EUROPA // BOGANMELDELSE – En af vor tids fremmeste intellektuelle er den britiske historiker Timothy Garton Ash. Han er en af de intellektuelle, der ikke bare skriver kloge bøger om verden, og hvordan man skal forstå den. Han blander sig og forsøger at dreje udviklingen i den retning, som han mener er den rigtige. Han kender Gud og hvermand, og han har en evne til altid at befinde sig i orkanens øje. Nu har han udgivet en personlig beretning om Europas udvikling siden 2. verdenskrig, og den foreligger allerede på dansk.
Hvis man skulle koge Timothy Garton Ashs personlige historie om Europa ned til pixiformat, kunne det lyde nogenlunde sådan:
Ashs far deltog i landgangen i Normadiet på D-dag og i befrielsen af Europa fra det helvede, som nazismens forbrydelser havde gjort verdensdelen til. Alle omkostninger til trods kunne en ny tid begynde, efterkrigstiden, som i Europa var karakteriseret ved fraværet af større, mellemstatslige krige.
Europa for Ash går fra at være noget fuldstændigt fremmed til noget velkendt og hjemligt. Til sidst indtræder en ny fremmedhed. Strukturen i fortællingen minder altså om en omvendt dannelsesroman
Timothy mødte selv Europa (udenfor Storbritannien), da han på egen hånd rejste til Frankrig som 14-årig skoledreng i 1969. Det Europa han mødte, var på alle måder fremmed, men i de kommende år blev han i stigende grad fortrolig med det. Han blev en passioneret europæer.
Europa var ikke en enhed. Det var delt, og Ash blev især knyttet til den undertrykte, østlige (centraleuropæiske) del af kontinentet. I 1980’erne tog de begivenheder fart, som kulminerede med frigørelsen af borgerne i Østeuropa fra de kommunistiske regimer. Det var hans stjernestund, og Ash overværede begivenhederne fra første parket.
Dermed begyndte det, Ash kalder “eftermurstiden”. En periode præget af eufori, men også (skulle det vise sig) af overmod og illusioner. I 2016 stemte et flertal i hans fødeland, Storbritannien, for at forlade EU. Men den begivenhed, der for Ash markerer afslutningen på såvel efterkrigstiden som eftermurstiden, er Ruslands fuldskala invasion af Ukraine i februar 2022.
Man kan sige, at Europa for Ash går fra at være noget fuldstændigt fremmed til noget velkendt og hjemligt. Til sidst indtræder en ny fremmedhed. Strukturen i fortællingen minder altså om en omvendt dannelsesroman.
Ashs Europa
For Ash er Europa grundlæggende et begreb fyldt med muligheder og håb. Det er ikke altid Europa lever op til hans forventninger, men trods skuffelserne blegner hans kærlighed ikke.
Hans Europabillede er præget af den intellektuelle opposition i Centraleuropa i 1980’erne. Det er demokratiets, kulturens og værdiernes Europa. Holocaust er i den forstand ikke et europæisk fænomen, og det anti- eller postkoloniale Syds Europabillede er ikke Ashs.
Danmark fylder ikke så meget i Ashs Europa. Landet nævnes kun kort i forbindelse med TV-serien Borgen, det danske nej til Maastrichttraktaten og Jyllands-Postens Muhammedtegninger.
Der er ikke nogen præcis definition på, hvad der hører med, og hvad der ikke hører med til Europa. De fleste nationer rummer en eksistentiel usikkerhed, om man nu hører med til det “rigtige” Europa. Dette rummer også muligheden for at tillægge “de andre” ansvaret for de ubehagelige sider af den europæiske udvikling.
Grundlæggende mener Ash, at Europa (og Vesten i det hele taget) i den triumfalistiske periode (1990-2007) var i en tilstand af hybris. Eurozonens hybris, de nye magthavere i Central- og Østeuropas hybris, finanskapitalismens hybris og ikke mindst amerikanernes hybris som den eneste tilbageværende supermagt
Selvom alle ikke er så berejste som Ash, så fremhæver han, at masseturismen fra 1960’erne gjorde, at (dele af) Europa blev noget, de fleste af os fik direkte, sanselige erfaringer med.
Diktaturernes Europa
Det Europa, Ash mødte først, var som sagt delt. Det var langt hen ad vejen diktaturernes Europa, og diktaturerne fandtes ikke kun i Øst- og Centraleuropa, men også i bl.a. Spanien, Portugal og Grækenland. For disse lande var vejen ud af diktaturet knyttet til medlemskabet af EF (senere EU).
