Presselogens skallesmækkende mimoser om #Metoo

af i Debat/Medier/Politik & Samfund

LONGREAD // KOMMENTAR – Tre chefredaktører og en nyhedschef skulle debattere, at syv af ni nyhedsmedier delte to gange så meget negativt vinklet stof om #Metoo på Facebook, som positivt. Men indslaget i TV 2’s Presselogen blev i stedet en 15-minutters lang afledningsmanøvre, skriver Dorte Toft. Årsagerne til skævvinklingen, der også ses i en vis grad i medierne selv, får karske ord med på vejen af sceneinstruktør Lærke Reddersen og journalist Susanne Sayers.

Der skulle blot 15 minutter med Presselogen til, før det stod klart, at tre af landets vigtigste mediechefer finder det helt på sin plads, at deres respektive medier på Facebook har delt to gange så mange negativt vinklede indlæg om #Metoo på Facebook som positive. Det gælder Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og TV 2.

Debatten i Presselogen søndag den 20. januar (at se med fordrer et TV 2 Play-abonnement) tog udgangspunkt i en ny kortlægning, der viser, at syv ud af ni store nyhedsmedier har givet kritiske indlæg højest prioritet på Facebook, hvor en stor del af danskerne, ikke mindst de unge, henter deres nyheder fra.

Yderligere et Facebook-tema var pressens brug af stærkt negativt ladede termer såsom ‘blodrus’, ‘folkedomstol’, ‘heksejagt’ m.fl. De blev nævnt som et andet eksempel på en stærk påvirkning af læserne/seerne/lytterne.

Absolut ingen grund til kritik

Men pressen reagerede, som pressen ofte reagerer på kritik, medmindre det er helt umuligt, fordi de gribes med bukserne helt nede. Ellers er alt er top dollar, finement.

Det forklares, og det gentages og gentages. Absolut ingen grund til kritik! Undvigelser af samme art, som pressen klandrer ministre og erhvervsfolk for.

Chefredaktør Jakob Nybroe himlede med øjnene, da chefredaktør Lea Korsgaard nævnte, at #Metoo repræsenterede et “strukturelt problem”, men nikkede bifaldende, da hun gik videre til andre problematikker, hun så.

Lektor ved Århus Universitet, Camilla Reestorff, står bag kortlægningen af pressens adfærd på Facebook, og undersøgelsen blev først blev offentliggjort som en veldokumenteret, tankevækkende artikel hos Videnskab.dk.

Hun var i studiet sammen med blandt andre Jyllands-Postens chefredaktør Jakob Nybroe.

Han himlede med øjnene, da der blev nævnt noget om ‘et strukturelt problem’ i relation til #Metoo, og sagde, at ”de sidste 2 års” snak om Metoo havde været for meget for ham.

Det i sig selv var interessant taget i betragtning, at den snak først startede for 15 måneder siden, ikke 24 måneder. Men Jakob Nybroe har det måske som poeten Henrik Nordbrandt i digtet om, at året i Danmark har 16 måneder, for november, november, november, november, november.

Nybroes avis, Jyllands-Posten, delte på lidt over et år 16 negative indlæg om #Metoo på Facebook, mod 8 positive

JP-chefredaktøren havde dog også et andet problem:

Han vidste ikke, om det var o.k. at berøre kvinden ved sin side i studiet på skulderen. Han var jo også ”en hvid mand”, fortalte han og lagde hånden på chefredaktør Lea Korsgaards skulder.

De usikre mænd

Zetland-chefen grinede, men Jakob Nybroes problem har han jo tilfælles med mange andre mænd, som medierne har lyttet til. Nu tør de snart ingenting.

Lad mig berolige Jakob Nybroe. Det så helt o.k. ud.

Nybroes avis, Jyllands-Posten, delte på lidt over et år 16 negative indlæg om #Metoo på Facebook, mod 8 positive, kun overgået af Berlingske, der brillerede med 23 negative mod 9 positive.

