ANALYSE // POV SPORT – At Danmark skulle møde Wales i ottendedelsfinalen og Tjekkiet i kvartfinalen ved EURO 2020 lå ikke helt i kortene. Men sådan bliver det. Mens Belgien efter en 1-0-sejr over Portugal skal møde Italien i kvartfinalen. En hård vej.
Vi taler meget mere tilfældigheder end lodtrækningsheld, for lodtrækningen var foretaget på forhånd. Man ved bare aldrig helt i hvilken retning en slutrunde ruller sig ud, når der rent praktisk bliver spillet fodbold og kommer resultater på tavlen.
Jamen, det ser da svært ud. Ikke mindst med Kevin de Bruyne og anfører Eden Hazard på skadeslisten
For hvis nu verdensranglistens nummer ét, Belgien, havde haft valget på forhånd, havde de givetvis foretrukket Danmarks vej til en eventuel semifinale, end den danskerne nu har i udsigt. Altså, det var jo ligesom Belgien, der vandt Danmarks pulje, og så får de den tvivlsomme fornøjelse mod Portugal, som de dog i spillemæssig forstand vandt knebent 1-0, og nu venter Italien så i kvartfinalen.
Cool as you like from Thibaut Courtois 😎#EUROSkills | @HisenseSports | #EURO2020 pic.twitter.com/6xc2LZsjix
— UEFA EURO 2024 (@EURO2024) June 27, 2021
Jamen, det ser da svært ud. Ikke mindst med Kevin de Bruyne og anfører Eden Hazard på skadeslisten. Søndag aften lignede de i hvert fald ikke folk, der bliver klar til mødet med Italien på fredag i München.
Fysisk tålelig vej
Også på den front fik nummer to i gruppe B, Danmark, en mere fysisk tålelig vej med hele syv dage imellem ottendedels- og kvartfinale, mens belgierne kun får fem. Godt nok skal danskerne også flyve den lange vej til Baku, men benene op og håret tilbage, og så lander den næsten i kategorien ren afslapning.
Portugal og Italien versus Wales og Tjekkiet lyder det retoriske spørgsmål. Hvad ville du helst på forhånd, Kasper Hjulmand? Helt hundrede Wales og Tjekket. Og så som to’er i gruppen. Hvor heldig har man lov til at være.
Det var da også Schick, der lukkede og slukkede for hollændernes kvartfinaledrømme
Nu er tjekkerne jo ingenlunde en walkover i kvartfinalen, selvom det var en artig overraskelse, at de søndag sendte Hollands stjerneparade af navne ud af turneringen med 2-0. Den kunne også have tippet den anden vej, havde det ikke været for en omdiskuteret udvisning af hollandske Matthijs de Ligt, da videooverdommeren, VAR, kort inde i anden halvleg ændrede et gult kort til rødt. Da var stillingen fremdeles 0-0.
Tjekkiet har gjort det godt under EM, og med turneringens næstflittigste målscorer, Patrik Schick, som træfsikkerhedens spydspids har de været farlige fra første færd. Det var da også Schick, der lukkede og slukkede for hollændernes kvartfinaledrømme med scoringen til 2-0 ti minutter før tid.
Tre små nationer
Så var der bare ikke mere at komme efter for ti mand, der undervejs havde brændt oplagte hovedstødschancer og en friløber. Farvel til Oranje og goddag til Tjekkiet i Baku på lørdag. Tjekkiet er akkurat som Danmark og Grækenland en af de tre små nationer, der igennem historien har vundet EM.
Da tjekkerne slog Vesttyskland i EM-finalen i 1976, var der dog også lidt flere at vælge af, da de dengang gik under det i dag delte land, Tjekkoslovakiet. Ikke at Tjekkiet blev så voldsomt meget dårligere af delingen. Ved EM i 1996 nåede de således finalen mod Tyskland.
I 2004, da, tænk, Cristiano Ronaldo for længst havde debuteret på portugisiske landshold, nåede tjekkerne lige så langt ved EM i netop Portugal ved at sende Danmark ud af den seneste kvartfinale, vi har været i med 3-0. Og tabte 1-0 til Grækenland i semifinalen.
Vejen til kvartfinalerne dengang var så også kortere, end den er i dag, da det var direkte til kvartfinalen fra gruppespillet. I EURO2020-udgaven var der lige en ottendedelsfinale at overstå også. Som danskerne gjorde så smertefrit med 4-0-sejren over Wales, mens Belgien altså måtte på langt hårdere arbejde mod Portugal.
Hvis man skal være lidt nostalgisk eller anekdotisk, er netop 3-0-nederlaget til Tjekkiet i 2004 et af de mere kuriøse i min egen erindring
Og sådan helt nøgternt betragtet også bør komme på hårdere arbejde på fredag mod Italien end Danmark mod Tjekkiet om lørdagen. Sådan er slutrunders indre logik, at man aldrig helt aner, hvilken vej vinden blæser, før allersidste fløjt. I dette tilfælde på Wembley i London den 11. juli.
Hvis man skal være lidt nostalgisk eller anekdotisk, er netop 3-0-nederlaget til Tjekkiet i 2004 et af de mere kuriøse i min egen erindring, fordi jeg gik en smule hårdt til landstræner Morten Olsens passivitet fra bænken efter pausen efter en ellers jævnbyrdig første halvleg og 0-0. På den vis blev 3-0 til et forsmædeligt og i min bog unødvendigt stort nederlag.
Nogle dage efter, landstræneren var vendt hjem til Belgien, og jeg hjem til avisen i Pilestræde, Berlingske Tidende, som den hed dengang, ringede Morten Olsen til mit direkte nummer. Han spurgte til, hvad jeg egentlig mente med det, jeg havde skrevet:
”Sig mig læser du ikke udenlandske aviser. Det gør jeg. Også engelske”
”Sig mig læser du ikke udenlandske aviser. Det gør jeg. Også engelske”, sagde Morten Olsen med henvisning til, at de aviser, han havde læst, havde været positive i deres beskrivelse af Danmark igennem hele turneringen.
Jo, jo, forsøgte jeg mig. Jeg skriver dog ikke i engelske aviser, men i en dansk, og jeg står ved, hvad jeg har skrevet. Og landstræneren ønskede da heller ikke nogen form for genmæle eller den slags. Han ville bare diskutere, og så stod han last og brast med sine spillere. Altid. Og man kunne kun elske ham for det.
Egentlig kunne jeg sagtens forestille mig Kasper Hjulmand gøre det samme i det lederskabs ånd, han har udvist de seneste par uger. Lad os dog på landsholdets vegne håbe, at det ikke bliver relevant efter lørdagens kvartfinale mod Tjekkiet. Forhåbentlig venter Wembley i semifinalen stedet…
LÆS MERE SPORT FRA KURT LASSEN HER
POV Sport følger dagens væsentligste historie i EURO2020 under EM, naturligvis med fokus på det danske landsholds præstationer.
Følg resultater og stillinger i EM-turneringen her på dr.dk, der er rettighedshaver sammen med NENT Group/TV3
Topillustration: Tjekkiets Vladimir Coufal giver den hele armen med sin nations flag efter nok så overraskende 2-0-sejr over Holland i ottendedelsfinalen. Foto: Getty Images
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her