POLITIK // KOMMENTAR – At den borgerlige regering faldt ved valget den 5. juni var ikke overraskende, og kun i lyset af en rød regerings mange utvivlsomt uheldige egenskaber er det en begivenhed, man i virkeligheden bør begræde. Samarbejdet mellem de tre regeringspartier var dårligt fra begyndelsen, den fælles retning overordentlig svær at få øje på, og relationen til det alt for store støtteparti Dansk Folkeparti var i årenes løb uskønt degenereret, skriver Nikolaj Bøgh. Spørgsmålet er, hvordan det borgerlige Danmark rejser sig igen?
De tre regeringspartier var ledet af et Venstre, som med Lars Løkke Rasmussen i spidsen tydeligvis i for høj grad ville magten for enhver pris, og det førte til en politisk kurs, hvor man for det meste blot fremstod som om man blot ønskede at være lidt mere effektive administratorer af den socialdemokratiske velfærdsstat end socialdemokraterne selv. Med masser af køligt udregnet centralisering, målstyring og forsøg på effektivisering af diverse samfundsfunktioner som de centrale redskaber.
Under valgkampens afsluttende dødedans antog det hele ret absurde former med desperate forsøg på overbudspolitik i forhold til det offentlige forbrug og tilbud om regeringssamarbejde med Socialdemokratiet – ja, eller med hvem som helst, der fortsat kunne forlene Venstre med en flig af magten, selvom det i tiltagende grad var uklart, hvad man egentlig ville med den.
Liberal Alliance, den danske borgerligheds selvudnævnte enfant terrible, beviste i regeringens 2½-årige levetid med al ønskelig tydelighed, at partiet ikke var modent til regeringsdeltagelse, og man opførte farceagtige scener, hvor man, som et lille barn der nægtes slik i supermarkedet, truede med at smide sig skrigende på gulvet og lave skandale, hvis man ikke fik de topskattelettelser, som man selv havde umuliggjort realiseringen af gennem overdrevent kække og sejrssikre provokationer af Dansk Folkeparti.
Et af de borgerliges grundproblemer er, at de har glemt den del af politikken, der taler mere til hjerte, følelser og moral, og ikke blot til den kølige rationalitet
Den sidste i trekløveret var dansk borgerligheds gennem en årrække pryglede hund, Det Konservative Folkeparti, som med kyshånd greb regeringsdeltagelsen som en mulighed for at få lidt samling og fokus på det martrede parti, der lidt for ofte havde skuet spærregrænsedøden ind i øjnene. Man løste opgaven loyalt og fantasiløst med stærk fokus på de tre ministerområder, mens det meste af, hvad dansk konservatisme ellers har stået for og suget næring fra, blev glemt undervejs.
De tre samspilsramte regeringspartier skaffede sig flertal med Dansk Folkeparti, men der var løbet meget vand i stranden siden den for så vidt sunde arbejdsdeling mellem DF og VK-regeringen i årene efter 2001, hvor DF fik mulighed for at lægge navn til en helt nødvendig kursændring i dansk udlændingepolitik, og til gengæld for det og lidt symbolik på ældreområdet loyalt lagde stemmer til den overvejende del af regeringens øvrige politik. I 10’erne var Dansk Folkeparti imidlertid vokset til at være den danske borgerligheds gøgeunge. En fremmed fugl med tiltagende uborgerlighed i sin karakter, som var vokset sig alt for stor og forslugen, og hvis beskedne liste med politiske idéer var tæt på at være udtømt.
Resultatet blev, at en i grunden positiv men begrænset dagsorden degenererede til en politisk strategi, hvor man blev stadigt mere fokuseret på at slå mønt på at skabe kunstigt negative spændinger mellem befolkningsgrupper og landsdele og en udlændingepolitik, der var symbolsk ”stram”, snarere end reelt effektiv i forhold til at kunne holde tilstrømningen af migranter nede. Alt sammen parret med en patetisk og mislykket flirt med Socialdemokratiet, der kostede partiet masser af stemmer fra gamle socialdemokrater, der derigennem fik en bekvem undskyldning for at gå tilbage til deres gamle parti, ikke mindst fordi man samtidig sang med på regeringens – meget diskutable – påstand om, at der var ”styr på tilstrømningen” af udlændinge og at integrationen for alvor gik fremad. Dermed var DF selv med til at afsikre det udlændingepolitiske våben, der siden 2001 havde tjent de borgerlige partier så effektivt.
