FÆDRE // BOGUDDRAG – Hvordan bliver man selv en god far, når man ikke har nogen at se op til, og hvordan undgår man at gentage fortidens fejl? Det spørgsmål stilles af sociolog og forfatter Aydin Soei i forordet til den nye bog, ‘Fædre – fortællinger om at blive til som far” – en universel fortælling om fædre og sønner, og om den arv og de værdier, vi ønsker at give videre til vores børn. I bogen beretter fem markante fædre om skilsmisser, arv, forbilleder, tilhørsforhold, død og udødeliggørelse i familien. POV har fået lov til at bringe en smagsprøve på den nye bog og vi har valgt et uddrag fra 1. kapitel med skuespiller Janus Bakrawi.
En palæstinenser og en polak mødes – og det slår gnister
Min far var fremmedarbejder. Eller gæstearbejder, som det hed dengang. Han havnede i Danmark i 1968, så han har været en af de allerførste palæstinensere, der kom hertil, for det var jo mest pakistanere, tyrkere og folk fra Balkan, der udgjorde den første bølge af gæstearbejdere. Han blev ansat i knivfabrikken Raadvad, og derfor er jeg vokset op i Nordsjælland, hvor fabrikken lå.
Han slap hurtigt lænkerne fra landsbyen og nød friheden og hyggede sig. Han kunne godt lide at hænge ud ved pølsevognen dengang og få sig en pølse og en bajer – måske i trods, for at vise, at han ikke længere var bundet af religion, kultur eller familieforpligtelser. Og så havde han jo fået at vide, at de rigtig gode piger var i Østeuropa.
”Hvorfor ikke,” sagde han. ”Så lad mig da tage til Polen.” Han tog en kammerat med på slæb, og de sejlede fra Østerbro til Polen og hoppede ind i toget til Warszawa, og så tumlede han rundt dér og festede. Og ved en tilfældighed stødte han ind i en 16-årig pige ved navn Barbara, som han valgte at følge efter.
For hende lignede han en afrikaner, så hun blev noget forskrækket over, at denne her mand fulgte efter hende. Han havde taget en tysk ordbog med, men det hjalp ham ikke meget. Havde han taget en russisk ordbog med, så havde det været bedre, men allerhelst skulle den nok have været polsk.
Han fulgte efter hende til et lille hus, der befandt sig i Forstads-Warszawa i en landsby. Og min mormor – som det jo endte med at blive – kiggede ud ad vinduet og spurgte pigen, som blev min mor, om det var hende, der havde slæbt den der sorte mand med, som stod ude foran. Og min mor svarede: ”Jamen han fulgte bare efter mig hele vejen.”
Og så fik hun så mange tæsk af min mormor for at have slæbt den der sorte mand med. Men min far blev ved med at banke på dag efter dag. Og til sidst blev han lukket ind. Han havde taget nogle fine gaver med og blev budt indenfor til te og kanapka, som er en slags polske håndmadder med hvidt brød.
Han fortalte, at han boede i Danmark, og det var jo vældigt interessant for sådan nogle østeuropæere, hvis land dengang stadig var besat af Sovjetunionen, og som var temmelig fattige.
Derefter rejste han lidt frem og tilbage mellem Danmark og Polen i nogle år. Min far lærte hurtigt polsk. Han var der ofte flere uger ad gangen og blev hurtigt venner med alle. Han røg med på vodkavognen med Barbaras svoger og alle mulige andre. De var vilde med ham, for han var en festabe. Ja ja, han kom dér i sit jakkesæt, og de elskede ham. Polakkerne elskede den sorte mand i jakkesæt.
Min mor vidste godt, at han var en flirter, det kunne hun tydeligt se, når han havde fået lidt at drikke. Men han tjente gode penge. Han fik 15-20 kroner i timen i Danmark, og det var mange penge derovre. Da min mor fyldte 19 år, havde han pendlet i tre år og friede til hende. Hun giftede sig med ham og tog med til Danmark i 1971.
Han har jo lovet hende alt muligt stort og flot, men hun ankommer til en etværelses lejlighed, hvor der også bor en af min fars venner og hans kone. Så de bor fire mennesker i en etværelses lejlighed i Rådvad.
