ANALYSE-UDDRAG // POV SPORT – Spanien mod Italien i den ene EM-semifinale. Det danske landshold har brugt de sidste par dage på at vænne sig til varmen i Baku op til kvartfinalen mod Tjekkiet. Jeg har brugt dem på blandt andet at læse lidt i biografien om landstræner Kasper Hjulmand, som POV Sport bringer et kapitel fra i denne historie. Fordi vi ikke kan vente og næsten ikke få nok.
Stadig lettere grotesk, at Belgien som vinder af Danmarks gruppe B fik den tvivlsomme fornøjelse af Portugal i ottendedelsfinalen og Italien i kvartfinalen, mens Danmark som to’er fik Wales og Tjekkiet. Det går slet ikke op. I hvert fald ikke på papiret.
Belgierne ordnede Portugal, men mod Italien gik det galt. To uhyre svære modstandere i knock out-kampene, og italienerne leverede virkelig en flot og sprudlende offensiv første halvleg mod verdensranglistens nummer ét. Havde det ikke været for et dumt straffespark minuttet efter Lorenzo Insignes fremragende 2-0-mål, kunne Italien have gået til pausen med en solid føring.
Det vidste italienerne på forhånd, da Schweiz og Spanien spillede fredagens tidlige kvartfinale
Nu stod den i stedet 2-1 på Lukakus straffesparksreducering, men i sidste ende var det nok for italienerne, der er eksperter i at holde en et-målsføring. Og også tog pippet så meget fra Lukaku, at han headede en 100 procent-chance på stolpen i anden halvleg, hvor belgierne pressede på. Men nej. Italien holdt fast, og er nu klar til semifinale mod Spanien på Wembley i næste uge.
Forlænget spilletid
Det vidste italienerne på forhånd, da Schweiz og Spanien spillede fredagens tidlige kvartfinale. Langt fra på niveau med den sene udgave, og et schweizisk mandskab, der nærmest kun kæmpede med kukuret, da de fik udlignet spaniernes 1-0-føring og trak kampen i forlænget spilletid. Og ikke mindst modstod den spanske armadas gentagne tryk på de schweiziske bastioner.
Straffesparkskonkurrence og guf for Schweiz. For få dage siden scorede de på alle fem forsøg i samme situation og sendte de franske verdensmestre ud af EM. Fredag scorede de på ét af fire. Derfor hedder den ene semfinale Spanien-Italien.
Drengene var på græsset i Baku 🏟#ForDanmark #EURO2020 #DEN pic.twitter.com/YEfkYsKY4s
— DBU – En Del Af Noget Større (@DBUfodbold) July 2, 2021
Nu kan det jo også sagtens være, at det for Danmark som Belgien går galt i kvartfinalen, men det danske landshold synes i god balance og godt klædt på til opgøret mod Tjekkiet. Også i åndelig forstand, da DBU ligefrem havde entreret med Amnesty International forud for kampen i slyngelstaten Aserbajdsjans hovedstad Baku:
”Aserbajdsjan har udfordringer i forhold til basale menneskerettigheder. Derfor har vi søgt råd hos Amnesty International i Danmark og fået deres viden, som vi giver videre til vores trup, stab samt til de danske fans, der vil rejse til Baku for at se kampen, siger DBU-direktør Jakob Jensen til forbundets hjemmeside.
Vi kan ikke vente
Og nu hvor den ene semifinale er sat på plakaten, kan vi jo næsten ikke vente på den anden. Danmark eller Tjekket mod England eller Ukraine. Ligeledes på Wembley.
I ventetiden kan du her læse om det nye danske folkeeje i skikkelse af landstræner Kasper Hjulmand. Det er et helt kapitel fra bogen ”Kasper Hjulmand – Fodbolddrømmer” skrevet af journalisten og forfatteren Morten Glinvad. Den udkom sidste sensommer på Gyldendal og er på 348 sider.
Skulle Danmark gå videre til semifinalen, skal forlaget nok også overveje lige at give et ring til trykkeriet:
”I et land uden høje bjerge
Januar 2020
En mørk og regnvåd mandag i begyndelsen af januar bevæger Kasper Hjulmand sig gennem Frederiksbergs gader. Han finder hoveddøren til en lejlighedsopgang og ringer på dørtelefonen. Inde i opgangen står en dør åben, og Michael Falch tager imod.
„Velkommen til, Kasper. Godt at se dig,“ smiler han.
Kasper træder ind i entréen og tager sit overtøj af. De sætter sig i stuen og begynder at snakke. Kasper ved, at den 63-årige sanger er vild med fodbold. Men fodbold er kun en lille del af det, der har bragt ham til Frederiksberg.
