DEMOKRATI? // KRONIK – Hvad er der sket, siden autoritære folkelige bevægelser ledsaget af “stærke mænd af rette støbning” dukker op netop nu og vinder folkelig opbakning? Og det sker ikke kun i fjerne lande uden stærke demokratiske traditioner, men også her i Europa, i vores umiddelbare nærområder, og blandt vores nærmeste alliancepartnere. Få nogle af svarene i denne kronik.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvordan kan et meget lille mindretal, måske blot en enkelt person, tyrannisere friheden for et meget stort flertal?
Det er et spørgsmål med mange variationsmuligheder, hvor en meget aktuel version kunne lyde: Hvorfor er der i flere og flere demokratiske lande så stor opbakning til autoritære bevægelser og lederaspiranter, som tydeligvis går efter at indskrænke befolkningens ofte hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder, som fx pressefrihed, ytringsfrihed, kvinders ret til fri abort, retten til frie valg og menneskerettigheder i det hele taget?
Hvad er det, som disse autoritære strømninger antages at kunne give mennesker, som støtter op bag dem? Hvad er der sket, siden autoritære folkelige bevægelser ledsaget af “stærke mænd af rette støbning” dukker op netop nu og vinder folkelig opbakning, ikke kun i fjerne lande uden stærke demokratiske traditioner, men også her i Europa, i vores umiddelbare nærområder, og blandt vores nærmest alliancepartnere?
Flugten fra friheden?
I bogen Flugten fra friheden fra 1941 tog den tysk-amerikanske psykolog og sociolog Erich Fromm udgangspunkt i hypotesen, at hvis mennesker ikke kan bære friheden, vil de måske forsøge at flygte ind under et autoritært system. Med andre ord: Friheden, og den altid medfølgende usikkerhed, kan blive så tung en byrde for mennesker, at den ikke er til at bære, hvorefter flugten fra friheden bliver en realistisk og acceptabel mulighed.
Hvor meget frihed kan mennesker bære? Det var Erich Fromms spørgsmål. I dag kan vi med rimelighed tilføje: Hvor stor mulighedsrigdom, hvor mange valg, hvor meget nyt, hvor mange udfordringer, og hvor meget individualisering kan mennesker bære, før den tilsyneladende gevinst slår over i en belastende eksistentiel og social usikkerhed?
Og hvad med dem, som end ikke har været i nærheden af at føle friheden som andet end friheden til at gå neden om og hjem, friheden til at opleve og mærke enorme forskelle i muligheder og chancer, friheden til at føle sig fremmede i deres eget samfund, friheden til blot at være tilskuer, når alt kendt, fast og solidt fordufter?
For 35 år siden havde demokratiet og friheden sejret ad helvede til. Det blev bl.a. slået fast i den amerikanske avis Washington Post, som med en artikel i marts 1989 erklærede, at “Demokratiet har vundet”.
Her blev det bekendtgjort, at menneskets afgørende politiske spørgsmål nu var definitivt løst. Siden Platon havde man ellers diskuteret, og været uenig om, hvad der var den bedste politiske styreform. Platon selv var stærkt kritisk over for demokratiet.
Men i 1989 blev dette spørgsmål angiveligt besvaret én gang for alle: “Efter et par årtusinder med at prøve enhver form for politisk system lukker vi dette årtusinde med den sikre viden om, at vi i det liberale, pluralistiske, kapitalistiske demokrati har fundet det, vi har ledt efter,” kunne man læse i Washington Post.
Omkring tre årtier senere, i 2019, måtte bl.a. Washington Post og den samme forfatter, som havde skrevet artiklen i 1989, imidlertid medgive, at landskabet havde ændret sig: “Skredet tilbage fra det liberale demokrati er godt i gang. Det var måske forventeligt,” kunne man læse under overskriften “Den autoritære fristelse”. Denne fristelse er siden løbende blevet dokumenteret, bl.a. af den årlige rapport Freedom in the World.
Selv om der også kan spores forbedringer, så viser 2023-udgaven, at frihed og demokrati for 17. år i træk er på tilbagetog, først og fremmest på grund af krige og interne angreb på mange landes liberale og demokratiske institutioner fra autoritære politikere og grupperinger.
Det ligger helt på linje med andre undersøgelser og senest med et stort essay i The Economist fra begyndelsen af 2024, hvor der bliver spurgt “Hvad er der gået galt med demokratiet?” som jo ellers var det 20. århundredes mest succesrige politiske idé. Med andre ord: Hvorfor begynder folk at flygte fra friheden?
Platon: hvad sagde jeg?
Til denne udvikling ville Platon nok bemærke: “Hvad sagde jeg?” Han var en af de første, som teoretisk beskæftigede sig med de forskellige politiske styreformer, bl.a. i dialogen Staten, fra ca. 380 f.Kr. Her bestemte han demokratiet som en styreform, der altid ville slå over i et tyranni.
På den ene side skaber demokratiet uansvarlige borgere, mente Platon; på den anden side misbruger politikerne deres magt til at lokke befolkningen med tomme løfter i stedet for at have fokus på retfærdighed og det fælles bedste.
