debat polisering karikere konflikt

Når holdninger bliver karikeret i debatten, puster vi til konfliktens flamme

i Civilsamfund/Debat af
POLARISERING I DEBAT // DEBAT – “Der bliver konstant hældt benzin og stråmænd på det, der efterhånden er et sankthansbål af en identitetspolitisk debat. Men meget af konflikten grunder i manglende forståelse af modpartens argumenter. Hvis du mener, at flere end et lille mindretal af dine uenighedsfæller er ekstreme, har du muligvis misforstået deres position”. Sådan skriver Jacob Skov Cowland og advarer mod den antagonistiske debatform, hvor nogle tager folk med anderledes standpunkter til indtægt for noget, de aldrig har udtrykt.

For nylig oplevede jeg Berlingskes chefredaktør Tom Jensen i en debat om mediernes rolle i polarisering og politisk mistillid. Her forklarede han, hvordan de på Berlingske forsøger at skabe en god debat og eksempelvis har fjernet blogs af den grund. Jeg gik optimistisk fra debatten. Det var dejlig at vide, at i hvert fald én af de magtfulde mediefolk stod ved sit ansvar og tog det alvorligt.

Derfor blev jeg også skuffet, da jeg halvanden uge senere kunne læse et indlæg fra Jensen, der efter min mening gjorde præcis det modsatte af, hvad han havde snakket om.

I indlægget – hvis overskrift lyder “Jeg er en hvid, priviligeret mand. Hvis du bruger det mod mig, har du et problem” – gennemgår Jensen syv ekstreme synspunkter, der ifølge ham “ikke længere er sjældne i debatten. Man møder dem hele tiden”. Jeg kan erklære mig enig så vidt, at i hvert fald de fleste af punkterne kan ses som ekstreme. Men jeg kan ikke erklære mig enig i, at man møder dem hele tiden. Jeg anerkender, at han har den oplevelse. Det skal tages alvorligt. For vi har et problem, når legitime holdninger bliver fortolket som ekstreme. Det er at bære brænde til den ild, Jensen med rette vil have tæmmet.

Bærer brænde til bålet

Den belgiske filosof Chantal Mouffe skelner mellem agonistisk og antagonistisk debatform. Det er ifølge hende ikke muligt at undgå “os og dem”-forhold, men vi skal passe på ikke at gøre det til et fjendskab. I den antagonistiske debatform ser man hinanden som fjender, der skal bekæmpe hinanden. I stedet foreslår hun at skabe et “dem”, der ikke er en fjende, men derimod en konkurrent, vi vil kæmpe mod, men hvis ret til at have holdningerne vi ikke betvivler.

Skal vi ikke forsøge at forholde os til det, der rent faktisk bliver sagt?

Det er netop den antagonistiske debatform, jeg ser komme til udtryk, når Jensen erklærer, at ekstreme holdninger er blevet mainstream. Eller når folketingsmedlemmerne Morten Messerschmidt og Henrik Dahl angriber forskningsområder, de ikke bryder sig om. Noget, der heldigvis bliver påtalt af flere forskere. Ikke fordi man ikke skal råbe op om ekstremisme, når det sker. Det skal man. Men det nytter ikke, at man peger på de skygger, man selv har skabt med den store kævle, man lige har smidt på bålet. Det varmer måske for en kort stund, men lyset skal findes tæt på ilden.

debat polarisering karikere konflikt
Lad os prøve at skabe lidt kontrol med bålet, der ellers knitrer og buldrer og kaster lange skygger over debatten – debattører, der ikke forholder sig til modpartens egentlige argumenter, skaber bare fjendebilleder og skyggefægtning, siger Jacob Skov Cowland. Flickr

Konflikt, karikerede holdninger og skyggefægtning

Det er svært at forstå dem, vi er uenige med. Jeg vil sikkert selv komme til at fremføre misforståelser. Det vil jeg på forhånd beklage og anerkende. Guderne skal vide, at jeg er uenig med Jensen. Men jeg ser ham ikke som ekstrem, og jeg ønsker at tage ham og hans holdninger seriøst. Derfor er dette ikke ment som et angreb på Jensen, men hans klare udmeldinger udgør en belejlig anledning til at tage fat i nogle af de karikaturer, jeg ser i offentligheden.

Jensen mener som mange andre – mig inklusive – at “det er ekstremt at mene, at målet med ligestilling er lige repræsentation overalt.” Men få mener, der skal være lige repræsentation overalt. Den artikel, Jensen henviser til, nævner det ikke med ét ord. Til gengæld påpeger den, at kønsminoriteter i stærkt kønnede brancher oplever udfordringer, der gør, der ikke reelt er lige mulighed for at fortsætte med at arbejde i den branche. Det ser jeg ikke som ekstremt, og det tror jeg faktisk, at de færreste gør. Jensen skriver også, at vi over en bred kam er enige om de samme principper for ligestilling. Så hvorfor tage fat på de ting, ingen mener?