„Jeg har set frem til at tale med dig. Jeg prøver jo at blive lidt klogere på det her land,“ siger han.
Han er tidligere stødt på Michael Falch i forskellige sammenhænge. Sangeren har hjulpet Kasper og Rikke med at give deres lillebror nogle gode koncertoplevelser. Ved en af dem fik Simon den håndskrevne sæt- liste med hjem som minde.
Kasper har ofte fundet Michael Falchs karakteristik af Danmark og danskerne rammende. Og da han nogle uger forinden gik og grublede over debatten i medierne om ham og Åge Hareide og den danske fod- boldidentitet, besluttede han sig for at skrive en besked til Falch: „Hvem fanden er vi danskere egentlig?“
Nogle dage senere talte de sammen i telefonen. Kasper mærkede, at Falch havde meget at sige. „Kan jeg ikke komme forbi dig en dag for at tale videre om det?“ spurgte han, og nu sidder han så her i Michael Falchs lejlighed på Frederiksberg.
Han har ikke lagt nogen plan for samtalen. Det er heller ikke nødvendigt. I et langt liv som kunstner har Michael Falch kredset om sit lands karakter. I 1986 skrev han fædrelandssangen „I et land uden høje bjerge“, som han blev inspireret til, mens han rejste rundt i Amerika og Caribien og var langt væk hjemmefra.
Gennem årene har han indimellem ændret lidt i teksten til „I et land uden høje bjerge“. En løbende omskrivning, der har fulgt forandringen i Falchs eget forhold til Danmark.
„Og kommer du som fremmed/ så bare slå dig ned/ Vi starter in- gen krige/ måske en verdensfred“ har en del af teksten lydt i perioder. Og i andre har den været knap så optimistisk: „Og kommer du som fremmed/ så glem alt gammelt had/ Vi starter ingen krige/ og ingen verdensfred“.
Falch har været bekymret gennem årene, fortæller han. Den uskyld og naturlige stolthed, der i hans ungdom var forbundet med det at være dansk, er blevet erstattet af noget andet.
„Jeg elsker virkelig mit land. Men den dobbelthed, jeg altid har følt, er kun blevet stærkere. Det er virkelig ikke noget entydigt land, vi bor i,“ siger han.
Da Kasper Hjulmand takkede ja til landstrænerjobbet, var kærligheden til hjemlandet essentiel for hans valg. Men han mærkede også en usikkerhed. For hvad var det egentlig for en nation, han nu skulle repræsen- tere som fodboldlandstræner? Hvori bestod vores nationale karakter ved indgangen til 2020’erne? Og hvordan passede han selv ind i det billede? Han mærkede et behov for at forstå sit land bedre. Det var næsten en pligt, når nu han skulle være landstræner, følte han. Derfor har han i de seneste måneder været i gang med sin egen, helt personlige udforskning af Danmark og danskhed.
Inden besøget hos Michael Falch har han talt med en række mennesker om deres syn på danskheden. Han har mødt sportsdirektører og bestyrelsesmedlemmer fra fodboldens egen verden, men han har især søgt at bevæge sig væk fra fodboldbranchen. Han har suget til sig fra andre sportsgrene, fra kunsten og kulturen og fra erhvervsliv og politik. Han har talt med håndboldlandstræneren Nikolaj Jacobsen og med medlemmer af direktionen i store virksomheder. Han har mødt Konge- husets ceremonimester, den tidligere oberst i Forsvaret Kim Kristensen. Gennem sit medlemskab af UNICEF’s præsidium har han talt med politikeren Ida Auken og med Alfred Josefsen, den tidligere administre- rende direktør for Danmarks ældste supermarkedskæde, Irma. Og nogle uger inden mødet med Michael Falch havde han en samtale med landets tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt.
„Vi danskere kan godt skændes, og vi kan godt være uenige. Men når det kommer til stykket, er vi ikke så forskellige. Når det virkelig brænder på, får vi tingene til at fungere. Så viser vi, at vi står sammen om tingene,“ sagde hun.
http://top-zaymov.ru
Det har været et interessant projekt. Og et nødvendigt projekt, føler han. Det må være hele udgangspunktet for det, han og DBU snart skal sætte i gang, at forstå landet bag.
Det giver ingen mening at argumentere for, om landsholdet bør spille typisk skandinavisk og stå langt tilbage på banen og være godt organiseret, eller om holdet skal insistere på at hylde en drøm om at være „Nordens brasilianere“, hvis ikke vi først finder ud af, hvem vi er.
