Farvel til mit københavnske barndomsland 

af i Essays/Liv & Mennesker

ESSAY – For mange unge er studiestarten forbundet med et opbrud. Ebrahim Said måtte flytte fra København til Aarhus. Han forlod det tilpas frembrusende temperament i hovedstaden og forsøgte at finde sig tilrette blandt indesluttede jyder med trang til at høre Thomas Helmig. Først ønskede han sig mest af alt tilbage, men så skete der noget… 

At vende hjem efter nattens strabadser føles legende let. Bestigelsen af spindeltrappen knap så let. Pløret og snalret baner jeg mig vej til soveværelset. Ligger henfalden på sengen med brevet på brystet, hvor sparsomme brysthår er begyndt at spire frem. Optagelsesbrevet fra Aarhus Universitet. I sandhed en legemliggørelse af drømmen om en dag at hive pløkkerne op fra København – byen jeg har betrådt siden barnsben i 19 ustyrlige år, byen jeg har taget så meget fra og givet så meget tilbage.

Efter en rørstrømsk afsked med venner og bekendte fra nær og fjern, stiger jeg på toget med tårevædede kinder, tager plads og anbringer bagage og tasker ved det nærliggende sæde. Da konduktørens skingre fløjte lyder, og lokomotivet begynder at bevæge sig, bliver jeg grebet af hjertekvababbelse: Alt hvad jeg kender til, alt hvad jeg har kært, må nu ofres på dannelsens alter. Underligt stakåndet bemærker jeg, hvordan eksorbitante bygningskomplekser langsomt bliver afløst af kornmarker. Befinder mig med et på herrens mark begravet i afmægtige og eskapistiske tanker med en enkel ko på isen eller to – mon isen vil bære?

Isen knager

Viceværtens diktion, der bærer et umiskendeligt spor af jysk ophav, synes at fylde alle afkroge af lejligheden. Hører ikke rigtig efter, står hensunket i mine egne tanker. Er træt, medtaget og vil allerhelst bare sove. En halv time og ti humorforladte vittigheder senere trasker han videre og efterlader mig alene i lejligheden. At flytte til Aarhus var helt sikkert et udslag af grænseløs spontaneitet, for først nu går det op for mig, at jeg ikke har medbragt hverken seng, sofa eller noget andet inventar i det hele taget. Mobiliserer derfor nogle håndklæder på gulvet inden mine ben forsvinder under mig, og mine øjne bliver blytunge.

Det er den 19. august 2018, og jeg venter med lige dele spænding og ængstelse på den famøse letbane, mens jeg på en og samme tid fortrænger de uudholdelige rygsmerter efter at have tilbragt to nætter på gulvet med intet andet end håndklæder som underlag. Kigger flere gange på uret og mærker nervøsiteten langsomt brede sig. Bebrejder min ubeslutsomhed for min sene afgang fra lejligheden; havde endevendt garderobeskabet i bestræbelserne på at gøre det bedste førstehåndsindtryk, men enten syntes tøjet at være for påtaget eller for løssluppent.

Mit blik falder på, hvad der ligner en prædikestol, hvor en ældre, selvhøjtidelig kvinde med himmelvendte øjne og eksalterede gestikulationer causerer om sin henrivende tid som studerende i 1960’erne. Hele situationen ligner til forveksling en triviel søndag i kirken

Her står jeg så ved stationen iført forglemmigej-blå denimskjorte og beigefarvede bukser. Spekulerer over, hvad der er værst: At komme anstigende iklædt for påtaget tøj eller at dukke for sent op til ens allerførste dag på universitetet. Pludselig ses omridset af et metro-lignende køretøj i horisonten. Sendrægtigt snegler letbanen sig frem og gør holdt ved de afmærkede cirkler på perronen. De tilstedeværende pendlere begynder at orme sig ind i letbanen.

Der er tilsyneladende ingen af disse passagerer, som har rejst med de københavnske metroer og S-tog før og ladet sig belære af den monotone, kvindelige højttalerstemme: ”Giv plads til dem der skal af, så vi kan komme hurtigere afsted.”

Tager plads på et alt andet end silkeblødt sæde. Jeg varmes ved tanken om Kransekage-Henning, der forgæves bagte 4.000 kransekager og 1.500 boller i anledning af Letbanens mislykkede åbning et år forinden. Pludselig var det ikke så ilde endda at komme for sent sammenlignet med Kransekage-Hennings situation, hvor usympatisk det end lyder. “Nordre Ringgade”, lader højttalerstemmen mig vide ti minutter senere. Stemmen lyder mærkelig bekendt, men tiden er ikke inde til at gruble over ophavsmanden, for lige nu er der andre presserende ærinder, der skal nås.

