POV SPORT // LONGREAD – Historien om cykelsportsdirektøren, lokalpolitikeren og ekspertkommentatoren Brian Holm, der af adskillige omgange gik en slags mobil-bersærkergang mod sin ven igennem 40 år, Rolf Sørensen, og nu afdøde Chris Anker Sørensen. Brian Holm mener selv, at det var han i sin gode ret til.
Grov chikane, magtmisbrug, forfængelighed eller en storm i et glas vand. Nogle hælder i konklusionen af forløbet til det første, når man hører vidnesbyrd fra folk, der har været i nærheden af hændelsesforløbet. Også fra ofrene for chikanen. Brian Holm er mere til vandglasset.
Den ene er desværre død i en ulykke, da han under forberedelserne til VM i cykling som udsendt ekspertkommentator for TV2 blev kørt ned af en varevogn under en træningstur på VM-ruten. Den anden har været igennem en ekstrem sårbar periode med skilsmisse og alkoholbehandling som tabloid forsidestof.
Begyndte med et tweet
Det hele begyndte med et tweet et par dage efter, at DM i landevejscykling var afgjort tilbage den 21. juni, som jeg faktisk skrev i bunden af en historie, som du kan læse her. Både siden og inden har den eskaleret og verseret i cykelmiljøet.
Kort fortalt går historien på, at den danske, deltidsansatte sportsdirektør for det belgiske cykelhold Deceuninck-Quick Step, Brian Holm, fik nys om, at de to ekspertkommentatorer, Rolf Sørensen og Chris Anker Sørensen, havde været efter Holms taktiske dispositioner undervejs i DM-løbet.
Brian Holm blev voldsomt fortørnet over, at de to eksperter havde fremført en ellers både plausibel og af andre iagttagere, der så løbet på TV, også ret mild kritik
Sådan ret nøgternt havde de begge givet udtryk for, at de ikke kunne forstå, at Brian Holm ikke sendte sine store navne, Kasper Asgreen og Michael Mørkøv, frem for at hente en lille førergruppe, hvor deres holdkammerat, Mikkel Honoré, godt nok sad.
Brian Holm blev voldsomt fortørnet over, at de to eksperter havde fremført en ellers både plausibel og af andre iagttagere, der så løbet på TV, også ret mild kritik både under løbet og igen i studiet efterfølgende.
Halvandet døgn senere, tirsdag formiddag, var Brian Holm gået til tasterne og skrev så på sit holds vegne det berygtede tweet:
”Kære Gøg og Gokke, @chris_anker, @ilbiondorolf. Vi står 100% uforstående overfor jeres usaglige kritik af vores kørsel til DM. Mikkel er en klasserytter. Skulle vi havde kørt ham ind? Håber Gøg og Gokke har nosser nok til at diskutere det på @TV2SPORTdk live kh @deceuninck_qst”.
De færreste bryder sig velsagtens om at blive tituleret Gøg og Gokke i forbindelse med et stykke fagligt arbejde, man har lagt for dagen.
I det halvandet døgn siden DM-opløbet og de følgende dage havde Brian Holm imidlertid lagt langt voldsommere pres på hele TV2-systemet og de to eksperter.
Allerede om aftenen for DM-løbet havde han sendt sms’er til både Rolf Sørensen og Chris Anker Sørensen. Med en sammenfattende ordlyd a la: ”Hvad bilder I jer ind?”.
Gode venner i 40 år
Rolf Sørensen og Brian Holm har været mere eller mindre gode venner i 40 år. Det er de ikke længere. Chris Anker Sørensen har aldrig haft en tæt relation til Brian Holm.
Chris Anker havde ifølge mine oplysninger ikke set sms’en om aften, der var afsendt lidt før midnat og læste den først den efterfølgende morgen.
Kort tid efter skulle Brian have ringet til Chris Anker og skældt ham ud i det meste af en halv time
Han tog efter sigende beskeden stille og roligt og skrev tilbage, at han var ked af, hvis Brian følte, de ikke havde behandlet dem ordentlig, men om ikke godt de kunne bevare den gode tone. ”God tone – det havde du fem timer til i går,” svarede Brian Holm. Eller noget i den retning.