Nyhedschefen for TV 2 Nyheder, Jacob Kwon, der også deltog i Presselogen, syntes at ville belære medie- og kulturforskeren, altså Camilla Reestorff, om, at det er vigtigt, at pressen er kritisk. Eller var det seerne, han belærte? De seere, der allerede i folkeskolen indprentes pressens rolle som kritisk vagthund?

Kwon valsede desuden smukt uden om en forklaring på, hvorfor TV 2 valgte at dele to gange så meget kritisk som positivt på Facebook. Var det Public Service-stationens opfattelse af #Metoo-bevægelsen? Vi ved det ikke, for nyhedschefen svarede ikke.

Blodrusen

Jacob Kwon kom til gengæld ind på brugen af ordet ”blodrus” i en overskrift, der blev lagt på Facebook af TV 2. Man kan ikke citere folk for andet, end hvad de har sagt, lød argumentet.

TV2’s markedsføring af artikel med ordet blodrus (illustreret af foto, der vist intet har med #Metoo at gøre)

Jeg er enig.

Men hvem havde så sagt blodrus? Det fremgik ikke af artiklen, som TV 2 delte på Facebook med teksten ”Har Metoo taget overhånd?”

Artiklen var stort set en gang klippe-klistre af, hvad seks kendte mennesker havde ytret om #Metoo i andre medier, og blandt de kendte var Pia Kjærsgaard, Christian Braad Thomsen og Morten Sabroe. Takket være en søgning på Google kunne ophavsmanden til ordet ”blodrus” identificeres. Morten Sabroe havde skrevet følgende i Berlingske:

”Jagten er indledt, jeg kan ikke advare nok: Idet man går efter enkeltpersoner, og til læsernes og seernes fryd klynger dem op med navns nævnelse på torvet, har man i den grad skudt forbi. Man har fuldstændig misset det mål, som bør være kernen i #Metoo- kampagnen. Den bliver væk i blodrusen.”

Begrænset problem i Danmark?

I Presselogen blev antydet, at danske kvinder ikke havde ret meget at have sine mange #Metoo-tilkendegivelser i. Der blev talt om ”voksdugsnak”, og Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, fortalte først om ”en masse udokumenterede påstande”, der derfor ikke kunne bringes, men tilføjede, at Ekstra Bladet senere undergik ”en forandring til det bedre”. Hvordan det så skulle forstås.

Pressens budskab til seerne synes af være, at hvis danske kvinder ikke offentligt sætter navne på overgrebspersonerne og fremlægger beviser, så er det storm i et glas vand

Om bladets dækning udbrød Poul Madsen alligevel: ”Det kræver jo, at der er nogle overgreb.” Lea Korsgaard, chefredaktør for Zetland, syntes at være i samme boldgade da hun antydede, at de danske kvinders udeladelse af navne kunne skyldes ”at de ikke har noget at sige.” [Se efterskrift, red.]

Pressens budskab til seerne synes med andre ord at være, at hvis danske kvinder ikke offentligt sætter navne på overgrebspersonerne og fremlægger beviser, så er det storm i et glas vand blæst op af overfølsomme kvinder, der ikke kan tåle et klap i røven. Altså det samme, som #Metoo ofte reduceres til i den danske presseomtale.

Politianmeldelse og certificeret videobevis

Jeg tør slet tænke på reaktionen, hvis danske kvinder havde udleveret navne på overgrebspersoner uden samtidig at fremlægge kopi af politianmeldelse ledsaget af et video-bevis, certificeret af udenforstående som ”ej optaget af de optrædende til pornografisk brug.”

Politikens markedsføring på Facebook af en kronik. Politiken er ellers et af de to nyhedsmedier, der ikke har bragt mere negativt på FB end positivt.

Var der udleveret navne ville vi have set påstand om heksejagt, nursing af folkedomstol og en flod af forargede indlæg om trusler mod mændenes retssikkerhed. Alt det, vi har set, men ganget med 10. Plus diverse injuriesager anlagt, fordi det ville være påstand mod påstand, eller fem påstande mod en ”jeg er helt uskyldig”.

