Liam Redhead i Robert Binets 'Children of Chaos. Fotograf: Costin Radu.

Liam Redhead: Vores kunst er vores stemme, vi skal kunne stå inde for den

i Kultur/Scenekunst af
BALLETDANSER PÅ BÆNKEN #11 // Q&A – Tre dage før premieren på John Neumeiers ballet over Mahlers 3. symfoni lukkede Det Kgl. Teater pga. coronakrisen, og Den Kgl. Ballets dansere blev hjemsendt på ubestemt tid. Hvordan holder de sig i form, hvad med kreativiteten og det kunstneriske i hverdagen? Hvad driver dem egentlig? Mød solist Liam Redhead, der er uddannet i Canada, men er blevet en af Den Kgl. Ballets store stjerner.

Liam Redhead, savner du at være på scenen, at du pludselig ikke kan danse? Hvordan holder du dig i form, når du er bundet til hjemmet?

Det gør jeg absolut. Det var sådan en abrupt afslutning på en prøveproces, der havde været utroligt intens for alle involverede. Måneden op til lockdown havde jeg prøver på det, der ville have været min første hovedrolle. Det er et utroligt fokuseret og skrøbeligt mentalt rum at være i. Der fandtes ikke andet end prøver og tanker om prøverne i en måned. Op til premieren havde jeg et sådant tunnelsyn, at da jeg fik at vide, at vi ikke skulle tilbage til teatret, og at forestillingerne var aflyst, føltes det, som om jeg vågnede fra en dyb søvn med et sæt.

Jeg sad pludselig i min stue uden et mål, hvor jeg umiddelbart inden havde været fuldstændig opslugt af universet i ’Mahlers 3. symfoni’, som jeg var faldet dybere og dybere ind i over seks uger. Jeg var i chok, følte mig snydt, lettet, træt, vred, ked af det og slået ud. Jeg havde seks ugers tanker og følelser, der skulle gennemarbejdes, så jeg mistede al energi og sov faktisk i flere dage. Herefter fandt jeg langsomt en rutine med at træne hjemme, og det har været en lærerig proces.

Jeg var i chok, følte mig snydt, lettet, træt, vred, ked af det og slået ud. Jeg havde seks ugers tanker og følelser, der skulle gennemarbejdes

At lave barre på et glat trægulv har fået mig til at savne vores prøvesale. En hakkende internetforbindelse har fået mig til at savne den levende musik, vi er så heldige at danse til til hverdag. Søvnløse, rastløse nætter har fået mig til at savne den tilfredsstillende udmattelse, der følger med en hård prøve.

Nu, en måned senere og efter jeg har fået vinyl på gulvet og er begyndt at løbe for at brænde energien af, har jeg fundet rytmen i rutinen. Jeg har lavet et midlertidigt træningsrum i min stue, og at konkurrere med mig selv på Nike Run App har udmattet mig, så jeg ikke er blevet skør. Jeg har fundet et nyt fokus, og jeg er glad for den rutine, jeg har, men som ugerne er gået, er det også blevet klart for mig, at det, jeg savner mest, er den enestående følelse af at være i et teater.

At mødes på samme måde, hver dag, til træning. At gå ned ad gangene og høre lyden af klavererne, der kommer fra alle prøvesalene, hvor danserne træner. Stemningen i huset, når alle er ved at gøre sig klar til en premiere. Der er mange magiske øjeblikke i løbet af en dag på et teater. Det tager jeg for det meste for givet, men nu, hvor vi er så langt fra det hele, tænker jeg på dem hele tiden. Jeg kan ikke vente med at vende tilbage til de små, fortryllede øjeblikke, der kun eksisterer i et teater.

Finder du andre måder at være kreativ på?

Her tænker jeg sjovt nok på mit køkkenprojekt. Da vi var en uge inde i lockdown, besluttede jeg mig lidt modvilligt for at male væggene i mit køkken. Det var noget, jeg havde udsat i et stykke tid, men siden jeg er gået i gang, er jeg blevet helt opslugt af det, og renoveringen bliver mere omfattende dag for dag. Jeg har lært mig selv forskellige typer håndværk, lidt efter lidt. Det er ikke alt sammen blevet lige godt, og det kan være, at jeg bliver nødt til at få en fagmand til at komme og redde det hele, når jeg er færdig, men det har været en sjov måde at være kreativ på.

Når du ser tilbage, hvordan opdagede du så ballet? Hvad er dine tidligste indtryk?

