KULTUR // FILMANMELDELSE – To film, der havde premiere i danske biografer i torsdags, blev fremhævet af POV’s anmelder tidligere på året, da han så dem på filmfestivalen i Berlin. Vi bringer her redigerede versioner af Frederik Bojer Bovés anmeldelser fra dengang af først et spansk familiedrama og dernæst et amerikansk abort-ditto.
Skønt spansk familiedrama om varme og nærhed i en svær tid med grøn omstilling
Årets crowdpleaser på festivalen, spanske Carla Simóns familiedrama Ferskenlunden i Catalonien med originaltitlen Alcarràs, endte som årets Guldbjørnevinder. Den handler ligesom andre film på festivalen om Europas nutid. En lille catalansk familie bliver presset af den globale udvikling, der får fødevarepriserne til at falde, samtidig med den grønne omstilling gør deres jord mere og mere egnet til at lave en solcellefarm. De tre generationer må derfor forholde sig til, at denne ferskenhøst nok bliver den sidste.
Vi så Carla Simóns debutfilm Sommeren 93 i Danmark, da den blev vist i debutantkonkurrencen på CPH:PIX og derefter fik dansk distribution. Den kan nu ses ganske gratis på Filmstriben, hvilket varmt anbefales som opvarmning til denne Bjørnevinder. Debuten fortæller om en lille pige, der flytter ind hos en onkel og tante, efter at hendes forældre dør af aids, og vidner først og fremmest om Simóns nærmest geniale evne til at instruere børn.
Den skaber en kunstnerisk bearbejdelse af et udsnit af den europæiske samtid, der er så stærkt og medrivende, at den kan leve i alle europæiske biografer, på tværs af lande- og sproggrænser
Og åh jo, den evne er der stadig, og den forbedrer Ferskenlunden i Catalonien virkelig meget. Filmens første ord kommer fra børnene. Vi ser først nogle landskabsbilleder i ro og mag, så bliver skærmen sort, og så råber tre børn: ‘Tre, to, én, FYR!’ og derefter er der fuld knald på, ligesom Simóns karriere skydes helt op i den øverste liga. Børnene render rundt og leger, mens resten af familien knokler, og deres umiddelbarhed får altid filmen til at flyde videre, når plottet ellers er ved at gå i hårdknude.
Der er ellers nærmest intet plot i Ferskenlunden i Catalonien. Familien ejer ikke deres jord, og jordejeren vil hellere bygge solceller, så der er intet at gøre. I stedet ser vi dem mest arbejde, lege, være sammen, udtrykke deres frustrationer på forskellig vis.
I høj grad er det mere en doku-fiktiv beskrivelse, der får os til at forstå en samfundsudvikling på helt andre måder. Når vi også herhjemme diskuterer, om staten skal sikre højere fødevarepriser, så udtaler danske landmænd ofte, at det vil være konkurrenceforvridende, men man får et andet syn på sagen, når man ser de spanske bønder, der tvinges ud af deres erhverv.
Vi har kæmpe problemer. Vi har mørke fortider. Vi skal immervæk blive bedre til at tale om rigtig mange ting
Og så igen, det er ikke noget skønmaleri, forhistorien i filmen er, at familien har kunnet bruge jorden som tak for at have hjulpet jordejeren under den Spanske Borgerkrig, hvilket er en ret mørk og grum detalje, som ingen rigtig er i stand til at tale om.
Det er, alt andet lige, en eksemplarisk europæisk film. Den skaber en kunstnerisk bearbejdelse af et udsnit af den europæiske samtid, der er så stærkt og medrivende, at den kan leve i alle europæiske biografer, på tværs af lande- og sproggrænser. Vi har kæmpe problemer. Vi har mørke fortider. Vi skal immervæk blive bedre til at tale om rigtig mange ting. Men vi har også ting som Berlinalen, som bringer film som Ferskenlunden i Catalonien frem af i lyset og sender dem på europæisk rundtur. Det er nærmest en forkælelse, at vi får serveret den her slags.
Sigourney Weaver i vigtig film om retten til abort – og konsekvenserne uden den
Der var kun en enkelt amerikansk film i hovedkonkurrencen i Berlin, men den er ‘vigtig’. Den handler om et emne, som dels er virkeligt oppe i tiden, dels har været omdrejningspunkt for en af de seneste års bedste amerikanske Berlin-film: Abort.
Phyllis Nagys Call Jane går tilbage i tid, fra før abort blev lovligt, for at vise, at misogynien ikke er noget nyt fænomen. Elizabeth Banks spiller Joy, en privilegeret gift middelklassekvinde, der pludselig kastes ud i den illegale abortverden, da hun får at vide, at hendes graviditet er livstruende, men lægerne på hospitalet alligevel nægter at give hende en abort. Hun finder en flyer, ringer til Jane, og efter selv at have fået foretaget indgrebet bliver hun hængende og begynder at påtage sig mere og mere ansvar i den lyssky organisation ledet af Virginia (Sigourney Weaver).
Man genkender følelserne fra de sidste års amerikanske kaos
Phyllis Nagy drager overraskende paralleller til nutiden. I den flotte åbningsscene følger vi Joy, mens hun tilbringer aftenen på et hotel i Chicago i august 1968, mens demonstranterne mod den Demokratiske Partikongres får tæv udenfor. Hendes mand føler, at hele verden er på vej ud af kontrol, dels fordi der er så meget vold og strid i medierne, dels fordi hans kone og datter ikke engang gør, som de plejer længere. Man genkender følelserne fra de sidste års amerikanske kaos.
For at være helt ærlig genkender man næsten alt. At se en amerikansk film som Call Jane er som at blive dyppet i et karbad af genkendelighed. Alle skuespillerne er set før. Vi kender de historiske omstændigheder. Vi har set hver en frisure, hvert et kostume, hver en kulisse som den ruinerede filmfabrik har kreeret til UG.
Der er råd til genkendelig musik som Velvet Underground og andre tresserhits. Og selvom filmsproget vitterlig er fornemt – med lange kamerature i hælene på Joy, og et varmt billedsprog skabt på celluloid – så er det også alt sammen nærmest bedøvende velkendt.
Men måske er det det, som USA er? Et forrådskammer af genkendelighed. Det er bestemt beroligende i en strøm af uvante idéer, men rigtig mange amerikanske indie-film kommer aldrig ud over fornemmelsen af, at vi har set det hele før. Har vi brug for det? Kan vi give slip på gamle USA og i stedet overgive os mere til det uvisse?
Frederik Bojer Bovés artikler fra Berlinalen 2022 findes her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
