FILM // MINDEORD – Skuespilleren Gene Hackman blev onsdag fundet død i sit hjem, 95 år gammel. Som medvirkende i en række markante film blev han muligvis den mest kendte amerikanske, ikke-stjerne-skuespiller nogensinde. Jo, han var en stjerne, men på sin egen tilbagetrukne facon.
Første gang jeg så Gene Hackman i en film, så anede jeg det ikke. Til mit forsvar kan jeg sige, at jeg vel var 13-14 år, og at der var mange andre, der heller ikke opdagede, at det var ham.
Det var nemlig med kraftig forklædning i en lille rolle som eremitten, der sætter ild til Frankensteins monsters tommelfinger i stedet for cigaren i Mel Brooks’ komedie-mesterværk Young Frankenstein (1974), og hvor Hackman spiller en af sine forbavsende mange morsomme roller.
Men næste gang, jeg så ham, var der ingen, der var i tvivl, for det må have været i hans reelle gennembrudsrolle som politimanden Jimmy ”Popeye” Doyle i William Friedkins The French Connection fra 1971. (Ja, der er rod i kronologien, men jeg så på grund af min unge alder begge film ved en repremiere).
Han og Dustin Hoffman blev udpeget som de to i klassen med ”mindst udsigt til succes”
Han vandt sin eneste hovedrolle-Oscar for denne film, og selvom det er en intens og fantastisk spillet rolle i en ditto film, så er det alligevel efterfølgeren, The French Connection II (John Frankenheimer, 1975), som efterfølgende fyldte mest hos mig.
Det er fordi, jeg ved et besøg ved en filmfestival i Marseille engang i 90’erne forsøgte at finde de locations i havnen, hvor Popeye til fods jagter den franske narkoforbindelse (Fernando Rey), der er ved at slippe væk på en sejlbåd. Men han undslipper ikke!
Den film er i øvrigt berømt for en meget lang cold turkey-scene, hvor Hackman i sin jagt på narkobagmændene i byen først bliver gjort afhængig af stoffer, og siden fratages dem. Jeg kan ikke udelukke, at det er hans præstation, der gjorde, at jeg aldrig har rørt andre stoffer end en enkelt hashkage engang.
Fra journalistik til tv og teater
Hackman blev født i 1930 og efter forsøgsvis at have studeret journalistik og tv-produktion, begyndte han som 26-årig på et skuespilkursus sammen med Dustin Hoffman. De blev ifølge flere kilder rubriceret som de to i klassen med ”mindst udsigt til succes”, hvilket vist må siges at være modbevist.
Hans tvetydige, ydre fremtoning var sammen med et kolossalt talent nok til, at han kunne spille en lang stribe forskellige roller
Han fik dog efter flere tilløb stigende succes i teaterproduktioner, og desuden flere og flere tv-roller. Der kom også nogle mindre filmopgaver, og efter at have været Oscar-nomineret for bedste birolle i Arthur Penns Bonnie and Clyde (1967), blev det mere begrænset, hvad han lavede af teater og tv.
Han vendte dog tilbage til Broadway i 1992 i en produktion af Ariel Dorfmans skuespil, Death and the Maiden (filmatiseret et par år senere af Roman Polanski med andre spillere), og hvor jeg spilleme gerne havde siddet i salen. Instruktøren var nemlig Mike Nichols, og udover Hackman bestod det lille cast af Glen Close og Richard Dreyfuss.
Filmrollerne tager over
Men Gene Hackman var efter French Connection mere eller mindre en filmstjerne – selvom det efter sigende aldrig har været noget, han tragtede efter. Han ville vist helst bare modbevise det gamle skudsmål fra skuespilskolen, om at han næppe blev til noget.
Hans tvetydige, ydre fremtoning var sammen med et kolossalt talent nok til, at han kunne spille en lang stribe forskellige roller, men det blev måske især den sammenbidte, rastløse og til dels plagede mand, der blev hans særkende. Og altid fremstillet med et sandt kraftfelt, der ulmede underneden, og som han ofte slet ikke behøvede at udnytte til fulde.
Hans ansigt, intense spil og fremtoning vil for evigt være prentet på vores nethinder.
Det vil føre for vidt at liste alle hans fremragende præstationer i film her, men for mig personligt var det især – udover de allerede nævnte – en stor oplevelse at se ham i Francis Ford Coppolas mesterlige The Conversation/Aflytningen (1974), hvor han spiller en aflytningsekspert, der får paranoia.
Hans roller som Lex Luthor i de to første Superman-film (1978 og ’80) var da fornøjelige, men det var hans rolle som forsvarsministeren i Pentagon-thrilleren No Way Out/Ingen Vej Tilbage (Roger Donaldson, 1987), der virkelig gjorde mig opmærksom på ham. Dels fordi han helt naturligt udspillede Kevin Costner i hovedrollen – som ellers var god – dels fordi, det var den første nye film jeg så med ham, efter jeg var begyndt at læse filmvidenskab.
Året efter var han så – overraskende for mange, inklusive mig – med i en Woody Allen-film, om end i en af de mindre roller og ikke i en af de mest morsomme Allen-film, Another Woman/En anden kvinde. Men lyste op, det gjorde han, ligesom resten af castet, deriblandt den også for nyligt afdøde stjerne, Gena Rowlands.
Han havde afgjort også et veludviklet funny bone, hvilket man blandt andet kunne se i Get Shorty (Harry Zimm, 1995) og Heartbreakers (William B. Tensy, 2001). Men det var ikke desto mindre en ’klassisk’ Hackman-karakter, der gav ham hans anden Oscar, nemlig for birollen som den sadistiske sherif Little Bill Daggett i Clint Eastwoods Unforgiven/De nådesløse fra 1992. Hackman havde på dette tidspunkt ellers angiveligt frabedt sig voldelige roller, men lod sig alligevel overtale, og han var ganske svær at glemme, efter man havde set filmen.
Gene Hackmans karrierestop
Han havde sin sidste filmrolle i 2004, og i 2008 udtalte han, at hans skuespildage nok var ovre. Dels havde hans hjerte det ikke alt for godt, dels var han begyndt at skrive romaner, både alene og med vennen Daniel Lenihan. Hans sidste bog, politithrilleren Pursuit udkom i 2013, men hans bøger er, så vidt jeg kan se, ikke oversat til dansk.
Hackman blev onsdag fundet død i sit hjem sammen med sin noget yngre kone – de har været gift siden 1991 – og politiet har på nuværende tidspunkt ikke sagt så meget om årsagen, udover at de efterforsker sagen.
Men Gene Hackman vil uden tvivl blive husket som en af filmlærredets helt store kanoner – en skuespiller, der altid var eminent og ikke sjældent overstrålede sine medspillere. Tillige var han med i nogle af filmhistoriens mest banebrydende film i især 1970’erne, og hans ansigt, fremtoning, intense og varierede spil vil for evigt være prentet på vores nethinder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