Ligesom mange andre drenge så begyndte jeg at gå til ballet, fordi min storesøster gjorde. Jeg sad og surmulede i et hjørne de første par måneder og nægtede at tage balletskoene på, men jeg var tvunget til at tage ballettimerne for at kunne danse på de andre måder, som jeg elskede så højt. Efter jeg overvandt min egen usikkerhed og blev del af klassen, blev det hurtigt der mit fokus lå.

Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 12, for at gå på Canadas National Ballet School. Jeg elskede at optræde, men disciplin var en udfordring for mig som barn. Jeg havde masser af energi, og glæden i spring og snurreture og koreografi har altid givet mening for mig. Jeg elskede den følelse af frihed, jeg oplevede, når jeg bare dansede, og derfor forstod jeg ikke væsentligheden af træningens alvor.

Jeg oplevede ikke noget pres over en fremtid som balletdanser eller med store konkurrencer. Jeg vidste bare, at jeg elskede at danse og at optræde, og at alt det andet var det værd

Jeg kan huske, at jeg altid kiggede på uret i vores to timer lange teknikklasser, og var overbevist om, at det var gået i stykker, fordi det føltes, som om vi havde været til undervisning hele dagen. At kunne nyde hårdt arbejde kom til mig senere i livet. Jeg tror ikke, det er den oplevelse, alle andre har, men jeg er faktisk taknemlig for den, for på en måde var ballet bare noget, jeg dansede, mens jeg voksede op. Jeg tog det ikke alt for seriøst. Jeg oplevede ikke noget pres over en fremtid som balletdanser eller med store konkurrencer. Jeg vidste bare, at jeg elskede at danse og at optræde, og at alt det andet var det værd.

Mit forhold til ballet har udviklet sig siden da. Jo mere, jeg ser, og jo mere, jeg oplever, jo mere respekterer og beundrer jeg kunstarten. Jeg er nok en større balletnørd end nogensinde før.

Hvordan vil du beskrive dig selv som danser?

Det er svært at vide, hvordan ens dans opleves. Jeg ved, at jeg selv gerne vil have, at det ser koordineret ud, og at det skal føles ”rigtigt”. Det kan synes indlysende eller nemt, men det tog mig et stykke tid at turde arbejde på den måde.

Vi er så afhængige af eksterne faktorer i ballet. Vi træner og øver hver dag foran et spejl, og vores instruktører, koreografer og lærere hjælper os hele tiden med at arbejde på ting, vi ikke selv kan se eller ikke selv kan rette. Disse værktøjer er uundværlige, men de kan også tage over. Dansere kan blive så fokuserede på, hvordan de former, de skaber, ser ud, eller så fikserede på, om de laver koreografien korrekt, at det bliver en hindring for deres naturlige bevægelseskvaliteter.

De sidste par år er jeg begyndt at have mere tillid til, hvordan det føles, og til at overveje, hvordan mine naturlige bevægelsesmønstre svarer på koreografien. Det er vigtigt, at det færdige produkt præsenterer koreografien korrekt, men jeg tror, at denne tilgang har givet mig mulighed for at finde en større frihed i forskellige typer roller. Jeg håber, at det kan ses i min dans, og at det gør mig nem at se på for publikum.

Liam Redhead i Tobias Praetorius' Chorale Dances. Foto: Tom McKenzie, Kammerballetten.
Liam Redhead i Tobias Praetorius’ Chorale Dances. Foto: Tom McKenzie, Kammerballetten.

Er du ambitiøs? Hvordan?

Jeg er bestemt ambitiøs. Det kan være både en velsignelse og en forbandelse. Det kan være svært at undgå at tænke negativt eller giftigt, når du ikke synes, du lever op til dine egne forventninger.

Ligesom de fleste balletdansere så vil jeg gerne gøre mit allerbedste i de roller, jeg får. Jeg er taknemlig for, at mine ambitioner stiller mig til regnskab, så jeg gør det bedste, jeg kan, men nogle gange kæmper jeg med at finde den rette balance mellem den ambition og at bære over med mig selv. Når du arbejder så hårdt på at blive bedre, er ambitionens mørke side, at du glemmer at nyde dine styrker eller de fremskridt, du gør. Det er vigtigt at finde den balance for at nyde processen og en længere karriere.

Hvilken rolle er den mest udfordrende, du har haft?