Kort tid efter skulle Brian have ringet til Chris Anker og skældt ham ud i det meste af en halv time. Uden overhovedet at lytte til, hvad Chris havde at sige eller forsvare sig med.
Da Chris Anker havde fortsat med at forsøge sig med nogle argumenter, spurgte Brian ifølge kilderne: ”Hvor mange cykelløb har du lige vundet?” Chris havde sagt noget med, at han ikke havde vundet særlig meget, men at han ikke lige kunne se, hvad det havde med sagen at gøre.
Taget på sengen
Chris Anker Sørensen havde sådan taget på sengen sikkert ikke umiddelbart styr på, om han havde vundet flere cykelløb end Brian Holm. Men han syntes måske også, at det var et ligegyldigt et argument. At det i så fald stort set kun var Mario Cipollini og Mark Cavendish, der kunne kommentere alle cykelløb, fordi de havde vundet mest, skulle han have sagt.
Hvis man i øvrigt ser på en af de uofficielle og såkaldte rankings af cykelryttere igennem tiden, hvilket i sig selv er overordentlig svært, fordi man ikke kan måle den slags kun i sejre eller løbenes størrelse og væsentlighed, da en rytter kan have haft stor betydning for sit hold som hjælperytter i årevis eller som en Michael Mørkøv, der kører lead out som én af de bedste i verden på sit felt, men rasler ned igennem feltet, når deres arbejde er gjort lige før målstregen.
På listen CyclingRanking.com over alle tiders rytteres styrke fra 1869 frem til i dag, ligger Chris Anker Sørensen nummer 740, mens Brian Holm er at finde som nummer 974, 234 pladser dårligere.
Danmarks mest vindende rytter nogensinde, Rolf Sørensen, er af samme grund højest placerede dansker på en 70.-plads, Jakob Fuglsang nummer 105 og Bjarne Riis nummer 303.
Så der er ikke noget at sige til, hvis Chris under samtalen ikke valgte at følge Brians logik
På en anden side, procyclingstats.com, ligger Brian Holm rangeret som nummer 1650, mens Chris Anker Sørensen er nummer 1746 på all time-listen. En svær øvelse over læsten at sammenligne Rundetårn med et tordenskrald.
Så der er ikke noget at sige til, hvis Chris under samtalen ikke valgte at følge Brians logik og i stedet ligesom bare lod ham tale færdig for at få rundet samtalen af. I håbet om, at han så ville stoppe dér, har han fortalt folk.
Det gjorde Brian Holm også. Næsten. Han sendte åbenbart lige endnu en sms dagen efter til Chris Anker og skældte ham ud, fordi han havde rost Quick-Steps Kasper Asgreen i et indslag i Go’Morgen Danmark. Det gav ham kvalme, som Brian Holm skulle have formuleret det.
Sms’erne fortsatte
Den dag Brian Holm fik kvalme, havde Brian Holm ligesom også andet at se til, fordi hans søn Albert, som i øvrigt var blevet nummer 11 i juniorernes landevejs-DM i Give om lørdagen, fyldte 18 år.
Det var nu ikke fordi, han stoppede, for han fortsatte med at skrive sms’er til Rolf Sørensen, og den tirsdag, hvor han først havde set Chris Anker i Go’Morgen Danmark og havde brugt tid på at forfatte førnævnte Gøg og Gokke-tweet, havde han nær helt glemt sin søns 18 års-fødselsdag, som han senere på sommeren udtrykte det i et længere søndagsinterview med Berlingske:
”Jeg synes, at ens arbejde er vigtigere end familien. Det har ikke noget med at gøre, at jeg ikke elsker min familie. Jeg tror, jeg elsker dem højere, end nogen andre gør. Men hvis du vil opnå noget, så er du bare nødt til at tage nogle valg. Jeg ved ikke, om det er fravalg, at man ikke kommer til et sølvbryllup, eller at man springer over sin søns 18 års-fødselsdag på grund af arbejde, det synes jeg egentlig, er meget naturligt, at man gør.”