I Øst- og Centraleuropa blev opførelsen af Berlinmuren i 1961 det symbolske og fysisk-konkrete bevis på Europas opdeling. Her satte Helsinkiaftalen fra 1975 gang i en dynamik, der kulminerede med Murens fald i 1989. Aftalen indebar gensidig anerkendelse af de eksisterende grænser, men også forpligtelse på menneskeretslige principper, og den gav mulighed for menneskelige kontakter på tværs af opdelingen.
Ash lægger megen vægt på, at en sådan dynamik ikke har et nødvendigt endemål. Han understreger individers, gruppers og organisationers agens, og han tager stærkt afstand fra ”den retrospektive determinismes illusioner” (s. 354). F.eks. tillægger han det stor betydning, at Gorbatjov overtog lederskabet af Sovjetunionen i 1985. Hvis lederen havde været en anden, kunne meget have faldet anderledes ud.
Omvæltningerne
Bevægelsen mod Europas heling tog for alvor fart med strejkerne i Gdansk og dannelsen af den uafhængige fagbevægelse Solidaritet. Ash beskrev allerede omvæltningerne i 1989 i bogen Den magiske lanterne fra 1990. Han var til stede og overværede begivenhederne på nærmeste hold i Warszawa, Budapest, Berlin og Prag. Han opnåede nære venskaber med centrale aktører som bl.a. Bronislaw Geremek og Vaclav Havel.
At Ash selv deltog i begivenhederne, giver ham selvfølgelig en unik forståelse og indsigt, men han er også opmærksom på faren for, at man kommer til at idealisere personer og bevægelser, som man sympatiserer med og er tæt knyttet til.
Hybris
Perioden 1990-2007 beskriver Ash under overskriften “I triumf”. De omvæltninger, som få havde troet mulige få år før, repræsenterede et kolossalt fremskridt for frihed og demokrati. Mange former for undertrykkelse, som blev anset for “naturlige”, blev afviklet.
Men sammenbruddet af kommunismen i øst førte ikke så meget til en samling af Europa som til en udvidelse af Vesten. En række centraleuropæiske lande blev optaget i såvel NATO som EU. Udvidelsen af især NATO blev senere fremhævet af Putin som et løftebrud og som tegn på Vestens aggressive fremfærd overfor Rusland. Dette afviser Ash dog.
De centraleuropæiske landes overgang fra plan- til markedsøkonomi behandler Ash med udgangspunkt i Polen. Her kom der ret hurtigt gang i den økonomiske vækst efter en kort nedgangsperiode. Dog steg den økonomiske ulighed, og mange af dem, der høstede de største gevinster, var medlemmer af nomenclaturaen (højt placerede indenfor kommunistpartiet).
Arnestedet for Solidaritet (det tidligere Lenin-skibsværft i Gdansk) gik fallit i 1996, og Walesa blev udsat for hård kritik fra sine tidligere kolleger. I 1985 tabte samme Walesa præsidentvalget til ekskommunisten Aleksander Kwasniewski. Hvis Ash havde fokuseret på transformationen i andre østeuropæiske lande (for ikke at tale om Rusland), ville konsekvenserne af “chokterapien” nok have fremstået som endnu mere barske.
Det bedste ved eftermurstiden var ifølge Ash, at en ny type politikere som Vaclav Havel fik mulighed for at komme til magten. Det værste var det, der skete i det tidligere Jugoslavien, hvor kommunismens sammenbrud førte til krig, etnisk udrensning og folkedrab.
I Vesteuropa blev Maastrichttraktaten ratificeret (selvom danskerne stemte imod i første omgang). Traktaten indeholdt bl.a. en køreplan for indførelse af en fælles valuta, uden dog at sikre finansiel solidaritet mellem de forskellige dele af unionen.
Grundlæggende mener Ash, at Europa (og Vesten i det hele taget) i den triumfalistiske periode (1990-2007) var i en tilstand af hybris. Eurozonens hybris, de nye magthavere i Central- og Østeuropas hybris, finanskapitalismens hybris og ikke mindst amerikanernes hybris som den eneste tilbageværende supermagt.
Når den vestlige model hidtil havde været så tiltrækkende, var det, fordi den var i konkurrence med andre modeller. Liberalismen, som Ash grundlæggende tilslutter sig, udviklede sig til de rige og magtfuldes ideologi.
Troen på Europa vakler
Den triumfalistiske periodes hybris endte med finanskrisen som slog igennem fra 2008-2009. Selve finanskrisen gør Ash ikke så meget ud af, men den er udgangspunkt for en periode (2008-2022) præget af den vestlige models vaklen. Den vestlige model brød ikke sammen, men dens vaklen medførte en ny og dybtgående usikkerhed. Man begyndte at idealisere fortiden, ligesom den østrigske forfatter Stefan Zweig under 2. verdenskrig havde idealiseret “verden af i går” – perioden før 1. verdenskrig.