Fællesmængden mellem de fire partier var for lille, modsætningerne for store, og det var for svært for vælgerne at gennemskue, hvad det borgerlige formål med at sidde på regeringsmagten egentlig var.
En økonomisk succes, som alligevel førte til nederlag
På trods af det gennemgående uskønne forløb, så er facit på mange parametre, at de seneste fire års borgerlige regering i grunden har været en succes. Dansk økonomi er i topform. Væksten er høj, der er flere danskere i beskæftigelse end nogensinde tidligere, og den offentlige økonomi er bomstærk – takket være kloge reformer af pensionsalder og velfærdssystemer, som er blevet videreført gennem de sidste godt 10 år. Skatter og afgifter har fået et lille nøk nedad, og der er blevet lidt flere penge til den enkelte dansker og til familier, så de kan træffe flere beslutninger selv. Jo, de borgerlige kan stadig holde styr på økonomien, og det har også først og fremmest været det, man internt kunne blive enige om.
Men denne rolle er i dag ikke tilstrækkelig til at kunne udgøre et attraktivt regeringsalternativ, først og fremmest fordi danskerne grundlæggende har det godt materielt. Der mangler en krisebevidsthed som kan legitimere, at styr på økonomien er den centrale politiske målsætning. Den eksisterede i stort omfang på bagkanten af 70’ernes krise, og det var derfor muligt for Poul Schlüter fra 1982 at opnå stor politisk medvind og en 10-årig regeringsperiode på en dagsorden, der stort set alene handlede om økonomisk genopretning.
Skal dansk borgerlighed have mulighed for at genvinde sin styrke og igen gøre sig fortjent til regeringsmagten, så skal man kunne fravriste Socialdemokratiet og venstrefløjen det definitionsmæssige monopol på menneskelig omsorg og moral og levere en anden fortælling til danskerne end hidtil om, hvad det borgerlige projekt går ud på
Samtidig er det – trods klare faresignaler med økonomiske overbud fra den seneste socialdemokratiske valgkamp – efter årene med Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt/Bjarne Corydon noget vanskeligere for alvor at have mistillid til socialdemokraternes evne til at styre økonomien.
Der må noget mere til, og her hævner mange års borgerlige forsømmelser med at holde gang i idéudviklingen sig for alvor. Når tallene stemmer i regnearkene og samfundsmaskineriet for så vidt kører upåklageligt, hvad var så egentlig meningen med det hele? Man skal være en usædvanlig velskolet partisoldat for ikke at kunne se den store idékrise, som den danske borgerlighed i dag står i, og den socialdemokratiske regering og dens støtter vandt en meget stor valgsejr, som man skal mange år tilbage for at se tilsvarende.
Heldigvis førte valget ikke til den SV-regering, som Lars Løkke Rasmussen agiterede for, og som ville have været et uskønt fornuftsægteskab mellem Danmarks to største ”systempartier”, der efter alt at dømme i realiteten ville have ført til mere ”nødvendighedens politik” – mere centralisme, mere kontrol, mere overvågning og mere stat. Derfor har de borgerlige partier nu muligheden for at genopfinde sig selv idémæssigt, frigjort af denne politiske mareridtsvision, der for mange år formentlig ville have ødelagt muligheden for en egentlig borgerlig regering.
En fællesmængde – og styrkelse af partiernes identitet hver for sig
Vejen til borgerlig idémæssig genrejsning må være todelt. For det første må der være en vis fællesmængde for at kunne etablere et troværdigt regeringsalternativ. Historisk set har de to centrale borgerlige partier gjort den erfaring, at de er nødt til at arbejde sammen. Med andre ord skal de borgerlige partier være enige om noget, men de skal heller ikke være for ens, hvis det skal give mening at opretholde flere partier. Fællesmængden mellem de borgerlige er og bør være en insisteren på bl.a. retsstatens principper, på individets frihed og på værdien af et stærkt civilsamfund.
