Der er milevid forskel på at komme flyvende igennem et land på en arbejdsopgave eller på ferie og på at skabe sig et liv langt fra sit hjemland. Med udgangspunkt i gamle fællesbreve ser Lotte Ladegaard tilbage på en årrække med adresse i Sydasien. År med vældige følelsesmæssige rutsjeture og mange tanker om danskhed og det modsatte – på godt og ondt.
”Det her er vores ven, Lotte. Hun er halvt dansk, halvt asiatisk. Problemet er, at vi aldrig ved, hvornår hun er hvad”. Sådan har min gode ven Mizan ofte introduceret mig, uden at jeg helt vidste, om jeg skulle være smigret eller fornærmet. Han er fra Bangladesh, jeg har danske rødder i flere generationer. Men igennem 10 år boede jeg mere eller mindre på fuld tid i Bangladesh og Sri Lanka. Det var i nullerne. Før Facebook og på et tidspunkt da adgangen til internettet var en hullet affære i Sydasien. Derfor sendte jeg fællesbreve til venner og familie.
Før årene med fast adresse i Sydasien rejste jeg meget, og det gør jeg stadig i forbindelse med mit arbejde som konsulent for udviklingsorganisationer og som freelancejournalist. Og som jeg på et tidspunkt konstaterer i et fællesbrev, er der milevid forskel på at komme flyvende igennem et land for en kortere bemærkning og på at skabe sig et liv, når man er langt væk hjemmefra.
Sådan helt lavpraktisk, for eksempel, har jeg min helt egen bangladeshiske pendant til frikadelle-gate: Flodfiske-gate. Jeg hader simpelthen bangladeshiske flodfisk, der er fyldt med små ben. Det føles som at spise en tandbørste.
I to år, hvor jeg arbejdede på fuld tid i Bangladesh for fagbevægelsen, blev det et fast samtaleemne blandt lokale kolleger, at jeg ikke respekterede og satte pris på bangladeshisk mad.
Jeg hader simpelthen bangladeshiske flodfisk, der er fyldt med små ben. Det føles som at spise en tandbørste.
Sprog var også op ad bakke. Jeg måtte konstatere, at det var overraskende svært at lære meget fremmedartede sprog som meget voksen midt i en travl hverdag i lande, hvor alt er overvældende.
Venner, kolleger og bekendte bebrejdede mig for ikke at kunne singhalesisk og bangla. Da jeg lærte lidt, syntes de ikke, at det var godt nok og grinte af mig. En tysk bekendt lærte at gennemføre en samtale med rigtigt indhold på bangla, men så gad folk alligevel ikke tale bangla med hende, fordi ”det går for langsomt og er for svært at forstå. Det er nemmere at tale engelsk”.
Farvel til velfærds-Danmark
Til trods for mine meget danske rødder, har jeg aldrig passet ubetinget ind i Danmark. Jeg vidste fra jeg var meget ung, at jeg ville ud i verden for at leve og arbejde, og jeg ville have mit eget firma. Jeg ønskede ikke en traditionel dansk kernefamilie, og midt i dansk lønmodtagerkultur sagde jeg mit gode, faste job op og solgte den rare lejlighed på Frederiksberg for at blive freelancer i Sri Lanka. Alt sammen under protester fra danske venner og bekendte, som syntes, at det var vanvittigt at give slip på sikkerheden, og at jeg ”nok fortrød det der med at droppe børn og kernefamilie”.
Og så satte velfærds-danskheden alligevel ind – allerede i Danmark. For hvad med mit helbred og min økonomiske sikkerhed nu, når jeg meldte mig ud af Danmark? Jeg tegnede, hvad jeg kunne finde af forsikringer, og tog af sted. Her, år senere, står tiden i Asien tilbage i hukommelsen som den bedste i mit liv. Fællesbrevene fortæller dog også en anden historie om pludselig at have alle de danske følelser sat i spil på godt og ondt. Her i Bangladeshs hovedstad, Dhaka:
”I går aftes sad jeg på en cykelrickshaw sammen med min ven Masud. For en gangs skyld i mit vestlige tøj og med løst hår. Da jeg kigger til siden, ser jeg lige ind i en sort sprække med to øjne, der kiggede nysgerrigt. Som Masud sagde: “Det ville have været et rigtig godt billede af to verdener, der mødes”.
