KRÆNKELSER OG #METOO // KRONIK – “Det er klart, at den enkeltes følelser og grænser bør respekteres. Eksempelvis er det uacceptabelt, hvis den samme person – gentagne gange – skal have at vide, at hans adfærd er uønsket. Dog er der minimum to grunde til, at det ikke bør bero på den krænkedes opfattelse alene. For det første, fordi det lige nu er uklart, hvad vi som samfund forstår med ordene ”upassende”, ”krænkelser” og ”seksuelle overgreb,”” skriver filosof Finn Janning i denne kronik om #Metoo, frihedsbegreberne og krænkelseskulturen.
Denne kronik er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I 1958 udgav filosoffen Isaiah Berlin essayet Two Concepts of Liberty, hvor han argumenterer for, at der findes to former for frihed: En negativ og en positiv.
Helt basalt er den negative frihed en frihed fra noget, mens den positive frihed er en frihed til noget. Den negative frihed kunne referere til fraværet af forhindringer, barrierer og indskrænkninger. Det kunne være forskellige former for statslig tvang.
Det afgørende spørgsmål er i den forbindelse, hvorvidt det enkelte menneske er autonomt? Jeg tror det ikke.
Den form for frihed handler om den individuelles ret til at udfolde hans eller hendes naturlige instinkter og drifter. Vi er eksempelvis frie til at følge vores drifter hele vejen hen til swinger-klubben. Den negative frihed er stort set synonym med den juridiske frihed, hvor loven sikrer, at folk kan blive skilt, eller at børn eller minoriteters rettigheder ikke indskrænkes, såvel som grundlæggende negative frihedsrettigheder som religions- og ytringsfrihed.
Autonomi og autenticitet
Den positive frihed indtræder for alvor med den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, men er stærkest udfoldet hos den tyske filosof Kant. Her styres friheden af rationelle og universelle argumenter. Et sådant kunne være, at vi ikke kan være frie fra alle former for statslig indblanding. De fleste vil nok ikke mene, at forældre kan være frie fra at give deres børn en uddannelse. Men man kan sagtens debattere, om den enkelte familie skal være fri til at undervise barnet i en hjemmeskole versus på en offentlig skole.
Den positive frihed kan ses gennem to nøglebegreber: Autonomi og autenticitet. Kant taler blandt andet om at besidde modet til at tænke og handle som et myndigt eller dannet væsen. Det vil sige et menneske, der formår at reflektere over sit eget liv, sine egne ønsker og forholde sig fornuftigt til dem.
Mange mener, at det er op til den krænkede at vurdere – alene. Jeg er ikke enig
Det afgørende spørgsmål er i den forbindelse, hvorvidt det enkelte menneske er autonomt? Jeg tror det ikke.
Mennesket er snarere en tilblivende form, eller som Donna Haraway har sagt i When Species Meet, så drejer evolution og menneskelig udvikling sig mindre om væren, men mere om ”becoming-with”. Det betyder ikke, at jeg ikke mener, at den enkelte kan opføre sig mere eller mindre myndigt, dannet eller modent, snarere at udviklingen altid sker i samspil. Myndighedsbegrebet er ikke noget fasttømret.
Hvem bestemmer?
For eksempel kan det være svært at afgøre, hvem der skal bestemme, hvornår der er tale om en seksuel krænkelse. Mange mener, at det er op til den krænkede at vurdere – alene. Jeg er ikke enig. Det er klart, at den enkeltes følelser og grænser bør respekteres. Eksempelvis er det uacceptabelt, hvis den samme person – gentagne gange – skal have at vide, at hans adfærd er uønsket. Dog er der minimum to grunde til, at det ikke bør bero på den krænkedes opfattelse alene. For det første, fordi det lige nu er uklart, hvad vi som samfund forstår med ordene ”upassende”, ”krænkelser” og ”seksuelle overgreb.”
Ingen er perfekte, hvilket ikke betyder, at alt skal accepteres. Snarere, at udfordringen er at sætte passende grænser, som alle kan være trygge ved
Vi ved blandt andet fra psykologien, filosofien og samfundsvidenskaberne, at det enkelte menneske ikke altid er det bedste vidne på grund af dårlig hukommelse, efterrationalisering, selvbedrag, taktiske eller strategiske overvejelser m.v., som kan spille ind.
Det ”jeg”, som ønsker at stå til regnskab for sin egen adfærd eller egne oplevelser (eller de andres), må først erkende, at dette ”jeg” både er impliceret og formet af hans eller hendes samtid. Det er vigtigt at sætte grænser, men det er også vigtigt, at erkende vores begrænsninger.
Ingen er perfekte, hvilket ikke betyder, at alt skal accepteres. Snarere, at udfordringen er at sætte passende grænser, som alle kan være trygge ved.
Social frihed
Den positive frihed er ikke instinktiv, men forudsætter dannelse og fællesskaber, såsom uddannelsesinstitutioner, der ligeligt hjælper alle borgere med at tilegne sig nogle evner, der er nødvendige for at fastholde denne form for frihed. Den er nært beslægtet – som et præludium – med den form for frihed, som den tyske sociolog Axel Honneth kalder social frihed i bogen Retten til frihed – hvor den enkelte i samspil med de andre er bundet af de rette bånd.