De var alle en smule agtpågivende i forhold til Deceuninck-Quick Steps mandskab, som til årets udgave rummede både Kasper Asgreen, Michael Mørkøv og Mark Cavendish, som Brian Holm havde skrevet eller ringet til og bedt om at nægte at udtale sig til TV2
Sms’erne fortsatte ugen ud og et stykke ind i Tour de France, der havde startsted i Frankrig lørdagen efter DM. Hvori han blandt andet skrev, at han ville gøre Rolfs liv til et helvede, hvis han ikke sagde undskyld på TV. Om proppen var røget af flasken, om han var begyndt at drikke igen? I den dur.
Chris Anker Sørensen og andre på TV2-holdet så ifølge mine kilder nogle af sms’erne, men de fleste gange, de tikkede ind, fortalte Rolf bare sine nærmeste under opholdet i Frankrig om indholdet af beskederne, mens de passede deres opgaver med at interviewe ryttere og lave optakt og første etape af Tour de France.
De var alle en smule agtpågivende i forhold til Deceuninck-Quick Steps mandskab, som til årets udgave rummede både Kasper Asgreen, Michael Mørkøv og Mark Cavendish, som Brian Holm efter sigende havde skrevet eller ringet til og bedt om at nægte at udtale sig til TV2.
Rytterne ignorerede
Den kommando hjemme fra Frederiksberg valgte rytterne nu at se stort på, da Brian Holm ikke var i tjeneste som sportsdirektør under Touren, som han ikke har været de seneste år, fordi han trods alt har skåret ned på antallet af rejsedage i familiens favør.
Og da først en af TV2’s udsendte reportere, Søren Reedtz, havde forsøgt sig med mikrofonen hos Michael Mørkøv og hørbart og retorisk konkluderede: ”Nå, I vil godt tale med os,” var der ingen problemer på den front.
Inden afrejsen til Frankrig havde Chris Anker Sørensen angiveligt også ringet til sin mangeårige holdkammerat og gode ven, Michael Mørkøv, deres respektive hustruer var ligeledes gode venner og så hinanden privat, for lige at høre hvad der foregik ovenpå sms- og mobilintermezzoet med Brian Holm.
Ifølge kilderne mente Chris Anker heller ikke selv, at de på nogen måde havde været uretfærdige
Mørkøv havde slået fast, at han ikke havde nogen som helst problemer med Chris Anker og Rolf Sørensens kommentering. At han kun havde respekt for deres facon og faglighed.
Ifølge kilderne mente Chris Anker heller ikke selv, at de på nogen måde havde været uretfærdige. At det var klart, at evalueringen af storholdet Quick Step blev hårdere, når de kom ind til DM-landevejsløbet som storfavoritter og ikke havde vundet. Sådan er ekspert-metieren nu en gang.
Rolf Sørensen var meget berørt af presset fra Brian Holm op til og i begyndelsen af Touren. Også i lyset af et skrøbeligt efterår, hvor han havde været igennem tabloid-vridemaskinen, fordi han selv havde set sig nødsaget til at sende en pressemeddelelse ud om, at han havde et alkoholproblem og skulle i behandling, samt han skulle skilles fra sin kone igennem et kvart århundrede, Susanne.
En kilde formulerer det således om de første dage op til og under Tour de France om sms’erne fra Brian Holm: ”Det foregik systematisk gennem flere dage. Mafiaagtige trusler og beskyldninger om druk. Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvad jeg synes om det.”
Gidsel mellem venner
Alt imens Chris Anker Sørensen gav udtryk for, at han fandt det underligt at været landet i sådan en omgang, fordi han følte sig lidt som gidsel i et opgør mellem to venner, som han ikke på den måde var en del af. Hverken Rolf og Brians fælles træningsture i det nordsjællandske, hvor Chris foretrak at cykle vestover på Roskilde-egnen, når han luftede sin gamle konkurrencecykel.
