DEBAT // KUNST – Kunstavisens redaktør, Tom Jørgensen, foreslår et nyt kunstakademi med vægt på klassiske dyder. Samtidig kritiserer han de bestående akademier. Både rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi og rektor for Det Fynske Kunstakademi svarer her på forslaget og kritikken sammen med en række kunstnere.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
“Vi har brug for et nyt kunstakademi i Danmark” skriver Kunstavisens redaktør og tidligere anmelder på JP, Tom Jørgensen, i et opslag på Facebook.
Teksten kan næsten kun fortolkes som en form for kritik af det bestående akademi.
“Et alternativ til akademiet på Kongens Nytorv”, skriver Jørgensen, og “med en helt anden profil og en helt anden pædagogik”.
Men hvad betyder det i praksis?
Tom Jørgensen ser også gerne, at det nye akademi bliver “klassisk i sin pædagogik: et eller to års tegneundervisning, før man går videre til, ja, hvad som helst.”
der er to meget forskellige grupper af kunstnere: De akademiuddannede og de mere eller mindre selvlærte
Kristine Kern, der er rektor for Det Fynske Kunstakademi, kender godt Tom Jørgensen som kritiker, og hans ytringer om et mere “klassisk” orienteret akademi kommer ikke bag på hende.
Jørgensen skriver bl.a. om lærerkræfterne, at det skal være “undervisere, der ikke kun har en faglig, men også en pædagogisk viden. Undervisere, der anerkender den konkrete kunstners personlighed og ikke prøver at presse sin egen kunstpraksis og sit eget kunstsyn ned over hovedet på unge mennesker, der kan være sårbare og usikre. Det skal være et akademi med højt til loftet, et akademi med plads til mangfoldighed og en højskoles fornemmelse for at inkludere alle uanset politisk holdning.”
Genkender ikke kritikken
Men den indirekte kritik af virkeligheden på kunstakademierne genkender hverken Kern eller rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi, Lars Bent Petersen. Sidst i artiklen svarer Lars Bent Petersen på vegne af akademiet i en officiel udtalelse.
Begge rektorer fastholder, at kunstakademierne skal tilbyde netop en bred vifte af undervisningstilbud til eleverne. Herunder også f.eks. tegneundervisning og farvelære og alle mulige andre klassiske dyder. Men bare ikke kun.
På Facebook skriver forhenværende professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Jesper Christiansen, at “hvis man ønsker at få tegnekurser på Akademiet i København, kan man til hver en tid få det. Det er blot ikke obligatorisk, ligesom det heller ikke er på mange andre akademier i verden.”
Og Lars Bent Petersen fra Kunstakademiet i København samstemmer, at kunstakademiet i Danmarks hovedstad skal varetage mange forskellige typer af undervisning i kunst.
Undervisningen skal kunne “rumme de mange udtryk og muligheder samtidskunsten har i dag. Det kan være alt fra et fokus på praksisbaserede færdigheder og viden om specialiserede teknikker – til mere videnskabeligt baserede tilgange til den billedkunstneriske praksis og billedkunstens område,” skriver rektoren.
Debatten viser, at der er to grupper af kunstnere
Privat skriver Jesper Christiansen til denne signatur, at han er lidt imponeret over, at jeg overhovedet gider tage debatten op.
Men der er to grunde. Den ene er, at opslaget på Facebook hurtigt opnår mange kommentarer, likes og delinger. Folk synes optaget af dét, der måske mest er en provokation fra Tom Jørgensen.
Den anden grund er, at det netop i forbindelse med opslaget endnu engang bliver klart, at der er to meget forskellige grupper af kunstnere: De akademiuddannede og de mere eller mindre selvlærte.
Nu er det bare ikke sådan, at de akademiuddannede på nogen måde er en homogen gruppe. Og mange vil også gerne kritisere undervisningen.
En akademiuddannet kunstner som Vibeke Stilling Larsen siger om den uddannelse, hun selv har gennemført på Det Kongelige Danske Kunstakademi, at den “ikke i tilstrækkelig grad indfører de studerende i billedkunstens praksis og teori, eller i den metakognitive øvelse, hvordan vi pædagogisk set lærer bedst. Hvordan man lærer folk at se og tænke selv gør man ved at lægge et fundament i tegning og analyse og øvelser”.