Ej heller er det første gang, repræsentanter for pressen har efterlyst navne på gerningsmænd for at tage #Metoo mere alvorligt.

Sceneinstruktør Lærke Reddersen, der var initiativtager til den første store danske #Metoo-undersøgelse, oplevede samme krav fra flere journalister. Undersøgelsen omfattede teater- og filmbranchen, over 500 personer bidrog, og uddrag fra tilbagemeldingerne, renset for navne på gerningspersoner, blev præsenteret ved en såkaldt reading i Edison-teatret på Frederiksberg, en proces hun også skrev om i POV.

Presset for navne

Fra pressens side pressede man hende for at få navnene på gerningsmænd. Det lå i luften, at hvis der ikke var navne, var der heller ikke sket overgreb i teater- og filmverdenen. Det med Ålens [Peter Aalbæk Jensens] særprægede “hærdning” af sine såkaldte smatter, unge volontører, og Björks kritiske omtale af Lars von Trier var jo gammelt stof fra år før #Metoo.

Måske derfor var det såre sparsomt med pressens interesse for undersøgelsen af den danske film- og teaterverden. Der var ikke navne på. Ikke nye mænd.

Lærke Reddersen modtog dog én invitation til at deltage i en debat, men svarede ”nej”. Mediet ville nemlig sætte hende overfor en mand, kendt gennem mange år for en holdning om, at af kvinder blot er ude på to ting: At rage til sig og at ødelægge mænd.

Altså et konfrontationscirkus.

Fyret for nej til give chefredaktør oralsex

Pressen er mandsdomineret fra top til bund og er, hvad angår overgreb, tilsyneladende plaget af fortrængning. Vi i branchen er ellers bekendte med, at der er enkelte lig i skabene hist og pist, og det er især praktikanter, der har måttet sno sig for at undgå uønsket kontakt.

Mediestøtten er begrundet med én ting: Pengene skal sikre, at medierne kan styrke den demokratiske samtale

De formastelige får en reprimande eller ekspederes stille ud, når det kan lade sig gøre, om end det ikke lykkedes helt, da en beruset chefredaktør også nåede at tørre røven i gardinet, inden han fyrede en kvinde i redaktionssekretariatet for ikke at ville give ham oralsex. Den fyring blev dog annulleret, men medieomtalen af hændelsen var knapt til at få øje på. Medierne passer godt på deres egne.

Et rygte går på, at der for mange år siden blev sagt farvel til en tv-vært, der havde fortalt en ung kvinde, at vejen til succes på den tv-station gik via lagenet. Med ham. Ellers så det sort ud for hende. Men så ulækker en pression kunne ingen mand finde på, vel?

En anden historie blev fortalt i Radio24Syv sidste år. En kvinde berettede, at hun direkte fik fortalt, at hun ikke ville blive ansat, fordi chefen fandt hende for uattraktiv til sex. Det var i starten af TV2s eksistens.

Strammes til det yderste

Men i Presselogen var der som sagt overvægt at problematisering af #Metoo fra mediechefernes side. Ingen, heller ikke dem, der har kvalitetsstoffet bag betalingsmure, så et problem i, at syv ud af ni medier på Facebook havde delt to gange så meget negativt som positivt.

Eller rettere, mediecheferne brugte afledningsmanøvrer, talte slet ikke om FB-skævvridningen og måden, artikler og opinionsindlæg beskrives på Facebook.

Medierne bringer typisk en til tre linjers promoveringstekst ovenover linket med artikeloverskriften, der i forvejen er strammet til det yderste. I de få linjer antydes eller skrives ofte mere negativt, så ingen Facebook-gænger aner, om der måske i artiklen er en sober afdækning pro et contra #Metoo. Hvilket faktisk sker, sagde lektor Camilla Reestorff.

