FORSVARSFORBEHOLDET // KRONIK – Danmark hører til i en solidarisk alliance, som ikke indskrænker sig til Europa, men som strækker sig over Atlanten til USA og dermed omfatter Vesten og vestlige værdier, skriver Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti.
Hitlers overfald på Polen 1. september 1939. Japans angreb på flådebasen Pearl Harbour den 7. december 1941. Islamiske terrorister flykapringer og angreb på World Trade Center og Pentagon 11. september 2001.
De er alle mærkedage i den vestlige civilisations nyere historie, dage hvor europæere og amerikanere vågnede op til en forandret virkelighed. Mange andre kunne føjes til, der vil komme flere, men det er absolut berettiget at skrive den 24. februar 2022 ind i Vestens endeløse almanak over chok, som kun ganske få kunne forudse.
Nu, to og en halv måned efter Putins uprovokerede overfald på Ukraine, er hele verden kastet ud på et oprørt hav af krig, energimangel, inflation og muligvis regionale fødevarekriser. Den såkaldte klimakrise er så diffus en trussel, at de globale planøkonomiske forsøg på at kontrollere vejret og klodens varmegrader uundgåeligt vil blive skubbet i baggrunden.
Og det overlever vi nok.
Vesten, og især Europa, står nemlig over for en langt mere håndgribelig trussel: En kontinental nabo, Rusland, som vi i tre årtier ellers håbede med tiden ville gå Vestens vej – men som åbenbart er så paranoid, destruktiv og selvdestruktiv, at ingen dialog om fredelige løsninger er mulig under Vladimir Putin.
Jeg synes, det er vigtigere at sende et signal til Vladimir Putin om, at han ikke kan splitte Vesten. At han ikke kan splitte Europa fra USA
Et stærkt opmuntrende tegn i tiden er det forbavsende sammenhold, som den vestlige verden har kunnet mobilisere på så kort tid. Meningsmålingerne viser, at europæerne er klar over, at det gælder om at sætte foden ned, og at der skal betales ofre: I form af økonomiske afsavn som følge af energikrisen og af genopbygningen af Ukraine, når krigen er forbi og i form af solidaritet med Ukraines befolkning – med de kvinder og børn og gamle, som er flygtet, og med de mænd, som kæmper videre.
Ukraines tragedie overskygger naturligvis en folkeafstemning om et forbehold, som et lille velfærdsland har over for at deltage i EU’s militære samarbejde. En afstemning, som vi ikke engang er blevet presset til af stærke kræfter i andre lande. Som Mette Frederiksen sagde den 21. oktober sidste år i Altinget:
”Jeg har ikke en eneste gang i min tid som statsminister oplevet forbeholdene som en begrænsning. Hvis man gør Danmarks placering i Europa til et spørgsmål om forbeholdene, så tager man simpelthen fejl”.
Men at afskrive forsvarsforbeholdet er ifølge statsministeren nu blevet til et signal om værdier, og et signal til Vladimir Putin om, at han ikke kan splitte Europa.
Jeg synes, det er vigtigere at sende et signal til Vladimir Putin om, at han ikke kan splitte Vesten. At han ikke kan splitte Europa fra USA.
NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg sagde det således: ”Ethvert forsøg på at svække forbindelsen mellem Europa og Nordamerika vil ikke bare svække NATO – det vil også splitte Europa.”
Ordene faldt, da Stoltenberg for godt et år siden talte på Europakollegiet i Belgien. Men Stoltenberg hentydede ikke til Kremls splittelsesforsøg, men til den ”strategiske autonomi”, som Frankrigs præsident Macron forinden havde talt for. ”EU kan ikke forsvare Europa,” sagde Jens Stoltenberg videre og opfordrede i stedet til at styrke de transatlantiske bånd.
Vi er ikke nået til en ”splittelse i Europa”, for enigheden i NATO har været imponerende. Og jeg håber absolut på europæisk enhed og på et stærkt Frankrig i NATO.
Der er længere fra Warszawa til Washington end til Bruxelles. Alligevel ser polakkerne først og fremmest over Atlanten. Og det er klogt
Men vi har været vidne til, at præsident Macron igen og igen har forsøgt at gå enegang i sine forgæves forsøg på at tale Vladmir Putin fra hans desperate forehavende.
De baltiske, central- og østeuropæiske lande har på skift udtrykt skepsis over for og lagt høflig afstand til alle planer om at anvende ressourcer på præsident Macrons ”strategiske autonomi” og et selvstændigt militærapparat nede i EU. Befolkningerne i de lande, som fra 1945 til 1990 var lydstater i den sovjetiske besættelseszone, så altid mod USA. De lyttede til Radio Liberty og Free Europe. Deres store håb og helte blev præsident Ronald Reagan og Margaret Thatcher.
Østeuropæerne anbragte ikke deres forhåbninger hos franske præsidenter, som med deres krænkede nationalfølelse, sårede forfængelighed og nedarvede mistro over for den angelsaksiske verden – og periodevis enegang – svækkede Vestens kraft over for Sovjetunionen.
EU-loyale politikere og EU-betalte pressionsgrupper har i lang tid lagt Polen for had i EU. Men uden for EU, i NATO, står Polen nu som en solid og opofrende kraft, som betaler sin del af NATO’s forsvarsudgifter, og uden tøven, i konsultation med Pentagon, gik i spidsen med at forsyne ukrainerne med våben.
Og det til trods for alt det onde blod, som gennem historien har flydt mellem Ukraine og Polen.
EU er for meget Bruxelles og Strasbourg og Berlin og for lidt London, Washington og Warszawa. Og derfor skal vi og resten af Vesten lægge vores kræfter i NATO
Polakkerne ser mod USA. F.eks. køber de også deres våben uden for EU. Et argument fra ja-siden for at afskaffe forsvarsforbeholdet er, at EU-landene sammen kan købe billigere våben og udstyr, helst fransk og tysk. Men Polen har bestilt hundredvis af nye kampvogne i Storbritannien og USA efter at have overdraget sine sovjetiskbyggede kampvogne, samt artilleri og fly fra Warszawapagtens tid til Ukraine. Mikkel Vedby Rasmussen skriver i Weekendavisen, at Polens hær, luftvåben og flåde dermed har lagt sig fast på først og fremmest at købe amerikansk og britisk udstyr.
Der er længere fra Warszawa til Washington end til Bruxelles. Alligevel ser polakkerne først og fremmest over Atlanten. Og det er klogt. Vesten er nemlig og heldigvis langt mere omfattende end det europæiske kontinent. Vestlig civilisation rækker over oceanerne.
Det betyder ikke nødvendigvis en ”splittelse” i Europa. Men det stiller naturligvis det spørgsmål, om Danmark så naturligt hører hjemme i ”hjertet” af EU – eller: Hvor er det ”hjerte” i grunden, når Europas frontlinje ikke går gennem Niger, Tchad, Congo – men ned gennem Østeuropa? Hvor skal Danmark satse penge, mandskab og materiel?
Vi kan ikke være alle vegne. Vi hører hjemme i Vesten. EU er for meget Bruxelles og Strasbourg og Berlin og for lidt London, Washington og Warszawa. Og derfor skal vi og resten af Vesten lægge vores kræfter i NATO.
Læs mere om forsvarsforbeholdet i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
