POV SPORT // TENNIS: Wimbledons spillere og tilskuere får mere plads at boltre sig på. Men ikke lige i overmorgen. Der går nogle år, inden Wimbledon-ledelsen får realiseret deres udvidelsesplaner.
Så skulle den være god nok. Wimbledon eller med det knapt så mundrette navn ”The All England Lawn Tennis Club” har endelig fået politisk godkendelse til at realisere planerne om at udvide selve området på adressen SW19 ti kilometer sydvest fra centrum af London med flere faciliteter, 38 nye tennisbaner og endnu en showbane som Centre Court og Court 1, der har store tribuner og plads til flere tusinde tilskuere.
Den nye bane Parkland Show Court får plads til 8.000 tilskuere, den halve kapacitet af det nuværende Centre Court. Af udseende givetvis mere moderne og endda lidt højere, men fra Wimbledons side ønsker man den opført i pagt med omgivelserne, som i dag er en golfbane, der ligger på den modsatte side Church Road, der skærer ned igennem tennisanlægget og golfbanen med en stor sø.
Det bliver ikke lige til sommer, Clara Tauson eller Holger Rune kommer til at indtage Parkland Show Court, for ejerne regner ikke med, at den står færdig før 2030, men det er da trods alt inden for rækkevidde af de to bedste danskeres karriere, hvis de holder formkurven. I så fald vil de være omkring de 25-26 år til den tid. Novak Djokovic næppe. Måske Roger Federer, han bliver sikkert ved, indtil han er 70. Lige nu er den elegante schweizer, som på mange måder i sin adfærd og attitude også er indbegrebet af Wimbledon.
Det er ikke det største anlæg i verden, men det er med afstand, næsten objektiv betragtet, det smukkeste og traditionsrigeste af de fire grand slam-anlæg i verden, som udover London, er Roland Garros i Paris, Billie Jean King National Tennis Center i New York og det i Melbourne i Australien.
Wimbledon lejede jord ud til golfklub
The All England Lawn and Tennis Club købte området af kommunen for godt fem millioner pund tilbage i 1993 med en række klausuler eller restriktioner tilføjet købet. Blandt andet, at området kun måtte benyttes til fritids- og sportsaktiviteter, og der skulle være adgang for offentligheden til åbne områder.
Klubben lejede en stor del af området på den modsatte side af Church Road, Wimbledon Park, ud til Wimbledon Park Golf Club. På en kontrakt, der løb helt frem til 2041, men i flere år pressede tennisklubben på for at købe området, så de kunne udvide Wimbledon-anlægget.
En af grundene er blandt andet, at de gerne ville være i stand til at spille alle kvalifikationskampene op til turneringen på anlægget og naturligvis også gerne være i stand til at huse endnu flere tilskuere, hvilket en ny showbane kunne hjælpe på.
For fire år siden gik golfklubbens medlemmer ifølge The Guardian med til at sælge golfanlægget til The All England Lawn and Tennis Club i utide for intet mindre end 65 millioner pund, som medlemmerne delte imellem sig. De fik ifølge avisen hver 85.000 pund. Deriblandt var blandt andre TV-værten Piers Morgan.
De sidste par år har der så været en del protester fra de lokale i forhold til at forandre golfanlægget til tennisbaner og nye bygninger, der kun bliver brugt et par uger om året, og fordi det blandt andet ifølge dem ville gå ud over en del bevaringsværdige træer og blive for klumpet sammen af store showbaner. Dem råder Wimbledon ikke af for mange af i forvejen. Der er ikke mange siddepladser på de yderste baner.
En mindre protestbevægelse, der også havde bredt sig politisk, forsøgte at stoppe projektet, men onsdag aften besluttede et smalt flertal med Labour i spidsen af Merton Council at give The All England Lawn and Tennis Club grønt lys til at gennemføre planerne.
Wimbledon-ledelsen slår på, at man vil anlægge en park i golfområdet, som der ikke før var adgang til, og at man derudover vil plante 1500 nye træer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her