Fortvivlelsen

Påklistrede pile på de hvidmalede søjler leder mig hen til aulaen. Med hjertet i halsen og sommerfugle i maven lader jeg hånden skubbe døren ind til aulaen. Med forskræmte øjne betragter jeg det langstrakte og højloftede lokale. Brede strimler af blændende sollys falder tværs gennem rummet fra de høje dannebrogsvinduer.

Mit blik falder på, hvad der ligner en prædikestol, hvor en ældre, selvhøjtidelig kvinde med himmelvendte øjne og eksalterede gestikulationer causerer om sin henrivende tid som studerende i 1960’erne. Hele situationen ligner til forveksling en triviel søndag i kirken bare lige med den undtagelse, at præster sædvanligvis ikke direkte henvender sig til nyankomne tilhørere med ordene ”hej-med-dig-nu-skal-du-se-der-er-pladser-heroppe-foran” i ét åndedrag.

Med rædslen malet i ansigtet betragter jeg mine nye klassekammerater. Ingen fortrækker så meget som en mine. Tutorerne gør tegn til at gå. Med et defaitistisk suk skridter jeg efter, mens jeg funderer over, hvor mange semestre jeg kan komme igennem uden at læse pensumbøgerne. Man har vel sine principper

Selvom de bagerste pladser er langt mere tillokkende, er jeg efterladt med intet andet valg end resignerende at tage plads foran. Stræberpladserne med andre ord. Det føles som en forbavsende lang tur; stolene synes ikke at komme nærmere, og en mærkelig prikkende fornemmelse i nakken fortæller mig, at hundreder og atter hundredvis af øjne hviler på mig. Mine fødder synes at være for store til min krop, og jeg er pludselig pinligt bevidst om mine arme, og hvor dumme de egentlig ser ud, når de svinger ved mine sider. Efter hvad der føles som en time, finder jeg plads oppe foran, gennemvædet af koldsved. Sværger ved mig selv, at jeg fremover aldrig nogensinde vil komme for sent igen.

Åbningsceremonien når omsider sin afslutning, og vi begiver os udenfor med vores nye klasser. Himlen er så klar og blå, at det i et flygtigt øjeblik så ud, som om den var blevet emaljeret. Joviale og gemytlige tutorer giver sig til at fortælle om de glæder og genvordigheder, universitetslivet indebærer. Særligt anskaffelsen af kompendierne og bøgerne fra pensum får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Ikke alene forventes det, at man læser dem, man skal tilmed også betale for dem! Med rædslen malet i ansigtet betragter jeg mine nye klassekammerater. Ingen fortrækker så meget som en mine. Tutorerne gør tegn til at gå. Med et defaitistisk suk skridter jeg efter, mens jeg funderer over, hvor mange semestre jeg kan komme igennem uden at læse pensumbøgerne. Man har vel sine principper.

Foreningsgange, auditorier og læsesale fremvises. Idet vi passerer køkkenet, aner jeg køkkenpersonalet, som er i gang med at kokkerere aftensmåltidet, og mine tanker henledes atter til den velkendte højttalerstemme fra letbanen. Men endnu engang svigter hukommelsen mig.

De dybe, mørkeblå øjne vender sig op imod mig, uhyggelig ufravendt med en sådan glød, at de alene forsikrer mig om, at der ikke er nogen anden i verden, hun hellere vil se. En rum tid efter sidder vi i letbanen på vej hjem til hende

De efterfølgende dage begraves i omstændelige introduktionskurser, fejlagtig bogstavering af navne og lær-hinanden-bedre-at-kende lege af SommerSummarumske proportioner. Alting i Aarhus synes at være kontrasterende til København. Derhjemme forekommer menneskene mig at være pudseløjerlige og tilpas frembrusende, i Aarhus er de indesluttede og mutte. Derhjemme er det klubbernes evigt akkompagnerende dakke-dak-musik, der finder vej til højttalerne, i Aarhus er det ‘Stupid Man’ ad libitum. Og mest af alt: Derhjemme er jeg et helstøbt, sammensat menneske med en unik personlighed, hvor alle – ikke mindst jeg selv – ved hvem jeg er, i Aarhus er jeg reduceret til ”ham københavneren”, som ingen – mindst af alle jeg selv – knap nok kender.

