EU I PUTINS SKYGGE #1 // ANALYSE – Der sker i dag en række koblinger af regioner i international sikkerhedspolitik, der gør, at sikkerhedspolitikken er blevet global. Det ser vi, når Rusland får hjælp til sin krig imod Ukraine fra Nordkorea, Iran og Kina. Ligeledes forstærker Nato samarbejdet med sine partnerskabslande i Asien. Det gør arbejdsfordelingen mellem EU og Nato langt tydeligere, og det gør de europæiske stater klar til at øge deres forsvarsbudgetter markant og med det samme.
Enhver statsleder har to centrale opgaver: at sikre indbyggerne velstand og sikkerhed. Det fastslog den danske overhofmarskal A.G. Moltke allerede i 1746 over for kronprins Frederik (senere kong Frederik d. V). Det er denne afvejning, som de politiske ledere i Europa står over for lige nu.
Der er sket et skift i sikkerhedspolitikken. De færreste har opdaget det, men på Nato-topmødet i Washington i juli i år stod det klart. Jeg var inviteret med og oplevede, hvordan diskussionen havde forandret sig.
Det var ikke længere kun Rusland, som man talte om. Det havde været emnet på topmøderne i Madrid i 2022 og i Vilnius i 2023. Nu blev der talt om både Rusland, Kina, Nordkorea og Iran. I selve topmødekommunikéet står det klart, at Nato nu ser på disse fire magter i en kobling. Det gør, at Nato ikke længere kun er regional, men nu tænker sikkerhedspolitik globalt. Det gør, at styrker fra Nato-stater nu afholder øvelser sammen med Japan.
Sikkerhedspolitikken er langt mere usikker
Globalisering af Natos sikkerhedspolitik er en nødvendighed bl.a. drevet af den teknologiske udvikling. Rummet og cyber er to militære domæner uden de klassiske geografiske grænser. Derfor er fjender ikke længere kun ens naboer eller naboens naboer. Det har dybe implikationer for sikkerhedspolitikken. På kort sigt vil vi i Europa fokusere på Rusland, men koblingerne gør, at sikkerhedspolitikken er langt mere usikker, og begivenheder i Asien og Mellemøsten kan trække Europa ind i den næste krise.
Iran hjælper Rusland med at levere droner, Rusland køber militære forsyninger i Nordkorea, og Rusland skal hjælpe Iran med luftforsvar. Der er ikke kun tale om handel. Der er tale om, at Kina, Rusland, Nordkorea og Iran forenes i en fælles udfordring af demokrati og frihed. De vil en helt anden verden end den, som vi lever i lige nu. De forenes ikke i en fælles ideologi, men et fælles had til Vestens idealer. Det gør sikkerhedspolitikken både global og meget ustabil.
Om Rusland nu er Nato-staterne overlegent, aner vi ikke, men der er grund til bekymring
Ligegyldigt hvilken præsidentkandidat, der bliver valgt i USA, så vil USA fokusere på Kina. Det gør, at den nye sikkerhedspolitiske forståelse mellem USA og Europa bliver, at USA støtter os i Europa – hvis vi vil støtte USA i Asien. Det er en del af prisen for vores sikkerhed.
De europæiske forsvarsbudgetter er steget markant siden 2022. Ruslands første invasion af Ukraine i 2014 udløste, at Nato-staterne blev enige om at bruge op imod 2 % af deres BNP på forsvarsudgifter i 2024. I 2014 brugte kun tre stater 2 %, mens det var syv i 2022. Nu beregner Nato, at der i 2024 vil være tale om 23 af alliancens 32 medlemmer, der bruger de 2 %. Det er en meget voldsom forandring, der ikke kommer ud af ingenting. Samtidig er både Finland og Sverige blevet medlemmer af Nato. Der er således sket en markant ændring, hvor EU samt lave forsvarsbudgetter ikke synes at give den sikkerhed, som staterne ønsker.
Jo tættere ens stat er på Rusland, jo mere bekymret er man for, hvad Rusland kan finde på. Det afspejler sig ret klart i Nato-staternes forsvarsbudgetter. Spanien, Portugal, Belgien, Italien og Canada er langt under de 2 %, hvorimod Polen, Estland, Litauen og Finland er langt over. De sydeuropæiske stater frygter problemer i Mellemøsten og flygtningestrømme. Derfor vil de nok også øge deres forsvarsbudgetter over de næste par år.
Grund til bekymring
Er der grund til den bekymring, som forsvarsbudgetterne viser? Det er et meget rimeligt spørgsmål, som enhver skatteborger bør og skal stille. I disse dage ser vi Ukraine flytte kampen fra ukrainsk territorium over på russisk – så er Rusland egentlig en trussel?