Han lever egentlig ret primitivt i Danmark, men har i Polen udgivet sig for at være konge. 23. december 1974 bliver jeg født, mens min lillebror kommer til i 1976. Og to år senere bliver de skilt.
Min mor er ung og usikker, og min far er ti år ældre. Da jeg bliver født, er han 31 år. Han arbejder på fabrikken, og indimellem kommer han selvfølgelig hjem, men han kan også godt lide at fyre den af. Hvilket betyder, at han flirter med kvinder, han danser med dem, min mor bliver jaloux og vred, og der opstår konflikter på den front.
Jeg ved, at min mor begynder at gøre noget af det samme. Hun bliver træt af hans adfærd, og hun bliver utryg. Hun er stadigvæk en meget ung kvinde i starten af sine tyvere, og hun har ikke sin familie med sig. Hun kan ikke rigtig sproget, og hun kommer også fra en dysfunktionel familie præget af vold og fattigdom og en fraværende far. Så hvordan skal hun klare sig med to små børn og en mand, der er væk hele tiden?
Så hun begynder også at søge udad, og det er klart, at når du har to mennesker, som søger væk fra familierelationen, så kan der opstå voldsomme konflikter. Og de er begge to dominerende, kontrollerende voksne, som er meget grove i munden. De har en truende og manipulerende adfærd, hvilket ender med at gå ud over mig og min bror.
For at sige det, som det er, sætter deres adfærd sig som skræk og rædsel i os.
Aktindsigt i journaler viser ny virkelighed om bortførsel
De bruger konstant hinanden som skydeskive. ”Din mor er sådan og sådan,” siger min far, når hun ikke er der. ”Din far er sådan og sådan, og du skal aldrig, aldrig lytte til ham. Og du skal holde dig væk fra din far, han er dårlig,” siger min mor…
Og så er der volden i hjemmet. Der bliver kastet med tallerkener, der bliver slået, og der kommer en meget, meget, meget utryg stemning derhjemme. Og der bliver lavet mange underretninger på os fra børnehaven, og naboerne tager også kontakt til politiet og kommunen.
Det sidste har jeg først fundet ud af for nylig, hvor jeg læste min journal fra 1977. Det var faktisk min bror, der søgte aktindsigt i vores journaler, og så lavede han en kopi af dem til mig.
AYDIN SOEI: Hvorfor søgte I aktindsigt i jeres journaler?
Det var ikke mig, der ønskede aktindsigt i vores sagsmappe – i vores historie. For jeg troede jo, at jeg kendte historien. Men min lillebror ville gerne vide, hvad der konkret var sket i vores forældres liv. I vores liv. Hvorfor det gik galt.
Da jeg læste papirerne, blev jeg noget overrasket over, at alting ikke kun handler om en far, der skader sine børn. Når jeg læser det sort på hvidt og på den måde går tilbage i historien, må jeg erkende, at min mor også spiller en rolle, selv om det måske er lettere at give far end mor skylden for alting.
Min mor var i bund og grund også et utilregneligt menneske. Hver for sig kan de måske godt have fungeret i en familie, men sammen var de destruktive. Det fremgår af vores sagspapirer, at politiet har været i vores hjem flere gange på grund af opkald fra naboerne. Og jeg har været alene hjemme åbenbart. Min far har været på arbejde, og så er min mor gået fra hjemmet og har efterladt mig.
Naboen har været henne at banke på, fordi hun ikke kunne forstå, at jeg blev ved med at græde. Jeg var kun et år. Og så var der ikke nogen, der havde åbnet, men jeg skreg og skreg, og så var der blevet ringet efter politiet.
Der står i min journal, at politiet har brækket døren op og fundet mig liggende derhjemme alene. Skrigende. Der var ikke nogen hjemme. Det er jo ret … det er jo sindssygt.
På det tidspunkt var vi flyttet til Nærum i Nordsjælland, hvor vi havde vores eget sted. Myndighederne besluttede flere gange, at vi skulle tvangsfjernes. Misrøgt og trusler om tvangsfjernelse stod på, indtil jeg var syv år gammel.
