SPIONSKANDALE // ANALYSE – Både den tidligere forsvarsminister og chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er sigtet for at afsløre statshemmeligheder. Men hvor meget handler det egentlig om at beskytte hemmeligheder for andre stater? Og hvor meget om at hemmeligholde noget for den danske befolkning?
Da jeg for nogle år siden skrev en biografi om trotskisten og folketingsmedlemmet Søren Søndergaard (EL), var der én ting, som gik igen, når jeg snakkede med ham og hans nuværende og tidligere partifæller på den danske venstrefløj: Alle havde de under den kolde krig i 1970’erne og 80’erne følt sig sikre på, at de blev overvåget af efterretningstjenesten og tog deres forhåndsregler som aldrig at tale åbent i telefonen med hinanden.
Det blev fortalt, hvordan tre medlemmer af ledelsen af den daværende trotskistisk gruppe, Revolutionære Socialister (RS), på et tidspunkt havde fået mistanke om, at nogen lækkede til pressen – og måske ligefrem også Politiets Efterretningstjeneste (PET) – og satte sig for at afsløre den skyldige ved at lave individuelle udgaver af det næste nummer af det interne medlemsblad (ikke nogen enkelt opgave, fordi bladet blev trykt på en duplikator).
Den danske befolkning kunne formentlig godt tåle at høre om det. Men det kunne russerne ikke, det kunne kineserne ikke, det kunne iranerne ikke, det kunne nordkoreanerne ikke
Claus Hjort Frederiksen
Hver udgave af medlemsbladet indeholdt derfor efterfølgende sin egen kompromitterende oplysning. Hvilket alt sammen var meget godt. Problemet var bare, at ingen af oplysningerne slap ud. Med andre ord måtte lækagen altså komme fra ét eller flere af de tre medlemmer af ledelsen.
En anden forhåndsregel var ironisk nok også, at trotskisterne fik et mere afklaret forhold til brugen af eventuelle ulovlige politiske virkemidler og det medfølgende behov for at hemmeligholde disse. Hvis de hverken kunne – eller ville – forhindre PET’s infiltration, så måtte det blive sådan. Til gengæld skulle trotskisterne så være sikre på, at der netop ikke var noget af komme efter, hvis efterretningstjenesten var med på en lytter.
De måtte være ekstra lovlydige – og som Cæsars hustru være hævet over enhver mistanke – for ikke at give systemet nogen som helst undskyldning for at slå ned på dem.
Største spionskandale
Den efterfølgende PET-Kommission afslørede som bekendt, at de faktisk var blevet overvåget på den danske venstrefløj under den kolde krig.
De eneste som bare ikke havde kendt til dette, var befolkningen og Folketinget, som havde levet lykkelig i visheden om en regeringserklæring fra 1968, der netop havde erklæret det modsatte: At “registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed”.
Hvilket foreløbig også er et af de mange ubesvarede spørgsmål i, hvad Berlingske har døbt ”danmarkshistoriens største spionskandale”, sigtelserne mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) om en række tidligere og nuværende ansatte i Forsvarets (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET), for at have afsløret statshemmeligheder.
Nemlig spørgsmålet om, hvad de sigtede har afsløret om spionage mod andre stater, organisationer og enkeltpersoner, som disse ikke allerede må have vidst – eller i hvert fald gættet på?
Fængsel i 12 år
Foreløbig ved vi kun, at Claus Hjort Frederiksen med flere er sigtet for at have overtrådt straffelovens paragraf 109, som taler om, at ”den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, eller som angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet, straffes med fængsel indtil 12 år.”
Men der gættes selvfølgelig på, at der er tale om oplysninger om det hemmelige kabeltapningssamarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency (NSA). Et samarbejde der i 2020 resulterede i en kommissionsundersøgelse, efter at Tilsynet
med Efterretningstjenesten (TET) i en kryptisk pressemeddelelse havde advaret om, at ”der ved centrale dele af FE’s indhentningskapaciteter er risici for, at der uberettiget kan foretages indhentning mod danske statsborgere.”
I hvert fald kunne flere medier ved den lejlighed efterfølgende afsløre, at Tilsynets kritik handlede om det dansk-amerikansk samarbejde, som siden 1990’erne angiveligt har givet NSA mulighed for at tappe data fra søkabler, som i Danmark forbinder øst- og vesteuropæiske dele af internettet, og i den forbindelse altså også få oplysninger om danske statsborgere.
(Ifølge Danmarks Radio (DR) skulle sigtelsen mod FE’s tidligere chef, Lars Findsen, dog også handle om andre lækager til medierne).
Kineserne og russerne
Claus Hjort Frederiksen, der var forsvarsminister fra 2016 og frem til 2019 og efterfølgende i en periode formand for Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, eller det såkaldte kontroludvalg, kritiserede i 2020 forsvarsminister Trine Bramsen (S) for hendes håndtering af Tilsynets kritik og beslutningen om at nedsætte en undersøgelseskommission.
