BANGLADESH // REPORTAGE – ”Vi så en stor gruppe vrede mennesker foran en lille butik. De skændtes højlydt med ejeren, som støttede den regering, der nu er gået af, og flokken krævede, at han lukkede butikken.” Den politiske krise skaber vold og usikkerhed. Islamisterne vejrer morgenluft, men militæret og overgangsregeringen synes at ville skabe ro, skriver Mette Ehlers Mikkelsen fra Bangladesh.
DHAKA – Vi skulle have været afsted med båd over floden Ganges i forgårs, men alle speedbådene var ejet af tilhængere af den tidligere regering, og de undlod at passe deres arbejde af frygt for deres sikkerhed.
Nyhederne fortæller desværre, at mere end 20 af partiets ledere er blevet myrdet. De, der ikke forlod landet sammen med premierministeren, må ikke forlade det nu, og det er langtfra demokrati og retspraksis, der præger behandlingen af de politikere, der har tabt magten.
Politiet tør ikke vise sig på gaderne, fordi de har været ansvarlige for en del af den vold, der kom helt ud af kontrol, og heller ikke fulgte reglerne for politiets magtanvendelse
Mange butiksejere og private får deres butikker og hjem ødelagt, og alt bliver stjålet af horder. Det virker, som om både militæret og studenterbevægelsen anerkender problemet og ønsker at gøre noget ved det, men landet har reelt været uden ledelse.
Politiet tør ikke vise sig på gaderne, fordi de har været ansvarlige for en del af den vold, der kom helt ud af kontrol, og heller ikke fulgte reglerne for politiets magtanvendelse. Derfor har man mistet tilliden til dem i den nuværende situation.
Vi søgte ly for de voldelige demonstrationer, der har dræbt flere hundrede i sammenstød mellem studerende, politi og en uskøn blanding af regeringens ungdomsparti og oppositionen, som inkluderer en del antiakademiske og islamistiske elementer.
I landsbyen var der fest i gaderne (læs: smalle jordveje mellem rismarker) og blandt en gruppe unge mænd. De ældre mænd samledes foran moskéen på en stenbænk og i små træ- og blikskure med et TV og et par bænke, hvor de drøftede situationen.
Det var klogt nok at være foran moskéen, for der var det bedste internet i byen – imamerne kender også til salg og kundeservice. Stemningen var høj, og man troede på, at regeringens afgang gav håb om en bedre fremtid med jobs og mindre korruption.
Det var vel at mærke de muslimske mænds håb for deres egen situation. Ingen syntes at spørge kvinderne i landsbyen, og selvom vi mødte mindst 50 af dem, kunne vi kun hæve samtalen fra tøj og børn til uddannelse, men ikke meget mere, og slet ikke til økonomi og politik.
Besøg i landsbyen
Den rigeste familie, vi besøgte i landsbyen, var den, hvor faren arbejdede i Saudi-Arabien. Det har han gjort i 25 år og ser ud til at fortsætte, indtil de sender ham hjem, når han er nødt til at gå på pension, fordi han ikke kan arbejde mere.
De arabiske lande tildeler ikke folkepension som tak for hverken korte eller lange arbejdsophold til de mange arbejdere fra Bangladesh. De sender penge hjem, og det, sammen med tekstilindustrien, er de to forklaringer, vi har fundet på, at der trods alt bygges infrastruktur i landet, der ellers er overbefolket, oversvømmet og underuddannet.
I landsbyen blev vi modtaget med rørende gæstfrihed og blev en del af familien. Faren havde et job på et kontor i den lokale administration. Moren gik hjemme. Datteren ”Munni” studerer til socialrådgiver. Sønnen Milon er vores guide og uddannet som det, der svarer til cand.scient.pol., ligesom jeg selv.
Milon er familiens håb og skal overtage huset og forsørge forældrene i deres alderdom. Han ville gerne have været diplomat og embedsmand, men han driver Dhaka City Tours via Instagram.
Alle byder på te og kappes om at få besøg, så vi går glade rundt og møder den ene del af storfamilien efter den anden
Kombinationen af hans viden om landet og vores rejseerfaring fra stort set alle lande er hele grunden til, at vi har kunnet og turdet navigere i denne situation. Det er ikke bare mig, der har rejst meget; Lærke har også rejst i ca. 130 lande trods sine kun 21 år.
Hele den udvidede familie, bestående af farens syv brødre, bor her, og hans mor bor på skift en måned hos hver.
Det er ikke luksus, men en seng i et skur af bølgeblik i gården, hvor vi besøgte den lillebitte krumbøjede dame med få løse tænder og masser af kærlighed og myndighed tilbage. Mormor og morfar bor også i blikskure med hver sin seng hos en anden del af familien i nærheden af morens bror.
Alle byder på te og kappes om at få besøg, så vi går glade rundt og møder den ene del af storfamilien efter den anden. Mændene giver oftest lidt plads, så kvinderne kan flokkes om os. Det er rørende at blive lukket ind i deres verden.