Jeg tror, jeg vil sige Akram Khans ‘Vertical Road’. Både rollen som Den Rejsende og i ensemblet. Bevægelsessproget for ensemblet var så ulig alt andet, jeg havde lavet før, og en stor fysisk udfordring, men det, der virkelig kendetegnede stykket, var atmosfæren på scenen.

Rummet var helt nøgent, og alle danserne var på scenen hele tiden, så det var virkelig op til os at skabe en fokuseret energi og at fastholde den fra start til slut.

Rollen som Den Rejsende har ikke så meget dans som ensemblet. Det meste af balletten observerer og interagerer han med gruppen på forskellige måder, og selvom hans følelser og reaktioner er specifikke, så har han en stor del af tiden ikke specifik koreografi som udtryk for den fortælling.

Det var første gang, jeg udforskede, hvordan man kan skabe en karakter med tanker og følelser, som er forståelige for publikum, ved blot at gå eller stå på scenen. Det tog mig lang tid at finde friheden i rollen, men sluttelig var det utroligt givende at opleve, at jeg havde fundet noget i mig selv, som jeg ikke havde adgang til før.

Hvilken rolle har været den mest betydningsfulde? Er der en rolle eller en ballet, der har været et særligt gennembrud for dig?

Jeg tror faktisk ikke, der har været en bestemt. Jeg har haft mange øjeblikke, hvor jeg er blevet overrasket og glad, når jeg har set mit navn på rollelisterne, men helt overordnet så er min oplevelse, at udviklingen og udfordringerne er kommet min vej, når jeg har været parat.

Det betyder ikke, at der ikke har været roller, jeg ikke har haft det svært med, eller at jeg altid har været helt klar, men jeg synes, der har været en fast rytme i min udvikling. Når jeg ser mig tilbage, kan det virke, som om min karriere har haft en række små gennembrud, ikke et stort et.

Nævn nogle af de smukkeste øjeblikke i ballet, der har gjort de største indtryk på dig. Kan du beskrive dem?

Et øjeblik, der gjorde et stort indtryk på mig, var i den første produktion, jeg medvirkede i hos Den Kgl. Ballet i 2014. Jeg kom direkte fra skolen, så det var første gang, jeg var med i en stor sceneopsætning som professionel danser. Vi lavede John Neumeiers ’Kameliadamen’, og den første sceneprøve med kostumer og orkester var overvirkelig. Det er sådan en rig og smuk ballet, og at se den komme til live på en majestætisk scene som Gamle Scene, fik mig til at føle, at jeg var del af noget virkelig specielt.

Et andet øjeblik var på turné i Kina i 2016. Det var første gang, jeg var med i ‘Napoli’, og jeg husker, hvordan jeg på premiereaftenen stod på scenen og så pas de six danset af nogle af de erfarne Bournonville-dansere, og jeg var fuldstændig betaget. Jeg var fascineret af måden, deres koordination fremhævede og legede med musikken på. Jeg tænker ofte tilbage til den oplevelse, når vi danser Bournonville-balletter.

Hvordan adskiller Den Kgl. Ballet sig fra andre kompagnier? Er det noget særligt?

Det er Bournonville, der gør os til noget andet end andre kompagnier. Det er et utroligt privilegium at have en stil og et repertoire, der er født her i huset. Det er særligt vigtigt, når balletterne er så anerkendte verden over som Bournonvilles.

Det alsidige repertoire, vi har på teatret, elsker jeg højt. Som danser får jeg meget ud af at danse forskellige stilarter og at arbejde med koreografer på nye værker, men jeg mener, at vi får vores særkende fra Bournonvilles balletter og teknik.

Beskriv dit forhold til Bournonville. Hvad kan du eller kan du ikke lide ved Bournonville? Har han en fremtid?

Jeg vil sige, at mit forhold til Bournonville er relativt ungt. Jeg vidste ikke så meget om stilen, da jeg voksede op, og det var ikke grunden til, at jeg gik til optagelsesprøve ved Den Kgl. Ballet.

Liam Redhead, Vertical Road
Liam Redhead i Akram Khans ‘Vertical Road’. Foto: Camilla Winther.

Det var først omkring et år efter, at jeg var blevet del af kompagniet, at jeg for alvor begyndte at få en interesse for stilens historie, og hvad der gør den anderledes end de teknikker, jeg er vokset op med. Jeg påskønnede umiddelbart de høje spring og det hurtige fodarbejde, men det var først efter jeg så den pas de six på Den Kgl. Ballets turné i Kina, at min interesse blev vækket yderligere.