Som isnende regn mod et koldt vindue slår disse tanker hen mod de hårde, barske kendsgerninger. Måske er jeg bare ikke rustet til at flytte hjemmefra og begå mig i uvante omgivelser. Måske er jeg slet ikke så god til at socialisere mig, som jeg ellers havde gået og bildt mig selv ind i alle disse år. At flytte til Aarhus virkede i sandhed som en tåbelig og forvoven beslutning. Det hele synes håbløst. Mine vejrtrækninger ligeså. Det sortner for øjnene. Føler en brændende, stikkende følelse i den indre hornhinde. Overmandes af en overvældende og tyngende sorg og tilbringer resten af natten med at tude om kap med uglerne i det fjerne. Al begyndelse er svær, siger man – men hvad der ligger i det ordsprog, er jeg først ved at begynde at forstå.

Forløsningen

Nu er jeg at finde til forfest hos tutorerne, og jeg er indstillet på at jage sorgen bort ved alkoholens hjælp. Nedsvælger et krus vodka/redbull i et drag. Det er den mest vidunderlige følelse. Efterhånden som dråberne glider ned i spiserøret, er det som om enhver tanke, bekymring og sorg fordufter, og i stedet spredes en følelse af ekstatisk, uopnåelig lykke.

Pludselig virker Aarhus ikke til at være en åndssvag by, hvor tilflyttere uden rødder har svært ved at finde fodfæste, men snarere som en vidunderlig by, hvor jeg bliver mødt med altid glædestrålende smil fra mennesker, jeg end ikke kender, hvor selv det mest formørkede sind oplyses af Bamses oplivende stentorrøst, og hvor summen af snak og latter aldrig synes at ophøre.

Efterhånden som aftenen skrider frem, stiger min promille med samme hast som min lidenskab for disse mennesker, og langsomt forener jeg mig med tanken om, at disse mennesker skal være mine naboer og venner og måske endda familie. Nu går turen – som jyderne ynder at kalde det – til åen, der virker til at have nærmest kultagtig status. Det er i hvert fald det indtryk min kvindelige ledsager, en storbarmet, svagt stout soubrette med Hollywood-læber og tunge øjenlåg, giver mig mens vi arm i arm forsøger at holde trit med de andre.

Åen

Indrømmet; åen er ikke stedet, der just rummer Arch- og Hive-typer, men rummer – modsat disse steder – forskelligartede mennesker: Forstadsproletarer, grødbønder, wannabe rich kids, mindreårige charlataner og så videre ad nauseam. Den klub, introfesten udspiller sig i, er imidlertid forbeholdt statskundskabere og til min store overraskelse er det ikke Thomas Helmigs skrålen, der runger gennem klubben, men Lil’ Kleine’s ’Drank & Drugs’. “DET HER ER STEDET!”, hører jeg mig selv råbe. Klassen bliver hurtigt enige om, at der skal udskænkes tequilashots. Da demokratiet har lært mig, at flertallet af os er inkompetente, ville jeg sædvanligvis være betænkelig ved klassens samstemmende tilslutning til ideen, men de absurde mængder øl, shots og vodka/redbull har tilsyneladende gjort mig noget nær hjernedød.

Nogle timer senere udveksler jeg blikke med en pige i det fjerne. Hun smiler amourøst. Prøver at gengælde smilet, men min tilstand tillader kun en løjerlig grimasse. Hun forsvinder i mængden. Bebrejder mit dumme smil, men slipper for yderligere bebrejdelse, idet hun dukker op med to sølvskinnende drinks. Hun åler sig frem, tager plads og vi råbe-hvisker til hinanden. Med blændende ekvilibrisme tryllebinder jeg hende med min faste repertoire af hengivenhedseklæringer som en anden libertiner.

Hun griner hjerteligt, tager en ildevarslende slurk af sin drink og betror mig med alt mellem himmel og jord. Intet er for småt, intet er for intimt. Uanset hvor meget jeg anstrenger mig, går alt, hvad hun siger, ind ad det ene øre og ud ad det andet. At hun tilmed sjældent forsømmer lejligheden til at kaste sit honningblonde hår tilbage, fugtiggøre sine lipgloss-læber og med jævne mellemrum hviler hovedet på mit bryst, mens hun ler, gør det ikke just lettere for mig. Tilsyneladende bevidst om koncentrationsbesværet, spørger hun, hvorvidt jeg kan fortælle hende, hvorhenne på landkortet hendes hjemby befinder sig. Spørgsmålet vækker mindelser tilbage til gymnasiet, hvor jeg skulle lave en analyse af hovedpersonen i en bog, jeg ikke havde læst.