Der bliver vitterligt flere og flere af de sortklædte og totalt indhyllede kvinder i Bangladesh. Dem, var der ikke mange af for bare fem år siden. Jeg tog det umiddelbart som et udtryk for radikalisering. Men som Masud siger: “Det kan også være et udtryk for, at flere kvinder, der ellers aldrig tidligere havde lov til at gå uden for en dør, nu faktisk bevæger sig rundt i gadebilledet”. Jeg håber, at han har ret.
Mens vi sad på rickshawen, mødte vi også en proislamisk demonstration udelukkende bestående af mænd i lange, hvide gevanter. Få minutter efter sad vi og spiste pizza på en lille, hyggelig restaurant. Et konstant bombardement af følelserne.
Kunne have været “drengene” fra København
Masud og hans bror Mustaque og ven Ratan har deres egen børnerettighedsorganisation og havde på det tidspunkt et lille drop-in center for børneprostituerede, der levede og arbejdede på gaden. De tre unge mænd var i flere år nogle af mine bedste venner. Som jeg skrev dengang: ”Måske som udgangspunkt fordi “deres” børn i centret er dem, jeg holder allermest af. Måske fordi de tre fyre er så u-muslimske og åbne, at det ligeså godt kunne være nogle af “drengene” fra København.”
I flere år lavede vi alt sammen. Og holdt fester. Jeg kunne som udlænding og i modsætning til bangladesherne købe alkohol i overvejende muslimske Bangladesh. Masud og jeg har været på udflugt til mangroveskoven Sundarbans. Vi har delt seng, uden at vi nogensinde har kysset på hinanden. Vi købte cykler og kørte hovedstaden, Dhaka, tyndt om natten. Vi har arbejdet sammen for og med nogle af verdens mest udsatte børn.
De første år i Asien boede jeg i Sri Lanka, men arbejdede meget i Bangladesh og oplevede en sær vekselvirkning: Når jeg var i Sri Lanka, savnede jeg Bangladesh. Og omvendt. Sjovt nok skriver jeg aldrig om at savne Danmark i fællesbrevene.
”Når jeg er her i Bangladesh, tænker jeg mere end en gang om dagen på, at det er jo her, jeg hører til. Det har de tre fyre plus nogle af kollegerne hos Red Barnet også besluttet sig for, og det har manifesteret sig i en intensiv og tilbagevendende kampagne a la ’hvorfor bliver du ikke her – du kan sagtens arbejde for os…’”
Og da jeg senere flyttede til Bangladesh: ”Jeg savner Sri Lanka, så det næsten kan få tårerne frem, når jeg virkelig tænker over det. Jeg savner at være min egen chef, og jeg savner mit lille, stille hus omgivet af blomster. Jeg savner at danse techno med Channa på stranden, at drikke vodka med Heshani, at komme på uanmeldt besøg hos Lexi, at være til søndagsjazz i CCC-Club i Colombo….”
Gennemgående tema: Venner og gode kolleger
Gennemgående er temaet i fællesbrevene venner og gode kolleger. Det er først de senere år, jeg har oplevet at have virkelig nære venner i Danmark, og det har krævet en kæmpe indsats. Danskere bliver man ikke bare venner med, siger mange af mine flygtningevenner i Danmark. Omvendt er det i Sydasien:
”Jeg forbavses til stadighed over, hvor nemt det egentlig er gået med at finde venner – som er vedholdende – som mailer og ringer, selv mens jeg var i Danmark – som er spændende – som er fulde af liv og interesserede i at lære mig at kende. Det handler på mange måder om en generel gæstfrihed, jeg ikke kan huske at have oplevet magen til ret mange steder i verden.”
Jeg forbavses til stadighed over, hvor nemt det er at finde venner i Sydasien. Omvendt bliver man ikke bare venner med danskere.
Det er venner, der fandt mine lejeboliger til mig i begge lande allerede, inden jeg ankom. Det er venner, der har hjulpet med at købe møbler og køkkenudstyr og køre mig til lægen, når jeg blev syg. Det var venner og kolleger, der overnattede på gæsteværelset, så jeg ikke skulle være alene med en alvorlig lungebetændelse i Bangladesh. Jeg har været med til flere helligdage og familiefester i løbet af 10 år i Sydasien, end jeg har været de øvrige 40 år af mit liv. Det er venner og kolleger, der var min nøgle til at forstå en meget anden verden.