På teatret diskuteres det meget, hvordan man bevarer Bournonville-stilen, og hvad det betyder, at så mange udenlandske dansere er blevet del af kompagniet. Jeg tror ikke, at jeg helt forstod den diskussion før øjeblikket, hvor jeg så de erfarne Bournonville-dansere vise det. Musikaliteten, det legende og den varme danserne havde med sig på scenen var forskellig fra al anden ballet, jeg havde set før.

Jeg er meget stolt over at være blevet forbundet med Bournonvilles historie og del af dens videreførelse i dag, også selvom det er en ny ære med mange udenlandske dansere i rollerne

Måden, variationerne i koreografien var forbundet fra start til slut, var som en række af forbundne sætninger, ikke bare enkeltstående spring, drejninger eller diagonaler, som man ofte ser i andre stilarter. Trinene er komplekse og hårde, men danserne udførte dem ubesværet og inddrog samtidig alle andre på scenen, og publikum, i deres danseglæde.

Jeg har siden da set og danset flere af hans balletter, og min påskønnelse af stilen er kun vokset. Selvom det ikke er den stil, jeg er uddannet i, så er jeg meget stolt over at være blevet forbundet med Bournonvilles historie og del af dens videreførelse i dag, også selvom det er en ny æra med mange udenlandske dansere i rollerne.

Når det gælder hans fremtid, så tror jeg, at de moralske værdier i hans balletter bliver stadig væsentligere, og de er nærmest blevet en tilflugt for mennesker i vores verden.

Da en gruppe dansere fra Den Kgl. Ballet sidste sommer optrådte i New York med et program, der hyldede Bournonville, var det meget tydeligt, hvor elsket han er, ikke kun i Danmark, men i hele verden. Hans koreografi skaber en kontakt mellem publikum og dansere, som er meningsfuld i dag, i en verden hvor der kommer mere og mere distance.

Helt ærligt: Klassisk ballet i 2020? Er der overhovedet plads til den kunstart i moderne tid?

Ja, absolut. Historiefortælling og håndværk er tidløs. Jeg har et blødt punkt for de klassiske balletters teatralske og finurlige natur, og jeg tror, der er en grund til, at de har overlevet alle disse år. Mennesker kan forholde sig til figurernes glæder og sorger, og publikum mærker og elsker historierne.

Når det er sagt, så kan vi ikke ignorere, at verden ser anderledes ud i dag, end den gjorde for 150 år siden. Selvom de fleste klassiske balletter har historier og værdier, der vil være relevante altid, så behandler nogle af dem spørgsmål om race og køn på måder, der ikke er i overensstemmelse med nutiden.

Det efterlader kompagnierne med nogle svære valg, om man skal eller om man ikke skal opføre disse værker. Ingen ønsker at miste disse elskede balletter, men vi skal også være opmærksomme på, at vores kunst er vores stemme, og vi skal kunne stå inde for, hvad vi sætter på scenen. Jeg vil tro, det handler om at finde en måde, hvor problemerne adresseres og løses samtidig med, at man bevarer værkets essens.

Hvad adskiller/kendetegner ballet i forhold til andre kunstarter?

At bevæge sig til musik er en naturlig ting for mennesket. Det er en impuls, som alle forstår, uanset alder eller kultur. Jeg tror, at den intuitive forståelse er grunden til, at mennesker lader sig røre af ballet. Historier, der fortælles i dans, taler til en dyb del af menneskets væsen, der gør det muligt at skabe en forbindelse til de mennesker, de ser på scenen.

Har du et link til en ballet (eller flere), man kan se på YouTube, du vil dele? Hvad gør dette klip værd at se, og hvad skal vi se efter?

Dette er et klip fra 1965 med en ung pige på 12 år, der danser. Jeg er meget betaget af dansefilm fra den tid. Danserne havde en frihed, som man sjældent ser i dag, der gjorde, at de opnåede ret utrolige ting. Ballets fysikalitet er blevet mere og mere ekstrem, og det sætter danserne under et stort pres. Der er så stort fokus på linjer, at dansere mister blikket for deres indre rytme. For mig er det her et sjovt eksempel på en ung pige, der læner sig op ad sin egen naturlige musikalitet og kropsbevidsthed. Hendes danseglæde er uomgængelig og rigtig sjov at opleve.