Chefredaktørerne undlod som nævnt at tale om deres Facebook-prioriteringerne, og værten krævede ikke svar. De nægtede desuden at tage medansvar for, hvad der sker på Facebook

Skrævvridningen på Facebook bør ses i relation til den støtte på flere milliarder kroner, som staten, altså vi skatteydere, giver pressen. Mediestøtten er begrundet med én ting: Pengene skal sikre, at medierne kan styrke den demokratiske samtale. Læsere, seere og lyttere skal oplyses om vigtige forhold, og medierne skal – når nødvendigt – også bidrage til grundlaget for politiske beslutninger.

Men det er ikke, hvad medier gør i relation til Metoo-bevægelsen på Facebook, Danmarks største forsamlingshus.

Her serveres en overdosis af negativ click bait, forhåbentlig kun med formålet at skabe klik, men ifølge medieforskeren Camilla Reestorff kan det ikke blot underminere betydningen af #Metoo, men også skræmme kvinder væk fra at berette, altså hæmme den demokratiske samtale.

Hun påpeger desuden, at en meget stor del af dækningen gælder sager, sladder og holdninger i relation til Hollywood og den svenske sag om en fransk kulturmand med stor appetit på kvinder.

5.000 danske hits til Deneuves kritik

Nogen, der erindrer, da den dygtige franske skuespiller Catherine Deneuve kritiserede bevægelsen? Det blev til godt 5.000 hits på danske sites, mens en søgning på Lærke Reddersen og Metoo gav 285 hits. Det beskedne tal skal ses på baggrund af hendes kontakt med 500 personer, der havde meldt tilbage om overgreb, og nyhedsværdien deraf. Den første store danske undersøgelse.

Tilbage til Facebook og Presselogen. Chefredaktørerne undlod nemlig ikke blot at tale om deres Facebook-prioriteringerne – programmets vært afkrævede dem heller ikke svar. De fremmødte nægtede desuden pure at tage medansvar for, hvad der sker på Facebook.

De havde intet ansvar for, at mediers skarpe vinkling af overskrifter og promoveringstekster smitter, selvom medieforskeren kunne fortælle, at kommentarfeltet flyder over med gentagelse af de samme hårde ord og den samme tendentiøse holdning.

Ord har vel ingen magt, og der er to torsdage i næste uge.

Efterskrift vedrørende Lea Korsgaard

Efter at have set udsendelsen tog jeg kontakt med chefredaktør for Zetland, Lea Korsgaard, for at få uddybet, hvad hun sagde til seerne, altså, at når danske kvinder ikke nævner navne, er det ”måske fordi de ikke har noget at komme med.”

Korsgaard betegner i et langt svar sin kommentar som ”kluntet.” Hun synes, det er godt, at debatten i Danmark ikke har taget samme form som i USA og Sverige, hvor der kom navne på bordet. Hun gentog desuden, hvad hun sagde i tv-udsendelsen, nemlig at nok handler #Metoo om en strukturel ulighed [magt i relation til køn, red.], men bevægelsen giver også anledning til at diskutere flere andre spørgsmål:

”Hvornår er nogen et offer, og hvornår har man rent faktisk muligheden for at handle? Er det alene den, der føler sig krænket, som har ret til at definere, at der har fundet en krænkelse sted? Er forførelse uden potentielle grænseoverskridelser muligt? Hvordan skelner vi mellem magtmisbrug og begær, der kommer til syne på total kikset vis?” skriver Lea Korsgaard, der mener at debatten om #Metoo er taget seriøst i Danmark.

Det var bare ikke emnet i Presselogen. Emnet var mediers ageren på Facebook i relation til #Metoo. Kortlægningen viste, at syv ud af ni medier mente, at det er væsentligere fortrinsvis at videregive indtryk af kvinder som skiderikker, overfølsomme eller svage fjolser, der bare ikke kunne sige fra.