Og det var derfor, min far endte med at bortføre os til Jordan. Fordi han var bange for, at vi ville ryge over til en ny familie, hvis vi blev i Danmark. Jeg har næsten hele livet troet, at min far bortførte os, fordi han ville have os for sig selv efter skilsmissen fra min mor, og så viser det sig, at det handlede om, at vi ville blive fjernet fra ham og min mor, hvis ikke han flygtede ud af landet med os.
Hvis ikke han havde bortført os, var vi formentlig havnet hos en plejefamilie. Det fremgår af journalen, at det var myndighedernes vurdering, at livet hos en plejefamilie ville give mig og min bror et bedre og tryggere liv, men sådan endte det ikke.
Efter skilsmissen bor vi i Nærum med min mor, og der kommer på et tidspunkt en stedfar ind i billedet. Min far flytter ind på Vesterbro, hvor jeg selv bor i dag, men jeg kan pludselig ikke genkende ham længere. Han gifter sig også på ny, og ud over at de fysiske omstændigheder er anderledes, bevæger jeg mig fra et dansk-polsk hjem til et arabisk hjem, når jeg er på besøg.
Det er jo på alle måder både sanseligt og fysisk et anderledes rum med tæpper på væggene, og der lugter også anderledes, fordi man bruger nogle andre typer krydderier i maden.
Og pludselig befinder denne her madamme sig i huset, som åbenbart er hans kone, og som bærer et mærkeligt tørklæde på hovedet og en eller anden dragt. Der er konstant mellemøstlige venner på besøg, som jeg stort set ikke kender, og de sidder alle på gulvet.
Lige pludselig ser jeg en ny, ukendt side af min far, som jeg ikke rigtig forstår, og det der sprog, han kan tale – hvad fanden er det, der kommer ud ad munden på ham? Det hele føles lidt mærkeligt, selv om han fremstår venlig, sød og beskyttende over for os.
Vi bor typisk hos ham fra fredag til lørdag, og en dag i sommeren 1982 siger han så, at han godt kunne tænke sig at tage os med til Tyskland. Men i stedet tager han os til Jordan og bringer os først tilbage til Danmark fire år senere.
Vi kommer ned til hans landsby, hvor min farfar købte sit første stykke jord i Jordan, hvorpå han byggede sit lille hus, som er lavet af ler og hø. Og det hus står der stadig i 1982, da jeg kommer derned. Inde i det hus boede min farmor, der havde overlevet min farfar. Jeg skal nu bo i det lille lerhus med min bror, indtil min far er klar til at bygge et nyt hjem til os på den samme grund.
Han ender med at rive det gamle palæstinensiske hus ned, som hans far havde bygget i 1948, og bygger sit eget. Min far begynder at arbejde som bager i min onkels bageri i landsbyen. Han forsøger at starte forfra, efter at han har været udenlands siden 1968.
Han har været borte i 14 år, hvor han meget af tiden bare har givet den gas. Denne her eventyrlystne, lystige, håbefulde mand er rejst fra landsbyen for at skabe sig en anden fremtid, han har giftet sig, fået børn og drømt om store muligheder, men han ender med at flyve tilbage til sin fortid i ekstrem fattigdom og ekstrem uvidenhed.
Men selvfølgelig tilbage til sin familie, som han forener med sine to børn, som ingen skal tage fra ham. Det kan han så finde en tryghed i, men han tænker jo ikke over, om vi børn også finder tryghed i den nye tilværelse, formoder jeg. Han skal knokle røven ud af bukserne for blot at tjene 50 kroner om dagen.
Han bager fladbrød over åben ild og i ulidelig varme, og skal op klokken tre om natten. Der er ikke gode arbejdsforhold og fagforeninger, som han kender det fra Danmark, der er ikke noget af alt det der pæne med, at vi passer på vores medarbejdere. Der er ikke nogen stærke Fine Festival-bajere i frokostpausen, som han kan indtage, når arbejdet føles lidt for hårdt. Der er lidt vand. Og ellers står de jo derinde i 60 graders varme og knokler 10-12 timer i døgnet.
