Få nu øje på magtens elefant

af i Debat/LIGESTILLING/Medier

KØN & MAGT // KOMMENTAR – Når vi læser eller ser historier, der foregår i forne tider kan vi med det samme se, når herremanden udøver uretmæssigt magtanvendelse overfor karlen eller tjenestepigen. Men når den uretmæssige magtanvendelse foregår i vores egen tid med mennesker på vores egen alder, ja måske endda nogen vi har læst sammen med og været kolleger med i mange år, ja så kniber det med skarpsynet, skriver Pouline Middleton.

I forlængelse af Dorte Tofts gode analyse af diskussionen i Presselogen den 20. januar om, hvordan medierne på deres Facebook sider har behandlet historier om #MeToo overvejende negativt, vil jeg gerne tilføje endnu en dimension.

Presselogen gennemføres nemlig med en stor elefant i rummet, som hverken de tre mandlige eller den kvindelige chefredaktører –  eller den journalist, der skal lede diskussionen – forholder sig til.

Tværtimod springer de i krumspring rundt om magtens elefant:

Den magt som chefer i mediebranchen har og altid har haft til at sætte dagsordenen. #MeToo har gjort os opmærksomme på dette strukturelle forhold. Nu venter vi på, at dem, der sidder på magten, også skal få øje på det. For ellers må vi jo se at få dem skiftet ud med nogen, der kan.

Hun skal være tjenstvillig, underdanig, smilende og servicemindet. Med jævne mellemrum skal hun tilfredsstille chefens seksuelle behov, fordi så har han det meget bedre, og det bliver nemmere for alle. Er han gift? Det skal hun ikke have nogen mening om

Når vi ser historiske film eller læser historiske romaner, kan de fleste af os identificere os med de svage, og vi foragter herremanden, der udnytter sin magt til at få sin vilje overfor tjenestepigen eller karlen for at få udført de opgaver, han har lyst til.

Når det samme sker i vores egen tid, lukker vi øjnene for det og forsøger at undgå at kalde det uretmæssig magtanvendelse. Det gør de også i dette program, og det kan undre, hvordan de helt har glemt hvilke forhold, der i hvert fald har hersket også i mediebranchen. Eller måske har de altid været blinde overfor det?

En ung journalistpraktikant

Lad os tage et eksempel fra en ikke særlig fjern fortid:

En ung kvinde går på journalisthøjskolen og skal ud i praktik. Hun møder op til det årlige marked, hvor kandidater præsenterer sig selv for medierne. Hun brænder for journalistik og glæder sig til at komme i praktik og vise, hvad hun duer til. Hun er parat til at arbejde hårdt og længe og forventer at blive mødt med interesse for hendes faglighed, få ros når hun er dygtig, og at blive mødt med respekt for hende og hendes ydmyge bidrag til det store hele.

Hun får plads på et af de attraktive steder. Ingen fortæller hende, at her gælder der særlige regler, som hun er nødt til at efterleve. Hun skal acceptere, at hendes udseende bliver kommenteret fra dag et, og at der er meget flirt i luften fra både chefer og kolleger.

Nej, du kan ikke længere opføre dig som en egoistisk og ubehøvlet herremand, der nægter at få øje på den magt, han besidder og tage stilling til, hvordan han forvalter den; men du kan naturligvis flirte og kommentere og interagere med andre mennesker på en respektfuld måde

Hun får heller ikke at vide, at der er en stiltiende aftale om at de øverste chefer har første ret til at vælge hende. Eller at hvis hun bliver valgt af en chef, kan han bruge hende, så længe han vil. Så er hun ligesom blevet hans, og de andre mænd på arbejdspladsen holder sig væk fra hende.

Den chef som vælger hende, forventer så også, at hun leverer varen, og hun får signaler fra flere og indikationer om at hun skal levere, for det gør man: Hun skal være tjenstvillig, underdanig, smilende og servicemindet. Med jævne mellemrum skal hun tilfredsstille chefens seksuelle behov, fordi så har han det meget bedre, og det bliver nemmere for alle. Er han gift? Det skal hun ikke have nogen mening om.

Der er i det hele taget ikke nogen grund til, at hun har en mening om noget, Hvis hun deler sine synspunkter, vil hun blive ignoreret eller der bliver grint af hende, for ingen forventer hun ved noget om det, der virkelig handler om. Hun skal bare skrive de historier, hun bliver sat til. Og der er ikke nogen grund til at brokke sig over disse vilkår, for sådan er det alle steder, fortæller både mandlige og kvindelige kolleger.

