruende både fysisk og psykisk. Der opstår simpelthen skade på hjernen, hvis der ikke etableres en varig kontakt,” siger han og konkluderer, at det alene af hensyn til tilknytningen mellem mor og barn er vigtigt, at de to får et så trygt og uforstyrret fødselsforløb sammen som muligt”.

Hvis kvinden fx bedøves under fødslen, hvad hver ottende danske fødende bliver, eller mor og barn adskilles efter fødslen, kan det hæmme tilknytningen.

Med sit fokus på tilknytning må psykologen nødvendigvis tage afstand fra alle unødvendige indgreb under fødslen.  Og det slår mig, mens Dybvad Larsen taler, hvor forskelligt, de fagprofessionelle, der arbejder med børn og fødsler, tænker og prioriterer– ud fra hver deres opgave og niche.

Læger vil redde fysisk liv, psykologer vil redde psykisk liv, jordemødre vil understøtte det sunde både fysisk og psykisk osv. Det sker ikke uden, at faggrupperne undertrykker hinanden.

”Fødslen er med til at skabe mor-barn tilknytningen. Så jeg vil til enhver tid som psykolog anse det naturlige, biologiske forløb som det mest hensigtsmæssige. Lige så snart man griber ind i fødslen, forstyrrer man det biologiske forløb, som kvinden og barnet er i gang med at samarbejde om, ” siger han og uddyber:

“Kvinden er jo ikke helt med, hvis hun fx er bedøvet. Eller hvis mor-barn samarbejdet afbrydes af et kejsersnit. Det kan godt være, man får barnet nemmere ud, men man får samtidig ødelagt samarbejdsprocessen med moderen.”

Vi bruger bare generelt indgreb alt for meget – set i perspektiv af den vigtige tilknytning

Dybvad Larsen er helt med på, at et indgreb som kejsersnit kan redde liv, når ulykken er ude. ”Vi bruger bare generelt indgreb alt for meget – set i perspektiv af den vigtige tilknytning,” siger han.

Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at hver tredje førstegangsfødende ve-stimuleres med kunstigt hormon, hver fjerde kvinde får fødslen sat i gang med medicin, og hver femte føder ved operation (kejsersnit).

Mor og barn føder i samarbejde

Den nye internationale forskning bekræfter i høj grad Dybvad Larsens og andres kritik – bl.a. min egen i bogen ”Giv kvinderne fødslen tilbage” – af de mange indgreb i fødsler verden over.

Således eksempelvis den amerikanske psykolog og forsker, Wendy Anne McCarthy, Santa Barbara, der går i kødet på indgrebene i tolv berømte punkter, hun har opsummeret om, hvordan samfundet bedst hjælper mødre og børn og deres familier under graviditet, fødsel og tiden efter, så relationerne kommer så tæt på det optimale som muligt.

Både McCathy og de kolleger, hvis forskning hun drager ind i sine konklusioner, giver udtryk for ønske om så få indgreb i fødslen som muligt.

”De bedste resultater for mor og barn viser sig, når mor føler sig styrket og støttet, og fødslens naturlige proces har mulighed for at folde sig ud med minimale interventioner (læs: indgreb), herunder ingen afbrydelser i mor-barn-forbindelsen og deres fysiske kontakt,” konkluderer McCathy.

Barnet trives og responderer bedst, når relationen til moderen er uforstyrret, når der kommunikeres direkte til barnet, og når fødselsprocessen understøtter barnets evner til at orientere sig og integrere hændelsesforløbet

Og hun understreger igen ud fra et tilknytningsperspektiv betydningen af, at også barnet er aktivt under fødslen.

”Barnet trives og responderer bedst, når relationen til moderen er uforstyrret, når der kommunikeres direkte til barnet, og når fødselsprocessen understøtter barnets evner til at orientere sig og integrere hændelsesforløbet.”

Også efter fødslen er både den psykiske og fysiske tilknytning afgørende for, at et spædbarn trives, siger forfatteren til ”Fostrets og fødslens psykologi” og spørger, om jeg kender Still Face eksperimentet, hvor en mor sidder og pludrer med sit spædbarn, som man nu gør. Men lige pludselig viser hun et dødt, udtryksløst ansigt. Barnet gør i lang tid alt for at genvinde sin mors interesse og genetablere kontakten.

Da det ikke lykkes, begynder barnet til sidst at græde – helt fortvivlet. ”Et spædbarn er ikke bare et passivt modtagende subjekt,” siger Henrik Dybvad Larsen. ”Derfor er det så vigtigt, at faderen eller en anden vigtig person tager over, hvis moderen fx udvikler en fødselsdepression, fordi hendes mimik og gestik så kan minde om det, man ser i Still Face eksperimentet.”

Foto: Pixabay

Stress forplanter sig fra mor til barn

Eftersom barnet ifølge den ny forskning er nært forbundet med moderens nervesystem, spørger jeg, hvordan en mors eventuelle stress påvirker barnet?

Her henter Dybvad Larsen forskning frem om, hvordan terrorangrebene på World Trade Center i New York 11. september 2001 påvirkede de gravide, der var involveret i angrebene.

”Man kan se, at de producerede flere stresshormoner, og at det har påvirket deres fostre, idet børnene, der nu er omkring 15 år, har et langt højere stress-beredskab og derfor reagerer hurtigere på stress end andre børn,” siger psykologen.