Samtidig er det helt centralt, at partierne benytter oppositionsperioden til at gentænke deres respektive politiske grundlag. For hvorfor have flere borgerlige partier, hvis de ikke klart adskiller sig fra hinanden? Venstre og Konservative bør som de to partier, der repræsenterer borgerlighedens to traditionelle ansigter, kunne appellere til to forskellige typer af vælgere, der vægter henholdsvis det liberale og det konservative højest.
Historisk set har de to partier i lange perioder ført så ensartet en politik, at der har været seriøse – og fuldt forståelige – overvejelser om at slå dem sammen. Men konservatisme og liberalisme er og bliver to væsensforskellige idépolitiske retninger, og for at værne om dansk borgerligheds bredde og relevans er det bedre at tydeliggøre forskellene mellem de to end at udviske dem yderligere. Jeg taler i det følgende ud fra en konservativ position, men hvis andre borgerlige partier kan føle sig inspirerede, er dette selvfølgelig også velkomment.
En politik både til hjerne og hjerte
Et af de borgerliges grundproblemer er, at de har glemt den del af politikken, der taler mere til hjerte, følelser og moral, og ikke blot til den kølige rationalitet. Derfor sidder også mange borgerlige vælgere, måske mest af konservativ observans, i dag lidt slukørede tilbage. Det er bestemt ikke nævneværdigt bedre hos Socialdemokratiet og venstrefløjen, hvor materialismen også dominerer tænkningen, blot med det omvendte fortegn, at man vil bruge flere penge på forsørgelse af mennesker uden arbejde, give flere mulighed for at kunne trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet og gerne give flere penge til flygtninge og indvandrere. Det er også materialisme, som alene fokuserer på at dele flere penge ud, men det er pakket ind i en fortælling om at ville ”det gode”, som de borgerlige partier har haft svært ved at imødegå effektivt.
Skal dansk borgerlighed have mulighed for at genvinde sin styrke og igen gøre sig fortjent til regeringsmagten, så skal man kunne fravriste Socialdemokratiet og venstrefløjen det definitionsmæssige monopol på menneskelig omsorg og moral, og levere en anden fortælling til danskerne end hidtil om, hvad det borgerlige projekt går ud på. Det skal være en fortælling, der ikke blot handler om økonomi og effektivitet, men om hvordan man opretholder og udvikler det grundlæggende velfungerende, trygge og stabile danske samfund.
Det er i den forbindelse en væsentlig pointe, at venstrefløjsfortællingen om at det danske samfund er ved at falde fra hinanden i ulighed, armod og underfinansierede velfærdsordninger, er grundlæggende falsk. Denne fortælling bør ikke få medløb fra borgerlige side. Det danske samfund er godt og stærkt, den offentlige sektor er kæmpemæssig og fyldt med ressourcer, og er der udfordringer – hvad der utvivlsomt er – så handler de om, at pengene bliver brugt forkert og ikke om, at der er for få af dem. Udfordringen er, hvordan vi holder fast i og styrker samfundets kvaliteter, og det bør handle om gode, klassiske borgerlige værdier som fællesskab, dannelse og ansvar. Det er således en helt afgørende del af borgerlig – først og fremmest konservativ – helhedstænkning, at mennesket ikke lever af brød alene, men at der også skal åndelig udvikling og sammenhængskraft til.
Kultur og dannelse i højsædet
Netop i disse år, hvor dansk kultur og sammenhængskraft er udfordret fra mange fronter – af globalisering, migration og enorme mængder af engelsksproget underholdning, der er det helt nødvendigt at kæmpe for sammenhængskraften, for det danske kulturfællesskab og højnelsen af danskernes dannelse. Kultur og dannelse spiller således en helt central rolle for menneskers liv og udgør en væsentlig forudsætning for, at vi kan have et samfund, der hænger godt sammen og ikke falder fra hinanden i usund individualisme og adskilte grupperinger, der ikke har noget at sige hinanden.