Koshy var min lokale kollega på en opgave i Sydindien: ”Det var bare så hyggeligt at se ham igen og snakke om alt lige fra det ægteskab, hans forældre er ved at arrangere for ham, til job, religion, politisk vold, musik, film…. Der er stadigvæk så mange ting, jeg intet aner om i den her del af verden. Og jeg synes endda, at jeg lytter og læser alt, hvad jeg kan komme af sted med,” skrev jeg på et tidspunkt.
Korruption og brutal politisk virkelighed
Vennerne spillede også en uvurderlig rolle i at få hverdagen til at fungere midt i den for en dansker relativt ukendte korruption: ”At få en almindelig telefon tager mellem 5 og 10 år (!) og koster en del i bestikkelse. Til gengæld er der livlig handel med telefoner blandt folk, der flytter. Det vil sige, at jeg kan købe en anden mands telefonforbindelse illegalt – den står stadig i hans navn – betale teknikerne lidt ekstra, og så håbe på, at ingen opdager det. Bangladeshere er toptrænede i at bøje regler, så det trods alt er muligt at få tingene til at ske. Det er næsten ikke til at forstå, hvordan de har formået at finde så mange korrupte og magtliderlige mennesker at stoppe ind på de offentlige kontorer, når de mennesker, jeg møder i min hverdag, i øvrigt er langt over gennemsnittet, hvad angår hjælpsomhed og venlighed.”
Det er næsten ikke til at forstå, hvordan de har formået at finde så mange korrupte og magtliderlige mennesker at stoppe ind på de offentlige kontorer, når de mennesker, jeg møder i min hverdag, i øvrigt er langt over gennemsnittet, hvad angår hjælpsomhed og venlighed.
Det allermest slående i fællesbrevene er imidlertid den brutale politiske virkelighed i de to lande. Jeg havde helt glemt, at det fyldte så meget, og at det var så voldsomt. I 2001 skrev jeg for eksempel fra Sri Lanka: ”I sidste uge var det 18-års jubilæet for krigen (mellem LTTE, de Tamilske Tigre, og den srilankanske hær) og da lykkedes det en nat for 14 Tamilske Tigre at trænge ind i først militærets air base og ødelægge en halv snes helikoptere og kampmaskiner, siden ind i den internationale lufthavn, hvor de forvandlede tre af Sri Lankan Airlines Airbus’ser til en rygende askehob. Hundreder af hundeangste turister måtte smadre sig vej ud gennem lufthavnens vinduer, gemme sig i grøfter og løbe igennem kugleregnen, mens lufthavnens sikkerhedspersonel tog vare på sig selv.
Det er nok noget af det sværeste at lære at leve med, når man har en dansk og reel demokratisk baggrund: At man løser uoverensstemmelser med vold og drab.
Lige siden har jeg simpelthen været så tindrende vred. Vred på Tigrene, men især vred på den såkaldte regering og dens sikkerhedsstyrker, som alt andet lige er ansvarlige for det her land. Og jeg spørger mig selv igen og igen: Hvordan kan 14 voksne mænd svært bevæbnet med mortergranater, maskingeværer og andet isenkram uden videre vandre ind i det efter sigende mest bevogtede “high security area” i hele Sri Lanka? Bestikkelse? Druk? Ligegyldighed? Jeg ved det ikke. Kun, at det her kommer til at koste menigmand på øen rigtig mange penge igen-igen. Militæret er allerede ude at købe nye fly for lånte penge og bomber lige nu løs på Jaffna og dens stakkels hårdt prøvede tamilske indbyggere. Sydpå, i de fredelige områder, vinker folk opgivende farvel til turister og udenlandske investeringer.”
Som jeg konkluderede: ”Det er nok noget af det sværeste at lære at leve med, når man har en dansk og reel demokratisk baggrund: At man løser uoverensstemmelser med vold og drab.”
Dyb uretfærdighed
Så er der alle de voldsomme historier om børn og unge, der er i klemme i dyb uretfærdighed. Arbejdet med udsatte børn og unge var og er en meget stor del af mit liv, og det fylder, også i fællesbrevene: ”Under broen til Thailand sad i hundredvis af cambodjanere med deres tøjbunker, som de møjsommeligt surrede omkring deres børn, til de lignede forkrøblede og fejlernærede michelin-mænd. Hvorefter ungerne vadede over floden til Thailand – illegalt. De børn var så trætte og så ligeglade. Selv ikke et kamera fik dem til at reagere. Så udmattede mennesker har jeg kun tidligere mødt i Bosniens flygtningelejre. Jeg vil aldrig nogensinde glemme det.