Svært at melde til politiet

Lyder det forfærdeligt? Foregår det stadig sådan?

Ja, nogle steder foregår det hele stadig sådan, andre steder har elementer af det, og man må stadig spørge sig selv, hvor man går hen med sine frustrationer over det? Man kan jo ikke melde hele chefkulturen til politiet.

#MeToo har gjort os alle opmærksomme på, at de magtforhold, der eksisterede under herremanden, stadig eksisterer lige for øjnene af os i dag: Mennesker med magt kan uden straf forvalte deres magt, som de vil. Og dem det går ud over bliver ignoreret, latterliggjort og talt ned til. Ligesom herremanden gjorde overfor karlen og tjenestepigen for 100 år siden.

De fire redaktionschefer taler om #MeToo, som om de afsløringer, der er kommet frem, bare er et par forstyrrede kvinder, der er kommet til orde, og det behøver man ikke lytte til. De tager fejl

I dag har vi svært ved at sætte ordet magt på det, der foregår. ”Vi er jo alle lige, og det er jo bare for sjov, når man siger eller gør noget, der krænker et andet menneske, og herregud, kan man nu ikke flirte længere?”

Til det er der kun et svar: Nej, du kan ikke længere opføre dig som en egoistisk og ubehøvlet herremand, der nægter at få øje på den magt, han besidder og tage stilling til, hvordan han forvalter den; men du kan naturligvis flirte og kommentere og interagere med andre mennesker på en respektfuld måde, hvor du accepterer et nej, også selvom du gerne ville have et ja, ligesom du kan ansætte folk og behandle dem respektfuldt.

Et eksempel fra Sverige

Et andet eksempel på en magtfuld mand, der nægter at få øje på magtens elefant er Horace Engdahl i Sveriges TV’s dokumentar om det svenske akademi.

I programmet fremlægges det ene bevis efter det andet på, at den såkaldte kulturprofil, som er gift med et af akademiets medlemmer, har misbrugt sin magt og anseelse til at voldtage og agere grænseoverskridende overfor en lang række kvinder indenfor det stockholmske kulturliv.

Horace Engdahl tror ikke, det kan være rigtigt, selvom hans ekskone siger, at de alle vidste kulturprofilen var sådan. Kulturprofilen er ved den svenske landsret blevet idømt 2,5 års fængsel for to voldtægter.

Jeg er sikker på fagforeningerne kunne gøre en lignende indsats i dag for at sikre, der bliver luget effektivt ud i de chefer, der ikke kan finde ud af at forvalte magten ordentligt

Presselogeprogrammet viser samme form for fakta-resistens indenfor redaktionschefernes ansvarsområde. Lektor ved Århus Universitet Camilla Reestorff har kortlagt pressens adfærd på Facebook. Analysen peger på et klart behov for at rette op på redaktionschefernes skævvredne måde at forvalte deres ansvar for at sikre en ligelig dækning af et område på egne sociale medier. Men som Presselogens diskussion til fulde viser, har de tilstedeværende redaktører særdeles svært ved at få øje på, at der er et problem.

Dermed har de reelt set vanskeligt ved at forvalte dette ansvar og det fornuftigste ville være at erstatte dem med nogen, som kender til magten og dens væsen og ikke er bange for at få øje på elefanten, der står lige foran dem.

De fire redaktionschefer taler om #MeToo, som om de afsløringer, der er kommet frem, bare er et par forstyrrede kvinder, der er kommet til orde, og det behøver man ikke lytte til. De tager helt fejl. Og hvis de ønsker at blive klogere, kan de henvende sig til diverse fagforeninger og bede om indsigt i de sager, de kører for deres overvejende kvindelige medlemmer.

Fagforeningernes indsats skal være større

HK har igen og igen hjulpet deres medlemmer overfor mandlige chefer, som ikke kan forvalte magten og har overskredet grænserne overfor en kvindelig underordnet. Fagforeningen hjælper kvinden med at få et beløb for tort og svie. For at få det er hun nødt til at forpligte sig på at tie stille.

