Før TV2 dokumentar: Kære Politi – i min voldtægtssag gjorde I ikke jeres bedste

af i Danmark/Debat/Liv & Mennesker/Medier

DEBAT // RETSSIKKERHED – “Som borger er du åbenbart nødt til selv at holde øje med, at din politisag modtager den behandling, som den ifølge Retsplejeloven har krav på. Politi og anklagemyndighed er bundet af objektivitetsprincippet. Det betyder, at man skal efterforske og behandle sagen objektivt – og dermed grundigt – for at sikre, at uskyldige ikke dømmes og skyldige strafforfølges. Jeg har været åben omkring de problemer, jeg har oplevet i behandlingen af min egen sag. Jeg har klaget og klaget til systemet, men hørt ”vi gør det bedste vi kan”. ”Vi gjorde det bedste, vi kunne”. Men det er jo ikke rigtigt. “TV2 sender torsdag aften kl. 20 dokumentar-programmet ”Hvor er politiet?”  I udsendelsen fortæller Kirstine Holst om sin oplevelse med en del af politiets efterforskning af hendes egen voldtægtssag. Nedenfor fortæller hun mere.

Den første dag, den 18. august 2017, var jeg i chok og insisterede på, at der var sket en ulykke, imens jeg fortalte om vold og tvang. Når nogen forsigtigt nævnte ordet voldtægt, blev jeg vred og fortvivlet. Jeg var ikke klar til at være offer for nogen, som havde taget magten over min krop og min skæbne. Nu krævede jeg magten over ordet for det, som var sket.

Anden dag var jeg i min krop. Slap, træt og bevidst og i stærke smerter. Det gik ikke væk, uanset hvad jeg valgte ikke at kalde det. Min krop var kommet til skade. Jeg var gjort fortræd. Jeg måtte hjælpe min krop.

Den 20. august 2017, anmeldte jeg en voldtægt til politiet

Tredje dag var jeg i min hjerne. Erkendelse og konsekvens. Jeg havde været udsat for en forbrydelse og skulle anmelde den til politiet. Jeg skulle sørge for min retfærdighed.

Men kunne jeg have tillid til, at nogen tog magten over det, der var sket mig, én gang til og forhindre, at jeg kom mere til skade? Kunne jeg udsætte mig selv for et nyt tab af kontrol?

Den 20. august 2017, anmeldte jeg en voldtægt til politiet.

Kirstine Holst – Twitter.

Dagen forinden havde jeg været på Center for voldtægtsofre med stærke smerter, hvor jeg blev undersøgt og skaderne beskrevet af en almindelig læge og ikke en retsmediciner, hvilket sker, hvis man ikke umiddelbart er klar til at tale med Politiet.

Afdelingens kamera virkede ikke, så hende, som fulgte mig derhen, blev bedt om at tage fotos af skaderne. Jeg var der i et par timer.

Det var ikke en let beslutning at anmelde til politiet dagen efter. Som mange andre lider jeg af den mærkelige kombination af autoritetstro og autoritetsfrygt, og besidder alt for lidt autoritetstillid. Jeg ringede dog 114 i autoritetstro, for jeg opfattede, at det som var hændt mig, var en alvorlig forbrydelse.

Det var jeg aldrig i tvivl om.

Første gang jeg talte med en efterforsker, blev jeg afvist på grund af ressourcemangel og henvist til at opsøge politiet personligt næste dag. Den samtale tog seks minutter, og her vurderede man med opfordringen, at det ikke var nødvendigt at opsøge gerningsstedet. Det gjorde man aldrig.

I september, en måned efter min anmeldelse, afhørte man den senere sigtede. Herefter sikrede politiet DNA-poserne med mit tøj fra hospitalet, men man åbnede dem aldrig

Fra min første henvendelse gik der omkring halvanden uge før sagen endte der, hvor den skulle endelig efterforskes. Jeg blev derfor afhørt to steder i landet.

Politiet afhørte fire vidner telefonisk. Disse telefonafhøringer tog i snit 15 minutter hver. Politiet modtog herefter billeder af mine skader og anden dokumentation fra vidnerne. Ingen af vidnerne blev tilbudt at gennemlæse og godkende deres forklaringer, som de skal ifølge Retsplejeloven. Der står på alle rapporterne, at de ikke selv har ønsket det. Det er faktuelt forkert.

I september, en måned efter min anmeldelse, afhørte man den senere sigtede.

Herefter sikrede politiet DNA-poserne med mit tøj fra hospitalet, men man åbnede dem aldrig. Der laves en retsmedicinsk udtalelse fra min undersøgelse halvanden måned efter. Retsmedicineren skriver, at de ingen fotodokumentation havde af mine skader, og derfor ikke med sikkerhed kunne sige noget om måden, de var opstået på.

De havde åbenbart ikke modtaget billederne fra politiet, som var blevet overleveret af min veninde, som hospitalet selv havde sat til det.

Sagen kom for retten i februar 2018, hvor tre af vidnerne afgav forklaring, og hvor der faldt frifindelse, da bevisbyrden ikke udenfor enhver rimelig tvivl var løftet af anklagemyndigheden. I forsvarsadvokatens procedure, blev der lagt vægt på politiets belastede efterforskning.

Politiet forsøgte at anke sagen, blandt andet med baggrund i muligheden for at undersøge mit tøj på grund af modstridende forklaringer (han sagde, at jeg var nøgen).

En undersøgelse af tøjet kunne understøtte troværdigheden af min forklaring, vurderede man.  Statsadvokaten afviste ankeindstillingen på en enkelt dag. Uden at have undersøgt mit tøj. Uden at have modtaget forklaringerne fra retten.