Bærer de kommende forældre livsbegrænsende mønstre med sig, evt. kombineret med dårlige vilkår i graviditeten eller under fødslen, vil det senere kunne give barnet sundhedsproblemer som tilbøjelighed til stress og angst

”Det er interessant i betragtning af, at man før Freud ikke troede, at barndommen havde nogen som helst betydning”.

McCathy fortæller i sine 12 punkter, at både de positive og livsbegrænsende mønstre, der opstår i bl.a. fostertilstanden, er indlejret i os, men udenfor vores bevidsthed – i den implicitte hukommelse; en form for ubevidst hukommelse, vi fx bruger, når vi synger en sang, alle kender, skriver på vores egen computer eller kører bil på veje, vi er fortrolige med.

Bærer de kommende forældre livsbegrænsende mønstre med sig, evt. kombineret med dårlige vilkår i graviditeten eller under fødslen, vil det senere kunne give barnet sundhedsproblemer som tilbøjelighed til stress og angst men også fx indlæringsvanskeligheder og tilknytningsvanskeligheder.

Men hvorfor har forskningen i så mange år skøjtet hen over fostertilstanden og nærmest kun interesseret sig for, hvad den gravide kvinde spiser og vejer, og hvor hendes blodtryk ligger?

”Fordi udviklingspsykologien har sine historiske rødder i Freud,” forklarer Dybvad Larsen:

”Udviklingspsykologien ligger fra fødslen og fremefter, og vi er nødt til at bruge en helt anden form for forskning end psykologiens, hvis vi vil undersøge fostertilstanden. Et spædbarn kan du observere og lave forsøg med, men kun lægevidenskaben og lignende videnskabsgrene kan kigge ind i livmoderen”.

“Det er vi som psykologer ikke trænet i, og derfor har vi stadig en deling imellem før fødslen og efter fødslen,” siger Larsen, der sideløbende med et fuldtidsjob indenfor børneområdet – efter mange år som psykolog for voksne – for øjeblikket tager en uddannelse som småbørnskonsulent.

”Så nu læser jeg udviklingspsykologi igen. Det er spændende, men når det er sagt, leder jeg hele tiden efter noget om graviditet og fødsel. Men der er så godt som ingenting,” klager han, der blev ekstra tændt på området, da han selv for tre år siden fik sit første barnebarn. Nu har han to.

Oplysning skader ikke

Men hvad vil han stille op med de frustrationer, kvinder i hobetal vil have og få med den ny viden om, hvor afgørende deres sindstilstand er for kvaliteten i deres barns liv?

I det hele taget kunne vi bruge lejligheden til at spørge os selv, hvorfor vi ikke i højere grad bruger ressourcer på at skabe et godt liv fremfor materielle værdier. Her ser jeg en skævvridning

”Min kone og jeg reagerede på præcis samme måde som dig – hvad havde vi dog gjort?” indrømmer han.

”Det er selvfølgelig ikke meningen, at kvinder skal reagere negativt.

Men det skader ikke at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er, at parret har det godt under undfangelsen, i graviditeten osv. Hvor vigtigt det er, at alle støtter en gravid kvinde, især manden”, understreger han og konkluderer:

“I det hele taget kunne vi bruge lejligheden til at spørge os selv, hvorfor vi ikke i højere grad bruger ressourcer på at skabe et godt liv fremfor materielle værdier. Her ser jeg en skævvridning.”

Topfoto: Pixabay

Henrik Dybvad Larsen er cand. Psych. Autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi og supervision af psykoterapi. Hans nye bog kan købes her.

Hanne Dam er journalist, forfatter, foredragsholder og debattør. Hendes faglige specialer er kultur og kønspolitik med fokus på piger og kvinders vilkår og velbefindende i samfundet. Hun har arbejdet med køn hele sit liv og modtog i 1980 Cavlingprisen for at have moderniseret den kønspolitiske debat med afsmitning til de øvrige medier.
Hun interesserer sig bredt for nye trends i samfundet. Og har som studielektor og censor gennem 15 år i journalistik på RUC et bevidst forhold til journalistik og medier.
Uddannet journalist på Dagbladet, Ringsted. Kulturreporter i fem år på Berlingske. 21 år som kønspolitisk – og kulturreporter, samt lederskribent på dagbladet Information. Har sideløbende bl.a. haft sin egen klumme i Alt For Damerne, eget magasin på TV2 og medietrænet et hav af embeds-og erhvervsfolk og politikere. Var i to år informationschef i Forbrugerstyrelsen og har derudover undervist hundreder af journaliststuderende.
I disse år fokuserer hun på livets begyndelse – fødsler - i forbindelse med debatbogen ”Giv kvinderne fødslen tilbage” (Gyldendal). Bogen undersøger, hvorfor så mange unge kvinder i dag oplever at have dårlige fødsler og får en skidt start på moderskabet. Det skyldes besparelser, men også et lægestyret hospital, hvor jordemødre med kompetence i den naturlige fødsel deaktiveres i deres faglighed.
Hvis man vil honorere hende for hendes artikler i POV, kan det ske via hendes Mobile Pay: 2681 2464

Profilfoto: Pia Tromborg