Hun har endvidere undervisningserfaring fra gymnasiet igennem mange år.
Men hun vil foretrække en reformation eller videreudvikling af akademierne fremfor et nyt akademi.
Andre akademiuddannede synes mindre kritiske overfor undervisningen, men betoner også, at det at have gået på akademiet på ingen måde er nogen garanti for succes bagefter.
Samlet set og for egen regning: Der er ingen garantier for noget som helst, i en ekstrem konkurrencepræget verden som kunstens. Enkelte selvlærde klarer sig glimrende, andre akademiuddannede er blevet overhalet af andre og mere trendy kunstnere. Kunsten er, i modernitetens stadige acceleration, for nu at citere kunstteoretikeren Harry Lehmann, hele tiden i omskiftelig selvfornyelse.
Men overfor de mange akademiuddannede kunstnere sporer man en helt anden, og langt større gruppe af kunstnere, der er selvlærte, og man fornemmer i tråden en slags akademibashing. At hænge Akademiet og kunstverdenen i København ud som en elitær, indspist københavnerklub, hvis medlemmer kun er anerkendte på grund af deres forbindelser og deres CV, er populært.
Forestillingen om den indspiste elite er næppe hele sandheden
Men forestillingen om den indspiste elite, der kun har succes på grund af netværket, er næppe hele sandheden. For det første må man formode, at undervisningen på akademierne både formår at vælge de ansøgere ud, der faktisk har en forståelse for samtidskunsten og dens mange retninger, og kan forny den.
Og dernæst: enten videreudvikle et allerede eksisterende talent, eller skabe de forbindelser der gør, at disse kunstnere faktisk bliver “set” og anerkendt af de rigtige personer, der kan hjælpe dem videre i den ekstreme konkurrence.
Niels Bonde, der som kunstner og underviser selv har været med til at optage elever, siger: “I juryerne, der ligger hundredevis af kilometer fra hinanden, sidder der personer, der ikke kender hinanden, eller måske hader hinandens kunstsyn, og alligevel vælger de at optage de samme elever.”
Endnu et akademi vil producere endnu flere kunstnere, i et marked, hvor der allerede er alt for mange producenter, og meget få, der kan forsørge en familie som kunstner
Noget tyder altså på, at der på trods af de mange forskellige “retninger”, som kunstnerne kan arbejde i, alligvel er nogle forskellige kriterier for, hvem der er talentfulde, i al fald når juryerne sammenligner de forskellige ansøgerer.
Også Kern fra Det Fynske Kunstakademi taler om, at optagelsesprøverne netop skal afspejle diversitet.
Man kunne også sige, at kunstundervisningen også skal være “intellektuel, og deraf følger at uddannelsen selvfølgelig også skal være som det akademiske/universitære, dvs. indeholde systematik og organisering af både tekst og billede. Derudover skal den indeholde en bred vifte af øvelser i træning af synssans og den æstetiske, etiske og kritiske dømmekraft.”
Det er blandt andet dét, som Vibeke Stilling Larsen gerne ser styrket ved den nuværende undervisning på akademiet. Men denne “systematik” er ofte i modstrid med opfattelsen blandt de mange selvlærte.
Typisk vil de selvlærte kunstnere hellere betone enten håndværket eller den mere følelsesmæssige og intuitive tilgang til maleriet. Og konceptuel kunst bliver en slags hadeobjekt i dette typisk “konservative” segment af antiakademiske kunstnere.
Blandt dem, der forholder sig mere positivt til Jørgensens forslag, finder man Daniel Goldenberg, der arbejder med en imponerende foto- eller hyperrealisme i maleriet. Han er skeptisk overfor, om akademierne i Danmark kan undervise i de avancerede teknikker, og er selv privatunderviser.
