POLITIK // KOMMENTAR – Israels krigsforbrydelser i Gaza er afskyelige og får forhåbentlig retslige konsekvenser for de ansvarlige, skriver Sune Gylling Æbelø. Men at benytte en regional konflikt som anledning til at føre kommunalpolitik på jødehad i København er lige så afskyeligt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Zionismen blev til som en ideologisk og politisk organisering af drømmen om en jødisk stat. En drøm, som udsprang af århundreders forfølgelse og pogromer, og som havde til formål at skabe et geografisk helle for jøder fra hele verden.
Zionismen er fortsat i sin essens forsvaret for retten til en jødisk stat. Retten til ikke at blive udslettet og smidt i havet af Hamas, Hizbollah, ayatollaherne og alle deres formørkede proselytter.
At der findes zionister i mange afstøbninger – fra arge modstandere af Netanyahus massakre til bosættere og ekspansionister – ændrer ikke på definitionen.
Når den ekstreme venstrefløj bruger ”zionist” som skældsord, og når Frie Grønne fører valgkamp på at fordrive zionismen fra København, er det et umiskendeligt forsøg på konkret politisk udmøntning af ”from the river to the sea”-retorikken, som for Frie Grønne helt utilsløret handler om at udslette Israel.
Frie Grønnes kampagne har så stærke antisemitiske undertoner, at det driver ned ad deres valgplakater
Ganske vist er sloganet tidligere i historien blevet brugt af højreekstremistiske jøder – men jo med samme endemål. Bare med modsat fortegn. Det er simpelthen ikke et moderat udsagn under nogen omstændigheder, og i særdeleshed ikke hos Frie Grønne.
Hvis man er i tvivl, kan man læse partiets udenrigs- og Palæstina-udspil, hvor første punkt er:
”Opløs staten Israel”.
Israels krigsforbrydelser i Gaza er afskyelige og får forhåbentlig retslige konsekvenser for de ansvarlige. Men at benytte en regional konflikt som anledning til at føre kommunalpolitik på jødehad i København er lige så afskyeligt.
Enhver, som stiller op for eller stemmer på Frie Grønne, bakker op om og bidrager til det ærinde.
Frie Grønnes kampagne har så stærke antisemitiske undertoner, at det driver ned ad deres valgplakater. Og det handler vel at mærke ikke alene om at udradere Israel fra landkortet, men om at fordrive enhver, som går ind for Israels eksistensberettigelse, fra København. Det står højt og tydeligt at læse rundtomkring i hovedstadens lygtepæle.
I Matador kommer den jødiske Hr. Stein en morgen på arbejde i Korsbæk Bank til graffitien:
”Her arbejder et jødesvin”
Frie Grønnes valgplakat er ikke et mulehår bedre, og danske jøder må med rette føle samme væmmelse.
Man får lyst til at sige som Hans Christian Varnæs:
”Få det svineri væk. Omgående!”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.