I værste tilfælde kan en fastlåst opdeling medføre, at nogle bliver fanget eller fastholdt i identitetsfængsler, der kun adskiller ”os” versus ”dem”
Det er den form for frihed, som jeg mener åbner for en balanceret kulturændring, når vi taler sexisme og racisme. Honneth siger, at det er en fejl, når vi i dag fokuserer så meget på den individuelle frihed, hvorved demokrati bliver til retten til at ytre sig, være uenig og opportunistisk (den negative frihed). Al retfærd og solidaritet er nemlig ikke kun midler til den enkeltes frihed alene, men snarere møntet på en social frihed, hvor alle – uanset køn, alder, religion etc. – har mulighed for at lære at udtrykke sig (og blive hørt!) (den positive frihed).
De tre former for frihed hænger sammen, men kun den sociale understreger, at vi hver især også bliver frie i kraft af de andre. Den sociale frihed betoner det faktum, at vi ikke kan opdele alt i sirlige kasser: lide versus ikke-lide, for versus imod.
Nogle gange må vi acceptere at leve med det ulidelige: utilfredsheden, smerten, sygdommene, volden og døden. I værste tilfælde kan en fastlåst opdeling medføre, at nogle bliver fanget eller fastholdt i identitetsfængsler, der kun adskiller ”os” versus ”dem”. Eller hvor nogle bliver bange for at ytre sig, fordi de er i tvivl om, hvorvidt de passer ind i de rigide kategorier.
Den sociale frihed understreger, at vi alle sammen er forbundet og afhængige af hinanden – på godt og mindre godt.
Den enkelte er dømt til frihed
Friheden vælter, når den kun står på to ben (den positive og negative frihed). Mange ynder at sige, at børn og samliv er lig med enden på friheden. Det er den negative frihed, der taler, skønt friheden jo også ofte øges i samvær og samarbejde med andre. Det er netop én af Honneths gennemgående pointer, som han har fra den franske sociolog Émile Durkheim: Mennesker komplementerer hinanden, hvorved de andre rent faktisk gør det muligt – for mig og alle andre – at forfølge mere individuelle passioner, men altid med respekt og hensyn til fællesskabet.
Friheden kan virke skræmmende og overvældende på grund af følelsen af at blive pålagt et ansvar: Hvilket liv skal vi leve?
Argumentet findes også hos de franske eksistentialister, hvor den enkelte er dømt til frihed, det vil sige selv står til ansvar for sine handlinger og gerninger, hvilket den enkelte er, fordi alle de andre også er dømt til frihed. Den enkelte værner om sin frihed ved at værne om de andres.
Friheden kan virke skræmmende og overvældende på grund af følelsen af at blive pålagt et ansvar: Hvilket liv skal vi leve? I virkeligheden foretager vi ikke valget helt alene. Selv de buddhistiske munke, der vælger at bo afsides og isoleret i en hule, bekræfter herved, at de er en del af en fælles kulturhistorie, da de bor der – afsondret – fordi en eller anden munk før dem er blevet oplyst på denne måde.
Det er altid de andre menneskers forskelligheder, der får mig til at tænke, mere end den levevis, som jeg følger
Det er de personlige erfaringer og upersonlige erkendelser, der rækkes videre.
Honneth taler om en kooperativ realiseret frihed. Han vil bevæge friheden fra en ensidig fokusering på ”jeg” hen imod et ”vi”. Det er altid de andre menneskers forskelligheder, der får mig til at tænke, mere end den levevis, som jeg følger. Det anderledes, fremmede og mærkelige rummer muligheden for noget nyt, måske noget bedre. Modsat meget af samtidens generiske tænkning, hvor manden kun værner om manden, kvinden om kvinden, den homoseksuelle om den homoseksuelle og så videre.
Frihed etableres fra neden
Friheden kan ikke udelukkende sikres oppefra gennem juridiske rettigheder, regler og påbud. Snarere etableres den fra neden, fra det sociale virvar af kræfter og relationer, der gensidigt påvirkes og påvirker hinanden. De juridiske rettigheder kommer bagefter, som et efterslæb af akkumuleret dårlig erfaring. Det er jo ikke sådan, at homoseksuelle og lesbiske pludselig begyndte at danne par, fordi det blev legalt. Det har det altid gjort. Den store græske kriger Achilleus nedkæmpede den spartanske kriger Hektor, fordi denne havde slået Achilleus’ elsker ihjel. Homoseksualitet var tidligere åbenlyst udbredt blandt soldater, fordi deres kærlighed betød, at de ville gå i døden for hinanden. Er det stadigvæk sådan? I dag hedder det bodies – selvom hæren vist nok lider af homofobi.
noget så simpelt som dialogen kan hjælpe os med at forstå, hvad vi hver især bakser med og mod. Det kunne eksempelvis være en ikke-dømmende diskussion om, hvad vi mener, når vi anvender begreber som upassende, krænket, seksuelle overgreb
Honneth taler om anerkendelse i forbindelse med sociale kampe, hvilket bør suppleres med begrebet tillid. Mange af de sociale kampe bunder i politiske, mere end filosofiske, problemer.