Igennem de seneste to år har efterretningstjenester haft travlt med at prøve at finde ud af, hvor stærkt Rusland egentlig er. Hvorfor har Rusland ikke kunnet løbe Ukraine over ende? Før krigen var der mange analyser, der beskrev de militære reformer, som Rusland havde igangsat siden 2008, og disse analyser pegede på, at Rusland moderniserede sit militær, og at det ville kunne løbe Baltikum over ende i løbet af 60 timer. I dag taler man om, at Rusland i løbet af to til ti år har genvundet sin militære kapacitet, og at de der er klar til konfrontation med Nato-stater i Europa.
Krigen i Ukraine har afdækket, at Rusland fortsat har meget store problemer militært. Det drejer sig både om, hvordan de russiske styrker opererer, men også hvordan den dybe korruption i Rusland ødelægger opbygningen af det russiske forsvar. En række russiske generaler er blevet anholdt for korruption, og det er måske kun toppen af isbjerget.
Imidlertid har krigen også afdækket, at de europæiske stater ingen robusthed har i deres forsvar. Vi løber tør for granater, fly og kanoner. Vores forsvarsindustri kan ikke levere hurtigt, og igennem et par årtier har konsulenter fjernet lagre, da de troede, at man kunne have et forsvar baseret på ”just in time”. Dette har vist sig helt forkert, og nu prøver de europæiske stater at genopbygge deres forsvar, og det tager lang tid.
Både Rusland og Ukraine har vist sig hurtige til at tilpasse sig på slagmarken. Det betyder, at de begge har taget droner, missiler og elektronisk krigsførelse til sig. Om Rusland nu er Nato-staterne overlegent, aner vi ikke, men der er grund til bekymring, for på trods af korruption har Rusland kunnet tilpasse sig og fortsætte sin kamp.
Nye mål for forsvarsbudgetterne
Igennem årtier har man talt om en EU-hær eller et EU-forsvar, og da krigen kom til Europa, stoppede disse drømme. Et forsvar har brug for kommandostrukturer, øvelser, doktriner etc., og det har EU ikke opbygget på nær samme måde som Nato. Det tog Nato mange år at opbygge det, og de europæiske regeringer har nu erkendt, at det vil være økonomisk og nok også militært uansvarligt at opbygge både en Nato- og en EU-kommandostruktur.
Der vil fortsat være stemmer, som fx kommer fra Frankrig, der vil tale derom, men enhver kan spørge til, om der kommer de strukturer, der er behov for. Det er trykprøvningen af, om der er realiteter bag tankerne om et EU-forsvar, og det er der reelt ikke. Derfor valgte Finland og Sverige at tage et opgør med deres politik om neutralitet.
Der sker lige nu en opgavedeling mellem EU og Nato. EU har lovgivningen, midlerne og organisationen til at understøtte udviklingen af en forsvarsindustri, der kan bygge det materiel, som Europa lige nu har brug for. Der er i Europa både et behov for en masse, for krigen viser, at man mister udstyr og liv. Det vil sige, at der skal bygges mange kampvogne, mange artilleripjecer etc.
Det, vi står over for, er ikke en ny kold krig, men noget langt mere komplekst. Vi vil i rammen af EU og Nato stå over for nogle dyre valg
Samtidig skal der investeres i kvalitet og teknologisk forspring. Her kan EU’s forskningsprogrammer gøre langt mere forskel, end Nato kan. Endelig skal der laves infrastruktur, så styrker kan bringes frem til kamppladsen. Det kan EU. Nato leverer så den hårde del i form af styrkerne underlagt en kommandostruktur.
Forøgelsen af forsvarsudgifterne er ikke slut. På det kommende Nato-topmøde i Haag i 2025 vil målet for forsvarsbudgetterne efter al sandsynlighed blive mindst 2,5 % af BNP. I officielle tekster står der endnu ikke ordet fjende, men det kan være, at dette ord kommer igen i løbet af de næste par år. Der er ingen tvivl om, at politikerne og militæret opererer med et fjendebillede, der gør, at sikkerhed bliver prioriteret hårdt i de kommende år. De færreste vil krig, men Rusland og dets venner søger at ændre verden med våben i hånden i en retning, som vi ikke ønsker os i Vesten. Demokrati og frihedsrettigheder eksisterer ikke i disse stater, og oppositionen myrdes eller sendes i fængsel.
Det, vi står over for, er ikke en ny kold krig, men noget langt mere komplekst. Vi vil i rammen af EU og Nato stå over for nogle dyre valg mellem sikkerhed og velfærd. Børnehaver op imod kampvogne. Og lige nu må vi erkende, at der er brug for et forsvar for at kunne beskytte vores velfærd.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet.
Læs flere indlæg i serien EU i Putins skygge her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