Når han så kommer hjem, er han møgtræt og gider ikke os børn. Så der går ikke lang tid, før han indser, at det søde liv, han har vænnet sig til i Danmark, det er jo lidt bedre. Han begynder at tage ind til nærmeste storby, og det gør han stadigt oftere. Han er væk i et døgn eller halvandet og drikker sorgerne væk.
Han opfører sig, som om han er tilbage i København, men at være beruset i en palæstinensisk landsby, det er altså virkelig opsigtsvækkende. Når han træder indenfor derhjemme, er han overkærlig og kælen. Han vil kysse og kramme og tale med sine dejlige sønner, men vi føler os fremmedgjort over for den pludselige nærhed fra hans side. Vi ville jo ønske, at han kunne udvise kærlighed i det daglige, men der er han skiftevis fraværende og frustreret.
Det der triste, udfordrende, hårde liv, han pludselig lever, gør ham utilpas og kortluntet. Jeg tror egentlig, at han har lyst til at være den kærlige, omsorgsfulde far, men det ideal evner han tydeligvis ikke at leve op til.
Og så har han giftet sig med en kvinde, han åbenlyst ikke elsker. Hun har praktisk talt bare serveret en kop kaffe for ham, og så har han sagt ”ja tak, jeg tager hende” uden at reflektere nærmere over, om de passer sammen, og om hun er interesseret i pludselig at være reservemor for hans drenge.
Hun viser sig ikke at være en imødekommende, ny mor. Hvordan kan jeg sige det på en pæn måde … Det kan jeg ikke. Hun hader os virkelig, sådan føles det for os børn. Hun er dybest set uinteresseret i os og oplever os som en trussel mod sit familieliv, hvor nye børn kommer til. I de her år får vi tre nye søskende, men dem ender han selvfølgelig også med at blive en fraværende far for.
Efter fire år i landsbyen pakker min far en taske og rejser med min bror og mig tilbage til Danmark. Han efterlader den nye kone og de små børn, og de kommer først herop tre-fire år senere.
Min relation til mine forældre bliver efter tilbagekomsten til Danmark markant anderledes. Herefter bliver jeg institutionsbarn, og de bliver reduceret til besøgende forældre. Stort set.
Institutionsbarn
Fra 1986 har jeg ikke nogen opdragende forældre længere. Nu er det institutionen, der agerer primær-forælder. Og det er rent ud sagt noget koks. Jeg har selv arbejdet med børn, der er anbragt på døgninstitution, og det gør indimellem ondt på mig at genopleve min egen barndom, når jeg betragter nogle af børnene.
Vi institutionsbørn får jo i mange tilfælde markante tilknytningsforstyrrelser. Vi bliver opdraget af mange forskellige pædagoger, og mange flytter fra opholdssted til opholdssted; alle relationer er midlertidige, og man risikerer at blive ødelagt.
Overgangen fra Jordan til institutionslivet var selvfølgelig voldsom. På trods af at det på mange måder var rigtig svært at bo i Jordan på grund af konstante trusler og vold, fordi det var sådan, man færdedes blandt hinanden i landsbyens machohierarki, så havde jeg en stabil tilknytning til andre mennesker.
Så det var noget af et chok at blive rykket op ved rode endnu en gang. Og endnu en gang foregik det uden mulighed for at sige farvel til nogen. Endnu en gang op i en flyvemaskine uden at blive inddraget i en beslutning, der skulle sætte varigt aftryk på mit liv.
Og så havnede jeg på institution som 11-årig. Det var så svært. Jeg kunne ikke længere tale dansk, og levereglerne var fuldstændig anderledes end dem, jeg var vant til i landsbyen. Pludselig blev det forventet, at jeg var et individ, der kunne klare sig på egen hånd … i en institutionaliseret virkelighed, som jeg ikke forstod en brik af.
