CORONA TEST SABOTAGE // AFSLØRING – Hvis du oplever lang ventetid på PCR-testbestillinger eller vaccineskud, kan det meget vel skyldes gruppen Digital Civil Ulydighed. Gruppen forsøger at sabotere systemet, så almindelige mennesker mister troen på det. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fordømmer på det kraftigste den slags gruppers eksistens.
Lillejuleaften skrev Enhedslistens sundhedsordfører, Pernille Skipper, et tankevækkende tweet om coronatest-situationen på Frederiksberg:
”Flere hundrede var ikke mødt op til deres tid til PCR-test på Frederiksberg her til formiddag. Ekstra ansatte indkaldt og ingen tider at få til dem, der kunne have behov, men total tomt. Så aflys dog, hvis du ikke skal bruge din tid!”
Testcentret på Frederiksberg kunne meget vel have været udsat for de, metoder, aktivist- og Facebook-gruppen ”Digital Civil Ulydighed” benytter sig af.
De knap 1.500 medlemmer er såkaldte anti-vaxere eller i hvert fald imod sundhedsmyndighedernes håndtering af corona-pandemien og de restriktioner, den medfører. Andre igen er helt ude i konspirationsteoriernes 5G-chip i vaccinerne.
Således opfordrer gruppen sine mange medlemmer til at bestille en PCR-tid eller en vaccinetid og derefter lade være med at møde op i håbet om, at systemet bryder sammen, eller at folk helt opgiver at booke tider.
Et af de seneste forslag i gruppen går ud på, at man placerer folk med skuespilevner i gule veste ved kviktestcentrene og forlanger 115 kroner for en test for enten at få folk til at vende om eller sende pengene videre til eksempelvis sygeplejerskerne.
Forslaget fik straks stifteren af gruppen, Kenneth Højmark Bæk, til at reagere proaktivt:
”Hey du har lige inspireret mig til en til psy up! (Psychological operation, som man bruger til at få en opposition til at ændre holdning, red.). Som ikke er ulovlig. Mangler otte personer (ukendte ansigter). Du skal udstråle autoritet. Være i stand til skuespil. Imellem 22-55 år, mand eller kvinde. Holde dig inden for manus. 🙂 omg!”
Kommunerne skal også saboteres
Flere Facebook-brugere, der både har og ikke har været medlemmer af siden, har anmeldt den til Facebook. Facebook har angiveligt fjernet omkring 10 opslag på siden, men har ellers ikke foretaget sig noget, mens Kenneth Højmark Bæk ifølge et af sine egne opslag har fået en henstilling fra politiet om at stoppe en anden af gruppens kampagner.
Den går i al sin enkelthed ud på at skrive eller kime kommuner ned og bestille tid til personligt fremmøde, fordi man på grund af corona-restriktioner ikke må møde op i Borgerservice uden tidsbestilling i langt de fleste kommuner.
Af den grund opfordrer Kenneth Højmark Bæk medlemmerne til at bestille tid og blive væk, så der kommer så meget pres på fra øvrige borgere, at kommunerne bliver nødt til at åbne for frit fremmøde. Lyder i hvert fald Kenneth Højmark Bæks filosofi.
Sundhedsminister Magnus Heunicke tager over for POV skarpt afstand fra gruppens metoder:
“Jeg må sige, at det er noget af det mest usolidariske og afstumpede, jeg har set. Det gør mig så ked af det, når nogle få prøver at ødelægge det for de mange, som har brug for, at vi holder epidemikontrollen intakt i Danmark.”
“Og her er vores testsystem i verdensklasse, hvilket er medvirkende til, at vi generelt har klaret os igennem med mindre indgribende restriktioner end mange andre lande, og vi har gjort det uden de niveauer af overdødelighed, vi desværre har set i alt for mange lande.”
“Jeg vil bede mine folk undersøge sagen, og jeg er parat til at gribe til nødvendige nødforanstaltninger, så de her grupper ikke lykkes med at rokke ved nogen af vores danske supervåben såsom vaccinationsudrulning og testsystem,” understreger ministeren.
Søndagens smitte- og indlæggelsestal var rekordhøje med næsten 15.000 smittede, der udgør tæt på otte procent af 190.000 testede og en stigning på 57 i antal indlæggelser til nu i alt 579. Indtil videre har 81,4 procent af befolkningen påbegyndt vaccination.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her