Multikulturalisme – altså at kulturerne reelt er ligestillede – har for længe i realiteten været den dominerende politiske linje i Danmark, men den fremmer ikke et godt samfund, tværtimod anerkender den i for høj grad, at der eksisterer parallelsamfund og subkulturer, der ikke er en del af den danske hovedkultur. Man kan som nytilkommen til Danmark godt opretholde sin egen kultur, men man skal samtidig kunne indgå i den danske hovedkultur og kende og anerkende dens væsentlige karakteristika. Det er således en central borgerlig opgave at bekæmpe multikulturalismen, bl.a. ved at sikre, at vi kender og er en del af den fælles hovedkultur.
Den del af politikken er blevet sørgeligt forsømt gennem de senere år. Statens kulturpolitik har stort set ligget død under en liberal minister og er blevet heftigt beskåret løbende i årlige besparelser, der alvorligt har udfordret mange kulturinstitutioners muligheder for at fortælle vores fælles historie og sikre nyskabende kulturoplevelser på et højt kvalitetsniveau og resulteret i mærkbare forringelser i form af lukning af udstillingssteder, aflysning af særudstillinger og forestillinger og fyring af højt kvalificerede fagmedarbejdere i hobetal. Og stort set ingen på Christiansborg løfter et øjenbryn eller påpeger det tab for dannelsen og oplysningen i samfundet, som det indebærer.
Dansk kultur er ikke først og fremmest en ”græsrodskultur”, som er groet op nedefra, men en kultur, som er båret af bevidste valg og prioriteringer først og fremmest fra enevældens monarker, for hvem skabelse af en national dansk kunst og en fælles fortælling og dansk historie var et hovedanliggende
Den borgerlige opgave her går ud på at genskabe respekten for kulturpolitikken som et centralt politikområde i sin egen ret. Det drejer sig dels om at bevare og formidle den fælles kulturarv, sikre den er relevant for nye generationer af danskere med nye formidlingsformer og nye former for dialog. Men det handler også om at have de rigtige rammer for, at kulturen udvikler sig, så vi også har ny dansk billedkunst, skulptur, teater, litteratur etc. Ikke nødvendigvis, fordi det altid skal koste flere penge, men som noget, samfundet prioriterer højt og anerkender.
Hos nogle borgerlige trives en forestilling om, at dansk kulturpolitik først og fremmest er en socialdemokratisk opfindelse, grundlagt med oprettelsen af Kulturministeriet i 1961. Det er helt misforstået. Dansk kulturpolitik, forstået som en bevidst politik, der har til formål at fremme et selvstændigt dansk kulturliv, blev grundlagt med oprettelsen af Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1754, hvis opgave var at skabe en egentlig dansk kunstnerisk tradition, som ikke havde eksisteret tidligere.
Kunstakademiet udgør sammen med Det Kongelige Teater, hvis spæde start allerede var kommet i 1748, og de lidt senere institutioner Nationalmuseet, den kongelige malerisamling (Statens Museum for Kunst) og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium de bærende søjler i dansk kulturpolitik. Det bør være en central borgerlig opgave at sikre, at disse bærende nationale kulturinstitutioner fungerer og er med til både at fastholde kontinuitet og skabe udvikling i den fælles danske kultur. Den vi, som folk og som land, skal være fælles om og kunne spejle os i og udvikle os igennem. Derfor bør der også være så let og uhindret adgang for befolkningen til den fælles kultur som muligt, og den fri entré på de store statslige museer, som i sin tid blev indført i Brian Mikkelsens kulturministertid, men beklageligvis afskaffet igen under den nys hedengangne borgerlige regering, bør derfor genindføres.
Det er samtidig vejen til et opgør med den tendens, der i de senere år har været navnlig i Socialdemokratiet til at opstille en falsk modsætning mellem ”det elitære”, som Det Kongelige Teater m.m. afspejler, og ”det folkelige”. Men det er en falsk modsætning. Uden en national elitekultur har den folkelige kultur ikke noget at spejle sig i eller stræbe efter, og uden den folkelige kultur mangler de store nationale kulturinstitutioner det vækstlag, som de i sidste ende lever af.