Næste trin i dokumentationen

Lektor Camilla Reestorff er nu gået i gang med at se på hele #Metoo-dækningen i medierne – ikke bare, hvad de deler på de sociale medier – og dermed bliver det muligt at tjekke, om Facebook-mønstret går igen, eller om der er en anden prioritering.

Dækningen har primært handlet om at formidle de mulige problemer i bevægelsen, og den har været fyldt med mange misforståelser og måske også bevidste fejltolkninger

Mit eget indtryk er, at også i medierne selv er der en negativ skævdækning antalsmæssigt, men næppe helt så skævt som på Facebook.

Tælles spaltemillimeter og ætertid kan mønstret dog blive bekræftet.

En af landets mest respekterede journalister i mediebranchen, Susanne Sayers, der også underviser vordende journalister, er heller ikke enig med Lea Korsgaards og de øvrige chefredaktørers blåstempling af mediedækningen:

”Dækningen har primært handlet om at formidle de mulige problemer i bevægelsen, og den har været fyldt med mange misforståelser og måske også bevidste fejltolkninger, i hvert fald fra nogle debattørers side. For eksempel hævdes ofte, at det kun er ”hvide elitefeminister”, som reagerer. Det er jo ikke sandt. Metoo har været en bevægelse i mindst 85 lande, herunder Filippinerne. Alligevel fik en kilde i et radioprogram uimodsagt lov til at hævde, at filippinske kvinder ikke spildte tid på den slags,” skriver Susanne Sayers i en mail, og fortsætter:

“Men også journalistikken havde en slagside, så vidt jeg kan vurdere på baggrund af det, jeg har læst og hørt, og der er opstået en underlig håndskyhed over for kilder i journalistikken. Alt for tit bliver kilder ikke konfronteret med selvstændig research og fakta fra journalistens side, og det har været tydeligt i dækningen af Metoo.”

Selvfølgelig antaster Sayers ikke debattørers ret til at mene, hvad de vil. Men hun mener, at medierne i deres prioritering ikke afspejler virkeligheden, kun en udvalgt del.

Lydhørheden over for #Metoo-bevægelsen har været større udenfor medierne, også blandt mænd, påpeger hun. Mængden af beretninger fra kvinder, også i familien og omgangskredsen, har gjort indtryk.


Topfoto: Nyhedschef på TV 2, Jacob Kwon (tv), chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, medie- og kulturforsker Camilla Reestorff, Aarhus Universitet, chefredaktør på Jyllands-Posten, Jakob Nybroe, tv-vært Miriam Zesler. Klip fra TV 2 Presselogen.

Dorte Toft er journalist, forfatter og halvpensionist. Hun kan ikke helt slippe arbejdet, men fik et puf i sommeren 2016, da Berlingske Business som led i sidste sparerunde opsagde det ti år lange samarbejdet om bloggen Bizzen (it og business). Berlingske holder dog Bizzen-bloggen søgbar, hvilket ikke kun skyldes dækningen af teknologiudvikling og it-politik, men også afdækningen af flere erhvervshistorier. Nogle erindrer måske , at bloggen var et væsentligt redskab, da Dorte Toft pustede Stein Bagger i nakken, men han er langt fra alene om den uønskede opmærksomhed. Dorte Toft begyndte sit arbejdsliv som programmør, men efter godt syv år tog hun journalistuddannelsen i Århus, hvilket hun kun sjældent fortryder. På hendes CV står bl.a. Berlingske, DR, Udenrigsministeriet, KMD, Computerworld og Dagbladet Børsen. Hun er medforfatter til bøgerne ”Bedrag – IT Factory, grådighed og magtsyge” og ”Lykkelig i Nørdland – Hvem bygger fremtiden?”. Begge udkom på Gyldendal i 2009. En lille bog med titlen Magtkampens A-Z, skrevet under pseudonym, er det også blevet til. Del gerne, hvis du finder det interessant nok. Og bidrag gerne via MobilePay på +45 31 21 07 30, hvis du finder det væsentligt nok.

Seneste artikler om Debat