STÅR EUROPA ALENE? #19 // TEMA – Socialdemokratiets tilbagegang i Danmark spejler en bred europæisk udvikling, hvor gamle arbejderpartier presses af nye identitetskonflikter, svækket fagbevægelse og en politisk dagsorden, de har svært ved at følge med i. Mette Frederiksen er i tænkeboks – hun skal tænke ud af den for at sikre partiets status.
PARIS – Statsminister Mette Frederiksen (S) har været i tænkeboks efter sit partis dramatiske nederlag ved kommunal- og regionsvalget 18. november. Socialdemokratiet er efter at have været et altfavnende folkeparti siden 1930’erne nu et middelstort parti, som i meningsmålingerne bevæger sig omkring 19 procent af stemmerne.
Det er stadig nok til at være nummer et. Men nedturen er voldsom med tabet af København efter 103 års socialdemokratisk styre og i forhold til det sidste store socialdemokratiske valgresultat. Vi skal ikke længere tilbage end til folketingsvalget i 1990, hvor partiformand Svend Auken sikrede partiet 37 procent af stemmerne på trods af konkurrence fra ikke mindre end fire partier til venstre for Socialdemokratiet.
Siden er det gået støt tilbage, og det er en ringe trøst for Mette Frederiksen, at hendes europæiske partifæller ikke har det bedre – selv om flere af dem har været i tænkeboks i flere år uden større resultat.
De står over for store strukturelle udfordringer med nye, fragmenterede vælgergrupper, fagbevægelsens tab af medlemmer og indflydelse og nye politikområder spændende fra klima til mindretalsrettigheder, hvor de ikke har formået at følge med.
Europæisk værdifællesskab i fare
De socialdemokratiske partier dør næppe i morgen. De har som store folkepartier i over 100 år bidraget til at styrke de europæiske demokratier i kraft af deres evne til at samle befolkningsgrupper på tværs af sociale og geografiske skel.
Troen på demokrati, på solidaritet og ansvarlighed har skabt et værdifællesskab, som med socialdemokraternes europæiske engagement har strakt sig fra de enkelte nationalstater ud over Europa. Derfor er det alvorligt, at de i disse år især mister indflydelse og stemmer til politiske kræfter, der åbenlyst eller i dække bekæmper det europæiske projekt.
I den europæiske socialdemokratiske familie rager kun det spanske Socialistparti op med 32 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i juli 2023, mens det norske Arbeiterparti sikrede sig 28 procent ved valget i efteråret.
De svenske socialdemokrater er ifølge meningsmålingerne godt på vej til at nå fordoms styrke med over 30 procent i meningsmålingerne. Men så hører solstrålehistorierne også op.
Europa var lyserødt
Da daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen tog til EU-topmøder i slutningen af 1990’erne, mødte han andre partifæller og statsministre som Storbritanniens Tony Blair, tyske Gerhard Schröder, franske Lionel Jospin, spanske Felipe González og italienske Romano Prodi. Socialdemokraterne havde flertal i Det Europæiske Råd. Europa var lyserødt.
Ud over Danmark og Spanien er Malta og Litauen de eneste EU-lande med socialdemokratiske regeringschefer, mens socialdemokraterne er juniorpartnere i fem andre regeringer som i Tyskland, hvilket ikke er populært blandt partiets stadig færre medlemmer.
Hvad er der sket? Forskellene er naturligvis store fra land til land, men flere fællestræk går igen, og et af dem er indvandringen fra ikke-vestlige lande.
Indvandring og identitet
Næsten overalt har socialdemokraterne valgt at stikke hovedet i busken af frygt for at fremstå som racister og ”islamfjendske”. Danmark er en undtagelse, som blandt andre New York Times nævnte i en større artikel om den ”danske model” i denne uge – hvor avisen mærkeligt nok stort set kun taler med kritikere af den.
Men Mette Frederiksens politik har formået at holde de indvandrerfjendtlige partier med Dansk Folkeparti i spidsen nede – indtil nu.
I Spanien og Portugal har socialdemokraterne med store integrationsprogrammer og en offensiv retorik mod indvandrerfjendtlige kræfter været i stand til at fremstille indvandrerne som en økonomisk ressource. Væksten har været høj, gælden og arbejdsløsheden faldende i de to lande.
Det har fungeret indtil nu. Men i begge lande er indvandrerfjendtlige partier i stærk fremgang, og de har især stor succes – som i Frankrig – blandt unge under 25 år.
