STÅR EUROPA ALENE? #6 // TEMA – Europæisk forsvar og afskrækkelse har et amerikansk DNA, og Europa står derfor med en svær opgave. Kontinentet skal organisere fremtidens forsvar med mindre amerikansk støtte – samtidig må USA ikke få indtryk af, at der ikke længere er brug for amerikansk støtte. Det var et af hovedtemaerne på Warsaw Security Forum i sidste uge, hvor det var det let at finde enighed om grundlæggende punkter, men under overfladen lå usikkerheden om både Ukraine og det transatlantiske forhold til USA og lurede.
WARSZAWA – De grundlæggende budskaber kender vi: Europa må tage større ansvar for egen sikkerhed. Der kan ikke regnes med USA i samme omfang som tidligere. Den famøse – og ekstremt værdifulde – fredsdividende er høstet.
”Vi er bekymrede – jeg er meget bekymret – og nu er det her tid til handling,” som den finske premierminister Petteri Orpo sagde til Politico under EU-topmødet i København.
Det er udmeldinger, vi har hørt før, men det gør dem dog ikke uvigtige.
Og på den 12. udgave af Warsaw Security Forum, der løb af stablen i den polske hovedstad i sidste uge, og som overtegnede deltog i, var det altså let at finde konsensus om hovedpunkterne.
Op til forummet havde Warsaw Security Forum helt enkelt skrevet i sin rapport: ”Mens USA genovervejer sin globale rolle, skal Europa være klar til at bære et større ansvar for sin egen sikkerhed.”
Blandt mere Trump-venlige, amerikanske stemmer kunne man se denne position skåret om muligt endnu mere ud i pap.
Til USAPol/POV formulerede Robert Greenway, der arbejdede i det nationale sikkerhedsråd i Trumps første administration, sin analyse således: ”Der har været en europæisk forventning om, at USA bidrager uproportionelt meget. Men fra USA’s side er forventningen altså, at Europa er ansvarligt for sin egen regions sikkerhed.”
Greenway, som i dag arbejder i tænketanken Heritage Foundation, påpegede desuden, at USA har en lang række andre områder at tage sig af som “Indo-Pacific” og den vestlige hemisfære, og at det derfor er i orden at forvente, at europæerne selv klarer mere.
Oprustningen også til for at overbevise amerikanerne om at blive i folden
At snart sagt alle er enige om det sidste, og at USA’s tilgang til kontinentet under Trump er en anden, betyder dog ikke, at den europæiske opgave så er mindre. Tværtimod.
For som WSF også gjorde det klart i deres rapport, så er kontinentet endnu meget afhængigt af amerikanerne militært: USA har ifølge rapporten stadig over 80.000 tropper i Europa, ligesom amerikanerne bidrager med afgørende strategiske enablers.
Hertil kommer, at Europas nukleare afskrækkelse ”primært afhænger af USA”, som Claudia Major, der er vicepræsident i den berømte tænketank German Marshall Fund, sagde. Derfor skal europæerne gå en delikat balancegang over for supermagten mod vest, når de opruster.
”Europæisk forsvar og afskrækkelse har et amerikansk DNA, og Europa står derfor med en svær opgave. De skal tænke over, hvordan de organiserer deres eget forsvar med mindre amerikansk støtte, men de må ikke samtidig signalere til USA, at de ikke længere behøver dem,” påpegede Major.
I tråd hermed er der også den paradoksale, men realpolitisk fornuftige, omstændighed, at europæerne på den ene side bruger flere penge på Forsvaret for at kunne forberede sig på et scenarie, hvor amerikanerne ikke er til hjælp. Men på den anden side er oprustningen også til for at overbevise amerikanerne om at blive i folden.
Et amerikansk holdningsskifte til Ukraine?
Nemt var det altså at finde konsensus om Europas ansvar for egen sikkerhed.
Sværere var det til gengæld at finde en samlet fortolkning af præsident Trumps tilgang til krigen i Ukraine, der nu har varet i over tre et halvt år.