BENCHED BALLET DANCERS #11 // Q&A – Three days before the opening night of John Neumeier’s “Mahlers 3. Symphony, the Royal Danish Theatre closed its door because of the corona crisis and the dancers of the Royal Danish Ballet were sent home, for the moment on indefinite leave. How do they keep in shape, how do they find outlets for their creativity and artistry in this unusual situation? What drives them? Meet the dancers of the Royal Danish Ballet.

Liam Redhead, do you miss the stage, not being able to perform? And how do you keep in shape when you’re homebound?

Absolutely I do. It was such an abrupt ending to a rehearsal process that had been so intense for everyone involved. The month leading up to the lockdown I was rehearsing for what would have been my first principal role, which was such a focused and fragile head space to be in. For a month there was nothing other than rehearsal and thinking about rehearsal. I had such tunnel vision leading up to the opening weekend, so when I heard the news that we wouldn’t be returning to work, and that our shows were cancelled, I felt like I woke up from a deep sleep all at once.

All of a sudden, I was sitting in my living room with no direction, where moments before I was absolutely consumed by the Mahler’s Third universe I’d fallen deeper and deeper into over the past six weeks. I felt shocked, cheated, relieved, tired, angry, sad, defeated. I felt like I had six weeks’ worth of thoughts and feelings to sort through, so I lost all momentum and I essentially just slept for days. After a few days I eased into a new routine of training at home, which was a learning curve. Doing a barre on slippery wood flooring made me miss the studios. Patchy internet connection made me miss the live music, we’re so lucky to dance to every day. Restless, sleepless nights made me miss the satisfying exhaustion that follows a tough rehearsal.

Now a month in, after getting some vinyl floor and taking up running to burn myself out, I’m quite settled in my routine. I have a makeshift gym/studio in my living room and competing with my own times on the Nike Run App has kept me tired and, in turn, sane. I’ve found a new focus and I like the routine I have going, but as the weeks pass it’s become clear that what I miss most is the incomparable feeling of being in a theatre.

Coming together the same way every day for class. Walking down the hallway and hearing the live piano coming from all the different studios as people rehearse. The buzz in the house as everyone gets ready for a premiere. There are so many little moments of magic throughout the day in a theatre. Most days I take them all for granted; but these days being kept away from it all, I think about them constantly. I can’t wait to get back to all those little moments of magic that only exist in a theatre.

What about your creativity and artistry? 

Oddly enough my kitchen renovation comes to mind. A week into the lockdown I reluctantly decided to paint the walls in my kitchen, as I’d been putting it off for some time. Since starting I’ve been completely consumed by it and the project is becoming bigger and bigger by the day. I’ve been teaching myself renovating skills bit by bit. It definitely hasn’t all been successful, and I might need to get a professional in to fix it all once I’m done but it’s been such a fun channel for my creativity.

Looking back, how did you discover ballet? What are your earliest memories and impressions?

Like a lot of boys in ballet, I started dance classes as a kid because my older sister danced. I spent the first few months pouting in the corner refusing to put on the ballet shoes but in order to do the other dance styles I loved so much I had to attend the classes. Once I got over my insecurities and joined the class, it quickly became my main focus.

When I was twelve, I moved away from home to train and live at Canada’s National Ballet School. I always loved the performing but the discipline it took was a challenge for me when I was a kid. I had so much energy and the joy in the jumps and turns, and choreography always made so much sense for me. I loved the freedom I felt when I was just dancing, so I didn’t understand the importance of the more serious training.

I remember staring at the clock in our two-hour technique classes, convinced it must be broken because it felt like we’d been at the barre all day. Learning to enjoy the hard work came later in life for me. I don’t think that’s the common experience, but in a way I’m grateful because growing up ballet was just something I did. It was never too serious. I didn’t feel the pressure of a future in ballet or big competitions. I just knew I loved the dancing and the performing, and that all the other stuff was worth it for those feelings.

Since then my relationship with ballet continues to evolve. The more I see and the more I experience, the more respect and admiration I have for the art form. I guess I’m more of a ballet nerd now than I’ve ever been.

How would you describe yourself as a dancer?

It’s so hard to know how one’s dancing comes across. I know that I want it to look coordinated, and I want it to feel “right”. That may seem obvious or simple, but it took me a while to trust that way of working.