Feminismens frigørende kamp er politisk, ikke filosofisk. Sådanne kampe kan tage mange former, såsom boykot, strejker og manifestationer, men også noget så simpelt som dialogen kan hjælpe os med at forstå, hvad vi hver især bakser med og mod. Det kunne eksempelvis være en ikke-dømmende diskussion om, hvad vi mener, når vi anvender begreber, som upassende, krænket, seksuelle overgreb, etc.
Samfundets spilleregler skal ændres
Tilliden er vigtig, såfremt vi ikke kun ønsker at anerkende et problem, men også vedtage et nyt sæt spilleregler, der i fremtiden skal forhindre selvsamme problem i at gentage sig. Det er samfundets spilleregler, der vurderes. De nye spilleregler, der opsættes, bør vurderes på, hvorvidt de kan frigøre os fra dét, som holder os fanget – fordomme, stereotypiske antagelser, magtmisbrug, sexisme og fjendske livssyn – hvorved det netop bliver frihedens bånd, der binder os sammen.
I dag er der en indskrænkende tendens til kun at lytte til dem, der mener det samme, som en selv. Men det er netop i mødet med det uventede eller uforudsigelige, at den enkelte kan blive konfronteret med sine grænser og begrænsninger
Frihedens bånd er de bånd, der for tiden virker, da normer aldrig er andet end sociale artefakter. Sammen bliver vi alle sammen gradvist klogere.
Anerkendelse er forbundet med en aktiv og tillidsskabende lytten. Den, der lytter, må generøst give den anden plads; at lytte er en form for ubetinget gæstfrihed, hvor værten er åben og imødekommende. Denne åbenhed – ligesom opmærksomheden – er ikke rettet mod den, som er ventet eller inviteret, men overfor hvem som helst.
I dag er der en indskrænkende tendens til kun at lytte til dem, der mener det samme, som en selv. Men det er netop i mødet med det uventede eller uforudsigelige, at den enkelte kan blive konfronteret med sine grænser og begrænsninger. De kan fremme en ydmyghed, men også en interesse for at udvide ens rummelighed.
Balancegangen mellem bekendelser og tilståelser
De sociale bånd – eller respekten for det, som binder os sammen – er forbundet med den enkeltes selvindsigt eller kendskab. Det indre og ydre står i gennemtræk, som var selvet en skydedør mellem det private og det fælles.
I dag synes politikere at skulle overbyde hinanden i moralismens patetiske hårdhed, der sjældent skaber forståelse, men kridter banen op i henholdsvis for og imod
Problemerne opstår, når vi vil forklare én gang for alle, eller fælde afgørende domme om, hvilke livsformer der er værdige eller uværdige. I dag synes politikere at skulle overbyde hinanden i moralismens patetiske hårdhed, der sjældent skaber forståelse, men kridter banen op i henholdsvis for og imod. Samtidens problemer – køn, race, klima, finansielle – er knyttet til en rigid moralisme, som kun kan overvindes ved at acceptere, at alt levende er sårbart qua dets skrøbelige forgængelighed.
I filosofiens verden er ignorance ikke en undskyldning, men et problem. Heldigvis kan ignorancen forsvinde ved at leve grundigt og opmærksomt, uden unødige jag
Balancegangen mellem de enkelte bekendelser og tilståelser, som anerkendes og måske tilgives, viser, at tilliden forudsætter vores kritiske deltagelse. Den enkelte er åben og modtagelig, men ikke uden rygrad. Den enkelte konfronteres med egne mangler og begrænsninger, såvel som samfundets. Der kan være ting, som én person formår at tilgive, men som andre ikke kan. Det er ikke altafgørende, at alt tilgives. Samfundet er ikke en kirke. Der er højt til loftet, men der er et loft, fordi der kun er ét liv, hvor det bør være muligt for alle, at leve frit på hver deres måde.
Friheden består i at bekræfte dét eller de bånd, der muliggør, at vi kan leve sammen – uden at blive ens
Sættes der ingen grænser, forsvinder tilliden, idet bliver alt ligegyldigt. For mig er grænsen en bevidst påført smerte eller skade af den anden eller de andre. Ligeledes er det klart, at der også er grænser for, hvor naiv og uvidende den enkelte kan være. I filosofiens verden er ignorance ikke en undskyldning, men et problem. Heldigvis kan ignorancen forsvinde ved at leve grundigt og opmærksomt, uden unødige jag.
Lade sansningen og refleksionen smelte sammen, som en sansende refleksion; lade tanken og følelserne smelte sammen, som en følende tanke.
Friheden består i at bekræfte dét eller de bånd, der muliggør, at vi kan leve sammen – uden at blive ens.
LÆS ALLE FINN JANNINGS INDLÆG HER
Foto: Wikipedia Commons/Flikr
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