Han var ikke en del af Rolf og Brians generation af ryttere og deres fælles fortælling, men værdsatte sit samarbejde med Rolf i studiet hjemme i Odense, eller når de var on location til de store løb. På sin vis gjorde Chris sin makker skarpere, fordi han ikke var bange for at prikke til ham, og Rolf satte stor pris på dobbelt-ekspertværtskabet med Chris og de to skiftende værter, Dennis Ritter og Rasmus Staghøj.
Dennis Ritter blev i øvrigt også en ufrivillig del af første bølge af Brian Holms raseri, da Holm ifølge flere kilder til at begynde med skældte Ritter hæder og ære fra over for Chris Anker over kommenteringen af DM-landevejsløbet. Problemet var imidlertid, at det slet ikke var Dennis Ritter, der kommenterede det, men Rasmus Staghøj.
Chris Anker Sørensen gav til flere udtryk for, at han mente, historien burde komme ud til offentligheden, fordi han først og fremmest var fortørnet over Brian Holms ageren over for Rolf Sørensen. Også fordi Rolf til sidst følte sig så presset, at han under 2. etape af Tour de France bevægede sig ud i en længere udredning og noget, der mindede om en undskyldning.
Selve ordet indgik ikke i den del, som kan ses herunder, så det var en noget halvkvalt en af slagsen, om end Brian Holm umiddelbart syntes tilfreds med den. I hvert fald hørte Rolf Sørensen ikke mere til Brian Holm under Touren.
Alligevel var Rolf dybt påvirket af Holms angreb på ham resten af Tour de France, og han nævnte også flere gange førnævnte Mikkel Honoré, der ikke var med i løbet, i kommenteringen for ligesom at tækkes Brian Holm, der jo sad parallelt og kommenterede Touren hjemme med langt færre seere på Eurosport i Discoverys studie i Mileparken i Skovlunde. Rolf frygtede flere digitale giftpile hjemmefra.
Resten af TV2-holdet og ledelsen mente ikke, der var journalistisk belæg for eller nogen anden grund til at sige undskyld til Brian Holm for noget som helst. Man overvejede sågar i toppen af organisationen, om man skulle gøre noget officielt ved sagen, men valgte for borgfredens skyld at lade den fare.
Rystede over Holms fremfærd
Men flere i og omkring sportsredaktionen har givet udtryk for, at deres syn på Brian Holm er ”ændret for evigt.” At de var rystede over Holms fremfærd. Og rasende. Også over, at Rolf følte sig presset til at sige undskyld. Mens 40 års venskab for Rolf Sørensens vedkommende var endegyldigt forbi, har han ladet forstå.
Som TV2’s chefredaktør for håndbold og cykling, John Jäger, understreger til POV Sport:
“Jeg kommer aldrig til at undskylde for, at en ekspert siger sin uforbeholdne mening. Det er faktisk det, jeg betaler dem for. Og trusler virker ikke. Selv om vi bliver nægtet adgang til udøvere, så undskylder vi ikke for, at vores folk fortæller deres ærlige og klare holdning. Det har jeg igennem årene haft anledning til at fortælle trænere og ledere og andet godtfolk i både fodbold, håndbold og cykelsport”
Chris blev begravet i stilhed i fredags, og efterlader sig sin kone Michelle og deres to døtre. Hans kolleger på TV2 deltog i begravelsen
Chris Anker Sørensen skulle så heller ikke selv komme til at opleve, at historien, som han retfærdigvis mente burde ud i fuld offentlighed, kom på skrift, da han på så tragisk vis omkom af sine kvæstelser efter ulykken i Belgien. Chris blev begravet i stilhed i fredags, og efterlader sig sin kone Michelle og deres to døtre. Hans kolleger på TV2 deltog i begravelsen.