På sin hjemmeside forklarer Goldenberg en mulig adskillelse mellem to grupper af kunstopfattelser: “En gruppe, som kunne kaldes den ’intellektuelle’ og bl.a. tæller mange mennesker med tilknytning til kunstverdenen, vil hævde, at indenfor den rette kontekst kan alt kaldes kunst. Den anden gruppe, som nok bl.a. består af et flertal af den almindelige befolkning, har en mere ’emotionel’ tilgang og hævder, at kunst skal have en vis kvalitet, men er ude af stand til at definere præcis, hvad der menes med dette.”
Og i dette tomrum af definitioner på, hvad kunst “er”, og hvad kvalitet “er”, bliver det håndsværksmæssige naturligvis en indlysende – men også meget klassisk – mulighed.
Mens polariseringen måske er en næsten klassisk problemstilling i kunsten, kunne man også – som en af debattørerne gør – pege på et helt jordnært argument imod endnu et akademi i Aarhus: endnu et akademi vil producere endnu flere kunstnere, i et marked, hvor der allerede er alt for mange producenter, og meget få, der kan forsørge en familie som kunstner.
Og Kern tror slet ikke, at der vil være særligt mange ansøgere, til et sådant nyt og mere klassisk orienteret akademi.
Spørgsmålet er også, hvad intentionen bag forslaget er.
Enkelte har i opslaget peget på, at Tom Jørgensen i 17 år har udsendt bogen 101 kunstnere, hvor kunstnere, der typisk vil blive betegnet som amatører eller selvlærte, i følge kilden betaler 3.500 kroner for at blive optaget i bogen.
Kunstneren Niels Bonde har set udgivelserne igennem og konkluderer, at forslaget og bøgerne samlet set måske peger på et “kynisk forsøg på at udnytte en gruppe menneskers behov for at forklare deres manglende succes ved at opdigte en sammensværgelse.”
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Torben Nielsen, der er rektor for Det Jyske Kunstakademi, der ligger i netop Aarhus. Smilets by har iøvrigt allerede et andet og mere håndværksbaseret “akademi”, nemlig det såkaldte Århus Kunstakademi, der er en betalingsskole for kunstnere.
Tom Jørgensens tekst:
“Vi har brug for et nyt kunstakademi i Danmark.
Jamen, har vi ikke allerede kunstakademier i Odense og Aarhus, vil man sige?
Og jo, det har vi. Men dette skal være et akademi med en helt anden profil og en helt anden pædagogik. Et sted og en institution, der skal give reel konkurrence og være et reelt alternativ til akademiet på Kongens Nytorv, der i 271 år i praksis har haft monopol på at være stedet, hvor man uddanner billedkunstnere.
Skønt vi i dag lever i en globaliseret verden med lynhurtig kommunikationsteknologi, befinder vi os, hvad kunst angår, åndeligt talt stadig i guldalderens København før voldenes fald. En bittelille by i et bittelille land, hvor alle kender hinanden, hvor alle på en eller anden måde er fedtet ind i hinanden, og hvor man kan sole sig i visheden om at være en stor kunstfisk i en lille kunstdam. De større eller mindre kunstfisk i den store internationale kunstdam behøver man ikke bekymre sig om.
I og med vi lever i en lille mikroverden, hvor det hele kredser om Kongens Nytorv, er alt, man behøver at gøre som akademiuddannet kunstner at netværke sig til opmærksomhed og succes. Sådan har det altid været. Før akademiets dage gjaldt det om at fedte sig ind på konger, dronninger, biskopper og godsejere. Efter demokratiets indførelse var det, ja, stadig konger, dronninger, biskopper og godsejere, nu suppleret af industrifyrster og førende embedsmænd.
I dag kan man komme endog meget langt ved at overøse de sociale medier med opslag stort set hver anden time, samtidig med at man stadig kan påvirke de rigtige politiske og administrative beslutningstagere med en solid gang netværkning.