Forummet i Warszawa kom nemlig få dage efter, at Trump på Truth Social havde skrevet, at han med fuld forståelse for situationen nu vurderede, at ukrainerne kunne få alt deres territorium tilbage og ”måske endda gå videre” end det – et mærkbart retorisk skifte. Samtidig har vicepræsident J.D. Vance sagt, at man fra amerikansk side ”har samtaler om” at forsyne Ukraine med Tomahawk-missiler. Og onsdag efter konferencens afslutning kunne Wall Street Journal så berette, at USA ville give Ukraine efterretningsdata i forbindelse med angreb på russiske energimål.
Ifølge tidligere oberst Ray Wojcik, der har arbejdet som hærattaché på den amerikanske ambassade i Polen, vil Tomahawk-missilerne betyde, at ”Moskva og nøglemål gennem Rusland vil være inden for rækkevidde af et af Amerikas mest magtfulde, konventionelle våben”.
Da jeg i forbindelse med et af de mange paneler på forummet fik mulighed for at spørge præsidentens Ukraine-udsending, general Keith Kellogg, om ovenstående så repræsenterer et skifte i Trumps tilgang til krigen, var svaret, at Trump undervejs har fordelt sol og vind mellem Rusland og Ukraine lige – også selvom Kellogg gør meget ud af at påpege, at ”præsidenten taler for sig selv”.
Trump har været ”ekstremt balanceret” i sin tilgang til Ukraine-krigen, sagde Kellogg – en balance, der kommer til udtryk ved, at Trump både taler med Putin i Alaska og med Zelenskyj ved eksempelvis FN’s nyligt overståede generalforsamling i New York.
Med andre ord sætter Trump sig altså midt imellem de to præsidenter, for ”alle, der har været involveret i en forhandling på diplomatisk niveau, ved, at man ikke bare kan tage den ene sides parti. Sådan fungerer det ikke”, anførte Kellogg videre og roste denne tilgang fra Trump.
En anden type ros til Trumps post på Truth Social fandt man hos tidligere CIA-direktør David Petraeus: ”Det var rigtig godt at høre. Ligeledes var det rigtig godt at høre ham sige, at Nato bør skyde et russisk fly ned, hvis det flyver ind i Natos luftrum. Generelt er det bare godt at se Trump komme med mere støttende udtalelser i forhold til Ukraine,” som han siger.
I næste uge kan Trump godt have en helt anderledes tilgang
Bredt set kan man tolke Trumps Truth-udmelding gennem tre vidt forskellige prismer, men det er ikke klart, hvilken der er den rigtige, forklarede Cordelia Buchanan Ponczek, der er research fellow ved Finnish Institute of International Affairs.
Den første fortolkning i hendes optik er, at præsidenten egentlig altid har været åben og pragmatisk over for Ukraine, og at det er det, udtalelsen afspejler.
Den anden er, at Trump skifter fra den ene position til den anden, og blot fordi han har én tilgang til Ukraine lige nu, er den ikke nødvendigvis den samme i næste uge.
Og den sidste mulighed – et scenarie, der med europæiske øjne må kaldes det mest optimistiske – er, at udtalelsen vitterligt repræsenterer et brud i Trumps strategiske tænkning og viser den hidtil største grad af støtte til Ukraine fra Trumps side.
Cordelia Buchanan Ponczek placerede sig selv mellem punkt to og tre: ”I næste uge kan Trump godt have en helt anderledes tilgang,” som hun understregede.
”Men jeg tror, at Trump er ved at blive frustreret over Putin. Han har givet ham utallige deadlines, og han fik meget kritik for ikke at få noget ud af Alaska-mødet. Og samtidig skal man også huske, at Trump jo gik til valg på at afslutte krigen hurtigt, og at han jo virkelig gerne vil have Nobels fredspris og huskes som en fredsmægler.”
Førnævnte Claudia Major syntes umiddelbart at lægge sig tættest på fortolkningsramme nummer to: ”Som forsker vil man helst have minimum tre datapunkter, der peger i den samme retning, før man kan tegne en klar linje. Og jeg kan ikke tegne en klar linje i Trumps udtalelser, der viser en troværdig amerikansk position i forhold til Ukraine,” som hun noterede, hvilket altså efterlader en stor grad af usikkerhed.