Det hører i sagens natur også med til historien, at Brian Holm har flere kasketter på i sine angreb på både Rolf Sørensen, Chris Anker Sørensen og TV2, da han samtidig er ekspertkommentator på den konkurrerende kanal, Discovery, hvor det også er hans job at analysere både sine egne og andre ryttere end dem, han selv er sportsdirektør for og repræsenterer over for medierne, deriblandt TV2.
En noget nær inhabil rolle under eksempelvis Tour de France, hvor han har sit eget hold med og i øvrigt heller ikke lægger fingre imellem, når han analyserer eller kritiserer enkeltryttere eller holdenes taktik.
Gyldne kæder
Endda tilsat en slags gyldne kæder, om man vil, da Brian Holm også har en magtposition i København som politiker, eller i den borgerlige enklave inde midt i hovedstaden, Frederiksberg Kommune, hvor han sidder i kommunalbestyrelsen for De Konservative og søger genvalg til november.
Jeg havde ikke selv set nogle af sms’erne, syntes jeg havde nok af hinanden uafhængige kilder til at bekræfte hændelsesforløbet, men manglede alligevel en såkaldt smoking gun for så voldsomme beskyldninger mod Brian Holm.
Og jeg har jo altid syntes godt om hans optræden i medierne. At han var cool. Kæmpede kræftens sag, efter han selv havde overvundet den i sine tidligere 40’ere, arrangerede sit eget velgørenhedscykelløb i samme sags tjeneste, La Flamme Rouge, hvert år på Jægersborg Alle i Charlottenlund.
Som Brian Holm sidste år i januar ved DR Sportens gallashow ”Sport 2019” blev hædret for som ”Årets Forbillede” med en gribende takketale til følge.
Det er snart halvanden måned siden, jeg lagde historien ned, fordi hverken Rolf Sørensen eller Chris Anker dengang ønskede at stå frem til citat og bekræfte den.
Chris Anker Sørensens død påvirkede mig som så mange andre danskere, der havde haft ham som en slags TV-ven igennem flere år. Både som rytter og ekspertkommentator. Jeg gik lidt rundt om mig selv og en lang tur i Kongens Have forrige mandag for at gentænke historien efter nye oplysninger.
Det var første dag efter hjemkomsten, at Rolf Sørensen var tilbage i studiet, og hovedkommentator Rasmus Staghøj havde skrevet en rørende hilsen til Chris
Dagen forinden havde jeg siddet klinet til skærmen til det mest sindsoprivende VM-landevejsløb i mands minde. Også et af de mest følelsesladede, da TV2-holdet efter Chris Ankers død en uge forinden var rejst hjem for at bearbejde tabet i mere trygge omgivelser.
Det var første dag efter hjemkomsten, at Rolf Sørensen var tilbage i studiet, og hovedkommentator Rasmus Staghøj havde skrevet en rørende hilsen til Chris, som han var ved at knække på et par gange i indledningen til løbet, da han læste den op. Et par kommentatorer i deres følelsers vold.
En af løbets favoritter, men stadig ikke førstemanden på det belgiske landshold, Remco Evenepoel, lå i lang tid og meget tidligt i løbet og brændte watt af, som man siger, til den store ingen nytte. Ville nogle mene. Andre mente, han var den største helt på de belgiske landeveje med halvanden million tilskuere langs ruten.
At Evenepoel oftrede sig fuldt ud for kaptajn van Wout van Aert, som så bare ikke havde benene, da det gjaldt, mens Jasper Stuyven i stedet nød godt af Evenepoels forarbejde, så han trods alt kunne spurte med om sølv og bronze, da Julian Alaphilippe var stukket alene efter guldet.
Det lykkedes så heller ikke Stuyven at omsætte Remco Evenepoels forarbejde til metal, da hollandske Dylan van Baarle og danske Michael Valgren kørte med sølv og bronze.
