UDVIKLING // KOMMENTAR – Udviklingen har skabt grundlag for fremkomsten af en afrikansk middelklasse, skriver Jesper Vogelius. Dette ser han som en positiv udvikling, idet middelklassen udnytter sine evner til at øge demokratiseringen af national politik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Siden den prækoloniale æra har Afrika været præget af bemærkelsesværdige begivenheder, der har tvunget kontinentet til ændringer i dets sfære. Kontinentet har kæmpet for at opnå frihed først fra deres koloniherrer og derefter fra deres såkaldte “predator governments”, som den britiske Afrika-ekspert Alex Thomson i 2016 kaldte dem. Presset for politiske reformer udgik fra internationale supermagter og kontinentets civilsamfund.
I den førkoloniale æra blev civilsamfundene marginaliseret, da stater på egen hånd kontrollerede afrikansk politik. Denne marginalisering distancerede civilsamfundet fra staten og anstrengte deres forhold til hinanden. Civilsamfundet manglede evnerne til at tage afstand fra statens rovdrift.
Politiske partier var medafhængige, selvom deres engagementer var ineffektive. På trods af at staten dominerede civilsamfundet, formåede den ikke at samle nok magt til at opretholde sine hegemoniske ambitioner.
Svagt politisk grundlag
Den post-koloniale periode var præget af stærke etniske og sociale bånd, der bragte civile samfund på vej op. Fagforeninger, faglige sammenslutninger, samfundsorganisationer og etno-regionale grupper forenede kræfter for at vælte koloniregeringerne.
Disse sociale bånd blev magtfulde ressourcer til politisk mobilisering, som følgelig førte til nederlag for koloniale regeringer. Desværre var de nationalistiske regeringer dannet i den periode, bygget på et svagt politisk grundlag.
Kolonistaterne havde udøvet bureaukratisk autoritarisme i årtier; derfor manglede kontinentet en politisk kultur af pluralisme og demokrati. De nedarvede politiske systemer var ukendte for både statsledere og civilsamfund. Resultatet af denne arv var svage afrikanske stater, indenlandsk rivalisering og anstrengte forhold mellem nationen og civilsamfundet. For eksempel afspejlede de nye afrikanske regeringer europæiske interesser i stedet for Afrikas, hvilket skabte et skel mellem traditionelle samfund og staten.
Kolonitiden efterlod også Afrika alvorligt økonomisk berøvet, og det var op til de nationalistiske regeringer hurtigt at øge landenes økonomiske produktivitet. Ifølge Alex Thomson var dette den eneste måde, hvorpå den postkoloniale stat ville rejse investeringskapital for at skabe moderne økonomier.
Derudover ville den økonomiske succes give staten mulighed for at levere social velfærd og offentlige tjenester til de regerede, hvilket giver regeringerne den nødvendige legitimitet til at regere. På trods af deres forsøg kunne de postkoloniale regeringer ikke støtte statsdagsordenen på grund af det fattige økonomiske klima.
Følgelig opgav afrikanske lande liberal demokratipolitik og antog etpartipolitik. De svage regeringsstrukturer, splittede samfund og økonomisk ugunstigt stillede samfund tvang afrikanske regeringer til at vælge centraliserede politiske institutioner. Politisk pluralisme blev afskaffet, økonomien i den private sektor blev indskrænket, og de offentlige institutioner begyndte for alvor at dominere.
I løbet af etparti-æraen blev civilsamfundet marginaliseret og tvunget til at acceptere enhver ledelsesfraktion, der påtog sig autoritet. Politik var præget af autoritative beføjelser med svage rødder i civilsamfundet. Civilsamfundet var neutralt og ligeglad med politik, fordi de ikke kunne ændre deres regeringers rovdrift.
Med den politiske konkurrence kvalt var staten præget af infight. Statseliter kæmpede indbyrdes for enten at konsolidere eller øge deres magt. Derfor stolede nogle politiske ledere på vestlig støtte for at imødegå konkurrence eller modstand fra andre statseliter.
Andre minimerede modstanden ved dygtig manipulation og opdeling af deres bestanddele efter etniske linjer for at sætte skub i interne konflikter og fraktionskampe. For eksempel brugte Moi, Kaunda, Mobutu og Houphout-Boigny denne teknik til at forblive permanente træk i deres lands politiske arena.
Andre herskere sikrede deres magt ved at bruge antidemokratiske metoder uden at tage hensyn til deres borgeres forfatningsmæssige og demokratiske rettigheder. Disse taktikker efterlod samfund uden andre alternativer end vold. Militæret fik mest gavn af disse interne konflikter og udnyttede deres adgang til ressourcer, der kunne iscenesætte vold eller fastholde vold. De politiske eliter udnyttede statsressourcer til at forhandle og legitimere deres magt. Stater brugte patron-klient-forhold, der knyttede civilsamfundet til stater for at opnå legitimitet.
Den anden økonomi
Den kolde krig forårsagede en økonomisk krise, der begrænsede staternes interne ressourcer. Disse økonomiske problemer udsultede patron-klient-forholdene, hvilket betød, at staten ikke havde nogen kilde til legitimitet. På trods af monopolisering af den politiske aktivitet havde disse statseliter desuden ikke nok magt til at lede deres myndigheder i alle deres staters territorier.
Uden nogen kilde til legitimitet skiftede forholdet mellem stat og samfund fra neutralt til oppositionelt, modstridende og fjendtligt. Dette ændrede forhold mellem civilsamfundet og staten forårsagede den sociale ordens opløsning og kollaps af statsstrukturer. Civilsamfundet udnyttede disse forhold og fokuserede på “den anden økonomi”, der underminerede deres lederes styre.
