At føre ansvarlig udlændingepolitik er at have følelse med historien

Europæiske flygtninge i El-Shatt flygtningelejren 1944, Sinaiørkenen, Egypten. Foto: Otto Gilmore via Library of Congress.

Bernhard Bierlich 02.11.2025

FLYGTNINGEPOLITIK // KOMMENTAR – Når der diskuteres udlændingepolitik, så tænk lige på dengang, Mellemøsten og Nordafrika tog imod europæiske flygtninge under Anden Verdenskrig – uden tøven. Hvor er vores ansvarsbevidsthed, ære og næstekærlighed henne, når vi nu viser flygtninge fra disse egne, tvunget af kriser i deres hjemlande (klimakrise, politik og fattigdom), en lukket dør?

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der var engang, hvor Mellemøsten og Nordafrika tog imod europæiske flygtninge. Men nu, hvor flygtningestrømmen går den anden vej, ignorerer vi – har vi bekvemt nok ”glemt” – at det engang var os, der var i nød og flygtede fra den nazistiske krise i deres retning.

Vi havde brug for deres hjælp, og de gav den uden at tøve og referere til en ”stram flygtningepolitik”. Nu er det vores tur til at give en hjælpende hånd, men vores hukommelse og menneskelighed har det vist ikke så godt.

For eksempel var byen Aleppo i Syrien, som nu er næsten ødelagt på grund af den seneste borgerkrig, en meget kosmopolitisk og åben by. Den var et vigtigt knudepunkt for flygtninge under Anden Verdenskrig, især jøder fra Europa (Balkanlandene, Grækenland og Centraleuropa), der ville undslippe nazisternes forfølgelse, og antifascistiske flygtninge. Byen husede også armeniere, overlevende fra folkedrabet i 1915 og senere tyrkiske forfølgelser. Under Anden Verdenskrig talte Aleppos armenske samfund titusindvis af mennesker.

Aleppos placering gjorde det til en afgørende rute: Byen lå ved krydset mellem ruter, der forbandt Europa, Mellemøsten, Mesopotamien og Nordafrika. Før og under Anden Verdenskrig var byen således en korsvej for handel, flygtninge og selvfølgelig også politiske magtspil, beliggende mellem aksemagternes territorier (nazisterne) og den britiske indflydelsessfære.

Beskyttelse og ansvarlighed

Andre flygtninge fandt tilflugt i den store El-Shatt teltflygtningelejr i den egyptiske Sinai-ørken nær Suezkanalen. Den blev oprettet af de britiske myndigheder og FN for at huse jugoslaviske (primært dalmatiske kroater) flygtninge, der flygtede fra tysk og italiensk besættelse i 1944.

Flygtningene var hovedsageligt civile – kvinder, børn og ældre. De boede i store teltlejre og udholdt barske ørkenforhold – ekstrem varme, sandstorme og begrænsede vandforsyninger. På trods af dette etablerede de et levende samfund med skoler, kirker, værksteder, aviser og kulturelle aktiviteter.

Europæiske flygtningebørn fra el-Shatt bader i Suezkanalen, i 1944. Foto: Otto Gilmore via Library of Congress

I dag huskes El-Shatt som et bemærkelsesværdigt eksempel på beskyttelse og ansvarlighed, men også flygtningenes modstandsdygtighed og opbygning af fællesskaber i eksil. Der er mindesmærker for flygtningene i både Kroatien og Egypten, og episoden har en betydelig plads i den kroatiske kollektive erindring om Anden Verdenskrig.

Kairo husede ligeledes flygtninge fra det nazibesatte Europa under Anden Verdenskrig. Flygtningene i Kairo var en mangfoldig blanding, herunder græske flygtninge, især efter nazisternes besættelse af Grækenland i 1941 og kroatiske og dalmatiske flygtninge (nogle flyttede senere til El-Shatt). I byen opholdt der sig også jødiske flygtninge fra Central- og Østeuropa, som formåede at flygte via Balkan eller Tyrkiet.

Præcise tal er vanskelige at fremskaffe, men historikere anslår, at omkring 40.000-50.000 europæiske flygtninge rejste gennem eller boede i Egypten mellem 1940 og 1946. Kairo fik ry som ”Mellemøstens eksilhovedstad”.

Springbræt

Nu 80 år senere er det Europas tur til at træde i karakter. Mange migranter samler sig i et andet knudepunkt, ørkenbyen Agadez i det nordlige Niger, et vigtigt springbræt for vestafrikanske migranter, før de krydser Sahara-ørkenen i håb om engang at komme til Europa.

På en måde føles Anden Verdenskrig med europæiske flygtninge i Mellemøsten, der flygtede fra Europa for at finde frihed, meget nutidig i lyset af den lignende søgen af afrikanske migranter nu om stunder. Men kan Europa vise sit værd og gengælde den hjælpende hånd til europæiske flygtninge under Anden Verdenskrig? Hvis ikke, blokerer vi jo for den eneste regel, fortæller eksistentialismen, for menneskelig eksistens, ”næstekærlighed”.

Denne kommentar er baseret på en diskussion af moralske udfordringer og det at træde i karakter i min roman om slavehandlen, Crossing Boundaries: When A Voyage Becomes So Much More.

Bernhard Bierlich

Dr. Bernhard Bierlich har en PhD i socialantropologi fra Cambridge University, og har gennem 30 forsket i og fungeret som konsulent i og om Ghana og det østlige Caribien. Han har undervist i sociologi og antropologi ved flere israelske universiteter i 17 år, og har haft tilknytning til universiteter i Hull, Cambridge og København. Siden 2014 har han været tilknyttet en caribisk ngo i St. Croix. Han har foretaget omfattende arkivarbejde, navnlig i Danmark, Storbritannien og Frankrig, om slavehandelens medicinske historie. Hans næste bog, Crossing Boundaries: When a Voyage Becomes so Much More, er antropologisk fiktion om slavehandelen. Den udkommer på Pegasus Publishers i Cambridge, Storbritannien.