Også Rolf Sørensen undrede sig undervejs såre naturligt over Remco Evenepoels kørsel. Selvom man også kunne argumentere for, at han havde en plan med sit forehavende. Sådan er det jo med sport. Øjnene, der ser, gradbøjer det, de ser, i egen optik. Også eksperters. Der er altid flere udlægninger af et cykelløb. Eller en fodboldkamp for den dags skyld.
Og netop Julian Alaphilippe, der endte med at blive verdensmester for andet år i træk, kører jo også for Quick-Step og er holdkammerat med Remco Evenepoel. Selv Evenepoels og Brian Holms chef, ejeren af Quick-Step, Patrick Lefevere, havde i dagens løb til belgiske medier udtalt, at Remco jo rullede den røde løber ud for Alaphilippe og ikke sine belgiske landsmænd.
Mens legenden himself, Kannibalen, Eddy Merckx, havde været kritisk mod Evenepoels “egoistiske kørestil” på forhånd. Og efterfølgende kunne han heller ikke forstå Remco Evenepoels ageren i ensom majestæt ude foran. Onsdag gentog han kritikken i den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport, som cykelsitet cyclingnews.com gengav en del af. Merckx udtalte:
Brian Holm tænkte i sammenhængen ikke så meget på nationalitet og landshold
“Belgien blev slået på hjemmebane på grund af en dårlig taktisk plan med Evenepoel, der angreb langt udefra uden grund. Holdet faldt fra hinanden, og da løbet skulle afgøres, var der ingen (belgiere, red) til at gøre det. Et totalt flop”
Brian Holm tænkte i sammenhængen ikke så meget på nationalitet og landshold, men på sine “egne ryttere”, om end han åbenbart var uenig med både sin øverste chef og Eddy Merckx – og Rolf Sørensen.
Alligevel tikkede der om aftenen en sms ind hos Rolf Sørensen. Fra Brian Holm. Jeg fik den genfortalt dagen efter fra en kilde, der havde fået den citeret. Brian skrev, at Rolf Sørensens kommentarer havde været helt vildt dumme og nærmest ubegavede. Og at han burde stoppe med at kommentere cykelløb øjeblikkeligt, hvis han ikke kunne gøre det bedre.
Om tirsdagen modtog Rolf Sørensen angiveligt endnu en sviner-sms fra Brian Holm, som jeg har set, fordi Brian Holm har sendt den til mig. Og som han ikke synes er specielt slem.
Rolf Sørensen har fremdeles ikke ønsket at deltage i historien.
Brian Holms reaktion
Til gengæld svarer Brian Holm beredvilligt på beskyldningerne, der er rettet mod ham:
Hvad er din kommentar til dem?
“Vi blev uvenner om taktikken. De fik generet os til DM, og så blev jeg sur.”
Rolf fik så sagt en slags undskyld under 2. etape under Tour de France?
“Det hørte jeg så ikke. Det skulle han have ringet til mig og sagt. Altså, at han havde sagt det på TV.”
Men han hørte ikke mere fra dig?
“Jamen, hvad er problemet? Jeg forstår ikke problemet.”
At du har sendt alle de sms’er til ham, og du ville gøre hans liv til et helvede?
“Som om, at fordi jeg sender tre-fire sms’er, og så er vi uvenner. Som om jeg chikanerer nogen. Jeg kender Rolf igennem 40 år. Og Chris. Jeg var ude efter ham efter DM, og det sluttede der.”
Du skrev en sms til ham om aften og ringede næste dag og skældte ham ud i en halv time.
“Det har jeg vel lov til. De generer mig på TV. Jeg kan jo ikke svare igen. Hvad de siger på TV, uden jeg ved det. Jeg kan jo ikke svare for mig. Jeg ser dem bagefter (efter DM-løbet i Give, red), og de siger ikke noget.”
Hvis jeg ikke har lov til at være sur, når de går til mig på landsdækkende TV. Jeg sendte en sms til Chris og Rolf og ringede én gang til dem hver efter DM og brokkede mig. Tweetet med Gøg og Gokke var sgu da sjovt.
Brian Holm
Jeg forstår bare ikke, at du fortsætter?