Forsvarsministeren var ved at ødelægge tilliden til Danmark hos vores nærmeste allierede. Hun skulle have håndteret sagen i tavshed, så omverdenen ikke havde hørt om samarbejdet med NSA, forklarede Claus Hjort Frederiksen, som samtidig erkendte faktisk at være den første, som officielt bekræftede eksistensen af dette.
Da Jyllands-Posten i et interview spurgte Claus Hjort Frederiksen om, der kunne være foregået ting, som ikke tålte offentlighedens lys, lød svaret.
”Den danske befolkning kunne formentlig godt tåle at høre om det. Men det kunne russerne ikke, det kunne kineserne ikke, det kunne iranerne ikke, det kunne nordkoreanerne ikke. Det er derfor, der skal være fortrolighed. De fleste danskere kan forstå, at der skal samarbejdes. Det er jo af hensyn til vores fjender, at der skal være fortrolighed.”
At der skulle have være foregået noget fordækt blev dog afvist af undersøgelseskommissionen kort før jul, uden at der fremkom flere oplysninger om, hvad der egentlig er foregået – og foregår.
”Det er afgørende for regeringen, at vi af hensyn til vores sikkerhed har velfungerende efterretningstjenester, og at der er tillid til tjenesterne,” nøjedes justitsminister Nick Hækkerup (S) med at udtale i en pressemeddelelse.
”Jeg noterer mig derfor med tilfredshed, at kommissionen har fundet, at der ikke er grundlag for at rejse kritik.”
Et spørgsmål om tillid
Så vidt, så godt.
Men det er vanskeligt at tro, at dem – der ligesom venstrefløjen under den kolde krig eventuelt måtte have noget at skjule – ikke også har taget deres forholdsregler, når det handler om at sende kommunikation gennem kabler på Danmarks territorium.
Danmark er som bekendt ikke bare medlem af NATO men en nær allieret af USA. Hvilket var det samme problem, som anklagemyndigheden i 2016 stod overfor med sigtelsen – og senere tiltalen – mod PET’s tidligere chef, Jakob Scharf, for at have brudt sin tavshedspligt i forbindelse med udgivelsen af bogen Syv år for PET.
I alt var Jakob Scharf tiltalt for at videregive fortrolige oplysninger 28 steder i bogen. Men landsretten frifandt ham for 27 af passagerne.
”Vi mener ikke, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden for, at de her oplysninger er fortrolige,” lød det fra retsformanden.
Når PET ikke ville begrunde nærmere, hvorfor de 28 passager var fortrolige og kunne skade rigets sikkerhed, skyldtes det angiveligt, at efterretningstjenesten dermed selv brød tavshedspligten, lød
forklaringen under retssagen.
Her kom det blandt andet også frem, at den tidligere leder af PET’s Center for Terroranalyse havde svært ved at se skaden af at afsløre en analyse, som viste, at en grænsekontrol er et godt sted at undersøge potentielle terrorister. Den tidligere leder mente ikke, at den oplysning kunne gøre terroristerne klogere, fordi de nok vidste det i forvejen.
Da Jyllands-Posten i det samme interview spurgte Claus Hjort Frederiksen, om ikke både russerne og kineserne i forvejen kendte aftapningen, bekræftede han da også dette:
”Jo, vi ved jo også meget om, hvad der foregår der. Men det her handler bare om noget andet. Det handler om tillid.”
Guld og sølv
Ganske vist udtalte en nu afdød amerikanske udenrigsminister engang, at ”gentlemen læser ikke hinandens breve”, men historien er fuld af eksempler på netop efterretningstjenesternes aflytning af
hinandens netværks- og kommunikationskabler.
Den måske mest berømte af slagsen var ”Operation Gold”, hvor amerikanerne og briterne i 1955 gravede en seks meter dyb og 450 meter lang tunnel ind i den sovjetiske sektor af Berlin for at lytte med på den Røde Hærs telefonlinjer.
”Operation Silver” havde været den britiske efterretningstjeneste, MI6’s, aflytning af de russiske kabler i den østrigske hovedstad, Wien, som var stoppet, da besættelsesmagterne forlod landet.
Et evalueringscenter med 317 ansatte blev oprettet i London, andre 350 lyttede med i Washington, og 365.000 samtaler blev optaget på bånd. Den samlede pris løb op i en halv milliard kroner i nutidige penge.
Problemet var bare, at den britiske dobbeltagent George Blake allerede fra starten havde advaret den sovjetiske efterretningstjeneste KGB om tunnelen. Men for ikke at afsløre dobbeltagenten lod efterretningstjenesten CIA og MI6 lytte med i elleve måneder og 11 dage, før KGB ”opdagede” tunnelen.
Kraftige regnskyl havde angivelig skadet dele af det nedgravede kabel, som derfor havde måtte graves op, med den overraskende opdagelse, lød den officielle forklaring.
Hvorefter den internationale presse blev inviteret ned på rundvisning under jorden.
Læs om Danmarks tre største spionskandaler her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