Den anden økonomi refererer til ulovlige produktions- og udvekslingsaktiviteter, der udføres for privat vinding. Ifølge Alex Thomson førte dette skift til fremkomsten af krigsherrer, reducerede offentlige tjenester, og under ekstreme omstændigheder brød nogle stater sammen. Et eksempel på dette er Somalia, som i årevis er blevet nævnt som en stat, der er fuldstændig kollapset grundet lovløshed, kaos og mangel på et seriøst regeringsstyre. Med svækkede statsstrukturer erhvervede civilsamfund og samfund kapaciteten til at eliminere illegitim magt og mobilisere mod militære og etpartisystemer.
Disse forhold tvang mange afrikanske regeringer til at vælge multipartiisme. Thomson hævder endvidere, at lederne var villige til at risikere at miste kontrollen for at re-legitimere deres styre. Derfor blev multipartiisme og valgprocesser normaliseret i mange dele af landet. Som følge heraf var civilsamfundet aktivt i politik, og dets forhold til staten er blevet produktivt.
Nogle forskere hævder, at afrikanere med succes formåede at eliminere de centraliserede postkoloniale regeringer, som de gjorde over for de prækoloniale magter. For eksempel skriver George Ayittey, en politisk aktivist, at Afrika er “unchained” altså uden lænker, og at en ny tidsalder for afrikansk politik er opstået på kontinentet.
Fremkomsten af en middelklasse
Statistik fra økonomiske indikatorer synes at understøtte Ayittey og hans medarbejderes optimisme over kontinentets økonomiske og politiske tilstand. For eksempel er kontinentets realindkomst pr. indbygger konstant steget med 5 % hvert år, hvilket overgår vækstraten i Latinamerika.
Som det fremgår af sociale indikatorer, havde denne økonomiske velstand også en positiv social indvirkning. Spædbørnsdødeligheden er faldet med en tredjedel i de sidste to årtier, mens den forventede levetid er steget med otte år. Mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen baseret på Den Afrikanske Udviklingsbanks standarder, faldt fra 56 % til 40 % mellem 1990 og 2018. Den internationale efterspørgsel efter afrikansk eksport er firedoblet, og råvarepriserne, især for mineraler, er forbedret markant.
Kontinents økonomi er i øjeblikket i harmoni med den internationale økonomi, da mange regeringer blev tvunget til at opfylde strenge lånebetingelser fra Verdensbanken. Disse betingelser tvang afrikanske regeringer til at liberalisere, hvilket tillod fri international handel. I dag støtter valutakurserne, inflationsraten og internationale handelspolitikker den private sektor.
Der er meget lang vej endnu. Men jeg ser positivt på Afrikas fremtid
I den prækoloniale æra kvalte de centraliserede regeringer den private sektor for at tillade den offentlige sektor at dominere industrien. Men med de betingelser, som de internationale aktører havde stillet, blev staten tvunget til at tillade fri handel, hvilket resulterede i, at udenlandske investeringer blev forbedret, og den private sektor fik et løft.
Resultatet af denne økonomiske og politiske udvikling er fremkomsten af Afrikas middelklasse. Middelklassen udnytter sine evner til at øge demokratiseringen af national politik. Thomson påviste, at en stærk middelklasse styrker landenes muligheder for at konsolidere retsstaten og det liberale demokrati.
Middelklassen har evnen til at forsvare sig mod undertrykkende regeringer. Kontinentet har en ny generation af mennesker, der er velbevandret inden for internationale normer og ny teknologi, og de vil højst sandsynligt kræve regeringens gennemsigtighed, ansvarlighed og repræsentation fra regeringen. Afrikas forretningsfolk og unge, som naturligvis er politisk selvhævdende, trives.
Det afhænger af samfundet
Den internationale konditionalitet og civilsamfundets involvering i forfatningsmæssige processer og afrikanske krav om ansvarlighed og gennemsigtighed fra staten skabte de nødvendige betingelser for politisk og økonomisk liberalisme. Nogle forskere har hævdet, at disse grupper udgør det moderne civilsamfund.
Det nuværende forhold mellem civilsamfundet og staten er samarbejdende. De kombinerede kræfter fra ovennævnte aktører fik staten til at forbedre det liberale demokrati og skabte gunstige miljøer for international og indenlandsk handel. Til gengæld hjalp økonomisk velstand staten med at forbedre de regeredes sociale velfærd, hvilket forbedrede statsinstitutionens kvalitet og legitimitet.
Derfor kan det ud fra ovenstående analyse formodes, at Afrikas evne til at bevare sin økonomiske og politiske velstand hviler på civilsamfundet. Det er min påstand, at kontinentets politiske stabilitet afhænger af civilsamfundets partnerskab med staten. Et civilsamfund i ubalance med staten resulterer i, hvad den amerikanske politolog og økonom Francis Fukuyama har kaldt for “failed states”. Derudover skal civilsamfundet kunne stole på politikerne, og slutteligt skal politikerne, som Orwell skrev i sin tid, opføre sig ordentligt.
Jeg hævder, at partnerskabet mellem de folkevalgte og civilsamfund kan opnås, hvis de folkevalgte repræsenterer – og er ansvarlige over for – deres vælgere. Det afrikanske kontinent har opnået økonomisk og politisk udvikling på grund af statsinstitutioners øgede effektivitet og kvalitet.
Der er meget lang vej endnu. Men jeg ser positivt på Afrikas fremtid.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
