Cecilie Marie Meyer: Thomas Bartholin – den danske livlæge i Syditalien • POV International

Cecilie Marie Meyer 06.03.2020

SYDITALIEN // ESSAY – I 1600-tallet var Napoli og Sicilien ikke kun et sted, man tog hen for at suge til sig af den sidste nye kultur, mode og ingeniørkunst. Også lægevidenskaben var langt fremme ved barokhoffet under de spanske kongers herredømme, og Europas klogeste hoveder valfartede til Syditalien for at opleve avancerede eksperimenter indenfor kirurgi, anatomi og medicinering.

En af dem var Thomas Bartholin. Han var født 1616 i Malmø, og kom ud af en agtværdig videnskabsfamilie, der i tre generationer fik placeret intet mindre end 12 professorer på Københavns Universitet.

Han gik i sin fars og brødres fodspor og uddannede sig til ‘medicus’, men det var især hans årelange studier i Syditalien, der satte trumf på hans virke

Bartholinerne udførte det absolutte pionérarbejde indenfor tidens medicinstudier i Danmark. For eksempel udgav hans far, Caspar Bartholin, Danmarks første anatomiske værk i 1611, en bog som Thomas senere selv udbyggede med, hvad der skulle vise sig at blive hans speciale, kapitler om blodkarrenes funktion og lymfesystemet.

En af Castellis tegninger af Syditaliens medicinske planter fra 1627. Daniel Rabel, Wikipedia.

Af Frederik 3. fik Thomas Bartholin overladt ligene af forbrydere, som var henrettet kort efter et stort måltid, så lymfen var fedtholdig og mælkelignende. Han påviste herved brystgangen, ductus thoracicus, hvori lymfekarrene fra ben og krop samles.

Senere blev Thomas udnævnt til Christian 5’s livlæge. Han gik i sin fars og brødres fodspor og uddannede sig til ‘medicus’, men det var især hans årelange studier i Syditalien, der satte trumf på hans virke.

I 1644 tog han til Messina for at besøge den anerkendte botaniker, Pietro Castelli, for at lære mere om sydens healende medicinplanter. Castelli var blandt andet en af de første til at foreslå planteekstrakt og bark (kinin) til forebyggelse og bekæmpelse af malaria. Bartholin fortsatte sin rejse rundt på det nordøstlige Sicilien, hvor han faldt i svime over øens geologi, havdyr, koraller og unikke lavaformationer.

Bartholin mindes i København

Rejsen fortsatte til Napoli, hvor Thomas mødte en af periodens mest berømmede læger, Marco Aurelio Severino, der på det tidspunkt eksperimenterede flittigt med såkaldt ‘fryse-anæstesi’. Aurelio fik bragt is og sne ned fra Syditaliens bjerge og lavede forsøg med patienter, der skulle opereres, og forinden fik det syge område bedøvet med kulde for at skåne dem mod smerten på en tid, hvor operationer blev udført uden anæstesi.

Thomas var så fascineret af metoden, at han i 1646 skrev sine observationer ned og tog praksissen med hjem til Danmark, hvor den var hidtil ukendt.

Men Syditalien skulle også vise sig at åbenbare andre opdagelser: Da Bartholin er i Campania-regionen på sin Italienstur, bryder der nemlig en voldsom difteri-epidemi ud blandt de lokale børn. Han omtaler kvælningshalsbetændelsen, der siden 1618 har hærget Syditalien, og især slår børn ihjel. Sygdommen rammer dem som en pest, og de får høj feber og tykke belægninger i halsen, der får svælget til at hæve så meget, at mange dør: Når betændelsen løsner sig fra mandlerne, resulterer det i voldsomme blødninger, der rummer difteri-virussen, som hurtigt breder sig til organerne og fører til lammelser.

På sin vej hjem til Danmark, og uden at vide det, havde Bartholin bidraget signifikant til Europas pædiatri – læren om børnesygdomme

Severino havde forinden forgæves prøvet at helbrede børnene ved hjælp af gurglemidler, rosensirup og honning, men Bartholin gjorde sine egne observationer og endte med at skrive en hel afhandling om emnet under navnet ‘Undersøgelser vedrørende en difteriepidemi blandt børn i Campania og på Sicilien’.

Den lille bog på 140 sider udgav han i 1646 i Paris på sin vej hjem til Danmark, og uden at vide det havde Bartholin dermed bidraget signifikant til Europas pædiatri – læren om børnesygdomme – som i takt med folkesundhedsreformerne først blev et anerkendt studie i løbet af 1800-tallets Danmark.

Thomas Bartholin døde i 1680 og blev begravet i Vor Frue Kirke. I dag kan man tænke på Bartholin-slægten og deres forskning, når man slentrer nedad Bartholinsgade nær Botanisk Have i det indre København. Gaden er opkaldt efter Bartholinerne og rummer i sit navn en passende hyldest til pionérfamilien.

Hovedfoto: Wikipedia.

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet. Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige? Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede. Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: http://ceciliemariemeyer.dk