
UKRAINE // KOMMENTAR – Dansk Folkepartis formand kom med fejlagtige oplysninger, da han i Debatten forleden hævdede, at Europa har svigtet Ukraine, skriver forsvarsanalytikeren Jacob Kaarsbo.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvad foregik der ellers i Debatten i torsdags (d. 20. februar), som var på kant med sandheden? Dansk Folkepartis formand er leveringsdygtig i flere citater. Han sagde bl.a.: ”Macron er en af hovedårsagerne til, at Ukraine er ved at tabe krigen” og ”Europa har svigtet”. Godt så, hvad er sandheden?
EU bidrager med mere end USA
1) Ifølge Kiel Institute, der siden Ruslands overfald systematisk har fulgt bidragene til krigen, har EU og medlemslandene samlet støttet med 132 mia. euro, mens USA’s samlede bidrag er 114 mia. Derudover har EU og medlemslandene bidrag klar for 115 mia. euro, dvs. mere end USA har bidraget med samlet set.
Frankrigs bidrag er stort
2) Frankrig har ifølge Kiels tal bidraget med lige over 0,5 % af BNP. Det tal svarer til tallene for både USA og Storbritannien. Dertil skal lægges, at Frankrig holder mange af sine bidrag hemmelige. Frankrig har nu også leveret Mirage-jagerfly til Ukraine. Mig bekendt er der ikke oplysninger i åbne kilder om antal. Men det er et meget værdifuldt bidrag, som heller ikke er indeholdt i tallene. Ifølge en offentliggjort liste fra Frankrigs forsvarsministerium for et år siden var Kiels tal dengang omkring 25-30 % for lave.
Min vurdering er derfor, at Frankrig er oppe på et sted mellem 0,8-1 % af BNP. Dvs. langt mere end USA og UK og nogenlunde på niveau med Holland og Polen.
Macrons indsats er afgørende
3) Macron har været hovedårsag til fremdrift på en række afgørende kapaciteter for Ukraine. Det var Macron, der ved egenhændigt at erklære, at Frankrig ville bidrage med kampvognene AMX-10 i januar 2023, endelig fik brudt måneders fastlåste (og naive) debat om kampvogne til Ukraine.
På samme vis var det Macron, der sammen med Storbritanniens daværende premierminister bidrog med langtrækkende missiler til Ukraine (Frankrigs hedder ”SCALP-EG” og UK’s ”Stormshadow”). Både kampvogne og langtrækkende missiler er kritiske kapaciteter, og Macron er en hovedårsag til, at Ukraine har fået dem.

Dansk Folkepartis urigtige fortællinger
Samlet set er ingen af formandens påstande rigtige. Danske medier bør spørge, hvorfor han ikke sætter sig ind i, hvad Europas og Macrons rolle reelt har været, før han stiller sig op i den bedste sendetid med urigtige postulater.
Jeg er enig i formandens ønske om langt stærkere europæisk støtte til Ukraine, men det forudsætter, at han gør op med sin linje om at lægge sig bag Trumps og Putins forsøg på at påtvinge Ukraine en falsk ”fredsaftale”. Det forudsætter også, at han gør op med sin urigtige fortælling. Han sagde også: ”Virkeligheden er, at Ukraine har tabt krigen.” Det er heller ikke rigtigt (jeg har allerede omtalt DF-formandens manglende evner som militæranalytiker).
Derudover forudsætter en lige fordeling af EU-medlemmernes bidrag, at EU-samarbejdet styrkes, fx gennem fælles EU-lån. Så kan vi fordele byrderne. DF er nok næppe med på den løsning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og