TRO & EKSISTENS // INTERVIEW & POVCAST – Det er slet ikke mændene, men kvinderne, der sætter gang i livet, ja, skabelsen, mener norske Alf Kjetil Walgermo. Han står bag den voldsomt debatterede bog, Bibelens kvinner, hvor han har nærlæst Bibelen og fundet frem til de næsten 400 kvinder, der for alvor har skabt den tro, Vesten bygger på. Nu skal de ikke længere holdes nede, fastslår han, der selv fik et chok, da han gik i gang med at finde dem frem.
Denne tekst blev bragt i POV første gang d. 27. september 2021.
“Jeg fik et chok, der vil præge mig resten af livet, siger norske Alf Kjetil Walgermo, forfatter til en af året mest omdiskuterede bøger oppe nordpå, Bibelens kvinner.”
I den gennemgår han stille og roligt de kvinder, der er i den bog, vores kultur vandrer rundt ovenpå. I alt fandt han flere hundrede kvinder nævnt uden navn og 195 navngivne kvinder ”inkludert nokre usikre kort, eit par symbolske kvinner og åtte gudinner“, som han siger fra Oslo.
Kvinderne er på en måde de centrale, men, fordi fortællingerne altid er blevet læst og formidlet af mænd, er kvindernes betydning blevet presset ud
Han havde ikke tænkt, at det skulle give den helt store livsforandring at skrive bogen. Han har skrevet en række forskningsbaserede bøger om Bibelen og er vokset op i et kirkeligt miljø og syntes, han var både velinformeret og havde et moderne syn, som han kalder det, på kvinder. Men han fik, som han siger det, et chok.
“Kvinderne er på en måde de centrale, men, fordi fortællingerne altid er blevet læst og formidlet af mænd, er kvindernes betydning blevet presset ud”, siger han.
I stedet for selve Bibelen har den siddende magts tolkninger af de to testamenter overtaget og er blevet spredt videre i populærkulturen, i film, teater og bøger.
For mændene var opportunt at holde kvinden fast i rolleopdelingen med luder og Madonna
“Det gælder som eksempel Maria Magdalene, der af blandt andre pave Gregor i 500-tallet blev gjort til en syndefuld kvinde, selv om der intet står om det i Bibelen. Alligevel er det den tolkning, der er blevet forstærket kulturelt af blandt andre forfatter Dan Brown. Også i Jesus Christ Superstar er der tendenser til det.
Hør hele samtalen på dansk og letforståeligt norsk her:
Når det er sket uden hold i den store bog, skyldes det, at det for mændene var opportunt at holde kvinden fast i rolleopdelingen med luder og Madonna, mener han.
“Der ligger vel en slags opbyggeligt element for især mandlige præster, fordi det var kvinder, der var de første vidner til opstandelsen. Det er vanskeligt at pege på en anden årsag. Når de tolkninger så finder vej ind i populærkulturen og billedkunsten, kan det forstærke teologien. Det spiller både frem og tilbage”, forklarer Alf Kjetil Walgermo og uddyber:
“Det er så fast cementeret, at hvis du spørger en hvilken som helst mand eller kvinde på gaden, om de kender Maria Magdalene, så tænker de straks på, at det var hende, der fristede Jesus. Det sidder knaldhårdt i kulturen”.
Jeg er blevet ekstremt ydmyg og tror ikke, at jeg sidder på en slags facit, bare fordi jeg er mand og som andre mænd har haft lidt for let ved at føre mig frem
Udover at fastholde kvinder i de to roller, har mændenes magt over tolkningen af Bibelen gjort, at kvindernes betydning i opbygningen af kristen- og jødedommen blevet gjort langt mindre, end den egentlig er, viser hans gennemgang.
“Man kan egentlig bare begynde i Første Mosebog, så ser du, at det er Eva, som er den centrale. Adam er helt uden egen vilje og handlingskraft. Det er Eva, som etablerer det, som bliver til verden”, konkluderer Alf Kjetil Walgermo og tilføjer, at det også er kvinderne, der er de første ude ved Jesu tomme grav.
Traditionerne trænger til at blive udfordret
Bogen skulle derfor skrives, mener den 43-årige forfatter og journalist ved den kristne avis, Vårt Land. Han tror, at hans afsløringer kan give både mænd og kvinder inspiration til, hvordan de kan leve mere ligeværdigt som de mennesker, Jesus prædiker, at alle er. Konkret kan man i bogen dag hente spejlbilleder på mange meget forskellige måder at være kvinde med magt og betydning.
“Vi mænd har også brug for at læse mere om kvinderne og ikke kun gå rundt og heppe på Moses og Abraham og Kong David. Det er kun den halve Bibel, ser jeg nu. Jeg er blevet ekstremt ydmyg og tror ikke, at jeg sidder på en slags facit, bare fordi jeg er mand og som andre mænd har haft lidt for let ved at føre mig frem”, erkender Alf Kjetil Walgermo.
Bogen kaster ikke blot lys på kvinder holdt i skyggen, men også på skjulte sider af os selv og ikke mindst selve den kristne tro, der uanset vores personlige trosforhold ligger som grundlag for det norske – og danske – samfund, erfarer han.
Mit projekt er at gøre folk nysgerrige på bibelteksterne. De må gerne være uenig med mig, for jeg har ikke facit
“Det er ”veldig bra” med traditioner, men traditionerne i kristendommen er bygget på mandlige fortolkninger, der trænger til at blive udfordret, siger han og påpeger, at også troende kan ”arve per automatik” og dermed ikke forholde sig til, det, ”som faktisk står i Bibelen”.”
“Af og til er der faktisk et ganske stort spænd”, konstaterer han med Maria Magdalene som eksempel, og da er det for ham som troende vigtigt ”at gå tilbage til teksten” og tolke den på ny, så den kan få betydning i dag.
“Kirken skal ikke stå og banke alle de dogmatiske sætninger ind i hovedet på folk. Den skulle hellere åbne for forundringen og få flere til at blive interesseret i at læse i Bibelen – både som grundlag for troen, men også som grundlag for almendannelsen”, siger Alf Kjetil Walgermo og taler videre om sin egen drivkraft til at undersøge og skrive.
“Mit projekt er at gøre folk nysgerrige på bibelteksterne. De må gerne være uenig med mig, for jeg har ikke facit, men hvis mine bøger kan få nogen til at tage fat på teksten igen, så er jeg ”godt fornøyd”.”
Alf Kjetil Walgermo
Født 1977, Sunnmøre, Norge
Forfatter og journalist ved Vårt Land
Gift og far til to
Forfatter til børne- ungdoms- og voksenbøger om tro og sorg:
“Røff guide til bibelen” (2017)
”Du som er i himmelen” (2018)
”Bibelens kvinner – historiene som forma verda” (2020) – kan bestilles hos danske boghandlere
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her