In ballet we rely so much on the external factors. We rehearse and train in front a mirror every day and our coaches, choreographers, and teachers are always helping us work on the things we can’t see or fix ourselves. These tools are invaluable, but they can start to take over. Dancers can get so focused on the look of the shapes they’re making or fixated on whether or not they’re doing the correct choreography, that it starts to hinder their natural movement qualities.

In the last couple of years, I’ve begun trusting how it feels and considering how my natural movement patterns respond to choreography. It’s important that the final product still represents the choreography correctly, but I think this approach has allowed me to find more freedom in all different types of roles. I hope this comes through in my dancing and that it allows the audience to be at ease watching me.

Are you ambitious? How does that manifest itself?

I definitely am ambitious. Which can feel like a blessing and a curse. It’s hard not to fall into a negative or toxic state of mind when you don’t feel like you’re measuring up to your own expectations of yourself.

Like most ballet dancers I want to feel I’m doing the best I possibly can with the roles I’m given. I’m grateful that my ambition holds me accountable to produce the highest standard I can, but sometimes I struggle with finding the right balance of ambition and being patient with myself.

The dark side of ambition is working so hard towards bettering yourself that you forget to enjoy your strengths or your progress to date. I think it’s really important to find that balance in order to enjoy the process and a longer career.

Which role has fulfilled you the most?

I think I’d say Akram Khans ‘Vertical Road’. Both the role of The Traveler and the group. The movement vocabulary for the group was so different to anything I’d done before, which was a big physical challenge, but what made the piece stand out was the atmosphere on stage.

The space was bare, and all the dancers stayed on stage the entire time, so it was really up to us to create the focused energy and maintain it from start to the finish. As The Traveler, there’s much less dancing compared to the group. He spends most of the ballet observing and interacting with the group on different levels, and though he has specific emotional reactions and feelings towards the group, a lot of the time he doesn’t have specific choreography to show the narrative.

It was my first time exploring how to create a character with thoughts and emotions that were palpable for the audience, while just standing or walking. It took a lot of time and trust to gain freedom in the part, but in the end, it was extremely rewarding to feel like I had unlocked something in myself I didn’t have access to before.

Has there been a breakthrough role or ballet for you?

I actually don’t think there has been. I’ve had many moments where casting went up and I was surprised and excited about an opportunity but overall, I feel like it’s been a fairly steady build-up and challenges have come my way as I’ve been ready for them.

That’s not to say I haven’t had a hard time with certain parts, or that I always feel perfectly prepared, but I do feel like there’s been a steadiness to my growth. I guess looking back it feels like I’ve had many mini breakthroughs as opposed to one big one.

Name the three beautiful moments in ballet that have made the greatest impression on you.

One moment that made a big impact on me was during my first production with the company in 2014. I joined straight out of school, so it was my first time being in a largescale production as a professional. We were performing John Neumeier’s ‘Lady of the Camelias’ and the first stage rehearsal with costumes and orchestra felt so surreal. It’s such a rich and beautiful production, and to see it come to life on a stage as majestic as Gamle Scene made me feel like I was really a part of something special.

Another special moment for me was on our tour in China in 2016. It was my first time being a part of ‘Napoli’ and I remember the opening night standing on stage watching the Pas de Six being performed by some of the experienced Bournonville dancers at the time, and I was completely mesmerized. I was fascinated with how their coordination highlighted and played with the music. I think back to that feeling a lot, when we’re dancing Bournonville rep.

How is the Royal Danish Ballet different from other companies? Is it different?

Bournonville is what sets us apart from other companies. Having a style, and ballets, that were born in the house is such a privilege. It’s especially important when the ballets are as celebrated around the world as Bournonville’s are. I do really love the varied repertoire we have at the theatre. As a dancer I get so much out of performing the different styles and working with choreographers on new ballets, but I believe we get our distinction from the Bournonville ballets and technique.

Describe your relationship with Bournonville? What do or don’t you like about him? Does he have a future?

I guess I would say my relationship with Bournonville is relatively new. I didn’t know all that much about the style growing up and it wasn’t the reason I auditioned for or joined the Royal Danish Ballet.

It wasn’t until a year or so after joining the company that I started to really take an interest in the history of the style, and what sets it apart from other techniques that I grew up watching.

On the surface, I appreciated the high jumps and quick footwork from the beginning, but it wasn’t until after seeing the pas de six on the RDB tour to China that my interest was piqued further.