Jensen opponerer også mod det, han kalder et krav om “det enkelte menneskes personlige underkastelse”. Det gør jeg også. Men hvor Jensen ser den i et krav om, at mænd skal blive sosu-assistenter – hvad jeg i øvrigt ikke ser nogen kræve – ser jeg det i form af de heldigvis efterhånden sjældnere udtalelser, at kan man ikke lide tonen på byggepladsen, må man finde et andet sted. Vi ønsker begge et arbejdsmarked, hvor det er muligt at udleve sine drømme, men vi er måske uenige i problemet. Det er fair. Men er det ekstremt? Hvor er de personer, der vil have lige repræsentation “overalt”?Skal vi ikke forsøge at forholde os til det, der rent faktisk bliver sagt? Sæt din uenighed i et godt lys.

Debatten er vigtig, men den skal gerne foregå som andet end skyggefægtning mellem karikerede positioner, som de færreste egentlig tilslutter sig

Også normkritik i folkeskolen kritiserer Jensen med formuleringen, at “det er ekstremt at mene, at eksisterende og nedarvede strukturer altid skal bekæmpes”. Og også her er vi enige. Men er det det, normkritik er? Jeg har svært ved at se, hvor det finder sted. For mig at se er normkritik i folkeskolen som kildekritik. Vi har kildekritik, fordi vi skal være i stand til at skille de gode kilder fra de dårlige. På samme måde kan det være nyttigt med normkritik, så vi kan skille de gode normer fra de dårlige. Kildekritikken forsøger ikke at skille sig af med kilder, og normkritikken forsøger ikke at skille sig af med normer. Begge dele lærer os at forholde os kritisk. Men jeg er åben for, der er væsentlige forskelle på de to ting, jeg ikke selv kan se.

Jensen slutter af med uforvarende at være et eksempel på kimen til manglen på forståelse mellem positionerne. Han skriver, at “det er ekstremt at se identitet først før alt andet”. At man ikke skal se “hudfarven, kønnet, seksualiteten, før man ser mennesket”. Dette opfølger han med en reference til queer-teori, men Jensen blander teoretiske retninger sammen. Ikke at jeg bebrejder ham, men det vidner om, han ikke forstår modpartens grundlag.

Det, Jensen kalder queer-teori, er ret beset intersektionalitet, og den nok mest kendte queer-teoretiker, Judith Butlerkritiserer rent faktisk identitetspolitik. Når en intelligent person som Jensen kommer til at rode rundt i begreberne, vidner det om en akademiseret diskussion, der af gode grunde kan være rigtig svær at forstå og tage del i. Hvis man næsten skal have taget en kandidatgrad i kønsstudier og kritisk teori for at forstå positionerne i debatten, er det måske ikke så underligt, at man forsimpler det standpunkt, man er uenig i. Det betyder ikke, der ikke er noget, der er værd at kritisere. Det er der bestemt. Men at blande ting sammen er ikke et godt grundlag for en debat.

Lad os få en godt belyst debat

Man har et ansvar for at forklare sine standpunkter, så de kan forstås. Det kan den feministiske position bestemt blive bedre til. Men jeg mener også, at man har et ansvar for at tage de standpunkter, for hvad de er, i stedet for at blande dem sammen og tage folk til indtægt for noget, de ikke har sagt. Disse udpluk er blot få eksempler på de misforståelser, jeg ser i debatten.

Jeg håber, at Jensen og ligesindede ikke ser denne kritik som ondsindet, men som et forsøg på at skabe lidt kontrol med et bål, der ellers knitrer og buldrer og kaster lange skygger over debatten. For debatten er vigtig, men den skal gerne foregå som andet end skyggefægtning mellem karikerede positioner, som de færreste egentlig tilslutter sig. Det er med til at skabe fjendebilleder og polarisere.

Lad os i stedet træde væk fra skyggerne, samle os om bålet og lytte opmærksomt til hinanden.


LÆS MERE I POV OM IDENTITETSPOLITIK HER


Topillustration: Lad os lytte opmærksomt til hinanden og undgå karikerede holdninger, der skærper konflikt og skaber polarisering i debatten. Illustration: Gerd Altmann, Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jacob Cowland har en kandidatgrad i retorik fra Københavns Universitet, hvor han har specialiseret sig i debat, identitet og offentlig meningsdannelse. I 2019 skrev han speciale om argumentationsnormer og retorisk handlekraft.

Han har siden arbejdet med demokrati og debatkultur og særligt beskæftiget sig med køn og ligestilling. Det har blandt andet ledt ham til engagement i flere feministiske organisationer, heriblandt Tænketanken Tora, hvor han dykker ned i debatten om feminisme.

Et sted, han og Henrik Dahl kan finde fælles fodslag, er, at det ville være rart, hvis vi kunne nøjes med Kardemommeloven: ”Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.”

Seneste artikler om Civilsamfund