Kontrasterne og uretfærdighederne bliver smækket så brutalt op i ens ansigt i Poipet. Siden freden for alvor kom til Cambodja i 1997, er der årligt skudt et kæmpe kasino med tilhørende luksushotel op i byen, hvor rige thailandske forretningsmænd kan spille og derefter søge over på den anden side af hovedgaden. Her holder unge ludere til. 13-14-årige piger i stramme cowboybukser og helt almindelige billige T-shirts sidder linet op i små blikskure under lyserøde, nøgne pærer. Her er ingen indpakning. Ingen letpåklædte damer, ingen drinks, ingen gogopiger, der danser, ingen musik, ingenting. Kun rent “kødmarked”, hvor man kan hente sin vare og levere den tilbage efter brug. En smule mere slidt og med øget risiko for hiv.”
Efter en opgave i Sri Lankas konfliktområder skrev jeg: ”Lige da jeg kom hjem fra konfliktområderne og skrev årsrapport for Red Barnet Norge, var jeg ved at eksplodere over alle de ting, der sker her. Men det er også på en eller anden syg måde næsten fascinerende at opleve på nærmeste hold, hvad der sker med folk i en krigssituation. Alle fordrejningerne, mistroen, bagtalelserne, uvidenheden, som får ellers søde folk til at være rigtig ubehagelige, når man går dem lidt på klingen. En form for overlevelse, der vel ligger i den menneskelige natur, selvom jeg er ked af at måtte se det i øjnene. Der ryger noget af naiviteten og troen på det gode i mennesker. Af og til får jeg lyst til at flygte langt væk. Men – jeg tror alligevel, jeg bliver her lidt endnu.”
Behov for pauser
Det første fuldtidsjob som teknisk rådgiver på et projekt for børnearbejdere hos fagbevægelsen i Bangladesh var heller ikke altid let: ”Det er forventeligt svært for en udenlandsk kvinde og børnerettighedsaktivist at blive stoppet ind i et bangladeshisk hierarki, som primært består af mænd fra diverse fagforeninger. De synes vist generelt alle sammen, at jeg ser meget sød ud, og de vil gerne småpludre om alt muligt andet end børnerettigheder.”
Og senere: ”Nogle gange føles hverdagen i Bangladesh som ét, langt tovtrækkeri, hvor jeg selv efter halvandet år af og til står overfor den her mur af modvilje mod at ændre på noget som helst. Jeg ved ikke, om det er fordi kulturen og organisationen fundamentalt er anderledes, eller om det er fordi, at den lokale organisation og jeg kom skævt ind på hinanden fra starten.”
I den periode stak jeg tit af til Thailand på forlænget weekend: ”Det tærer endnu mere, end jeg havde forventet. Pludselig er det brandirriterende, at telefonen er død halvdelen af tiden, og at mobilen hele tiden mister kontakten. At folk glor, og mændene kommer med perfide kommentarer på gaden, selvom jeg går hyllet ind i store gevandter. At det hele er lige uden for døren, og at der ikke er nogen steder at slippe væk fra opmærksomheden. At gode venner er bangladeshisk påtrængende, og at et nej aldrig er et nej.”
Og jeg tilføjer i et senere fællesbrev: ”Jeg tror alligevel aldrig, at Dhaka bliver til “almindelig” hverdag, uanset hvor mange krumspring, jeg laver. Alt for mange mennesker lever et alt for råt liv her til, at man kan lære at overse det. Og så alligevel. Jeg har ikke megen kontakt med det internationale miljø her. Måske netop fordi jeg i internationale miljøer forskellige steder har mødt netop de mennesker, der på den ene side siger, at Dhaka (og andre tilsvarende steder), er verdens røvhul, og på den anden side lever totalt afskåret fra den virkelige hverdag. Jeg har altid sagt, at den dag, at elendigheden ikke gør indtryk på mig mere, eller den dag, jeg er nødt til at gemme mig helt væk for at overleve mentalt, da skal jeg finde et andet job. Det vil jeg stå ved – selv når det er sværest her.”
Fotos: Mizan Muhammed. Topfoto: Wikipedia.
Jeg får ikke løn for at skrive for POV. Hvis du synes om min blogpost, kan du honorere mig med et bidrag via MobilePay 27 30 17 89.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