En af forklaringerne er, at de fornemme økonomiske nøgletal skjuler den kendsgerning – som det spanske dagblad El País afslørede forleden – at der i begge lande eksisterer store lommer af ekstrem fattigdom, som især rammer de unge. De ser unge fra Afrika som konkurrenter – og dertil kommer det kulturelle element.
Meningsmålinger over hele Europa viser solide flertal mod øget indvandring. Blandt forklaringerne er frygten for tab af identitet og svækkelse af universelle europæiske værdier som demokrati og respekt for kvinders og seksuelle mindretals rettigheder.
En meningsmåling fra det franske Ifop-institut offentliggjort sidste uge, at 57 procent af de franske muslimer i aldersgruppen 15-24 år vurderer, at islams love bør veje tungere i det franske samfund end republikkens love. Målinger i andre EU-lande giver tilsvarende resultater.
Kryber i skjul
Den franske venstrefløj betegnede målingen som endnu et forsøg på at ”stigmatisere” de franske muslimer, mens socialdemokraterne krøb i skjul og undlod at kommentere undersøgelsen, der gav andre bekymringsvækkende oplysninger.
Socialdemokraternes opgave bliver ikke nemmere af deres svar på de kriser, der har ramt de vestlige økonomier siden begyndelsen af 1970’erne med afindustrialisering som en af følgerne
Den socialdemokratiske leder tegner sig i målingerne for otte procent mod 36 procent til det radikale højres kandidat.
De øvrige europæiske socialdemokrater har det fortsat svært med indvandringen. I Tyskland, Østrig, Belgien og andre lande bløder de vælgere til det yderste højre som senest ved flere kommunalvalg i Tyskland.
I Danmark har Mette Frederiksens ofte meget kontante karakteristik af visse indvandrere muligvis kostet stemmer i København. Men at dømme efter socialdemokraternes gode resultater i de øvrige universitetsbyer har det ikke for alvor fået højtuddannede og middelklassevælgere til at vende sig fra partiet.
Men bundlinjen er klar: Uden en stram udlændingepolitik har socialdemokratiske partier svært ved at vinde et valg i et Europa, der bevæger sig mere og mere til højre. Og indtil videre har intet parti – og slet ikke venstrefløjen – formået at formulere en politik, som kan skabe opbakning til en progressiv udlændingepolitik.
Milliardærer og sociale uligheder
Socialdemokraternes opgave bliver ikke nemmere af deres svar på de kriser, der har ramt de vestlige økonomier siden begyndelsen af 1970’erne med afindustrialisering som en af følgerne. Opskrifterne har været økonomiske tiltag fra den liberale lærebog i en ortodoks eller i bedste fald udvandet udgave.
Det var tydeligst i Tyskland med forbundskansler Gerhard Schröders voldsomme sociale nedskæringer og indførelse af minimumslønninger på eksistensminimum. Socialdemokrater fulgte samme mønster i en ”version light” ved regeringsmagten eller som juniorpartnere i borgerligt dominerede regeringer. Økonomierne blev reddet – men mange steder døde patienterne.
I de seneste 25 år er de sociale uligheder steget i de største europæiske økonomier, som franske økonomer som Thomas Piketty og Gabriel Zucman har påvist, mens antallet af milliardærer er eksploderet i de seneste ti år. Uden at formueskatter og arveafgifter, hvor der er snesevis af milliarder til velfærd og klima at hente, er fulgt med. Heller ikke i lande med indflydelsesrige socialdemokratiske partier.
Det grønne værdifællesskab
De Gule Vestes oprør i Frankrig var en folkelig protest mod den udvikling, og det er værd at bemærke, at op til 80 procent af franskmændene støttede De Gule Veste – selv om ikke alle satte pris på deres aktionsformer.
Men nedskæringer i den offentlige sektor, fra hospitaler til ældrehjem, skoler og højere læreanstalter har været til at få øje på. Investeringer i forskning og ny teknologi er gået i stå, som den tidligere direktør for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, peger på i sin hvidbog om de udfordringer, Europa står overfor.
De socialdemokratiske partier skal appellere til en fragmenteret og individualiseret lønmodtagergruppe
Her har de socialdemokratiske partier ikke reageret tilstrækkeligt, og de kom alt for sent med, da klimaforandringer og forurening kom på dagsordenen. I Danmark forsøgte Svend Auken som partiformand og senere som miljøminister at give sit parti en grøn profil.