I virkeligheden er det, som når enhver virksomhed stiller det samme grundlæggende spørgsmål om sin identitet. Forskellen er bare, at han og DBU ikke selv kan definere identiteten frit. Det er ikke, som dengang han og de andre ledere i FC Nordsjælland tog op til Allan K. Pedersens jagthytte for at bestemme klubbens værdier. Da gjorde de det nærmest fra bunden i en klub med en kort historie. Nu handler det om at forstå en hel nation, hvor den første fodboldkamp blev spillet i 1879, og hvor det nationale fodboldforbund er det ældste i verden uden for spillets opfindere i Storbritannien.
Forstår vi vores lands identitet, vil han og DBU kunne arbejde bevidst på at skabe en identifikation mellem befolkningen og landsholdet. Og forhåbentlig skabe noget, som kan pege seks eller ti år frem i tiden, og hvor landets største virksomheder kan se en værdi i at involvere sig.
Som det er nu, er det lidt for tilfældigt, hvem der føler for landshol- det. Det afhænger af resultater og personlig sympati for landstræneren eller de enkelte spillere.
Tænk, hvis man i stedet kan få den almindelige dansker til at mærke et tilhørsforhold, føle sig repræsenteret og tænke, at landsholdsspilleren på banen lige så godt kunne være naboens søn.
I lejligheden på Frederiksberg går timerne, og de kommer vidt omkring. Michael Falch vender flere gange tilbage til det danske nederlag ved Dybbøl i 1864.
Vi troede, at vi sagtens kunne ordne den krig. Og i stedet tabte vi big time. Fortidens store rige blev en småstat. En tredjedel af landet blev tabt til prøjserne, og den ydmygelse har defineret den danske identitet siden da på en kompleks og tvetydig måde.
„Vi har lidt under et mindreværdskompleks. Den der følelse af at se os som en nation, der retfærdigvis burde være større og mere indflydelsesrig, end den reelt er,“ siger Michael Falch.
„Vi ser os som moralsk overlegne. Men det er også en letkøbt status, for ingen forventer noget af os, fordi vi er så små. Vi har fundet os godt til rette i en rolle som underdog.“
Fodbold har altid spillet en stor rolle i sangerens liv. Han bestræber sig på at holde koncertkalenderen fri de dage, hvor Danmark spiller landskampe. Da han i 1986 udgav „I et land uden høje bjerge“, var den danske fodboldbegejstring på sit højeste, da folket og landsholdet smeltede sammen i en ren og uskyldig glædesrus. Tilhængerne blev kendt som roligans, det pacifistiske modstykke til de voldelige engelske hooligans, der hærgede fodbolden i firserne. Og landsholdet var spækket med folkelige figurer. Det vidunderlige spil var én ting, men det bedste var næsten, at spillerne efter at have nedlagt stormagterne på banen kunne drikke en bajer og ryge en smøg. Og da landsholdet i 1992 vandt EM, vejede det op for det knap så spektakulære spil, at holdet var kommet med til slutrunden i sidste øjeblik på grund af udelukkelsen af det krigshærgede Jugoslavien. Vi kunne påklistre nogle søgte fortællinger om spillere, der rejste sig fra strandstolen for at spille EM og tog røven på de store nærmest uden at gøre sig umage.
„Vi elsker historien om, at spillerne tog på McDonald’s midt under EM i 1992. Det var måske ikke så smart, men det gjorde vi bare. Fordi vi er danskere,“ siger Michael Falch.
Kasper nikker. Der er noget i det. Han husker, hvordan Helle Thorning-Schmidt talte om betydningen af, at Danmark er det måske mest lige og mindst hierarkiske land i verden. Afstanden mellem hende som statsminister og den almindelige borger var minimal sammenlignet med andre lande. Den afslappede tilgang præger danskernes forhold til sport. Vi elsker vores sportsprofiler, men de skal helst være i øjenhøjde med os. De største triumfer skal helst ikke bare være et logisk resultat af målrettet, dedikeret og professionelt arbejde. Der skal gerne være et eller andet fjollet element i historien.
„Der er det her særlige modsætningsforhold mellem selvhad og stor- hedsvanvid,“ siger Michael Falch. „Henrik Pontoppidan ramte det godt i sine tekster. Et sted skriver han om danskerne, at ‘vi springer op som løver, men falder ned som får’. Måske passer det også meget godt til vores fodboldsyn.“
Kasper ser det for sig. Forventningerne kan blive skruet unaturligt i vejret, når danskerne puster sig op. Når FC København i de europæiske turneringer møder hold med budgetter, der er tre eller fire gange større, bliver det alligevel ofte set som ganske naturligt, at danskerne kan vinde. Men der er også noget skrøbeligt ved den selvtillid. Den kan styrte i grus, og så minder vi alle sammen hinanden om, at Danmark jo bare er et lille land. Vi er ikke som franskmænd, der med en anden selvfølgelig- hed ser sig som de bedste i verden på en række områder.