Nogle magter ikke denne opgave. De er enten alt for usikre, alt for vrede eller alt for ligeglade til at gøre en indsats. Med det resultat, at de uanset kunstnerisk formåen ofte har det med at blive glemt, overset og udeladt af beslutningstagerne, der alle dage ikke har været blinde for smiger. Og det er ikke, fordi disse kunstnertyper er onde eller asociale. Tværtimod er de ofte elskværdige og venlige. Ja, i hvert fald, indtil noget eller nogen går dem imod. Det er bare vigtigt at erkende, at som det er, kan man ikke rigtig gøre noget ved situationen. Man bliver nødt til at kippe med flaget og konstant gøre opmærksom på sig selv, hvis man vil frem i verden. Medmindre man har et så enestående talent, at man ikke kan ignoreres, og sådanne kunstnere hænger ikke på træerne.
I mellemtiden kan man kun beundre den elegance, hvormed supernetværkerne optræder før som nu. Det minder om en velkoreograferet menuet eller arabeske, forførende og forbløffende æstetisk, smuk at se på.
I virkeligheden hæmmer koncentrationen omkring København dog den kunstneriske skaberkraft.
Uden det rigtige cv har man virkelig svært ved at få foden indenfor i kunstens Danmark, hvor det reelt er sådan, at mange ser på den konkrete kunstners uddannelsespapirer, før man ser på hans/hendes kunstværker. I kontrast til udlandet, hvor man fokuserer på, om hans/hendes værker kan sælge – det er i hvert fald det, jeg hører fra folk, der har taget turen ud i det store udland. Og det er der én grund til: kunstmonopolet i København.
Et alternativt akademi vil bringe nye vinde og frisk luft ind i kunstens centraliserede Danmark. Det vil give kommende kunstnere et alternativ med vægt i til gavn for både det nye akademi og det gamle i København.
Jeg ser gerne det nye akademi ligge i Aarhus, og jeg ser gerne, at det bliver offentligt finansieret velvidende, at det lige nu lyder som en fjern vision. Hvis det ikke kan lade gøre, så må det blive privat finansieret.
Jeg ser også gerne, at det nye akademi bliver klassisk i sin pædagogik: et eller to års tegneundervisning, før man går videre til, ja, hvad som helst. Og med tegneundervisning mener jeg ikke den dødssyge kopieren af gipsbuster, man startede med i 1754 og helt frem til nyere tid. Jeg henviser her til de tanker, den engelske kunstner David Hockney gang på gang er kommet med, om vigtigheden af at kunne gengive tredimensionale objekter på det hvide todimensionale papir. Noget, der giver kunstneren en fornemmelse af dimensioner og komposition, han/hun kan bruge i fremtiden, uanset om man vælger at blive maler, skulptør, videokunstner, installationskunstner eller noget helt femte eller sjette. Det drejer sig om at blive dygtig nok til at få inkorporeret de værktøjer, man kan bruge i det videre kunstneriske forløb.
Det skal være et kunstakademi med et ordentligt budget, så man får råd til de nødvendige faciliteter, materialer og undervisere. Hvad angår sidstnævnte, skal det være undervisere, der ikke kun har en faglig, men også en pædagogisk viden. Undervisere, der anerkender den konkrete kunstners personlighed og ikke prøver at presse sin egen kunstpraksis og sit eget kunstsyn ned over hovedet på unge mennesker, der kan være sårbare og usikre. Det skal være et akademi med højt til loftet, et akademi med plads til mangfoldighed og en højskoles fornemmelse for at inkludere alle uanset politisk holdning.
Og så skal det være et akademi med en ekstern formidling i øjenhøjde. Hvis man gerne vil gøre folk interesserede i det, man laver, nytter det ikke at tale og skrive i et sprog, som kun en selv og ligesindede forstår. Det er at give offentligheden en strittende fuckfinger lige op i ansigtet. Hvis man f.eks. bruger ordene ‘kognitiv’, ‘modus’ eller ‘diskurs’ i en pressemeddelelse, kunne man overveje en straf, der gik ud på, at vedkommende skulle gå planken ud i et hajfyldt farvand. Kan man med intellektuel veltalenhed, overbevisende henvisninger til Foucault og smukke treleddede sætninger så overtale hajerne til ikke at spise en, er det jo et oplagt win-win, for menneskerne såvel som for bruskfiskene. Bare et forslag.