Ash ser med stor skepsis på opbygningen af et nyt jerntæppe langs Europas udkant i stedet for det, der gik midt ned igennem kontinentet
Idealiseringen af fortiden viste sig bl.a. i fremvæksten af nationalpopulistiske og euroskeptiske partier som AfD i Tyskland, PiS i Polen og Fidesz i Ungarn. Fidesz var faktisk ikke et nyt parti, men det og dets leder Viktor Orban gennemgik en total transformation. Fidesz var i 1989 – og i årene derefter – et næsten anarkoliberalt ungdomsparti. Ved parlamentsvalget i 2010 fik de 53% af stemmerne og over 2/3 af pladserne i parlamentet.
De kunne dermed ændre forfatningen som de ville, og det benyttede de til at neutralisere alle demokratiske kontrolmekanismer: domstolene, anklagemyndigheden, skatteforvaltningen, rigsrevisionen, valgkommissionen og public service-medierne.
Orban tordner nu mod EU, men det klientilistiske system, han har opbygget, er samtidigt dybt afhængigt af tilskud fra EU’s kasser.
De nationalpopulistiske partier næres af indvandringen til Europa fra ikke mindst muslimske lande. (Selvom Polen og Ungarn stort set ingen indvandrere modtager fra disse lande). Mange af de indvandrere, der søgte til Europa og Nordamerika for at leve et bedre og mere sikkert liv, blev skuffede, og en del af dem vendte sig mod mere yderligtgående udgaver af islam. Krigen mod terror efter 9/11 radikaliserede nogle yderligere.
Ash ser med stor skepsis på opbygningen af et nyt jerntæppe langs Europas udkant i stedet for det, der gik midt ned igennem kontinentet. Han mener, at det afspejler en dyb kulturpessimisme og manglende tiltro til de grundlæggende europæiske frihedsidealer.
For Ash var resultatet af Brexit-afstemningen i Storbritannien i 2016 en traumatisk oplevelse. Han følte det som et anslag imod den europæiskhed, som udgjorde en væsentlig del af hans identitet. Resultatet var tæt, og det kunne have faldet anderledes ud.
Mange af de euroskeptiske temaer, som leave-kampagnen spillede på, havde også klangbund i andre lande, men den engelske boulevardpresse er endnu mere antieuropæisk (og til tider løgnagtig), end det er tilfældet andre steder.
Efter efterkrigstiden
Ruslands invasion af Ukraine d. 24. februar 2022 markerer for Ash starten på en ny epoke. I efterkrigstiden havde der også været krige i Europa, f.eks. i det tidligere Jugoslavien. Ruslands krig mod Ukraine startede allerede med annekteringen af Krim i 2014 og indblandingen i Donbass, men først i 2022 udviklede det sig til en langvarig, fuldskala krig mellem to stater.
Ash hæfter ikke en særlig betegnelse på perioden efter efterkrigstiden, men den måde, han beskriver den på, virker på mange måder arkaisk. Det gælder f.eks. hans heroiserende fremstilling af de dyder, den ukrainske krigsførelse bygger på, eller når han sammenligner Ukraine i 2022 med Storbritannien i 1940.
Det er stadig en fornøjelse at tage med på Ashs europæiske rejse. Der er næppe andre, der ville kunne fortælle den historie med samme grad af førstehåndsindsigt, teoretisk refleksion og belæsthed
Han tager afstand fra Stefan Zweigs fatalistiske dyrkelse af “de gode gamle dage”, og han citerer med tilslutning Antonio Gramsci, som i et af sine breve fra fængslet hævdede, at ”Min hjerne er pessimistisk, men min vilje er optimistisk”. Hans håb er således på trods, og det ligger godt i forlængelse af hans antideterminisme og dyrkelsen af betydningen af menneskelig agens.
På nogle punkter kan nogle af dem, Ash har arbejdet sammen med og henviser til, levere mere perspektivrige forklaringer på de processer, han beskriver. Det gælder f.eks. Timothy Snyders forståelse af Putins og den russiske elites evighedspolitik, som ligger til grund for deres selvforståelse og politik over for Ukraine, eller den bulgarske politolog Ivan Krastevs forståelse af problemerne ved forsøgene på at eksportere den (vest)europæiske liberalisme til Central- og Østeuropa.
Lyset fra omvæltningernes Laterna Magica har mistet noget af sit fortryllende skær, men det er stadig en fornøjelse at tage med på Ashs europæiske rejse. Der er næppe andre, der ville kunne fortælle den historie med samme grad af førstehåndsindsigt, teoretisk refleksion og belæsthed. På trods af alle skuffelser fastholder han sin urokkelige tro på det, han opfatter som europæiske idealer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