Møde med en kunstner
I forgårs tog vi afsted fra landsbyen. Det kan godt blive lige rigeligt med den megen gæstfrihed, når man konstant har nogen, som betragter en, mens man spiser, og stort set hver time bliver inviteret til samvær med grupper af kvinder fra nabohusene (bredt defineret) og familien (bredt defineret – ”cousin” og ”aunt” dækker alle). Selv for så udadvendte personer som os.
Vi valgte i går at besøge en kunstner, Sukanta, i Dhamrai to timers kørsel sydpå. Min tidligere kollega i Udenrigsministeriet, Hanne Fugl Eskjær, havde sat os i forbindelse med ham. Det førte til en dejlig frokost hjemme hos ham.
Han laver den fineste kunst af metal med en tusind år gammel teknik og har via hendes familie været i Danmark med sin kunst. Noget af det mest tankevækkende og bekymrende her var, at mere end 300 hinduistiske familier og over 20 hinduistiske templer er blevet ødelagt og bestjålet af vrede horder af muslimer midt i anarkiet.
En del af dem, som nu vejrer morgenluft, er nemlig islamister, og mange af dem er alt andet end tolerante over for de religiøse og etniske mindretal. Studerende står nu vagt foran en del hindutempler for at beskytte dem. Jeg håber, de rent faktisk beskytter templerne, for de er jo ikke ligefrem uddannede eller disciplinerede og minder mere om den legendariske scene med de unge studerende på barrikaderne i Les Misérables.
Heldigvis var der (endnu) ikke sket noget lignende for Sukanta. Hans store hus var dog blevet fuldstændig ødelagt i 1971 i forbindelse med uafhængighedskrigen. Udefra ligner det et lille slot, der kan vække misundelse, uanset at det er en kunstnerfamilie, der mest kæmper for at holde det fra at forfalde helt. Hans kone, Susminta, er også kunstner med en kandidatgrad i kunst. Hun tog til begravelse hos en nabo, mens vi besøgte dem, og kom grædende tilbage. En 17-årig dreng hos en nabo længere nede ad gaden havde fået en kugle i hovedet to dage tidligere, da raseriet brød ud i den lille by, og tusinder greb knive og køller og gik ud i gaderne og hærgede. Det gik ud over butikker og huse tilhørende støtter af den regering, som nu er gået af.
Vi tog afsted med en blanding af et tungt hjerte, bekymring for dem og glæde ved en intellektuel samtale på et niveau, vi har savnet i Bangladesh de seneste ti dage
Drengen var døende, men hans mor klamrede sig til håbet og insisterede hjerteskærende på, at han snart ville blive rask igen. Det var hårdt for en mor og en følsom kunstnersjæl at opleve.
Trods indkøb i butikken for at støtte dem tog vi afsted med en blanding af et tungt hjerte, bekymring for dem og glæde ved en intellektuel samtale på et niveau, vi har savnet i Bangladesh de seneste ti dage.
Islamisterne vejrer morgenluft
Trafikken reguleres ikke af færdselspoliti denne uge. Politiet holder sig indendørs, fordi de er så upopulære blandt studenterne, at der flere gange har været deciderede angreb på politistationer. I ét angreb blev 13 betjente myrdet. I alle rundkørsler og trafikknudepunkter står der i stedet studerende med en pind – dvs. situationens sejrherrer. Den positive version får vi af vores guide. De studerende tager ansvar for landet i den svære tid og for fremtiden. Vi er ikke overbeviste om, at studenter – helt unge mennesker bevæbnet med træstave, bambuspinde, metalrør og bundter af kabler – lige er, hvad der skal til. Slet ikke med adrenalin og testosteron i kroppen fra vold og sejr.
De har dygtigt fået talt sig ind i fortællingen om, at man også har valgt dem frem for den tidligere regering
Mange af de selvbestaltede færdselsbetjente er studerende i muslimske klædedragter. De mere islamistiske kræfter i oppositionen fik så få stemmer ved forrige valg, at de boykottede det seneste valg for ikke at blive svækket af ydmygelsen ved lave stemmetal igen. Men nu vejrer de chancen og har bidraget til, at sammenstødene blev voldelige, og situationen kom ud af kontrol.
De har dygtigt fået talt sig ind i fortællingen om, at man også har valgt dem frem for den tidligere regering, og nu sidder de som en del af dem, militæret har forhandlet med om overgangsregeringen. De presser på for et hurtigt valg i håb om at score stemmer.
I Khulna lagde en flok studerende fra ”færdselspolitiet” mærke til os og stimlede straks sammen om bilen. De var dejligt unge, glade, nysgerrige og fortalte stolt, hvad de studerede, og om den uopnåelige drøm om at studere i fx Danmark. Det var både sjovt og idealistisk, men samtidig utrygt, fordi de slet ikke har alder, uddannelse eller erfaring til at agere forudsigeligt og regelbundet, som vi forventer af en dansk færdselsbetjent.