Men hovedparten af fagbevægelsen og dele af partiet var dybt skeptisk med det resultat, at SF kunne blive Danmarks grønne parti. Hermed havde socialdemokraterne også hægtet sig af en stor del af ungdommen og det grønne værdifællesskab, som et netværk af NGO’er har formået at etablere i Europa. Det er langtfra tilstrækkeligt, men det eksisterer som en modmagt over for kræfter, der ignorerer eller undervurderer klimatruslen.
Den samme udvikling fandt sted i Tyskland, Storbritannien, Frankrig og andre europæiske lande, hvor socialdemokrater er hægtet totalt af den dagsorden.
Fagbevægelsen er i defensiven
En anden bevægelse blev født som modmagt for over 100 år siden, nemlig fagbevægelsen. Ikke mindst i Nordeuropa blev den arbejderbevægelsens rygrad, som sikrede de socialdemokratiske partier økonomisk støtte, hjælp i valgkampe samt udvikling og oplæring af ledere. Tillidsmanden med stort T var som regel socialdemokrat, og han eller hun var bindeleddet mellem lønmodtagerne og partiet.
Det er slut nu. I dag er tillidsmanden ikke nødvendigvis socialdemokrat. Flere af lederne af de store fagforeninger er det heller ikke, og pengestrømmen til ”partiet” er enten stoppet eller fordelt mellem flere partier. Og fagbevægelsen er i defensiven.
De store fagforeninger mister medlemmer, de taber penge og indflydelse. De har – ligesom Socialdemokratiet – svært ved at tiltrække unge, og de sorte udsigter for fagbevægelsen gør Mette Frederiksens opgave endnu mere kompliceret. Socialdemokratiet skal ligesom sine søsterpartier i andre europæiske lande stå på egne ben.
Den atlantiske automatpilot
Tidsånden er heller ikke med bevægelsen. De socialdemokratiske partier skal appellere til en fragmenteret og individualiseret lønmodtagergruppe. Økonomi og sociale vilkår er ikke længere de eneste, store brudflader. Migration, køn, klima, minoriteter samt nationalisme over for internationalisme er strømninger, som går gennem vælgerne, fra København til Ringkøbing og fra Stockholm til Napoli.
Der er ingen nemme veje ud af de europæiske socialdemokraters krise
Det samme gælder den nye verdensorden. En ”Mette Frederiksen-klassiker” er hendes bemærkning om, at der aldrig kommer et A4-ark mellem Danmark og USA.
Den bemærkning viste hendes dybfølte forankring i et verdensbillede, hvor den gode var USA, og skurken var i øst. Skurken er stadig i øst – selv om truslen antager andre former. Men kan danske socialdemokrater holde fast i flere generationers totalt ukritiske, naive og historieløse fascination af den amerikanske ”Daddy” uden at skubbe vælgere fra sig?
Det samme gælder forholdet til Israel. Gaza var et underliggende tema i den københavnske valgkamp – i morgen kan det blive et andet internationalt tema.
På disse områder venter smertefulde overvejelser for den tidligere EU-skeptiker Mette Frederiksen. Andre europæiske socialdemokratier har allerede forstået, at tiden er løbet fra at sætte den atlantiske automatpilot til, når opgaven er at orientere sig i den nye verdensorden. I EU-Parlamentet er de i offensiven på klimaområdet og mod EU-kommissionens forsøg på at afmontere dele af den europæiske Green Deal.
Så måske er redningen europæisk i form af et nyt værdifællesskab mellem socialdemokrater fra nord til syd, som ikke blot omfatter traditionelle politikområder, men som sætter klima, menneskerettigheder, fælles indsats mod autoritære regimer og sikkerhed for hele det europæiske kontinent i centrum?
Det bliver ikke nemt. Men der er ingen nemme veje ud af de europæiske socialdemokraters krise.
Står Europa alene?
Donald Trump fører USA i retning af isolationisme. Med den nye administration i Washington har Europa god grund til at tage stilling til en fremtid, hvor USA muligvis trækker sig ud af det internationale samarbejde på en række vigtige områder.
Hvilke udfordringer står man overfor, hvis NATO-samarbejdet svækkes og Europa skal klare en række vigtige forsvarspolitiske problemer på egen hånd? Hvad sker der på miljøområdet og i forhold til klimaforandringer?
I forhold til støtten til det globale syd, mæglerrollen i krige og konflikter, eller i en situation, hvor den globale samhandel kommer til at foregå på andre betingelser?
Dette og en række andre vigtige sager præger allerede debatten, og med dette POV-tema vil vi frem til jul belyse de mange problemer, der skal tackles, og også lægge vægt på løsningsmodeller og de potentielle fordele, der ligger i at Europa i højere grad kører løbet på egen hånd.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og