Når man ser på arbejdspladsen seks måneder senere, har hun forladt stedet, mens han bliver siddende – og gentager sit nummer, for der kommer nye sager. Igen bringer det herremandens adfærd i erindring. Fagforeningen hjælper kvinden, men de tager sig ikke af den større strukturelle udfordring, som er hvordan magten forvaltes. Hvor er medierne henne til at dække dette?

Hvordan kan mænd så blive ved med at slippe afsted med denne uacceptable adfærd? Fordi chefens chef ikke skrider ind og fyrer ham på stedet. Chefen gennemfører heller ikke den lidt mildere variant, hvor grænseoverskrideren begynder med at få en mundtlig advarsel og så en skriftlig og så en afskedigelse. Chefen gør ingenting overhovedet og miseren fortsætter. Igen er der basis for at melde hele chefkulturen til politiet eller i det mindste få sat lys på disse sager i pressen.

Det er på tide, at mænd og kvinder med magt lægger herremandens adfærd bag sig, og bevidst tager stilling til konsekvenserne af deres egne handlinger

Hvis vi ser på det som samfund, kunne man også bede fagforeningerne gøre topchefen opmærksom på, hvad der foregår i hans eller hendes biks og bede dem om at fremsende en handlingsplan for at forhindre, at det sker igen. Fagforeninger var en af de aktører, som for 100 år siden gjorde modstand mod herremænd lige meget, hvor de befandt sig i samfundet.

Jeg er sikker på fagforeningerne kunne gøre en lignende indsats i dag for at sikre, der bliver luget effektivt ud i de chefer, der ikke kan finde ud af at forvalte magten ordentligt. Medierne kunne så dække processen og sikre at man får luget ud blandt de mest genstridige.

#MeToo handler om, at et fuldstændigt uacceptabelt magtmisbrug er sket over mange årtier på en lang række steder, uden at dem, der sidder med ansvaret, har grebet ind.

Det er dette svigt medierne skal være med til at afdække, og give os flere detaljer på, så vi kan forstå, hvordan det kunne foregå i så mange år.

Derefter skal medierne klynge sig i haserne på dem, der sidder på magten. For det er på tide, at mænd og kvinder med magt lægger herremandens adfærd bag sig, og bevidst tager stilling til konsekvenserne af deres egne handlinger. Man udnytter ikke praktikanter, sekretærer, løst ansatte, eller de helt nye elever, som er kommet ind på forfatterskolen, kunstakademiet, eller den film eller teaterproduktion, man står i spidsen for.

Og man skal være klar over at medierne vil hænge en ud, hvis man gør det. Ligesom de vil hænge den chef ud, som har ansvaret for personen, der ikke kan forvalte sit ansvar. Elefanten forsvinder ikke, ved at vi ignorerer den.


Topfoto: Flickr

Pouline Middleton (1962) er forfatter, klummeskriver og økonom. Hun skriver kun, når hun ikke kan lade være. Det er jævnligt. I øjeblikket skriver hun mest på et forslag til en tv-serie, for sidste år udkom en af hendes romaner i USA, og den skal gerne blive til en længere tv-serie til en af streaming kanalerne over there. Før det skrev hun to andre romaner på dansk. Hun har også skrevet en håndbog, bidraget til et par antologier, redigeret bøger, og skrevet manuskripter til film, tv-serier og web historier. Med et legat fra statens kunstfond og en cand. merc. i bagagen ser hun tit på en sag fra flere sider. I bøger og klummer tager hun hver gang på nye måder livtag med nogle af det moderne livs muligheder og udfordringer. I romanen En kvinde tre mænd handler det om at udskifte det traditionelle parforhold med tre mænd: en til snak, en til sex og en til praktisk arbejde. I romanen Gå efter guldet lærer en ung kvinde hvordan man skal gebærde sig som udstationeret i en fremmed kultur, hvad enten man arbejder i Hong Kong eller på en stor tv-station i Danmark. Pouline undrer sig igen og igen over, hvordan verden bliver ved med at være skruet fjollet sammen, når nu der er så mange helt konkrete muligheder for at løse vores udfordringer. Samtidig har hun blik for, hvordan vi som mennesker igen og igen gør vores bedste for at få ting til at ske og leve det gode liv, på de vilkår, der er, hvad enten vi er nødt til at grine eller græde samtidig. Hun blogger her: www.poulinemiddleton.dk og arbejder i øvrigt til daglig som direktør for virksomheden Mobility & Energy Group ApS . Pouline bor nord for København med sin mand og har en voksen datter.

Seneste artikler om Debat