Det er jo fordi jeg kender Rolf. Hvor mange sms’er snakker vi om, tre?
Og nogle opkald?
“Han har ringet mig op, jeg har sgu ikke ringet ham op.”
Til VM, for en uge siden, da Rasmus Staghøj og Rolf lige havde været igennem den oplevelse med Chris, skriver du igen til Rolf efter løbet?
“Jeg var jo ikke dernede. Han generer vores ryttere for taktikken hele vejen og tager fuldstændig fejl igen. Hvis du ser, hvad alle andre siger om taktikken. Altså, jeg konfronterer ham med, at hele verden siger, at de kørte dumt – belgierne. Man kan jo ikke forsvare sig, når man sidder på cyklen.”
Du skrev til ham, at han var dum og latterlig og skulle stoppe med at kommentere cykelløb øjeblikkeligt, hvis han ikke kunne cyklingens ABC?
“Ja, er det så slemt.”
Det ved jeg ikke. Eller det synes jeg, måske det er.
“Må jeg så sige, at jeg har ret i, hvad jeg skrev til ham. Han kørte godt Remco, og Rolf sidder og sviner ham til.”
Det synes jeg også, der er forskellige udlægninger af. Der var da mange, der undrede sig over, at Remco lå ude foran. Selv din egen chef, Lefevere?
“Alle var da glade for Remco. Når du sidder og kommenterer, så må du sige A eller B. Det kunne jo også være, at Remco gjorde det rigtige, men han giver sig ikke, Rolf. Og hvorfor fanden blande Chris Ankers død ind i det?”
Det gør jeg heller ikke?
“Altså, for fanden, knægten er død.”
Men Chris var rystet efter DM?
“Jeg var også rystet, fordi de havde svinet mig til. Du skulle se de sms’er jeg fik efter DM. Jeg bliver svinet til på landsdækkende TV. Jeg står og snakker med dem bagefter. Der er ingen af dem, der siger noget negativt til mig. Hvis de så bare havde sagt noget til mig bagefter. Hvis de dømmer mig under løbet, så sig det da til mig igen bagefter. Jeg går rundt med Rolf inden løbet og forklarer ham alt, hvad der kommer til at ske.”
“Og alligevel går de til mig. Jeg står og snakker med dem, det er skide hyggeligt det hele. Og så får jeg sms’er eller folk siger til mig efter løbet, at de er gået over stregen, og jeg siger: ’Hvad har de?’. Det kan de sgu da ikke være bekendt. Så sig det til mig efter løbet. Det er derfor, jeg bliver sur. Må jeg ikke have lov til at være sur?”
Arh hvad. Hvad fanden kan mit næste træk være? Tror du, jeg vil overfalde ham med nogle rockere, eller der står nogen i hans garage eller noget
Brian Holm
Selvfølgelig, jeg forstår så ikke, at du bliver ved med at være det, og skriver så hårdt til ham efter VM, hvor begge i studiet lige har været igennem den oplevelse med Chris Anker, og det første løb, de kommenterer, efter de er kommet hjem?
“Det har jo ikke noget med Chris at gøre. Så må du være klar til at kommentere. Altså, hvis han kan gå hårdt til Remco, kan jeg vel også gå hårdt til Rolf. Det er ligesom en af mine drenge, han generer, så hele Danmark tror, at Evenepoel er en skiderik. Det er han altså ikke, og det bliver jeg sur over. Jeg er nødt til at forsvare mine ryttere.”
Du havde også ringet ned til dine ryttere og sagt, at de ikke skulle udtale sig til TV2 under Tour de France?
“Ved du hvad, alle ryttere har udtalt sig til TV2 under Tour de France. Det skiller jeg ad. TV2 skal have lov til at lave sit arbejde, så selvfølgelig gør jeg ikke det. Jeg kender TV2-journalisterne, og dem har jeg et godt forhold til. Det skal ikke gå ud over dem. De skal gøre deres arbejde, og det blander jeg mig ikke i.”