Rusland forstår og respekterer kun styrke
Man kan også hævde, at Trumps unikke retorik og forhandlingsstil indimellem ender med at skygge for hans faktiske udenrigspolitik. Og mens offentlige og private udtalelser er en del af billedet, skal man også holde øje med Trumps handlen, og hvad han faktisk gør, understregede Buchanan Ponczek. Og her er det stadig uklart, om Trumps retoriske optimisme på ukrainernes vegne ledsages af egentlig politisk handling.
Spørgsmålet er så, hvad en sådan politisk handlen kunne bestå af. Ifølge føromtalte Ray Wojcik bør man generelt ikke ”tage noget af bordet”, når det kommer til håndteringen af Rusland. Han fortsatte:
”Derudover kan USA også spille en meget vigtig rolle i at samarbejde med allierede om at etablere en no-fly zone i den ikke-omstridte del af Ukraine, som er omkring 80 % af landet. Det blev overvejet og afvist af Nato i 2022. Det var en fejl.”
”Med russiske luftangreb på Polen og andre allierede bør Nato, eller måske en ’koalition af villige’, tilvejebringe det initiativ aggressivt. Rusland forstår og respekterer kun styrke.”
Wojcik mente derudover, at USA har en klar interesse i at støtte Ukraine og sikre Europa, og det gælder ikke kun i forhold til europæerne, men også i forhold til Kina.
Landets ”indflydelse i Europa stiger”, sagde Wojcik, og skulle Rusland angribe en Nato-allieret, kan der for ham at se opstå et farligt scenarie:
”Kina kan spille en støttende rolle for Rusland, hvis de starter en bredere krig mod Europa ved at disrupte telekommunikation, havne, jernbanetransport og lignende. For eksempel investerer Kina massivt i europæiske havne, gennem hvilke USA, Canada og Storbritannien ville sende styrker til at støtte Europa.”
Optimisme fra central Biden-figur
I Warszawa var det som nævnt let at finde enighed om grundlæggende punkter, men under overfladen lå usikkerheden om både Ukraine og det transatlantiske forhold altså og lurede.
Skal man dog slutte med en vis optimisme på europæernes vegne, så har de ”europæiske ledere i høj grad fundet ud af, hvordan de skal gå til Trump. De bruger meget mere på forsvaret, og det giver dem stor troværdighed hos ham”, sagde David Petraeus eksempelvis og fortsatte:
”Samtidig er det europæiske diplomati accelereret dramatisk. Se på Alaska-mødet: Det blev holdt en fredag, og den følgende mandag var de store europæiske ledere og kommissionsformanden i Washington sammen med præsident Zelenskyj og præsident Trump. Det gik utrolig hurtigt.”
Og ikke blot Petraeus, men også Biden-administrationens forsvarsminister, Lloyd Austin, gav på en af konferencens scener grund til europæisk håb:
Her sagde han: ”Ukraine will prevail.” Desuden forudså han, at det transatlantiske forhold nok skal holde fremover – og dermed jo også hen til den næste amerikanske præsident, hvem det så end bliver.
Står Europa alene?
Donald Trump fører USA i retning af isolationisme. Med den nye administration i Washington har Europa god grund til at tage stilling til en fremtid, hvor USA muligvis trækker sig ud af det internationale samarbejde på en række vigtige områder.
Hvilke udfordringer står man overfor, hvis NATO-samarbejdet svækkes og Europa skal klare en række vigtige forsvarspolitiske problemer på egen hånd? Hvad sker der på miljøområdet og i forhold til klimaforandringer?
I forhold til støtten til det globale syd, mæglerrollen i krige og konflikter, eller i en situation, hvor den globale samhandel kommer til at foregå på andre betingelser?
Dette og en række andre vigtige sager præger allerede debatten, og med dette POV-tema vil vi frem til jul belyse de mange problemer, der skal tackles, og også lægge vægt på løsningsmodeller og de potentielle fordele, der ligger i at Europa i højere grad kører løbet på egen hånd.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagersI næste uge kan Trump godt have en helt anderledes tilgangprustningen også til for at overbevise amerikanerne om at blive i folden
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og