Dansk kultur er ikke først og fremmest en ”græsrodskultur”, som er groet op nedefra, men en kultur, som er båret af bevidste valg og prioriteringer først og fremmest fra enevældens monarker, for hvem skabelse af en national dansk kunst og en fælles fortælling og dansk historie var et hovedanliggende. Ud fra den meget bevidste danske kulturpolitik, hvis rødder går tilbage til enevælden, kunne kulturen forgrene sig ud i landet. Men det er de store nationale kulturinstitutioner, det hele bygger på. Institutioner med høj faglighed, enestående samlinger og stor kunstnerisk ekspertise. At forstå og anvende det kulturelle fællesskab, man er en del af, udvikle det og udvikle sig med – det bør være en central borgerlig opgave.
Uden en national elitekultur har den folkelige kultur ikke noget at spejle sig i eller stræbe efter, og uden den folkelige kultur mangler de store nationale kulturinstitutioner det vækstlag, som de i sidste ende lever af
En ganske tilsvarende opgave venter de borgerlige i forhold til uddannelsespolitikken, som gennem en årrække i stigende grad har lidt af et dannelsestab, hvor det altdominerende hovedfokus har været at gøre børn og unge arbejdsmarkedsparate gennem nedprioritering af de klassiske dannelsesfag i folkeskolen og et centralstyret målingsfokus i hele uddannelsessystemet koblet til institutionernes finansiering, som har fokuseret på at få så mange unge så hurtigt som muligt gennem uddannelsessystemet. Men uddannelse handler ud fra et borgerligt – konservativt – synspunkt ikke blot om at skabe effektiv arbejdskraft, men om at danne hele mennesker og gode samfundsborgere.
Uddannelse er en åndelig rejse, der gør det enkelte menneske mentalt rigere og som tilfører samfundet mere ånd og viden. Det er derfor en central borgerlig opgave at gøre op konkurrencestatsfokus og de dominerende centrale målings-/styringsparadigmer i uddannelsessystemet.
Ansvar for fællesskabet
Det er en traditionel konservativ grundholdning, at der skal være plads til alle i det danske samfund, og at man gennem et socialt sikkerhedsnet skal sikre hjælp til dem, som har hjælp behov. Den klassiske position kan sagtens kombineres med den velfærdsstatskritik, som også siden midten af 1950’erne har stået centralt i konservativ tankegang. På bagkanten af en valgkamp, hvor mange partier har stillet en gylden fremtid i udsigt med meget mere ”velfærd” over en bred kam, er der således stort behov for endnu engang at påpege velfærdsstatens grundlæggende problemer, som i stort omfang ikke løses ved blot at poste flere penge i systemet. De offentlige budgetter er på 1000 milliarder kr. om året – et fuldkommen astronomisk højt beløb. Alligevel var valgkampen 2019 fyldt med historier om dårlig kvalitet i daginstitutioner, ældrepleje, på uddannelsesinstitutioner og mange andre steder.
Den danske velfærdsstat er i stort omfang en middelklassevelfærdsstat, hvor en meget stor del af befolkningen betaler for service til hinanden. Der er naturligvis også hår i suppen her og der, men i det store og hele er tilfredsheden ret høj og valgkampens dommedagssyner om velfærdens generelle udpining og undergang er meget vanskelige at genfinde i virkelighedens verden. Alligevel er der opstået en krævementalitet, hvor man aldrig kan få velfærd nok, og hvor meget da også tyder på, at den offentlige service har udviklet sig stadig mere ineffektivt med tiltagende dokumentations- og rapporteringskrav og mange opgaver, som i realiteten ikke bidrager til at løse systemets egentlige opgaver. Så langt er de fleste enige, udfordringen er blot at få taget livtag med de mange indviklede systemer, man selv har skabt i årenes løb i den bedste mening.
Det er en væsentlig borgerlig opgave at insistere på, at vi i fællesskab skal støtte og styrke de mennesker, der har det svært i vores samfund, og som ikke evner at klare sig selv. De er også en del af det danske fællesskab, og derfor har vi et ansvar overfor dem
Men der er også et andet vigtigt perspektiv på velfærdsdebatten, som kun sjældent kommer frem, og det er den ofte meget beskedne hjælp, der bliver de reelt ressourcesvage til del. Dem, der ikke kan skrive klagebreve til kommunen, læserbreve til lokalavisen eller gå i barnevognsmarch for at kræve bedre normeringer. Trods en enorm velfærdsstat er der stadig store uløste problemer for hjemløse, stofmisbrugere, handicappede og andre, der ikke er i stand til at råbe så højt som middelklasseborgerne, der føler deres rettigheder truede.