Er alt dette nu også realistisk? Næ, det er op ad bakke lige nu. Dette er kun en ide, en utopi, noget, man kan diskutere.
Men helt alvorligt og med fare for gentagelse: København og hele kunstens Danmark trænger i den grad til et reelt alternativ til Det Kongelige Danske Kunstakademi.”
Lars Bent Petersen, rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi, er forelagt Tom Jørgensens tekst og svarer:
“Kunstakademiet udvikler sig hele tiden og det skal vi også som statslig uddannelses- og kunstinstitution.
I dag har vi f.eks. 13 laboratorier og værksteder, der varetager store dele af den praktiske og færdighedsbårne undervisning på Kunstakademiet. Kunstakademiets laboratorier og værksteder tilbyder studerende undervisning i form af kurser, specialiseringer og individuel vejledning i alt fra grafik, maleri og farve, keramik, fotografi, lyd og skulptur – for bare at nævne nogle på vores mange laboratorier og værksteder.
Den kunstneriske praksis er omdrejningspunktet i begge vores uddannelser og i det arbejde spiller vores laboratorier og værksteder en væsentlig rolle, Ikke mindst i at understøtte og udvikle de studerendes individuelle kunstneriske praksis. På bacheloruddannelsen tilbyder laboratorier og værksteder løbende kurser på og på kandidaten tilbydes bl.a. specialiseringer.
Specialiseringer er et forløb hvor en studerende over et semester kan fordybe sig i et enkelt praktisk og kunstnerisk fagområde, som laboratoriet udbyder. For eksempel kan en specialisering i maleri omfatte viden om og mestring af tekniske færdigheder i oliemaleriet med relevans for den individuelle kunstneriske praksis. Det kan være indføring i olie- og tempera emulsionsmalings egenskaber, underlag og påføringsteknikker etc.
Mens en specialisering i grafik bl.a. består af undervisning i stregætsning, koldnålsradering, akvatinteteknik, fotogravure, træsnit, linoleumssnit, serigrafi – altså grundlæggende et dybdegående praktisk studie af grafik som billedkunstnerisk medie.
Kunstakademiet har siden 2022 tilbudt specialiseringer inden for felterne fotografi, keramik, maleri, grafik og også inden for sprog, skrift og forskning på billedkunstens område.
Vi har lige nu to kunsthistoriske forskningsprojekter, ét om Bertel Thorvaldsens rolle og betydning som underviser og professorundervisningen i dansk kunsthistorie i samarbejde med Thorvaldsens museum og ét om Kunstakademiets såkaldte Kvindeskole – som åbnede i 1888 for at Kunstakademiet kunne tilbyde undervisning til kvinder; et projekt, der skal bidrage til mere solid viden i en tid, hvor interessen for historiens kvindelige kunstnere er stigende. Begge projekter kan bidrage til øget forskningsbaseret viden om Kunstakademiets historie og virke. Vi har også praksisbaseret kunstnerisk forskning. I år påbegynder den danske kunstner Jeannette Ehlers et projekt om dansk kolonihistorie, kollektivitet og kunstens aktivistiske potentiale.
Kunstakademiet er en videregående uddannelse og vores vidensgrundlag er kunstnerisk praksis og hvor det er relevant videnskabelig forskning. Vi synes det er vigtigt, at vi som den eneste statslige, videregående billedkunstuddannelse i Danmark, kan rumme de mange udtryk og muligheder samtidskunsten har i dag – Det kan være alt fra et fokus på praksisbaserede færdigheder og viden om specialiserede teknikker – til mere videnskabeligt baserede tilgange til den billedkunstneriske praksis og billedkunstens område.
Hvert forår åbner vi på Kunsthal Charlottenborg vores årlige afgangsudstilling. Her er man mere end velkommen til at se og opleve hvad der kommer ud af en uddannelse i billedkunst. Hvis årets afgangsudstilling ligner de seneste par års udstillinger, vil man kunne se alt fra maleri, grafik, skulptur, installation, film og alle de formater samtidskunsten rummer – uanset om de er klassiske, analoge eller digitale.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.