De lå først klar fra retten tre dage senere. Den dag fristen udløb.

Selvom politiet aldrig har åbnet poserne, kan de – ifølge Rigsadvokaten – ikke betragtes som nyt bevis

Et af argumenterne til mig for afvisningen, var, at jeg ventede to og en halv dag med at anmelde. Det var et svagt punkt i sagen, sagde de hos Statsadvokaten.

Altså lige ud over at sager mellem tidligere kærester og ægtefolk altid er svære at bevise. Vi var kun venner, og der havde aldrig været noget seksuelt imellem os, bekræftede vi begge to i retten, men det kunne Statsadvokaten jo ikke vide, da de tilsyneladende ikke havde læst forklaringerne.

Mit belæg for at kunne beskrive forløbet i efterforskningen og sagsbehandlingen er dokumentation fra omfattende aktindsigt og klagesvar.

Jeg fik mit tøj tilbagesendt, og det viste sig ganske rigtig at understøtte min forklaring men bar også helt uventet en del blodspor. Rigsadvokaten har afvist at tage tøjet tilbage og undersøge det, da det har været i politiets varetægt og dermed været tilgængelig for Statsadvokaten. Selvom man aldrig har åbnet poserne, kan det dermed – ifølge Rigsadvokaten – ikke betragtes som nyt bevis.

I aften fortæller jeg om min oplevelse med en del af politiets efterforskning af min egen voldtægtssag i programmet ”Hvor er politiet?” på Tv2.

Som borger er du åbenbart nødt til selv at holde øje med, at din politisag modtager den behandling, som den ifølge Retsplejeloven har krav på. Politi og anklagemyndighed er bundet af objektivitetsprincippet.

Det betyder, at man skal efterforske og behandle sagen objektivt – og dermed grundigt – for at sikre, at uskyldige ikke dømmes og skyldige strafforfølges. Jeg har været åben omkring de problemer, jeg har oplevet, i behandlingen af min egen sag. Jeg har klaget og klaget til systemet, men hørt ”vi gør det bedste vi kan”. ”Vi gjorde det bedste, vi kunne”. Men det er jo ikke rigtigt.

Det er næsten umuligt at dømme for voldtægt, fordi vores nuværende lovgivning og retspraksis, er som den er, og voldtægtsofre protesterer sjældent højlydt mod de svigt, de oplever

Kære politi, I gør jo ikke det bedste I kan, og det gjorde I heller ikke for mig og i min sag.

Derfor er jeg taknemmelig for, at menige betjente i aften står frem og bryder tavsheden og fortæller sandheden om politiets prioriteringer i efterforskningen af personfarlig kriminalitet og hvorfor, så vi kan forandre.

Jeg er selv af den opfattelse, med alt hvad jeg i dag ved om voldtægtssager, at når politiet mangler ressourcer, så er voldtægtssager et let sted at spare.

Det er næsten umuligt at dømme for voldtægt, fordi vores nuværende lovgivning og retspraksis, er som den er, og voldtægtsofre protesterer sjældent højlydt mod de svigt, de oplever.

En dårlig efterforskning forringer mulighederne for at løfte den i forvejen skrappe bevisbyrde for voldtægt, og systemet mangler generelt bedre kompetencer på området.

Tallene taler for sig selv. I 2018 gik 1.079 borgere i tillid til politiet og anmeldte en voldtægt. Kun 86 endte med at kunne gå derfra med retfærdighed.

Når jeg selv investerer min historie for at fremme den forandring både systemisk og lovgivningsmæssig, så er det for at styrke det retssamfund, som kun kan fungere, hvis vi har tillid og kan overgive kontrollen og magten over vores retfærdighed og skæbne til det

Vores samfund er bygget på gensidig tillid, og en forudsætning for den tillid er, at man er villige til at erkende fejl og problemer åbent. Ellers kan der ikke ske forandring.

Når jeg selv investerer min historie for at fremme den forandring både systemisk og lovgivningsmæssig, så er det for at styrke det retssamfund, som kun kan fungere, hvis vi har tillid og kan overgive kontrollen og magten over vores retfærdighed og skæbne til det.

Jeg har kun mødt venlige og empatiske betjente, hvilket jeg også forventede, men ofre for forbrydelser har ikke kun brug for venlighed. De har ligesom alle andre borgere først og fremmest krav på, at deres sager behandles med omhu.

Jeg er ikke i tvivl om, at den enkelte betjent gerne vil, så lad os nu tale om, hvad der skal til. Helst uden at ofre for grove forbrydelser skal tages som gidsler af politiet i et politisk forhandlingsspil.

Kirstine Holst har været en af drivkræfterne bag en kampagne for at ændre den danske lovgivning om voldtægt. Hun har sammen med bl.a. Amnesty advokeret for indførslen af en samtykkelovgivning tilsvarende den, som man bl.a. har i Storbritannien og Sverige. Foto: Amnesty

Topillustration: Kirstine Holt privat. Fotoet viser et udsnit af den natkjole med blodpletter, som politiet aldrig brugte i retssagen.

Kirstine Holst, født 1979, freelance skribent og kommunikatør med en bachelor i historie og journalistik som tilvalg fra Syddansk Universitet.
Har tidligere beskæftiget sig med lokaljournalistik og som journalist og rådgiver for en af landbrugets interesseorganisationer. I dag har hun sit fokus på politisk kommunikation. Kirstines interesseområder er historie, ligestilling og menneskerettigheder.
Hun bor til dagligt i det sydøstlige Jylland, hvor hun er engageret i den lokale konservative vælgerforening.

Seneste artikler om Danmark