I løbet af mine fire år i Jordan havde jeg en følelse af fællesskab og tydelige roller i familien og landsbyen. Tilbage i Danmark var der ingen tydelige roller, og det tog mig rigtig lang tid at afkode, hvad det var for nogle mennesker, jeg var omgivet af, og hvad der blev forventet af mig.
Hvem bestemmer noget her, og hvem laver mad? I Jordan er det jo nemt. Det er kvinderne, der laver mad, og de går ikke på arbejde i landsbyen. Det hele var nemt at afkode, og jeg vidste, hvad min rolle var. Jeg var en dreng, jeg skulle på arbejdsmarkedet en dag. Og så skulle jeg have en kone og få nogle børn. Socialt skulle jeg hænge ud med mine drengevenner og senere med mine mandevenner. Og så skulle jeg ryge og spise den mad, som min kone lavede.
Det var meget simpelt det hele, men i Danmark var der langt flere koder, og oven i det havde jeg glemt alt om, hvordan man agerer herhjemme. Bare noget så banalt som at lære at bære sin egen tallerken ud eller børste tænder. Ude på badeværelset var der en tandbørste, den skulle jeg putte tandpasta på, og den skulle ind i munden.
Jeg havde ikke børstet tænder i næsten fire år. Jeg skulle lære at stå op og rede min egen seng, og jeg skulle i bad hver dag. Det fattede jeg ikke en skid af, at man skulle, for i landsbyen måtte jeg kun gå i bad om fredagen.
Når jeg satte mig ned ved et morgenbord, hvor der sad en masse andre børn, var det et chok at få kold mad. Jeg fik cornflakes og havregryn og mælk. I min verden kom mælken direkte fra en ko. Her stod mælken i kartoner, og jeg anede ikke, hvordan man åbnede sådan en mælkekarton.
Jeg gik konstant rundt i frygt over alt det, jeg skulle lære på ganske kort tid, og var bange for at være forkert. Man kan let tage hverdagsrutiner for givet, og mit hjerte hamrede helt vildt hver dag, fordi jeg frygtede at træde ved siden af og blev angst over at skulle forvalte mit eget liv. Det føltes som Mowgli, der kommer på opdragelseshjem. Mowgli, der bor ude i junglen, som pludselig kommer ind til byen, hvor han skal civiliseres.
Det var så pinligt, kan jeg huske, og som teenager blev jeg endnu mere forlegen. Forlegenhed er jo en form for skam, og jeg gik rundt med en konstant forlegenhedsfølelse.
Jeg var også meget forlegen over alle de smukke unge piger om sommeren, der kunne bo på børnehjemmet, til de var 18 år. Jeg sad pludselig til frokost med 16-17-årige piger, der sad i Madonna-outfit med korte, korte shorts og en lille bitte top på, en god kavalergang, knaldrød læbestift, øreringe og hår, der var sat op.
Altså … de osede jo af sex. Jeg havde rejsning hele tiden. Det var frygteligt. Og jeg skammede mig over min rejsning. Jeg sad til morgenmad med dem med cornflakes og kold letmælk i munden og fik rejsning over at se på Michelle, der sad på den anden side. Jeg vidste ikke, om jeg var i paradis, eller om jeg var i helvede, fordi det var så godt, at jeg skammede mig over det. Kan du følge mig?
Og oven i alle de fremmedartede koder kom udfordringerne med sproget. Jeg blev udtaget til specialundervisning i dansk i en almindelig klasse og syntes, det var pinligt, at jeg ikke kunne tale ordentligt og blev stemplet som anderledes.
På et tidspunkt fik min far delvis forældremyndighed over mig, selv om jeg stadig boede på børnehjemmet, og han fik trumfet igennem, at jeg pludselig blev taget ud af kristendomstimerne. Nå, sagde de andre. Hvorfor skal du ikke have kristendom? Det vidste jeg faktisk ikke, og så sagde de andre elever, at det er, fordi Janus er muslim. Og jeg var bare sådan ”nå, det er derfor”.
Følelsen af at være anderledes var der også, når vi skulle have gymnastik, fordi jeg som den eneste var omskåret, og så anderledes ud end de andre drenge. Jeg fik mit eget private bad på et tidspunkt, for det bad min far om. Så han havde stadigvæk indflydelse på mit liv, selv om han rent fysisk ikke var en del af min hverdag.