There’s a lot of discussion within the theatre about preserving the Bournonville style and what it means to have so many foreign dancers joining the company. I guess I didn’t fully understand the conversation that was being had until that moment, where I saw the experienced Bournonville dancers doing their thing. The musicality, playfulness and warmth the dancers brought to the stage was unlike any other dancing I’d seen before.

The way the variations were connected from start to finish felt like a string of linked sentences as opposed to individual jumps, turns, or diagonals, which is often seen in other styles. The steps are intricate and difficult, but they were executing them gracefully while simultaneously including everyone on stage, and in the audience, in their joy of dance.

In the years since the tour I’ve seen and danced more of his ballets and my appreciation of the style only grows. Though I wasn’t trained in the style, I feel a lot of pride in being connected to the history of Bournonville and being a part of continuing it today. Even though it’s a new era having so many foreign dancers in the Bournonville roles.

In terms of his future, in a lot of ways I think the moral story lines of his ballets are increasingly important and they’ve become a sort of refuge for people in today’s world.

This past summer, when a group of dancers from the Royal Danish Ballet travelled to New York with a program celebrating Bournonville, it was so apparent, how loved he is not only in Denmark but all around the world. His choreography creates a closeness between the audience and the performer, which is even more meaningful today in a world where distance is more and more the norm.

Honestly, is there a place for classical ballet in the modern world?

Yes, absolutely. Storytelling and craftsmanship are timeless. I have a soft spot for the theatricality and whimsical nature of classical ballets, and I think they’ve survived all these years for a reason. People can relate to the joys and heartbreaks of the characters, and the stories are felt and loved by the audiences.

That being said, one can’t ignore how different the world looks today compared to 150 years ago. While most classical ballets have stories and values that will be relevant forever, some of them deal with race and gender in a way that doesn’t line up with today’s world.

This leaves ballet companies with the difficult choice of whether or not to showcase these productions. Nobody wants to leave these loved ballets behind, but we also have to be aware that our art is our voice and we should be able to stand behind what we put on stage. I guess it’s about finding a way to address these storyline issues while maintaining the essence of the work.

How is ballet different from other art forms?

Moving to music is one of the most natural things humans do. It’s an inherent impulse everyone understands regardless of age or culture. I think that visceral understanding is what makes ballet so touching for people. Stories told through dance speak to a deep-rooted part of people’s beings, allowing them to connect with the people they’re watching on stage.

Do you have a link (or several) for a ballet on YouTube you would like to share? Why should we watch this, and what should we look for?

This is a clip I love of a young girl age 12 dancing in 1965.

I’m so fascinated with dance videos from that time. The dancers had a certain freedom that is really rare to see today, and it allowed them to accomplish really incredible things! The physicality of ballet has become more and more extreme in recent years, putting a lot of pressure on dancers. There’s such a focus on creating the right lines that dancers can lose sight of their inner rhythm. I just think this is a fun example of a young girl leaning into her natural musicality and awareness of her body. Her joy of dance is undeniable, and it’s so fun to watch!


LÆS ALLE ALEXANDER MEINERTZ’ ARTIKLER PÅ POV HER.


Foto: Liam Redhead i Robert Binets ‘Children of Chaos. Fotograf: Costin Radu.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har været tilknyttet POV fra foråret 2016, først som skribent men siden som medlem af ledelsen og chefredaktionen, hvor jeg særligt har været optaget af udvikling af POV's publicistiske idé, strategi, organisation, kommunikation og design.

Som anmelder har jeg skrevet analytisk, kritisk og lidenskabeligt om klassisk ballet siden 1991, i dag primært ved Kristeligt Dagblad og POV. Mine anmeldelser og essays samler jeg på: https://alexandermeinertz.dk, hvor du også kan tilmelde dig et nyhedsbrev.

Fokus i mine kommentarer og overvejelser er på værk, idéverden og iscenesættelse efter devisen, “Never trust the teller, trust the tale. The proper function of a critic is to save the tale from the artist who created it.” ― D.H. Lawrence.

I 2006 udgav jeg biografien "Vera Volkova" hos Schønberg/Arnold Busck, efterfulgt af "Erik Bruhn - Billedet indeni" i 2008. Vera Volkova udkom samme år i engelsk oversættelse hos Dance Books, London. Jeg har desuden oversat og været ghostwriter på en række fagbøger.

Selfien med Medusa-hovedet tog jeg en sommerdag i Det Arkæologiske Museums have i Istanbul.

Seneste artikler om Kultur