
POLITIK // ANALYSE – Mens verden vakler under Trumps handelskrig, og Grønland står i stormvejr, holder Mette Frederiksen fast i roret. Oppositionen står bag hende – næsten. For Alex Vanopslagh har genrejst Liberal Alliance og udfordrer status quo med ny selvtillid og skarpe meldinger.
Verden står i brand. Kanonerne holder godt nok lige nu pause i både Ukraine og Mellemøsten, men i stedet har den amerikanske præsident, Donald Trump, indledt en global handelskrig, som har efterladt aktiemarkederne i blodrøde kursfald.
Midt i det hele kæmper Danmark med statsminister Mette Frederiksen i spidsen en politisk krig for at holde Grønland på danske hænder, mens Trump og hans medsvorne ministre næsten dagligt skærper tonen.
Senest ved at true med en annektering – altså besættelse af Grønland.
Alex Vanopslagh risikerer derfor at få et kanonvalg, som han næppe kommer til at kunne bruge til andet end at tage endnu en omgang som rapmundet oppositionsleder
Efter tre dage i Grønland for at møde den nye grønlandske regering er Mette Frederiksen igen tilbage i den danske andedam.

Oppositionen holder lige nu igen med at udfordre regeringen og står i stedet skulder ved skulder med SVM-regeringen om at løfte det danske forsvar og modstå presset fra Trump, der åbenlyst mener det alvorligt, når han taler om at tage kontrol med Grønland.
Kun den evige enfant terrible, LA’s leder, Alex Vanopslagh, vover en gang imellem at stikke næbbet frem og give regeringen en anelse modstand.
Ny kampagne fra Vanopslagh
Vanopslagh har fået vind i sejlene igen og genvundet noget af den selvtillid, som han tabte efter sidste års valg til Europa-Parlamentet.
Forventningen var dengang, at LA ville snuppe to mandater, men efter en totalt fejlslagen kampagne fik partiet kun valgt Henrik Dahl. En kontroversiel politiker gennem mange år.
Nogle vil kalde ham træls, og partiets slogan under EP-valget lød da også:
”Hjælp med at sende Henrik Dahl til Bruxelles.”
Et fortænkt slogan, da der var vigtigere og alvorligere ting på den danske og europæiske dagsorden end at slippe af med den kontroversielle politiker.
Meningsmålingerne over en bred kam har nu LA tilbage på ca. 13 pct. med de forbehold, man altid skal tage over for målinger.
Selv nægter hovedpersonen stadig at erklære sig som statsministerkandidat ved det folketingsvalg, der senest skal komme i november 2026
LA er dermed tilbage i rollen som det ubetinget største borgerlige parti med 3-4 procentpoint ned til både Venstre og Danmarksdemokraterne, der skiftes lidt til at indtage andenpladsen.
Det seneste løft til Vanopslagh sker efter en periode, hvor partiet har fremlagt et økonomisk udspil med 47 mia. kr. i skattelettelser finansieret ved blandt andet at halvere dagpengeperioden og den sædvanlige gamle traver; besparelse i det offentlige bureaukrati. En øvelse, der er let at tale om, men som det hidtil aldrig er lykkedes nogen regering at realisere.