Når alle skal styre, eller flertallet have den politiske magt, bliver der netop ikke styret til det fælles bedste, mente Platon, og så ender det med, at de stærkeste, og ikke de bedste, tyranniserer sig til lederskab, fordi det skaber orden, sikkerhed og tryghed for de mange. Tyranniet vil altid vinde, fordi demokratiet, efter Platons opfattelse, skaber kaos, uforudsigelighed og usikkerhed blandt borgerne.
Denne simple analyse rækker naturligvis ikke i sig selv som forklaring på, hvorfor de aktuelle politiske strong men og autoritære strømninger dukker op nu, hvor demokratiet ellers lige var blevet udnævnt til at være civilisationens største sejr. Helt på samme måde, som de vestlige humanistiske værdier om menneskerettigheder er blevet udråbt som globale og almengyldige rettigheder.
Selvfølgelig er der så stadig de kendte forklaringer, som i store dele af Europa først og fremmest knytter sig til indvandringen, den manglende eller umulige integration mellem grundlæggende forskellige kulturer og de store og tydelige politiske forsømmelser på dette område.
Men i slipstrømmen af dette følger imidlertid den generelle stemning af udbredt kaos, usikkerhed og frygt, som det etablerede politiske niveau først tager alvorligt nu, hvor konsekvenserne kan mærkes gennem rystelser i samfundets demokratiske institutioner, fordi stadig flere mennesker oplever kaos og fremmedgørelse i deres hverdag og derfor efterlyser troværdige svar på, hvordan demokratiet, rettighedspolitikken og den individualiserede identitetspolitik vil kunne skabe stabilitet og orden.
Vi kan naturligvis vælge at kalde denne udvikling for populisme, og de etablerede politiske partier kan vælge at modgå den ved selv at gå samme vej. Men kernen er, at der er tale om udbredte og i stigende grad antidemokratiske og autoritære tendenser.
Og den slags imødegår man ikke ved selv at gå samme vej, tværtimod. Som den engelske historiker Ian Kershaw skriver i bogen Personlighed og magt, så har det i moderne tid netop været de demokratiske styreformer, som udgjorde “de største begrænsninger på enkeltpersoners handlefrihed og mulighed for at gennemføre historiske forandringer”. Det vil også sige ødelæggende forandringer af de demokratiske institutioner.
Den autoritære fristelse
Demokratiets store styrke er, at det lukker dørene op for kritik og modstand og forsøger at formidle mellem selv dybe politiske modsætninger. Demokratiets store udfordring er, at det netop derfor også principielt lukker sine fjender ind i den politiske varme, stiller en platform til rådighed og lader dem blive valgt ind i de demokratiske institutioner gennem demokratiske valgprocesser.
Dilemmaet er, at dette kan underminere demokratiet, men at forsøg på at forhindre det også vil underminere demokratiet, fordi det betyder indgreb i visse gruppers frihed og demokratiske rettigheder.
De kommende år vil derfor blive præget af diskussioner om netop dette: Skal demokratiet lukke sine fjender indenfor, lade dem blive valgt gennem demokratiske processer med risiko for, at de efterfølgende vil ødelægge demokratiet? Eller findes der andre muligheder for at styrke demokratiet, som opløser dette dilemma uden at opløse demokratiet gennem en flugt fra friheden?
Ian Kershaw skriver i bogen Personlighed og magt, at det er vilkårene i samfundet (de vilkår, borgerne oplever), som bestemmer, “hvilken form for magt der med sandsynlighed vil blive udøvet”. Jeg tror ikke, at vi elsker tyranner og autoritære ledere, som vil fjerne de individuelle rettigheder og friheder.
Men det er i stigende grad nødvendigt at spørge til, hvad det er for nogle samfundsmæssige omstændigheder og oplevede vilkår, som skaber voksende opbakning til mere og mere autoritære tendenser?
I Flugten fra friheden understreger Erich Fromm nødvendigheden af at undersøge, hvad det er for nogle psykologiske situationer for mennesker, som skaber det mest frugtbare grundlag for væksten i autoritære tendenser, som kan få “mænd af rette støbning” til at træde frem og nyde folkelig opbakning som det, vi med stor tydelighed ser i USA omkring Donald Trump, men også i mange europæiske lande.
Den måde, som vi nu og i fremtiden får indrettet samfundet på, kan skabe blomstrende vilkår for fremvæksten af autoritære bevægelser
Den måde, som vi nu og i fremtiden får indrettet samfundet på, kan skabe blomstrende vilkår for fremvæksten af autoritære bevægelser og “mænd af rette støbning”. Der har været en grund til, at vi bl.a. i Danmark har talt om et velfærdsdemokrati. Velfærdsstatens udformning af samfundet har været det, som fundamentalt set understøttede demokratiet.
Dybtgående ændringer i velfærdsstatens måde at fungere på, fx manglende evne til at løse integrationsproblemerne, udvikling af ulighed og spredning af øget mulighedsfattigdom og samfundsmæssig fremmedgørelse, vil kunne skabe psykologisk grobund for efterspørgslen på helt andre politikertyper og helt andre politiske bevægelser end dem, vi hidtil har kendt. Flugten fra friheden vil kunne blive et af resultaterne.
Læs også Serbien udvikler sig fra demokrati til hybridregime
Læs tidligere kronikker af Peter Schjødt
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her