“Hvis jeg ikke har lov til at være sur, når de går til mig på landsdækkende TV. Jeg sendte en sms til Chris og Rolf og ringede én gang til dem hver efter DM og brokkede mig. Tweetet med Gøg og Gokke var sgu da sjovt. Det var da en vis morsomhed. Det var for at sige til dem, at hvis de ville diskutere det offentligt, så var jeg klar til det. Jeg fik bare aldrig chancen. Når nogen siger noget på TV, så er det lov.
Jeg taler ikke med Rolf, og nu fortæller du mig din version, så det må I klare imellem jer.
Brian Holm
“Når de har været sådan efter os, og Chris så stod i Go’Morgen Danmark og roste os, så må de stå ved, hvad de har sagt… Hvad fanden er det for en sport, hvis man ikke kan sende sms’er til hinanden. Jeg forstår stadigvæk ikke, hvad faen pointen er.”
Den er jo, at flere føler, at du har været voldsomt efter Rolf?
“Det var jeg sgu også, men han var også voldsomt efter mig. Det synes jeg. Er du klar over, hvad jeg får af lort på sociale medier. Forskellen med Rolf er, at jeg kender ham, og han kender mig. Selvfølgelig er vi sgu da stadig gode venner. Jeg bliver da også uvenner med Riis nogle gange, selvom vi har kørt cykelløb sammen. Hvad fanden er det for en verden. Jeg kunne forstå det, hvis jeg havde lovet ham rockere eller tæsk. Jeg synes bare, det er noget pladder, han siger.”
Han har ikke sagt noget til mig. Det vil han ikke.
“Hvad fanden er der også at sige.”
Jeg har bare hørt, at han er bange for dit næste træk?
“Arh hvad. Hvad fanden kan mit næste træk være? Tror du, jeg vil overfalde ham med nogle rockere, eller der står nogen i hans garage eller noget. Det kan godt være, jeg har sendt mange sms’er. Det er den eneste måde, jeg kan forsvare mig på, når jeg bliver svinet til på landsdækkende TV. Jeg er ikke gået over stregen med noget, lovet nogen tæsk eller noget. Hvor er chikanen i det?”
Du forlanger, at de skal sige undskyld. Det vil TV2 ikke, og så gør Rolf det alligevel selv under Touren?
“Jeg blander mig fuldstændig udenom, men jeg har da stadig lov til at være uvenner med deres eksperter. Jeg skal forsvare mine ryttere.”
Men Evenepoel kører trods alt for Belgien til VM?
“Jeg skal forsvare ham alligevel. Hvis jeg synes, nogen taler dårligt om dem, så forsvarer jeg dem. Jeg har så mange opkald: ”Hvad fanden sidder Rolf og siger.” Han siger, belgierne kører på skift, men det gør de, fordi der kommer en brostensstigning, så det er en positionskamp. De kører ikke på skift for at hente Remco, men kører positionskamp, og de nuancer af løbet får Rolf ikke med.”
Rolf er vel ikke cykeltaktisk uklog?
“Nej, taktik kan du altid diskutere. Men lige præcis, når det er nogen, jeg anser for at være mine gode venner, der kritiserer mig, så bliver jeg sur. Når det er nogen, jeg ikke kender, så ja, hva faen. Jeg har altid stået op for Rolf. Med doping og alting.”
Men han er jo også igennem en rimelig sårbar tid i disse måneder?
“Jo, men så skal man ikke kommentere cykling. Hvis man ikke er klar til det. Mine gamle forældre sagde til mig efter DM: ”Sig mig, er du blevet uvenner med dem, sådan som de sidder og taler om dig.”
Jeg taler ikke med Rolf, og nu fortæller du mig din version, så det må I klare imellem jer.
Selvfølgelig klarer vi det. Og jeg forstår stadig ikke historien. Lige pludselig bliver det min skyld, at Chris er blevet kørt ned. Er der nogen der var ked af det, da knægten døde, så var det mig. Hold kæft, jeg var ked af det.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her