Pludselig virker Aarhus ikke til at være en åndssvag by, hvor tilflyttere uden rødder har svært ved at finde fodfæste, men snarere som en vidunderlig by, hvor jeg bliver mødt med altid glædestrålende smil fra mennesker, jeg end ikke kender

“Øøh, det ligger rimelig vest, men også en kende øst, ret meget sydpå, men også lidt nord, er jeg ret sikker på”, siger jeg med alt andet end overbevisning i stemmen. Hun bryder ud i latter og hviler endnu engang hovedet på mit bryst.

“Altså, det ik’ så svært, hvis du bare forestiller dig…”, indleder hun og giver sig atter til at fortælle om en by, jeg ikke kender, som lå mellem to byer, jeg aldrig har hørt om, i et område, jeg end ikke anede fandtes.

“Københavner, ikk’å”, spørger hun med et glimt i øjet.

“Naaaaaj, hvorfor tror du det?”, lyver jeg.

De dybe, mørkeblå øjne vender sig op imod mig, uhyggelig ufravendt med en sådan glød, at de alene forsikrer mig om, at der ikke er nogen anden i verden, hun hellere vil se. En rum tid efter sidder vi i letbanen på vej hjem til hende.

’Skolebakken’ reciterer den mandlige højttalerstemme:

”Jeg har hørt, at dem på jura mødtes i dag til Tour de Leth og blev Leth af første rang”, udbryder hun.

”Hvad er Tour de Leth og hvordan bliver man Leth af førsterang?”, spørger jeg forundret

”Man mødes ved en af letbanens stationer og for hvert stop man når, så skal man drikke en øl”, svarer hun.

”Men hvorfor lige navnet ’Tour de Leth’? Ser man ofte Jørgen Leth i letbanen mega stiv med en øl i hånden eller hva’?”

”Ha ha, nej sgu da! Det hedder Tour de Leth, fordi det jo er ham, der har lagt stemme til letbanen”, svarer hun, som var det det mest indlysende i verden.

Heureka! Den inciterende stemme fra letbanen, som har optaget mit sind lige siden den første tur, har hele tiden været Jørgen Leth! Efter alle de gange jeg har været tvangsindlagt til at se Tour de France, er det et under, ja nærmest naturstridigt, at hans person end ikke strejfede mig. Selv under fremmede himmelstrøg væk fra det velkendte, er der kendte knager at hænge virkeligheden på!

Det er egentlig tankevækkende, at jeg for blot to dage siden ville have givet alt for at forlade Aarhus til fordel for København. Nu synes det at være helt utænkeligt at forlade Aarhus til fordel for København

“Ja, han er en rigtig hyggespreder,” svarer jeg endeligt, mens jeg i hovedet ihærdigt forsøger at bortjage billederne af en prustende Jørgen Leth oven på en koks datter velvidende, at jeg nok kommer til at gøre kunsten efter inden længe…

Ingen køer på isen.

Vågner dagen efter med en anæmisk arm. I favnen min ligger hun lammefromt og luner sig på min brystkasse. Kysser mig blidt på kinden tæt ved øret, og fremhvisker, hvor skæbnesvangert gårsdagens træf var. Nogle timer senere er snørebåndene bundet, bukserne lynet op og afskeden fuldbyrdet.

Slentrer gennem Aarhus spraglede stræder til lyden af fuglenes livsglade kvidren. Slår mig ned på en bænk nær vandet og betragter solens snarlige nedstigning. Priser mig lykkelig over den nyvundne harmoni, der har forplantet sig i sjælen.

Det er egentlig tankevækkende, at jeg for blot to dage siden ville have givet alt for at forlade Aarhus til fordel for København. Nu synes det at være helt utænkeligt. Følelser er en sjov ting, tænker jeg, mens jeg betragter bølgernes sagte brusen, badet i solnedgangens skær. Al begyndelse er svær, og koen på isen faldt ikke igennem, isen holdt. Hjem er der, hvor man selv er – og jeg er her i Aarhus blandt venner. Et nyt hjem – men mit hjem.


Foto: Eliott ReynaUnsplash

Ebrahim Said er 20 år gammel og er tidligere ansat i Folketinget.

Han foragter senmodernismens evige jagt på lykke og forbrug. Han læser til daglig statskundskab; læser er måske meget sagt, han er i hvert fald indskrevet på studiet.

Hans største fortrydelse i livet er, at han aldrig har erkendt værdien i at være til stede i nuet, men i stedet hele tiden være på vej til noget andet.

Hans største frygt er, at han ikke glædede sig over livet, mens tid var - at han har spildt tiden med at vente på fremtiden og ærgre sig over fortiden.

Seneste artikler om Essays

Terning

NOVELLE – Jeg vipper bakspejlet en smule og kigger efter. Han laver fagter