Dertil kommer, at LA også har slebet kanterne af i forhold til både regeringen og til de andre blå partier ved fx nu at acceptere kvindelig værnepligt, mens de sideløbende har kørt en større kampagne på såvel nettet som ude i den virkelige verden.
Med sloganet ”Du har altid et valg” har Vanopslagh via store bannere prydet bybilledet og tæppebombet de sociale medier med videoer tilsat den sædvanlige selvironiske tone, der stort set altid omgiver Alex Vanopslagh – eller Daddy, som de unge kalder ham.
Selv nægter hovedpersonen stadig at erklære sig som statsministerkandidat ved det folketingsvalg, der senest skal komme i november 2026.
Trump vil udnytte et dansk valg
Det er Mette Frederiksens prærogativ at bestemme valgudskrivelsen, og selv om hun sandsynligvis kan få et godt valg ved at tage valget inden sommer, er der nu efterhånden flere ting, der peger mod et sent valg.
Danmark står med Trumps trusler om at annektere Grønland i den største udenrigspolitiske krise siden 2. verdenskrig. Mette Frederiksen skal først have løst den krise, så den ikke bliver et selvstændigt uforløst punkt under en valgkamp, da det vil kunne risikere at skabe signalforvirring, som den amerikanske præsident hurtig kan udnytte til egen fordel.
Handelskrigen med USA er kommet i vejen. Lige nu hersker der betydelig usikkerhed om økonomien, aktiemarkedet og ikke mindst fremtiden. Det vil mudre en valgkamp og føre til alskens overbudspolitik.
Overlever Moderaterne næste valg?
Sidst, men ikke mindst, så hænger de nuværende regeringsmedlemmer, Moderaterne og Venstre, gevaldigt i håndbremsen. Lars Løkkes parti er med kun 3,2 pct. i målingerne stadig sendt til tælling efter sommerens personalesager, og næste valgkamp ser ud til at blive en overlevelseskamp for Moderaterne. Han har brug for mere tid.
Selv om det er statsministerens lod at bestemme valgdatoen, er hun nødt til at rådføre sig hos regeringspartierne, inden hun trækker i fløjten. Alt andet vil blive taget ilde op af både V og M.
Venstres formand har ingen planer om at rundbarbere den offentlige sektor for at finde penge til skattelettelser til de bedst lønnede
Mette Frederiksen vil gøre meget for, at Moderaterne klarer skærene, da Lars Løkke har raget sig uklar med stort set samtlige partier i blå blok. Hverken Danmarksdemokraterne eller DF vil pege på ham, og Morten Messerschmidt har ligefrem udtalt, at han ikke kan støtte en regering med Lars Løkkes deltagelse.
Statsministeren har derfor en klar interesse i at holde V og M tæt til sig, hvilket hun blandt andet gør ved at give dem indflydelse på valgudskrivelsen.
Alex Vanopslagh risikerer derfor at få et kanonvalg, som han næppe kommer til at kunne bruge til andet end at tage endnu en omgang som rapmundet oppositionsleder.
Teoretisk kan der selvfølgelig opstå den situation, at der bliver et blåt flertal uden Moderaterne ved næste valg. Men selv i den situation ser det sort ud for LA’s drømme om at indtage statsministeriet.
For hvem vil pege på Vanopslagh? Svaret er ingen, ud over LA selv. Hvis det bliver blåt flertal, vil lurepasseren Troels Lund Poulsen dukke op som en trold af en æske.
Troels Lund som statsministerkandidat
Venstres formand har ingen planer om at rundbarbere den offentlige sektor for at finde penge til skattelettelser til de bedst lønnede. Troels Lund vil derfor være spiselig for Konservative, Danmarksdemokraterne og DF, selv om de alle på det personlige plan måske bedre kan lide Vanopslagh.
Et rent blåt flertal vil dermed gøre Troels Lund Poulsen til statsminister og Alex Vanopslagh til Sorteper
Under valgkampen bliver de andre blå partier nødt til at lægge afstand til LA’s motorsavspolitik.
Konservative fik ved sidste valg store tæsk efter bl.a. at have fremlagt en Ceposplan, der fjernede topskatten og skar dybt i de offentlige udgifter. Den galej skal den nye K-leder, Mona Juul, ikke ud på igen.
Det skal Inger Støjberg og Morten Messerschmidt heller ikke.

Dermed er der kun jokeren Lars Boje Mathiesen fra det nye højreparti, Borgernes Parti, der vil støtte Vanopslagh, men det er næppe en støtte, der appellerer til store befolkningsgrupper, og som selv Vanopslagh får svært ved at tage til sig.
Et rent blåt flertal vil dermed gøre Troels Lund Poulsen til statsminister og Alex Vanopslagh til Sorteper trods hans indædte kamp for at udfordre SVM regeringen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.