De politiske prioriteringer er efter alt at dømme ofte en konsekvens af, hvem der råber højst, og som marginaliseret og ressourcesvag borger, der vil det ofte være svært at råbe overhovedet. Heller ikke selvom systemet vel egentlig først og fremmest skulle hjælpe dem, der virkelig havde hjælp behov. De konservative må igen insistere på, at velfærdsstaten ikke skal glemme de medborgere med særlige udfordringer, der hele tiden bliver overdøvet af krav om ”mere velfærd” fra de mange, der egentlig har det ganske komfortabelt.
Det er en væsentlig borgerlig opgave at insistere på, at vi i fællesskab skal støtte og styrke de mennesker, der har det svært i vores samfund, og som ikke evner at klare sig selv. De er også en del af det danske fællesskab, og derfor har vi et ansvar overfor dem.
Generationskontrakten genopfundet
På bagkanten af en valgkamp, som efter alt at dømme også blev afgjort af de venstreorienterede partiers mere offensive udmeldinger på klimapolitikken, der er det også nødvendigt at forholde sig til, hvordan de borgerlige får etableret en mere tydelig position på klima- og måske navnlig på miljøpolitikken. Klimadiskursen har i stort omfang været diffus og hysterisk, præget af en semireligiøs eskatologisk grundtone, som efter alt at dømme har meget lidt med virkeligheden at gøre. Planeten skal nok overleve, det samme gælder mennesket. Men vi bør sætte meget ind på at kunne overlevere en jord til generationerne efter os, som er et attraktivt sted at bo, og hvor vi i fællesskab tager effektivt hånd om såvel klimaudfordringer som om vores fælles natur.
Borgerlig politik må for klimaets vedkommende tage udgangspunkt i at bygge videre på de redskaber, der i øvrigt har skabt fantastisk fremgang og velstand for vores land og for verden, nemlig forskning, innovation og økonomisk vækst
Klimaforandringerne skaber ringere livsvilkår mange steder på kloden, som skaber grundlag for øget migration og social uro. Det må vi i fællesskab håndtere bedst muligt, ikke mindst gennem internationalt samarbejde. Borgerlig politik må for klimaets vedkommende tage udgangspunkt i at bygge videre på de redskaber, der i øvrigt har skabt fantastisk fremgang og velstand for vores land og for verden, nemlig forskning, innovation og økonomisk vækst. De redskaber er fortsat helt centrale, også når det kommer til at håndtere klimaændringer og skabe grøn omstilling.
Samtidig må man som borgerlig aktivt kæmpe for, at vores natur og dyreliv ikke forringes yderligere. For miljøets vedkommende, som i stort omfang har nogle helt andre udfordringer end klimaet, og hvor mange af de virkemidler, der tages i anvendelse for at forbedre henholdsvis klima og miljø, direkte modarbejder hinanden. Økologi er eksempelvis godt for natur og biodiversitet, men skidt for klimaet. Det modsatte gælder for opsætning af vindmøller i værdifulde naturområder, ligesom den tiltagende fyring med træ i bedste fald er godt for klimaet, men skidt for miljøet. Den borgerlige opgave bliver at ”normalisere” debatten, skille tingene ad i deres naturlige delelementer og introducere effektive virkemidler, der har en synlig og blot en ikke symbolsk effekt.
Bevaring af det danske kulturfællesskab som en stærk og meningsgivende ramme for mennesker, også i fremtiden. Ansvar for hinanden, ikke mindst for dem iblandt os, der har det svært. Og ansvar for de kommende generationer ved at sikre, at vi gør hvad vi kan for at rette op på klimakrisen og redde vores fælles natur og miljø, det er nogle af de centrale temaer, som bør kunne give de borgerlige en stærk platform, der appellerer bredt til danskerne, nu og i fremtiden.
Artiklen er første gang publiceret i årsskriftet Critique d. 12. august 2019.
Topfoto: Norske Allé i Søndermarken. Forfatterens foto.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