Det var endnu en ting, der fik mig til at skamme mig. Jeg bruger ordet skam meget, men der var meget skam, og det er nok den følelse, der kendetegner den tid mest, og som har været sværest at slippe af med igen. Og den hang ved, nærmest ligegyldigt hvor jeg befandt mig. Jeg blev meget underdanig, når jeg besøgte mine klassekammeraters familier.
Jeg følte mig så utilpas og skamfuld, når jeg sad med ved bordet til aftensmad, og der var stearinlys, og der var ro, og de grinede og talte som en velfungerende familie. Jeg kunne næsten ikke åbne munden.
For jeg kunne ikke være i den sunde familierelation. Adoptér mig for helvede, tænkte jeg. Jeg var dybt, dybt misundelig, og jeg følte mig akavet, jeg følte mig forkert, jeg turde næsten ikke spise, fordi jeg skammede mig så meget over min egen tilværelse – over min egen tilstedeværelse i lokalet.
Som 12-årig følte jeg allerede så meget skam over mine forældres adfærd og deres manglende evne til at passe på os, at det sitrede i min krop. Jeg var ikke klart bevidst om, hvad det handlede om, og var for lille til at kunne artikulere, hvad der var galt, men jeg kunne mærke det i min krop.
Det var jo sådan, at gik jeg en sjælden gang imellem med min far eller min mor på gaden, så ville jeg helst gå foran eller bag ved dem. Jeg ville helst ikke gå ved siden af dem, jeg ville ikke have, at folk skulle se mig sammen med dem, så skamfuld var jeg.
Det hang også sammen med, at Danmark i midten af 1980’erne kunne være meget racistisk, særligt hvis man var den eneste mørklødede alle de steder, man kom. Jeg blev mobbet rigtig meget på grund af min hudfarve, og min far er endnu mørkere end mig. Så jeg var bange for, at folk også troede, at han var neger, som man sagde dengang, og jeg blev selv kaldt ‘neger’ som et skældsord, så jeg troede nærmest, at det var det værste, man kunne være.
Jeg var enormt skamfuld over mit ydre, og min fars endnu mørkere ydre bidrog til, at jeg lagde yderligere afstand til ham.
Min mor kunne jeg derimod godt lide at gå alene ved siden af. Min mor er blond og har blå øjne. Så det var godt. Der var jeg fredet. Det kunne jeg godt lide, for det fik mig til at føle mig mere normal.
Men det var pinligt, når hun åbnede munden. Hun talte dansk, men hun talte med så meget accent, at det nærmest lød polsk.
Jeg ville jo bare gerne være en helt normal hvid dreng. En helt almindelig hvid dreng, der boede i Forstads-Virum, i et rækkehus. Med to hvide forældre og en hvid søster. Det var det, jeg bare gerne ville. Det var min fantasi.
Forlaget skriver: De medvirkende i bogen er Nagieb Khaja (journalist, forfatter og dokumentarist), Janus Bakrawi (skuespiller og coach), Asim Latif (leder af ‘Baba – fordi far er vigtig’), Tarek Ziad Hussein (jurist, forfatter og debattør) og Niddal El-Jabri (stifter og direktør i den minoritetspolitiske organisation Mino Danmark). Tilsammen tegner de et portræt af den første generation med etnisk minoritetsbaggrund, som for alvor er rundet af Danmark. Fortællingerne i bogen illustrerer forskellene i opdragelse mellem forskellige generationer og dermed også, hvilket fremtidens Danmark vi bevæger os hen imod. Bogen giver samtidig et indblik i, at forældreskab særligt for mænd kan have et frigørende potentiale, og identiteten som deltagende, omsorgsfuld far kan være en gave i sig selv, der sætter en fri af snærende forventninger angående køn.
Aydin Soei: Fædre – fortællinger om at blive til som far. Gads Forlag. 304 sider. 198,95 kr. Udkommer 12. maj
LÆS MERE OM FÆDRE OG FADERROLLEN I POV
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her