De taler videre om firserlandsholdet, om europamestrene, om Mor- ten Olsen og Åge Hareide. Olsen som landstræneren, der ville fremstille landsholdet som løver, der sprang op og troede, at de kunne udfordre de store. Og Hareide, der med en rationel tilgang erkendte Danmarks beskedne plads i verden og med succes har arbejdet ud fra det.
Kan de læse det ind i en generel kontekst? Er vægtskålen tippet mod selvhadet i stedet for storhedsvanviddet?
De er enige om, at Danmark i en periode har mistet sine visioner. Det er den desillusion, der har fået Michael Falch til at omskrive „I et land uden høje bjerge“. Uskylden er ikke den samme som i 1980’erne. Fra at danskere ikke kiggede på, hvordan man så ud, og hvor man kom fra, er tolerancen over for forskellighed nu langt mindre. Og det hele har bare handlet om at være effektiv og få hjulene til at løbe rundt.
Men er det godt nok? Er det virkelig, hvad danskheden består af i dag? Eller har vi glemt os selv?
Kasper kommer til at tænke på et besøg hos den tidligere landsholds- spiller Claus Jensen, der nu var sportsdirektør i Nykøbing FC i den danske 1. division.
„Kasper, hvordan i alverden er vi havnet her som land? Med al den snak om at være pragmatisk på alle mulige områder. Den var der slet ikke, da jeg spillede på landsholdet,“ sagde Jensen.
Han tager fra Michael Falch med en del tanker i hovedet. Han vil få problemer som landstræner, hvis han er ude af trit med virkeligheden. Er tidsånden til det funktionelle, kan han komme til at fremstå som en fantast med storhedsvanvid, hvis han begynder at tale om, hvordan Danmark kan suge til sig fra de største fodboldforbund og lade sig in- spirere af spillets tendenser i storklubber som Liverpool og Manchester City.
Han ser det for sig: Nu skal ham Hjulmand ikke komme for godt i gang. Vi er jo et lille land.
Men måske er noget ved at ændre sig igen?
Når han taler med store virksomheder, efterspørger de visioner. På et område som gastronomi er Danmark blandt de førende i verden til trods for landets beskedne størrelse. Med kreativitet og nysgerrighed som drivkraft. Sådan vil han gerne selv forstå danskheden.
Han tænker nogle gange på, hvordan det tyske fodboldlandshold var med til at ændre nationens selvforståelse. I sommeren 2006 var Tysk- land vært for VM, og efter nogle svage år viste landsholdet sig igen fra sin bedste side og nåede frem til semifinalen.
Det var et nyt og forynget landshold med sympatiske og imødekommende spillere og en charmerende landstræner i Jürgen Klinsmann. I den varme sommermåned i 2006 samledes tyskerne om deres landshold som aldrig før, og pludselig blev det naturligt at iklæde sig nationens farver og hænge tyske flag op i haven eller på altanerne.
I årtier havde der været en historisk skam og skyldfølelse forbundet med det at være tysk. Nu gav landsholdet tyskerne deres flag tilbage og vristede det fri af den nazistiske fortid.
I de følgende år blev det tyske landshold et udtryk for landets modernisering. Et hold præget af visioner og ideer og samtidig en kulturel smeltedigel mellem gammeltyskere og efterkommere af indvandrere. Multikulti-landsholdet blev det perfekte billede på et Tyskland, der i højere og højere grad blev Europas økonomiske og moralske ledestjerne. Lige indtil medierne under VM i 2018 sporede en tendens, hvor flaget var falmet, efter at det nye nationalkonservative parti Alternative für Deutschland havde søgt at tage ejerskab over både flaget og tyskheden. Imens havde Mesut Özil og Ilkay Gündogan, to landsholdsspillere med tyrkisk baggrund, påkaldt sig vrede ved at posere på et foto sammen med den tyrkiske præsident, Recep Erdoğan. Solstrålehistorien om Multikulti-landsholdet, der samlede tyskerne og gav dem flaget tilbage, var ovre.
I Danmark skrev alle aviserne i dagene efter offentliggørelsen af Kas- per Hjulmands ansættelse som landstræner en lang række artikler om det danske flag i anledning af, at det nu var 800 år siden, at Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland. Kommentarer og kronikker kredsede om et flag, der gennem en årrække var blevet politiseret.