Det er ikke et nemt sted at være feminist
Her er generelt så mange kvinder, der er helt tildækkede med niqab, dvs. kun med en sprække at kigge ud gennem, at vi kun har set flere i Afghanistan og Saudi-Arabien. Så snart de er ude af huset og nabokonernes hjem, dækker de sig til. Vores nabo i landsbyen havde en ung datter, der studerede religion og underviste på den lokale koranskole. Hun var fuldstændig tildækket og havde en tilsvarende fuldstændig anderledes måde at være i verden på end de tre unge kvinder i nabolaget, der studerede kemi, engelsk og socialt arbejde. Det var forstemmende og går mig virkelig imod.
Pigerne i landsbyen virker til at acceptere mixet af kultur og muslimsk religion
Selv helt ude i landsbyen er billeder af Mekka hyppige i værelser og på husfacader. De mange gæstearbejdere ser ud til at få ”gode” fundamentalistiske idéer om kvinders påklædning og frihed i Mellemøsten. Vi går selv mest i vandrebukser, hvilket respekteres, fordi vi er ikke-muslimske udlændinge og brugte lidt af tiden i landsbyen på at få syet lokalt tøj. Det åbnede nye døre og er lavet af tyndt luftigt stof, som passer bedre til den fugtige hede.
Både de islamistiske kræfter i landet, som nu har en chance, det alt for lave uddannelsesniveau blandt den brede fattige landbefolkning og risikoen for, at Qatar og lignende lande sender penge ind og støtter dem, de nu engang støtter … det bekymrer mig virkelig på kvindernes vegne. Det er ikke et let sted at være vestlig feminist og tidligere rådgiver om mikrofinansiering i Malawi samt Danidarådgiver, og der er arbejde nok at tage fat på.
Pigerne i landsbyen virker til at acceptere mixet af kultur og muslimsk religion, hvilket betyder, at de flytter til mandens familie ved ægteskab og passer hus/børn/hans gamle forældre og evt. arbejder ude, hvis og så længe han godkender det.
Ny regering
Der hvor vi virkelig overvejede, hvad vi skulle gøre, var, da udgangsforbuddet kom fredag den 2/8 og var ”until further notice”. For et par regelrette danskere var det svært at bryde. Der stod ”shoot on sight” som trussel et sted.
Vores lokale gav dog det råd at køre før solopgang for at komme forbi de to byer undervejs, hvor der var størst risiko for sammenstød, og for at nå vores guides landsby. Det var fire spændende timer. Der var udbrændte busser/biler, men ingen checkpoints eller demonstrationer. Der var en del mennesker på vejene trods udgangsforbuddet, så vi var ikke de eneste, hvilket var betryggende, men stadig relativt få i forhold til normalen og Bangladeshs befolkningstæthed.
Overgangsregeringens første handling er totalt at sikre sig popularitet, og de er geniale til symbolpolitik og målgruppen … de har givet frit internet med fri data til alle her fredag og lørdag
Det er ikke let at styre de 171 millioner, selv om landet kun er 3-4 gange Danmarks areal, og hovedparten er oversvømmet. Derfor har udgangsforbud også været den valgte nødløsning igen og igen i årtier. Befolkningstætheden er, så vidt jeg kan regne ud, 8-9 gange den danske (selv hvis landet ikke var halvt dækket af vand) og dermed reelt 20 gange så mange mennesker pr. m² jord/mudder.
I går aftes tiltrådte den nye midlertidige regering. Lyspunktet er, at militæret synes at have som mål at stoppe blodsudgydelser og sikre en civil regering fremadrettet mere, end at dette har været et militærkup. Og at militæret har udpeget en tidligere nobelpristager af fredsprisen som leder af overgangsregeringen.
Dr. Muhammed Yunus beskrives her som en mand, der var kritisk over for den tidligere regering, ikke var medlem af oppositionspartiet, er højtuddannet, har lavet socialt arbejde i årtier og er bredt respekteret. De tiltrådte i aftes, så vi håber, at det giver ro på og overskud til at beskytte mindretallene og taberne, og ikke bare giver mere sejrsrus.
Overgangsregeringens første handling er totalt at sikre sig popularitet, og de er geniale til symbolpolitik og målgruppen … de har givet frit internet med fri data til alle her fredag og lørdag.
Det er både perfekt, fordi den tidligere regering netop har haft lukket for internet og især sociale medier for at standse de studerendes mulighed for at organisere sig. Og mon ikke også nogle nu vil bruge weekenden til at se en downloadet film eller to, så der kommer lidt ro på. Vores guide er i hvert fald virkelig glad for gestussen, og han er 26 år og var selv med i studenteroprøret i 2018.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