Det har sat sig i danskerne, tænker Kasper. Der er kommet en anden bevidsthed om, hvad Dannebrog signalerer. En tvivl, om man gennem flaget viser støtte til en helt bestemt definition af danskhed, som handler om frikadeller og fremmedfrygt. Det er blevet sværere at adskille patriotisk nationalfølelse fra nationalisme.
Sådan skal det ikke være, tænker han. Dannebrog er for alle.
Kan et EM i Danmark gøre noget af det samme, som VM i 2006 gjorde for Tyskland? Han håber det.
Nogle dage efter besøget hos Michael Falch modtager Kasper en tekst- besked fra sangeren: „Husk nu at få Dolberg til at smile!“
Holdninger til landsholdets spillere og træner er der nok af blandt danskerne. Allerede inden han er tiltrådt, mener mange, at Hjulmand aldrig burde have fået jobbet. Ligesom Morten Olsen og Åge Hareide kommer han sikkert også til at se folkestemningen svinge fra den ene yderlighed til den anden.
Sådan er vi danskere. En kompleks og kontrær størrelse. Et lille land uden bjerge med knap seks millioner mennesker, som på den ene side ser deres land som det bedste på kloden og på den anden side føler sig som en lilleput, som ikke kan tillade sig at sætte næsen op efter noget.
Kan det lykkes at samle danskerne og få nationen til at bakke op om én bestemt retning for fodbolden? Han ved det ærlig talt ikke. Danskere elsker at være i opposition. Vi er ikke så stringente som vores nabolande. Svenskerne inddrager alle, beslutter sig og marcherer derefter i takt. Det kommer tydeligt til udtryk gennem deres ordensprægede fodbold.
Der sætter vi danskere pris på noget andet. Vi er på godt og ondt sværere at styre og sætte på formel. Det må være hans konklusion efter de mange samtaler og efter at have fulgt landsholdet i årtier.
Vi vil gerne vise verden, at Danmark kan noget særligt, men vi er ikke så faste i kødet, at det skal ske gennem en helt bestemt spillestil. Der har vi ikke som Holland en arv, der præger os. Måske fordi vores historie for professionel fodbold ikke er lige så lang. Og vi er mere afslappede i vores forhold til sport. Det skal være sjovt.
Derfor kan vi godt lide de personligheder, der skiller sig lidt ud. En Preben Elkjær eller Thomas Gravesen eller Anja Andersen. Ja, danskerne elsker jo Nicklas Bendtner. Kasper kan næsten ikke huske en varmere modtagelse end den, Bendtner fik i kampen mod Polen i 2017, da angriberen vendte tilbage til landsholdet efter næsten to års fravær. I andre lande havde folket givetvis vendt ham ryggen. Men selvom Bendtner gentagne gange havde dummet sig, var der en åbenlys kærlighed fra tribunerne til ham. Han var en Klods-Hans i H.C. Andersens eget land. Og det virker åbenbart mere menneskeligt end at levere et professionelt stykke arbejde uden udsving.
Den del er svær at arbejde med, tænker Kasper. Hvordan kan man stræbe efter at skabe et topprofessionelt og fremsynet landshold og samtidig give plads til det irrationelle og det, der stikker ud? Her er Danmark virkelig en speciel størrelse.
Når han ser på det nuværende landshold, ser han masser af personlig- hed. Der er nogle fede karakterer, og det skal de have lov til at udtrykke. Man kan godt have hård disciplin og samtidig være åben og have et glimt i øjet.
Den dobbelthed, han talte med Michael Falch om, må han forsøge at bruge som en styrke. Han hæfter sig ved en af sine andre samtaler, hvor journalisten Kim Bildsøe-Lassen fortalte om, hvordan hans indiske svigerfar plejede at beskrive danskernes karakter over for sin familie i Indien: „Danskere vil have, at det skal være smukt uden at være prangende. Og det skal være funktionelt uden at være kedeligt.“
Den beskrivelse rammer godt, tænker Kasper. Også oversat til fodbold. Vi er ikke brasilianere og skal ikke rende rundt og lave hælafleveringer i eget straffesparksfelt. Men vi har en smag. Det er ikke nok, at det bare fungerer.”
LÆS MERE SPORT FRA KURT LASSEN HER
POV Sport følger dagens væsentligste historie i EURO2020 under EM, naturligvis med fokus på det danske landsholds præstationer.
Følg resultater og stillinger i EM-turneringen her på dr.dk, der er rettighedshaver sammen med NENT Group/TV3
Topillustration: Sådan ser et par belgiske forsvarsspillere ud, når man har tabt en EM-kvartfinale. Hovedet op, guys, men jo, det er svært. Foto: Getty Images
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
